Emil Andersen fra Bøjden.
Farbror Emil var pelsjæger i Canada. Den sætning hørte jeg mange gange som barn, når min far fortalte om min farfars lillebror, som rejste til den nye verden og endte som pelsjæger og laksefisker i Canada.
Som en der selv har brugt det meste af mit liv på at rejse verden rundt har historien altid fascineret mig. Så jeg har lavet en del research på Emil, ligesom jeg, for nogle år siden, rejste til Canada for at se om der var nogle spor af Emil, som døde tilbage i 1974.
Hvem var Emil Andersen fra Bøjden?
Emil Andersen var født år 1900 voksede op i Bøjden på Sydfyn. Han var ud af en fiskerfamilie og arbejdede også selv som fisker. Familien var ikke som sådan fattig, men han var en meget driftig mand. Han syntes ikke altid at mulighederne for små iværksættere var store nok i Danmark. Så han valgte at købe en enkeltbillet til Amerika i 1922. Han sejlede i øvrigt ud fra Bremen og ikke fra København.
Inden anden verdenskrig havde Sydfyn betydelig mere handel med det nordlige Tyskland end med København. Emil var selv vant til at sejle til Flensborg for at sælge ål. En af hans brødre og 2 af hans fætre blev af samme årsag gift med piger de havde mødt i Flensborg. Så det var helt naturligt at kigge mod Tyskland, når man skulle finde en båd til den nye verden.
Da Emil ankom til Staten Island i New York, hvor alle emigranterne blev registreret, rejste han hurtigt videre, så snart det formelle var overstået. Han brugte et par år på at arbejde sig på tværs af Nordamerika, hvor han blandt andet havde et par ophold på landbrug oppe ved de store søer, der adskiller USA og Canada. Det var i øvrigt dårligt betalte job, som han ikke snakkede særligt godt om til min far, da han senere fortalte ham om sine oplevelser.
Hans plan var at komme til Edmonton, ude på den canadiske prærie. Det var centrum for en stor handel med skind, til den store pelsindustri, som lige var skudt op efter første verdenskrigs afslutning. Der var potentielt store penge i at være pelsjæger i 1920’erne i Canada. Emil tjente også nogle rigtig gode penge på sine jagter, hvor han var ude i flere måneder hver vinter. Han fortalte min far, at han rejste sammen med en svensk jæger, som han havde lært at kende i Canada.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på at han formentlig har kendt den norske pelsjæger Hjalmar Dale, som senere blev meget kendt, efter at have skrevet bogen “Vildmarksliv”. Sjovt at tænke på at de med en vis sandsynlighed har drukket nogle øl sammen. Emigranterne i den nye verden havde jo, naturligt nok, en tendens til at holde sammen med dem, de havde det sprogfællesskab med. Så kunne jeg få en tur i en tidsmaskine, så tog jeg gerne til Edmonton i slutningen af 1920’erne.
Emil, da han var lidt ældre.
Emil blev sneblind.
Efter at have haft nogle meget lukrative år som pelsjæger i Northwest Territories kom det hele til en brat afslutning. For Emil blev sneblind i starten af 1940’erne. Han var totalt blind i en periode og måtte flyves med privatfly til Edmonton, hvor han brugte en del af sin opsparede formue på at blive opereret på et privathospital. Efter operationen var der dog stadig en del penge tilbage. Så Emil tog i 1946 tilbage til Danmark, efter at have brugt godt halvdelen af sit liv i Nordamerika.
Emil slog sig ned på Salt Spring Island ved den canadiske vestkyst.
Han brugte en sommer i Bøjden, på Sydfyn, med at besøge sine brødre og sætte rejeruser og åleruser med min far, som dengang var 11 år gammel. Han blev så glad for min far, at han flere gange de følgende år skrev til ham og tilbød ham at komme til Canada og blive partner i det laksefiskeri han startede da han kom tilbage til Canada.
Da Emil sejlede tilbage til Canada, efter nogle måneder i Danmark, mødte han vestjyske Hedvig på Amerikabåden. Hun var en ung sygeplejerske, på vej til Canada, for at arbejde en periode som praktikant på et canadisk sygehus. Det blev dog til mere end det, da Emil og Hedvig endte med at gifte sig og slå sig ned i New Westminster, lige uden for den canadiske storby Vancouver. Derfra fiskede Emil i en del år, inden han gik på pension som en ret holden mand.
Da han gik på pension købte han et stykke jord på den lille ø Salt Spring Island, som ligger mellem det canadiske fastland og Vancouver Island. Salt Spring Island er på størrelse med Tåsinge, men er ret kuperet med meget skov. Det stykke jord han købte var stort nok til at han kunne gå på jagt. Og kunne kunne fiske fra den lille havn, Fulford Harbour, som lå på sydsiden af øen.
Beaver Point, hvor Emil fra Bøjden boede.
Han slog sig i øvrigt ned ved Fulford Harbour på sydkysten af øen. Den nordlige side af Salt Spring, omkring byen Ganges, var domineret af et engelsk samfund som var meget indspist og lukket. Min far fortalte mig, hvordan Emil havde ret meget antipati mod englændere, da han var hjemme i Danmark i 1946.
Jeg har sidenhen mødtes med en lokalhistoriker fra Salt Spring Island, som har fortalt mig at det engelske samfund i Ganges, i 1940’erne, var et samfund hvor der kun boede englændere og hvor man kun giftede sig indbyrdes. Når der var for mange mænd i forhold til kvinder i byen, så fik man den anglikanske kirke til at sende skibe fra England over, med engelske kvinder som de så kunne gifte sig med. Det var af naturlige årsager ofte kvinder med en ret broget baggrund, der valgte at hoppe på et skib til den nye verden, for at gifte sig med en mand de ikke kendte. Men det engelske samfund i Ganges foretrak dette, frem for at blande sig med de andre.
Fulford Harbour var til gengæld lidt det modsatte. Der havde man en stor blanding af folk, med meget forskellig baggrund. Der var en del indianere, eller First Nation, som man kalder dem i Canada. Der var også et samfund af polynesere fra Hawaii, som i sin tid var sprunget af et slaveskib og svømmet i land på Salt Spring Island. Fisker samfundet, hvor Emil følte sig hjemme, var domineret af immigranter fra de græske øer. Så det var et meget broget, men åbent samfund i Fulford Harbour. For i modsætning til englænderne i Gangens, så var der masser af ægteskaber på tværs af etniske skel i Fulford Harbour.
Emil boede ved Fulford Harbour, på en vej der hed Beaver Point Road, indtil han døde i 1974. Han havde haft et par slagtilfælde kort inden han døde og var ifølge dem jeg har talt med på øen gangbesværet i de sidste år han levede. Hans kone Hedvig levede en del år efter Emil døde, og hun gik først bort i år 2000. Parret havde ingen børn.
Jeg besøgte selv Salt Spring Island i 2005.
I 2005 valgte jeg selv at tage en tur til Canada, for at se om jeg eventuelt kunne møde nogen som har kendt Emil. Jeg lavede en del research på forhånd og fik fat i en lokalhistoriker og formanden for lokalarkivet på Saltsping Island. De gav mig nogle kontakter, som jeg brugte på øen.
Jeg fandt også fortegnelsen over kirkegården i Fulford Harbour. Til min overraskelse var Emil ikke registreret som værende begravet på kirkegården. Jeg fandt et telefonnummer på en præst der havde tilknytning til kirkegården og ringede til ham. Han var dog meget afvisende overfor mig og decideret mistroisk over hvorfor jeg ringede til ham. Så mine kontakter på øen var lederen af lokalarkivet, som hed Sue Moat og journalisten, som skrev til mig. Men jeg mødte ham aldrig personligt.
Jeg ankom til Salt Spring Island med den lille bil færge som sejler fra landsbyen Schwarz Bay på Vancouver Island. Schwarz Bay ligger i øvrigt lige ved siden af byen Sydney, hvor Emils kone Hedvig arbejdede som sygeplejerske. Færgeturen fra Schwarz Bay til Fulford Harbour tager kun en halv times tid.
Fulford Harbour er en rigtig nybygger landsby, der er som taget ud af en film. Der bor vel et par tusind mennesker i byen. Hele øen har kun omkring 11.000 indbyggere. Den ene af dem er i øvrigt Randy Bachman fra bandet “Bachman Turner Overdrive”. Jeg skulle dog først op på nordsiden af øen, til den største by Ganges. For det var der, jeg havde et par kontakter. Jeg talte i telefon med Sue Moat fra lokalarkivet, som fortalte mig at hun havde haft fat i øens ældste person. En dame der hed Lotus Ruckle, som havde været nabo til Emil og Hedvig og været en meget nær ven af dem begge.
Jeg fik adressen på gamle Lotus Ruckle og cyklede op til hendes lille hus, hvor hun boede med sin kat.
Lotus var 94 år gammel. Men når bare hun fik sit høreværn på, så var hun helt åndsfrisk og fortalte mig en del ting om Emil og Hedvig. Det hun især snakkede om ved Emil var, hvordan han var fuld af virkelyst, lige til det sidste. Selv da han sad i kørestol, efter en hjerneblødning, trillede han hver dag op og ned af skrænterne og gravede, satte læhegn op og lignende. Det var noget jeg sidenhen fik bekræftet af andre jeg mødte som havde kendt ham. Lotus havde været veninde med Hedvig, lige indtil Hedvig døde, og hun fortalte, at Hedvig solgte sin og Emils jord, da Emil døde. Noget som gjorde hende til en meget velstående dame, da jordpriserne på Salt Spring er gået kraftigt i vejret de senere år, da øen er blevet et eftertragtet sted at have feriebolig.
Hedvig efterlod i nærheden af 30 millioner kroner, da hun døde, fortalte gamle Lotus mig. Men da hun ikke havde nogen børn, så valgte hun at testamentere hele formuen til det lokale ældrecenter, som hun havde meget glæde af de sidste år hun levede. Arven gjorde det blandt andet muligt at modernisere og bygge en ekstra etage på centeret. Centeret har af samme årsag en mindeplade for Hedvig den dag i dag. Men jeg kunne da ikke lade være med at tænke på, at jeg måske skulle have kommet 5-6 år tidligere og besøgt hende. Så kunne det jo være at der var faldet lidt af fra den rige tante i Canada :-).
Lotus Ruckle fortalte mig også at jeg skulle køre ud og besøge en gut der hed Dimitri Stevens. Han var en græsk/indiansk fyr som havde været meget nær ven med Emil. Dimitri var kun 15 år gammel, da Emil døde. Men han fiskede og gik på jagt med Emil, da Emils helbred begyndte at svigte. Og derfor mente Lotus at Dimitri vistnok havde arvet nogle af Emils ting.
Jeg tog cyklen og kørte ud til Beaver Point Road, hvor Dimitri boede. Samme vej som Emil havde boet på. Det skulle vise sig at de havde været genboer. Og Dimitri viste mig det lille røde træhus som Emil havde bygget. Der var desværre ingen hjemme, så jeg kunne kun få det at se ude fra vejen. Dimitri var en super flink fyr, som inviterede mig ind på sin lille gård, hvor han dyrkede jorden og holdt lamaer, hvis uld han solgte. Han fortalte mig, at han havde arvet alle Emils fiskeredskaber og jagtrifler, da Emil døde. Fiske-redskaberne var for længst slidt op. Men han havde stadig en af Emils jagtrifler, som han hentede oppe på loftet og viste mig.
Huset som Emil byggede og boede i på Salt Spring Island.
Dimitri Stevens med Emils game jagtriffel.
Dimitri løste også gåden om hvorfor Emil ikke lå på kirkegården. Han fortalte mig, at da Emils helbred begyndte at skrante, bad han den unge Dimitri om hjælp til at rydde et lille stykke skov på en bakketop, sådan at man kunne se havet derfra. Han sagde aldrig til Dimitri, hvorfor han gerne ville have ryddet det lille stykke jord. Men 14 dage efter at Emil var død, bemærkede Dimitri, at der var gravet deroppe. Lige præcis nok til at få plads til en urne. Da Dimitri vidste, at Emil var blevet kremeret, var han helt sikker på, at han lå begravet der.
Vi kunne desværre ikke besøge stedet, da området i dag er et stykke privat skov. Men det var fint at få historien. Og den lille bakketop kunne jeg se, da jeg tog færgen tilbage til Vancouver Island et par dage senere.
På toppen af dette bakkedrag ligger Emil Andersen fra Bøjden begravet
Om natten sov jeg i øvrigt ude for enden af vejen, på pynten som hed Beaver Point. Der var lavet en fin lille naturlejrplads, hvor jeg kunne slå teltet op, lige i vandkanten. Området havde i øvrigt tilhørt Lotus Ruckle som jeg havde besøgt. Men da hun blev gammel, valgte hun at gøre sin gamle gård til et slags frilandsmuseum. Og jorden ved siden af til naturpark. Hun sagde til mig, at hendes søn såmænd havde rigeligt med penge. Og hun ville ikke sælge stedet. “For vi har allerede golfbaner nok”, som hun sagde. Så nu kan man besøge Ruckle Heritage Farm, som stedet hedder nu. Lotus lever ikke længere. Men hendes gamle fine gård er i dag offentligt tilgængelig, skulle du komme på de kanter.
Jeg fik også et job på Salt Spring.
En af dagene, da jeg cyklede rundt på øen, kørte en gammel hippie i en pickup truck op på siden af mig og spurgte om jeg var ude at søge arbejde. Det var jeg ikke, men sagde at jeg kunne da godt give ham en hånd, hvis han havde brug for hjælp. Og så endte jeg med at plukke vindruer for ham de næste 2 dage. Jeg smagte også på hans vin, og den var ganske fin. Jeg kunne også lige føje et nyt job i et nyt land på mit CV. Selvom det kun var et par dage. Han betalte i øvrigt en ganske god dagløn, som gav mig lidt ekstra luft i budgettet på min cykeltur gennem Nordamerika, som varede i 3 måneder og sluttede i det centrale Mexico.
Jeg plukkede også vindruer på Salt Spring Island.
Det var historien om Emile fra Bøjden som drog til Canada for at skyde bjørne og fiske laks. For mig er det familiehistorie, men det er jo også et stykke lokalhistorie for både Bøjden og Salt Spring Island. Så derfor har jeg valgt at lægge den på bloggen så alle der har lyst kan læse historien.