Jeg brugte 4 uger i november og december, 2025 på at cykle rundt i Bangladesh. Her er list om hvordan det var.
Velkommen til Bangladesh.
Ankomst til Dhaka.
Ugen inden jeg landede i Bangladesh brændte godsterminalen Dhaka lufthavn ned. Dagen efter var der et mindre jordskælv. Og 3 dage efter min ankomst var der en kæmpe brand i Dhaka, hvor 1500 huse i et slumkvarter brændte ned. Så det var lidt blandede nyheder, jeg ankom til. Men alt gik nu fint og der var et stort “welcome to Bangladesh” skilt udenfor lufthavnen.
Farverige Dhaka.
Jeg cyklede ned til mit hotel, som hed Afford Inn, efter at havde samlet min cykel i lufthavnens ankomsthal. Der kommer altid nogle nysgerrige personer, når jeg går i gang med at samle min cykel i diverse lufthavne rundt om i verden. Og Dhaka var ingen undtagelse. Jeg fik rigtig fin hjælp af en af de nysgerrige. En ung lufthavnsansat, som fortalte mig hvordan jeg lettest kom ned til mit hotel på cykel. Der var masser af intens trafik fra starten. Men alt i alt var det ok.
Dhaka.
Dhaka har også masser af cykler. Især cykelrickshaws er der masser af. De har stort set alle fået en lille el motor installeret de seneste 2-3 år og de lokale kalder dem “Dhaka Teslas”. Men masser af cykler er godt for mig, da bilerne også er vant til at tage hensyn til cykler.
Jeg havde booket 2 nætter på et hotel inden ankomst. Den booking skal man i øvrigt også fremvise en kopi af, for at få visum ved ankomst til Bangladesh. Hotellet kostede små 200 kr per nat og var et mindre business hotel. Der var ingen parkering til min cykel, hvilket bekymrede mig en del, da jeg ankom. Men vagten, der stod udenfor hotellet, sagde at der var vagt hele natten, så det var helt ok at låse cyklen til hotellets metal stakit. Det viste sig også at være helt ok. Jeg gav vagtmanden et par dollar i drikkepenge for at passe på min cykel. Min erfaring er at sådanne penge er givet godt ud. Og så hjælper man jo også en lokal der gør et ærligt stykke arbejde. Ofte til en lille løn.
Landet hvor du oftest er den eneste turist i byen.
Af alle lande jeg har besøgt (Jeg har besøgt lige under 100 lande) er Bangladesh et af de lande hvor jeg har mødt færrest turister. Helt præcist mødte jeg 3 vestlige turister på de 4 uger jeg opholdt mig i landet. De af dem var enlige kvindelige turister fra Sverige og USA. Begge to piger, som gik efter at besøge så mange lande som muligt rundt om i verden (Svenskeren fløj videre til Østtimor efter Bangladesh).
Jeg mødte kun lokale cyklister i Bangladesh. Ikke en eneste vesterlænding på cykel.
Den tredje var en kroatisk gut som arbejdede for Disney Cruises og som bare ønskede sig så langt væk fra trit strømmen som muligt, når han havde fri. Og det kom han helt sikkert ved at holde ferie i Bangladesh. Alle 3 udlændinge jeg mødte var i øvrigt i hovedstaden Dhaka.
Udenfor Dhaka mødte jeg ikke en eneste vestlig turist. Det betød dog ikke, at jeg var alene hele tiden, da der var mange nysgerrige lokale, som jeg snakkede med. Befolkningen i Bangladesh er i øvrigt ikke så påtrængende som folk til tider kan være i Indien. Bangladesherne var oftest meget høflige, grænsende til lidt generte. Men når de først tog sig mod til at snakke, så var de meget nysgerrige. Jeg følte mig ikke “belejret” af nysgerrige lokale, sådan som jeg til tider kan gøre i andre lande.
Folk i Bangladesh er generelt flinke og nysgerrige, uden at være anmassende.
Lokaltrafik i Bangladesh.
Fra Dhaka til den forladte by Panam Nagar.
Jeg landede i Dhaka lufthavn, som ligger lidt nord for centrum af Dhaka, der faktisk lige er rykket op som verdens næstmest folkerige by, med 36 millioner indbyggere, hvis man tæller forstæderne med. Det var dog ikke nær så svært at cykle ud af byen, som jeg havde forestillet mig.
Direkte øst for lufthavnen i Dhaka er man i gang med at bygge en ny bydel. Den er langt fra færdig endnu, så trafikken var ret begrænset i området, bortset fra en del kraner og gravkøer. Jeg cykler på mountainbike, så jeg snoede mig fint rundt om diverse byggepladser. Området er på mange måder meget typisk for det moderne Bangladesh, som er inde i en meget stor industriel udvikling. Landet er verdens næststørste producent af tekstiler (kun overgået af Kina) og der er også en kæmpe stålindustri i den sydlige del af landet.
Der bliver bygget rigtig meget i Dhaka.
Jeg har aldrig besøgt et land med så mange nyopførte fabrikker. Det skyldes hovedsageligt, at lønningerne er lave i Bangladesh. En månedsløn for en syerske ligger for eksempel på 8-900 kr om måneden. Det har fået alverdens store tøjfabrikanter til at flytte til Bangladesh i stor stil. Og det kan man se i gadebilledet, når man cykler gennem landet.
En af rigtig mange tekstilfabrikker i Bangladesh.
Den første dag cyklede jeg en relativt kort tur, på omkring 40 kilometer. Det gør jeg altid når jeg skal ud af en storby. Der er ingen grund til at stresse, når man skal forlade en storby, hvor trafikken ofte er ret intens.
Jeg havde valgt at slutte dagen ved den forladte by Panam Nagar. Panam Nagar er et af de få deciderede turiststeder, man har i Bangladesh. Jeg mødte dog kun lokale turister, da jeg var der. Byen stammer tilbage fra 1300-tallet, men var beboet frem til 1960’erne, hvor den blev forladt, efter uroligheder, da Bangladesh kæmpede for sin selvstændighed.
I dag står byen som en fascinerende ruinby og bliver flittigt besøgt af lokale turister, ligesom de få udenlandske turister, der kommer til Bangladesh, også tit besøger stedet. Jeg måtte selv stille op til fotografering med flere lokale, da jeg besøgte stedet. Men det var bare hyggeligt at få snakket lidt med folk. Stedet er i øvrigt rigtig populært blandt nygifte, som får taget bryllupsfotos blandt de forladte huse.
Panam Nagar.
Ved Panam Nagar boede jeg på turens vildeste luksus hotel. Et stort palads-agtigt hotel, med svært bevæbnede vagter, som jeg gætter på var ansat fordi hotellet bliver brugt en del af folk fra regeringen, som deler vandene i Bangladesh. Der har været en del politisk uro i landet de sidste par år. Og det kunne jeg godt føle nogle gange. En førende oppositionspolitiker blev i øvrigt dræbt i en drive by shooting, mens jeg var i landet.
Luksushotellet hvor jeg boede ved Panam Nagar.
På cykel gennem det ukendte Bangladesh.
Jeg kom ud på nogle virkelig små stier når jeg var væk fra de store hovedveje.
Fra Panam Nagar cyklede jeg først øst på, til byen Cumilla. Derfra cyklede jeg via byerne Feni og Sitakund, ned til millionbyen Chittagong, som mest er kendt for at være byen hvor en stor del af verdens tankskibe ender deres dage på kæmpe ophugningspladser. Det er dog en industri, der er for nedadgående, efter at der har været en del negativ fokus på den kæmpe miljøbelastning, den form for gammeldags ophugning af skibe er. Ligesom der også har været fokus på, hvor dårligt arbejdsmiljøet er blandt de folk, der skærer alverdens supertankere i stykker. De ophugningssteder der er tilbage har ingen adgang for offentligheden.
Chittagong.
Havnen i Chittagong.
Ude på landet i Bangladesh.
Jeg snakkede med en der kunne arrangere en sejltur hvor man så stederne fra søsiden. Men det var ret dyrt, når jeg skulle leje hans båd som ene mand. Og da jeg var eneste turist, så droppede jeg det og gik kun på den del af havnen, som var offentlig tilgængelig.
Min oprindelige plan var at cykle op til Chittagong Hill Tracts, som er en bjergkæde, der grænser op til Indien. Der er en stor kunstig sø, hvor jeg kunne se at der er en del eco-resorts. Men da en lokal politimand sagde til mig at det var bedst at lade være, da der havde været en kidnapning for nylig af 3 udlændinge (2 af dem danske ingeniører), så lod jeg være at cykle derop.
Jeg krydsede flere floder med lokale færger.
Min cykel ombord på en flodfærge i Bangladesh.
I stedet satte jeg kursen mod nordvest og kørte til den sydlige og centrale del af Bangladesh. Via den halvstore by Chandpur, kom jeg til den centrale del af Bangladesh. Jeg cyklede rundt af en blanding af små veje, kombineret med at jeg til tider tog nogle timer på en travl vej, for at komme frem til en by med overnatning.
Cykelrickshaw i Bangladesh.
Jeg var blandt andet i en provinsby, der hed Madaripur, som nok endte med at blive mit favorit sted i Bangladesh. En super hyggelig by, hvor centrum af byen var domineret af en sø, hvor der var åbne markeder og cafeer, restauranter og et par hoteller. Madaripur gav midt den samme vibe som jeg har oplevet i Hanoi i Vietnam. Hanoi er en af mine favorit byer i hele Asien.
En by i provinsen i Bangladesh.
Jeg boede også på et par rigtig fine resorts som lå ned til de store floder, jeg cyklede langs. Altid som den eneste udlænding på hotellet. Floderne krydsede jeg med diverse flodpramme, når der ikke var broer. En enkelt bro måtte jeg ikke cykle på. Men jeg fik hurtigt sat min cykel på en bus, som så kørte mig de 3-4 kilometer over broen til den næste by. Så fik jeg også lige prøvet at køre en tur med lokal bus.
Vandretur gennem Old Dhaka.
Da jeg var tilbage i Dhaka, efter 3 ugers cykeltur rundt i landet, brugte jeg nogle dage i denne kæmpe by. Jeg havde via en Facebook gruppe fået kontakt til 2 andre rejsende som var i byen samtidig med mig. Begge to enlige kvindelige rejsende. Vi havde aftalt at mødes inde i den gamle bydel. Mest for at snakke med andre udlændinge, da vi alle 3 rejste rundt alene.
Hindu bryllup i Old Dhaka.
Fjerkræ til salg i Old Dhaka.
Old Dhaka er virkelig intenst. For mig er det virkelig spændende, men der vil nok også være danskere der synes at stedet er lige lovlig intenst. Folk bor enormt tæt og der er små værksteder, fabrikker og butikker i alle kroge. Vi gik ned gennem en masse meget snævre gyder og følte os på intet tidspunkt usikre. Folk var meget venlige og vi blev tit inviteret ind for at se deres små værksteder og fabrikker, som ofte lå i meget små huse.
Butik i Old Dhaka, som sælger lyskæder.
Lille trykkeri i Old Dhaka.
Hvor overnattede jeg i Bangladesh?
På denne tur valgte jeg at give plads i budgettet til at bo på dyrere hoteller fra tid til anden. Grunden er, at der til tider er meget få steder at overnatte i Bangladesh, da der næsten ingen turistindustri er.
Et af de hotelværelser jeg overnattede på i Bangladesh.
Jeg er ikke den der camperer når jeg er i tropiske egne med kraftige regnskyl ved nattetide, ligesom jeg også bare foretrækker at være indendøre når jeg skal sove. Det er stort set kun i Skandinavien og Nordamerika, at jeg camperer på mine cykelture. I Bangladesh sov jeg på alt lige fra meget simple pensionater, til et par meget fine 4 stjernede hoteller.
Jeg boede en nat i en af disse hytter, på et resort som lå ved en af de store floder.
Oftest var der dog et sted midt imellem, på mindre provinshoteller. Prismæssigt lå det fra 40-50 kr per nat, for de billigste steder, til omkring 400 kr for de dyreste steder, som var meget fine hoteller, med bevæbnede vagter og store suiter. Jeg vil også gerne have, at min cykel er under opsyn, når jeg sover. Og de fleste steder, hvor jeg overnattede, havde jeg et sted hvor jeg kunne få cyklen løst inde. Ofte med en parkeringskælder med opsyn.
Cykelturist på luksushotel i Bangladesh.
Der var dog også et par steder, hvor jeg måtte parkere på gaden. Men i begge tilfælde havde hotellet en vagt som stod ved døren hele natten. Og så sørgede jeg for at give ham en god skilling i drikkepenge ved ankomst. Min erfaring er at det er en god måde at få vagter til at passe ekstra godt på ens ting.
Det ene sted parkerede jeg cyklen i hotel receptionen.
Hvordan er maden i Bangladesh?
Maden i Bangladesh er krydret og rigtig god. Jeg elsker generelt mad fra det indiske subkontinent og den måde man krydrer det på. Så på madfronten var Bangladesh rigtig fint. Jeg forsøger dog at lade være med at spise for meget kød i lande hvor mad hygiejnen til tider kan være tvivlsom. Og der var jeg en smule udfordret i Bangladesh, da de er rigtig glade for kød. Men når det er sagt, så havde jeg ikke dårlig mave en eneste gang, de 4 uger jeg var i Bangladesh.
Maden er god i Bangladesh.
Jeg var også til Dhaka Food Fest.
Kaffen I Bangladesh er fantastisk.
Jeg har tidligere været et par gange i Indien og forventede at kaffen i Bangladesh nok var det samme tynde sjask som man oftest får i Indien. Men der blev jeg positivt overrasket. Selv på små billige cafeer var kaffen ofte overraskende god. Og gik jeg på en decideret kaffebar, så var der altid fantastisk kvalitet. Jeg lærte at Bangladesh de senere år er begyndt at dyrke en del kaffe. Det var et meget positivt aspekt af turen, da jeg er en stor kaffedrikker.
Kaffen i Bangladesh er fantastisk god.
Hvordan var det med sikkerheden i Bangladesh?
Jeg havde ikke et eneste tilfælde på hele turen, for jeg følte at jeg var i fare. Trafikken vil jeg vurdere til at være det klart farligste aspekt ved at cykle rundt i Bangladesh, uden at det skal skræmme nogen fra at cykle en tur. Jeg gik rundt i millionbyer som Dhaka og Chittagong efter mørkets frembrud, uden at jeg på nogen måde følte mig usikker.
Som en der har rejst rundt i næsten 100 lande og opholdt mig omkring 2 år i Brasilien, så er jeg god til at føle, at der er fare på færde. Men jeg følte mig helt sikker i Bangladesh.
Jeg følte mig helt sikker på min rejse gennem Bangladesh.
Jeg mødte 2 kvindelige rejsende på turen, som begge rejste alene. De sagde begge at de havde følt sig godt tilpas ved at rejse rundt i landet som enlige kvinder. Der var tale om en kvinde fra Sverige og en fra USA.
Hvordan er det med hunde og cyklister i Bangladesh?
Jeg havde ikke et eneste tilfælde, hvor jeg blev jagtet af en hund, da jeg cyklede gennem Bangladesh. Som jeg ser det, så handler det om at folk i Bangladesh ikke har tradition for at bruge hunde til at holde vagt ved deres huse. Så de er ikke trænede til at være territoriale, sådan som man ser det i en del andre lande.
Jeg valgte dog at lade mig vaccinere mod rabies inden turen, da man nu har fået en ret god vaccine , som gælder hele livet, når man først har fået sine 2 stik. Vaccinen beskytter ikke 100%, men den giver en længere tid at komme til lægen i, skulle man blive bidt af et dyr. Og det er desværre noget som der er en lille risiko for når man bevæger sig rundt i verden på cykel.
Det er godt at være på 2 hjul når broen er under reparation.
Punkteringer og reservedele.
Jeg punkterede ikke en eneste gang på hele cykelturen gennem Bangladesh. Jeg havde heller ikke nogen mekaniske problemer. Det skyldes hovedsageligt at jeg typisk forbereder en sådan tur ved at sørge for at have punkterfrie dæk på min cykel, ligesom jeg ofte lige lader min lokale cykelhandler i Faaborg give cyklen et gennemsyn. For som jeg plejer at sige, så er jeg mere globetrotter end jeg er cykelmekaniker og er rent ud sagt ret dårlig til at reparere cykel. Men det betalte sig endnu engang, lige at bruge lidt tid og penge på at være ordentligt forberedt.
Ingen punkteringer på min cykeltur gennem Bangladesh.
Pingback: På cykel langs den indiske vestkyst. – Rejsetossen