
Nomad Fest i Bulgarien.
Sidste sommer var jeg i Bansko/Bulgarien til festival for moderne nomader. Her er lidt om hvad det er for noget.
Der har været nomadefolk så længe der har været mennesker. Det er derfor at mennesket har spredt sig til hele jorden.
Der er også nomader i det 21 århundrede. Og det betyder ikke nødvendigvis at det er folk der bor i telte og går i traditionelle dragter. Der er faktisk en del mennesker som rejser med deres arbejde og hobby det meste af året. Og her er lidt fra en festival hvor 700 moderne nomader fra hele verden mødtes i en uges tid.
Selvom jeg ikke selv er helt adresseløs (Jeg har adresse og betaler fuld skat i Danmark), så rejser jeg så meget at føler mig hjemme blandt de moderne nomader. Også selvom de fleste af dem er noget yngre end mig. Jeg har aldrig rigtig haft et fast job i Danmark, men har ernæret mig i mange år ved at være udstationeret som rejseleder for diverse danske rejsebureauer.

En del af festivalen foregår i små telte på en åben plads, med en scene.
Hvor er Bansko Nomadfest?
Stedet var Bansko i Bulgarien. Bansko er et skisportssted om vinteren. Men om sommeren er der nogle frilufts turister, men ellers rimelig stille. Derfor rykker der mange moderne nomader ind om sommeren. Og i juni, 2024, blev der holdt den årlige Bansko Nomad Fest, som jeg også deltog i.

Bansko er en hyggelig by med et velbevaret by centrum.
Bansko ligger syd for hovedstaden Sofia og jeg kom dertil med en kombination af bus og tog. Der var andre som slog sig sammen og lejede minibusser, som så kørte direkte fra Sofia til Bansko. Men jeg foretrak at bruge et par dage til at snegle mig frem til Banko med en overnatning undervejs i byen Blagoevgrad.

Bansko er en dejlig bjergby.
Hvilken slags mennesker deltager i Bansko Nomadfest?
De deltagende var en bred vifte af folk fra hele verden. Jeg snakkede med folk fra lande som Japan, England, Israel, USA, Canada, Mexico, Bulgarien, Serbien, Portugal, Indien, plus flere andre lande. De fleste af deltagerne var under 35 og var typisk folk der arbejdede online. Det være sig alt fra folk der arbejdede for call centre til nogle der var online coaches, freelance journalister, til en der levede af at lave playlister til Spotify.
Fællesnævneren for folk var, at de ikke boede der hvor de voksede op, men i skiftende lande. Alt efter hvad der lige passede dem bedst. Et utrolig frit liv, men også et liv der kræver at man har nok selvdisciplin til at komme op hver dag, da sikkerhedsnettet er væk.
Jeg selv er freelance rejseleder og der var en lille flok, der som mig havde job i turistbranchen. Jeg afholdt et lille foredrag med tid til spørgsmål, for folk der ville vide noget mere om at være freelance rejseleder. Det var overraskende populært og jeg blev rendt lidt over ende af unge mennesker der havde det som et af deres drømmejob.

Og der var bægerklang hver eneste aften, med alle de nye venner man fik.
Jeg var i øvrigt ikke den eneste, der ikke var helt ung (Jeg er 55). Det var nok omkring 10% af deltagerne, der var over 50. Og antallet af ældre nomader er stigende, sagde arrangøren af Bansko Nomad Fest til mig.
Jeg talte blandt andet med en kvindelig journalist i 60’erne der arbejdede for den engelske avis “The Times”, mens hun levede ud af hotelværelser og AirBnb’s. Verdens nok mest berejste mand, Harry Mitsidis var der også. Han er englænder og først i 50’erne. Jeg har mødt Harry ved flere lejligheder og han er en rigtig flink fyr som jeg altid nyder at mødes med. Han var der på vegne af rejsefælleskabet Nomadmania, som er et fælleskab for folk der rejser rigtig meget.
Hvad laver man på Bansko Nomad Fest?
Det officielle program startede ret tidligt i forhold til andre konferencer/festivaler jeg har været til. Der var talks og workshops fra omkring klokken 09:00 hver morgen. De fortsatte så i et raskt tempo hele dagen, afbrudt af lidt frokost. Inden det hele startede, var der dog også morgenyoga for dem, der var tidligt oppe.
Foredragene til festivalen var af en meget høj standard, hvor der var en kombination af foredrag der havde meget praktisk lærdom, til andre der var de vildeste skæbnefortællinger af folk der fortalte hvordan de var endt med at leve det eventyrlige liv de nu gjorde.

Der var nogle virkelig gode foredrag på Nomadfest.
Hver aften var der en eller anden form for fest. Nogle af festerne var inkluderet i billetten til Bansko Nomad Fest, mens der skulle betales ekstra for andre. Men det var i det hele taget ret billigt at deltage og være med. Overnatningen i Bansko var også ganske billigt. Jeg boede selv på et lille pensionat, der mest var lavet til ski turister om vinteren. Men de holdt også åbent for mig, da jeg kom forbi i juni måned.
Vi havde også vinsmagning den ene dag, med fremragende bulgarske vine, ligesom der var ølsmagning på en lokal øl bar, hvor vi fik smagt en masse bulgarsk mikrobryg.

Dejlig bulgarsk vinsmagning.
Noget af det jeg synes bedst om var det som blev kaldt “Open Conference” hvor man selv kunne tage initiativ til at holde et lille foredrag eller en diskussion om et emne. Det gav nogle virkelig levende diskussioner om alverdens ting som er relateret til at leve den moderne nomadetilværelse.
Det var på “Open Conference”, at jeg holdt foredrag om at være rejseleder.
Jeg havde fra starten tænkt, at 7 dages konference nok lige blev lidt i overkanten for mig. Så jeg havde planlagt at skride i 2-3 dage for at vandre i bjergene omkring Bansko. Men det viste sig at konferencen var så medrivende og interessant at jeg holdt hele ugen og gik på konference 7 dage i træk.
Bansko er virkelig en charmerende by.
Jeg havde dog også tid til at se lidt af Bansko, som er en rigtig charmerende by, med masser af traditionelle huse og masser af gode spisesteder og hyggelige barer. Jeg kan så absolut anbefale Bansko til en ferie. Også selvom man ikke skal på Bansko Nomad Fest. Byen er virkelig et dejligt sted om sommeren for outdoor folket. Og om vinteren bliver det skibumsernes mekka.

Hovedgaden i Bansko.