Her er lidt gode råd til folk der planlægger at besøge Halong Bugten. Jeg har selv besøgt Halong bugten 15 gange. Så jeg kender stedet rimelig godt.
Hvad er Halong bugten?
Halong bugten er en dyb bugt i det nordlige Vietnam, med næsten 2000 klippeøer og skær. Den er fredet af UNESCO og er det mest kendte turistmål i Vietnam.
Der bor tusindvis af mennesker i Halong bugten. Mange af dem bor i flydende landsbyer og lever det meste af deres liv i en husbåd.
Hvilken tid på året skal man besøge Halong bugten?
Noget af det vigtigste er at vælge et godt tidspunkt på året at besøge Halong bugten. De to bedste tidspunkter er det sene efterår eller det tidlige forår. Oktober, november, marts og april er nok de bedste måneder at besøge bugten.
I de måneder er der varmt ved Halong bugten og der er ikke regntid med dertilhørende ustadigt vejr. Det er dårligst at besøge bugten i de danske sommermåneder juli og august. På den tid af året regner det meget i Nordvietnam og vejret er ustadigt og det tordner ofte. Er det dårligt vejr, har bådene på Halong bugten ikke lov til at sejle ud og overnatte på bugten.
Myndighederne er blevet meget strenge med det efter at en turist båd sank i 2011. Så bliver det dårligt vejr mens du er der, så får du højest lov til at tage ud på en kort dag tur på bugten. Derfor er det vigtigt at vælge den rigtige årstid. Vintermånederne er sådan set heller ikke så tossede, hvis man ikke har noget imod, at det er lidt koldt, især om morgenen.
Jeg har selv prøvet at være på Halong bugten i januar med 5-6 graders varme om morgenen. Det var stadig pænt, men det var koldt. Skulle jeg selv vælge en måned som jeg synes er den bedste til at besøge Halong bugten, så må det blive april.
Bliv der i minimum 2 dage.
Jeg møder jævnligt folk som besøger Halong bugten som en 1 dags tur fra Hanoi. Og det er sgu synd. Det tager omkring 4 timer at køre fra Hanoi til Halong. Og det samme tilbage til Hanoi. Og så har man så en 4-5 timer til en lille sejltur, på en strækning hvor der er fyldt med andre både.
Halong bugten er efter min mening klart flottest ved solopgang og ved solnedgang. Så tag en tur med overnatning på båden, hvis det er muligt.
Luksus krydstogt eller backpacker krydstogt?
Som rejseleder har jeg prøvet at være med på nogle af de dyreste og bedste både. Og jeg har på egen hånd og sammen med en libanesisk veninde prøvet at rejse med nogle mindre både der er populære hos backpackere.
Jeg synes sådan set at alle de både jeg har været med har været ganske fine. Den største forskel er at de dyre både er mere elegante og maden bliver serveret på en restaurant agtig måde med uniformerede tjenere. Mens man på de billige både spiser lidt mere på spejdermaner og bare får en stor gryde mad smidt på bordet. Maden har dog været ganske udmærket på de billige ture jeg har taget. Så jeg har ingen problemer med at tage en billig tur igen.
Der har tidligere været problemer med sikkerheden på de billige både. For bare 5-6 år siden var det nogle gamle rustbunker. Men efter at en af dem sank, har man kasseret de værste skrotbunker. Og selv de billige både med overnatning er i dag i en ok stand..
Når jeg skriver om luksus krydstogter, så er det i øvrigt ikke store cruise liners jeg mener. Det er ombyggede kinesiske junker, som er indrettet som luksusskibe. Og der er typisk en 20-30 kahytter på et sådant skib. Backpacker krydstogterne er typisk på lidt mindre skibe med en 8-10 kahytter.
Undgå Sung Sot grotten hvis du kan.
Der er mange steder man kan besøge i Halong bugten. Men af en eller anden grund, så skal 95% af samtlige både stoppe ved noget der hedder Sung Sot grotten. Den er såmænd også pæn nok og der er en fin udsigt fra klipperne. Men der er en milliard turister der. Og folk skubber og maser for at komme til. Der er simpelthen alt, alt for mange besøgende på stedet, og det er tåbeligt, da der er så mange andre seværdige steder i Halong bugten man kan besøge.
Så kan du finde en tur hvor man ikke skal spilde en halv dag på at gå gåsegang gennem en grotte med 5000 turister indeni, så gør det. Det skal dog siges at det kan være svært at finde en sådan tur.
Men er der nok, som spørger efter en tur uden Sung Sot grotten. Så kan det da være at der i længden begynder at komme ture, hvor man spreder bådene lidt mere.
Skal man bestille i forvejen eller ej?
Du behøver ikke at reservere en tur til Halong på forhånd. Med mindre du har helt specifikke ønsker til turen. Der er et hav af firmaer i Hanoi der kan sælge dig en tur med afgang inden for de næste par dage. Men bestiller du på forhånd, så kan du selvfølgelig sætte dig ned og planlægge lidt mere specifikt hvad du vil se. Køber man på stedet, skal man være lidt mere fleksibel med hvad man vil. Da der så nok ikke vil være frit valg på alle hylder, med hvad man kan opleve.
Men alt i alt, så er det nok mest et temperament spørgsmål om, hvorvidt man bestiller på forhånd eller ej.
Det var lige lidt tips om Halong bugten fra mig. Håber at der nogen der finder det nyttigt. I er altid velkomne til at skrive til mig hvis i har nogle rejse spørgsmål. Så skal jeg nok skrive tilbage og svare så godt jeg kan.
Jeg arbejder også jævnligt som rejseleder i Vietnam og i marts/april 2024, er jeg rejseleder på de ture du finder på dette link.
Some really nice stuff on this web site , I love it.
Nyttig information på din side.
Vi er et par som skal til Vietnam i marts. Vi lander i Hanoi og flyver videre til Da Nang efter fem nætter. Oprindelig ville vi tage tre nætter i Hanoi og der efter to nætter på Halong bugten. Men kan se, at det kommer til at knibe med at nå flyet 18:30, fra Halong bugten. Så
måske bliver løsningen to nætter i Hanoi, to nætter i Halong, for at slutte af med en nat i Hanoi.
Nu til mit spørgsmål. Vil to nætter på Halong bugten være for meget.
Ser frem til at høre fra dig.
Hej Jane. Jeg mener at 2 nætter er rigtig fint på Halong bugten. Den fejl de fleste begår er at bruge for lidt tid der. Ved at blive der to nætter kommer i også lidt væk fra de mest populære steder at stoppe og får nogle steder at se som ikke er alt for overrendte. Jeg vil helt klart anbefale to nætter på Halong bugten.
Hej Claus, vi skal til Vietnam til januar og glæder os! Vi lander i Ho chi mihn og er der tre dage. Derefter vil vi gerne se Ha Long. Vi planlægger at flyve til Hanoi fra Ho Chi Mihn. Spørgsmål; findes der bureauer der sørger for transport fra Hanoi til Ha Long? Hvilke bureauer vil du anbefale?
Hej Martin. Alle de lokal bureauer der tilbyder krydstogter på 1-2-3 dage på Halong bugten tilbyder også transfer fra Hanoi til Halong. Så hvis i bestiller en sejltur på Halong bugten på forhånd, så burde der være transfer inkluderet. Der er masser af firmaer der tilbyder turene når i først er i Hanoi. Men foretrækker i at bestill på forhånd så kunne i eventuelt bruge det her bureau som er et af de bedre: http://www.travelsense.asia/
Hvor var det heldigt, at jeg fandt denne side – tak fordi du bruger tid på at give gode råd. Vi har aldrig været i Asien, men har planlagt en tur til Vietnam til marts. Vi har været meget i tvivl, om vi skulle tage en færdigarrangeret tur, men jeg kan også godt lide tanken om at arrangere det selv, men har vidst for lidt. F.eks. tak for http://www.travelsense.asia – den kan jo hjælpe med turene. Vi ved ikke helt, hvor langt tid man skal bruge de forskellige steder – tænker Hanoi – et sted midvejs Hue? og Saigon. Skal man flyve mellem destinationerne? Noget selskab bedre end andet? Sovebus?
Hej Helle. Det kan være en god ide at flyve mellem Hanoi og Hue, hvis man vil spare lidt transport, da det er en lang tog tur. Men ellers vil jeg mene at tog er en god måde at rejse på i Vietnam. Det er bedre end bus efter min mening. Jeg vil anbefale en 3-4 dage ved Halong og en 3-4 dage i Hanoi. Hue vil jeg give en 2-3 dage. Og Hoi An er god at tage en dag eller to mere end man forventer, da det er et sted som er knap så hektisk som de andre byer i Vietnam.
Mange tak for gode input. Så jeg jeg prøve, om jeg kan få strikket sådan en tur sammen. Hvor lang tid tænker du, at man skal afsætte til Saigon?
Jeg ville sætte cirka 3 dage af til Saigon. Den er ikke så eksotisk som Hanoi, men der er noget at se. Cu Chi tunnellerne ude for byen for eksempel.
Hej Claus – jeg kan se, at der er rigtigt mange flybilletter med Singapore Airlines til Vietnam (fra Aalborg), men det betyder lang tur til Singapore for så at flyve tilbage til Hanoi. Jeg tænker, at det jo er kortere at flyve til Saigon, så jeg vil spørge dig, om det gør noget ved oplevelsen, hvis man i stedet tager Saigon incl. Mekong først – så til Hoi An og hjemrejse fra Hanoi?
Hej helle. Jeg vil mene at det er en rigtig god ide at flyve til Saigon. Jeg har selv brugt Singapore Airlines forbindelsen mange gange. Og det er en rigtig fin forbindelse. Singapore lufthavn er nok også verdens bedste lufthavn at være i transit i. Så jeg syntes at din ide er rigtig god. Håber du får en fantastisk tur.
Tusind tak Claus – og tak for dit hurtige svar.
Hilsen Helle
Jeg er ked af at ulejlige igen, men havde lige et enkelt lille spørgsmål. Singapore Air har kun 50 min. mellemlanding ml. fra Hanoi og videre – har du erfaring med, at det er ok, el. skal man vælge det næste, som er 6.30 t. Alternativt har Qatar en fin rute også. Jeg vil rigtigt gerne, hvad du tænker om det.
Du skal ikke være bange for en kort transfer. Skulle i komme for sent, så sætter Singapore Airlines jer på næste fly til Vietnam. Men Qatar Airways er også et rigtig fint selskab som jeg selv flyver meget med fortiden. Fordelen ved Qatar Airways kan være at i får turen delt op i to halvlange flyvninger, frem for en rigtig lang flyvning på 11-12 timer, som man har med Singapore Airlines. Det kommer lidt an på hvad man selv foretrækker.
Du skal have mange tak for et brugbart svar – så tror jeg, at jeg booker Singapore! Mvh. Helle
Hej Claus – Hvis man gerne vil rundt i Hanoi i sådan en Cyclo – er det så bare noget, man bestiller på hotellet? Hilsen Helle
Hej Helle. Det er en god ide at snakke med hotellet om at bestille en cyclo. Og så sørge for at prisen er nøje aftalt på forhånd. Det samme hvis i bare prajer dem på gaden. De kan godt finde på at sætte prisen gevaldigt op hvis prisen ikke er nøje aftalt på forhånd.
ok – tak, det var jo vigtig info.
Hej vi skal til Vietnam 3 uger i marts og besøge bla Sapa, Hoi An og Nha Trang. Vi vil køre med nattog indenrigs i Vietnam. Skal vi booke disse hjemmefra heller booke mår vi ankommer i Hanoi som start på turen ?? På forhånd tak. Claus
Hej Claus. Hvis i vi med en bestemt afgang, så er det bedst at booke på forhånd, da der jævnligt er udsolgt på turen. Mange lokale bureauer kan hjælpe med den slags. I kan også booke når i er i Hanoi, men så skal i helst ankomme 3-4 dage inden i skal med toget.
Hej Claus
Vi skal til Nord Vietnam om en uge. Vi starter me tre dage i Hanoi, en bustur med overnatning i Sapa og derfra 6 nætter i Hai Phong.
Vi er lidt i tvivl om 6 nætter i Hai Phong er for meget. Er der andre steder i det nordlige du kan anbefale, specielt når vi tænker på at det er regntid.
Tak på forhånd og ros til din side. Der er mange nyttige informationer 🙂
Hej John. Jeg er ikke så bekendt med Hai Phong, men 6 nætter bliver nok lidt i overkanten. Hai Phong er mest en havneby som tager sig af gods transport og krydstogtskibe. I kunne eventuelt tage til Ninh Binh. Det er et fint sted som ikke er så langt væk.
God tur.
Hej Claus faldt over din hjemmeside, da jeg søgte info om Vietnam. Lyder vildt spændende med alle de lande du har rejst til. Vi rejser selv meget og elsker lande som er lidt anderledes, var i Makedonien og Bosnien sidste år og et par gange i Tjekkiet, regner med at kører til Albanien i 4 uger til næste sommer, det står meget højt på listen.
I år skal vi til USA West kyst i 6 uger på roadtrip og så fik jeg bestilt til Vietnam med i 3 uger til marts. så vi har lidt at se frem til når vi kommer hjem.
Ville høre dig hvad du anbefaler at vi se og gøre i de 3 uger, Vi skal flyve ud og hjem fra Da Nang med Singapore Airlines.
På forhånd tak Simon
Hej Simon. Med 3 uger til rådighed, så vil jeg anbefale at i satser på at besøge midt og nord Vietnam. I midt Vietnam steder som Da Nang, Hoi An, Hue og My Son. Og smut så til det nordlige Vietnam og brug nogle dage på Halong Bugten. Helt minimum 3 dage, så i kan komme væk fra horderne af turister. Besøg eventuelt også Sapa som er helt anderseldes. Og måske Ninh Binh. Fra midt til nord Vietnam kan i enten flyve eller tage nat toget, alt efter hvad i har mest lysttil. Håber det her hjælper lidt.
Super det lyder godt, så har jeg noget at gå efter. Skriver til dig igen når jeg skal ha lidt tips til Steder i Albanien og på vejen derned:-)
Glemte lige at sige tak for hjælpen.
God aften Simon
Hej Claus,
Vi er 3 personer der skal til Vietnam midt i december. Vi er lidt i tvivl om hvad der bedst betaler sig med hensyn til at veksle til VND. Er det bedst at tage USD med og så veksle til VND. derude?. Eller skal man bare hæve i en bankautomat, når man har brug for det.
Hej Marianne. Der er masser af hæveautomater i Vietnam. Men de kan ofte kun give ret små beløb. Typisk 5-600kr af gangen. Så det er i længden lidt dyrt at hæve derude, da man jo betaler gebyr til sit pengeinstitut for hver hævning. Så jeg vil anbefale at i tager Dollars med og så veksler dem derude. En del ting kan også betales med Dollars i kontanter.
Hej Claus
Min mand og jeg vil tage til Vietnam og Cambodia fra midt i januar. Har du gode råd til hotel, lodge, hostal og evt. Hjemmeside?
Hvilke bådtype vil du anbefale på Halong Bay og hvilke prisleje er det i?
Vi vil gerne cykle og på bådtur i Mekong deltaet. Evt. Webside?
På forhånd tak !
Karin
Hej Karin. Hvad Mekong deltaet angår, så vil jeg virkelig anbefale firmaet Mekong Eyes. Det er kanon fede mini krydstogter de laver i Mekong deltaet, hvor man virkelig kommer tæt på dagliglivet i deltaet. Deres hjemmeside er https://www.mekongeyes.com/en/home . Hvad angår Halong bugten, så har jeg en lidt længere blogpost omkring det på det her link: https://rejsetossen.dk/rejsetips-til-halong-bugten/ . Og hvad angår overnatningssteder, så rejser jeg jo mestselv på cykel. Og der bor jeg oftest lidt tilfældigt på de landevejs hoteller der er på min vej. Når jeg er på arbejde i Asien som rejseleder, så er det ofte store fine 4 stjernede hoteller jeg bor på. Men det er lidt svært for mig at anbefale noget decideret, da det ikke er noget som jeg selv planlægger på forhånd. Hverken når jeg er på job eller rundt på cykel. Jeg håber at det her hjælper en smule alligevel. God rejse. Claus.
Tusind tak, jeg kan virkelig bruge dit tip om Halong udflugt!
Det er herligt du cykler rundt! Vi vil finde nogle cykler, når vi er i Hanoi og i Mekong deltaet. Her har du måske også forslag til cykel udlejningen med gode cykler?
Mvh Karin
Jeg har altid enten egen cykel med, eller også så køber jeg en, da jeg typisk er der i længere perioder. Men der er masser af cykeludlejning, så i bør ikke få problmer med at finde et par cykler.
Et spørgsmål til: Vi er i Vietnam 14 dage og behøver derfor ikke visum, men vi har først en hjemrejsedato 28 dage senere fra Cambodia. Det bliver så kun på vores ORD at vi er der i 14 dage, da vi ikke har beviser for det, før vi krydser grænsen. Vi har hjemrejse fra Cambodia, men det fortæller ikke varigheds af Vietnam ophold. Skal vi alligevel sikre os visum i Vietnam?
Mvh Karin
Hej Karin. Jeg har aldrig været ude for at de spørger om billetten ud af landet, de +25 gange jeg har været i Vietnam. Men jeg kan selvfølgelig ikke garantere at de ikke gør det. Men jeg tror nu at i vil være ok med at få visa on arrival.
Hej Claus,
Vi er i gang med at planlægge en tur til Vietnam, 4 uger i juli 2020, med tvillinger på 13. Jeg har haft meget glæde at dine tips til andre, og er i gang med at undersøge det hele. Vi ønsker en tur fra nord til syd, gerne med et par dage badeferie til sidst. Kan du anbefale gode steder/gode oplevelser?
Vi har ikke noget imod at rejse med toget (vil faktisk gerne), og ønsker at komme væk fra de mest turistede steder.
På forhånd tak,
Vh, Lana
Hej Lana. Hvis i gerne vil slutte med en strand tæt på Ho Chi Minh City, så kunne i tage til Vung Tau. Der er tæt på byen og ganske hyggeligt og mest med lokale turister. Togene er ganske ok i Vietnam, når bare man kan vænne sig til at toiletterne er pedal lokummer. Men der er ganske ok sovevogne i lang distance togene. Og en cafe vogn på togene også, med list mad og drikkevarer. Jeg vil også godt slå lidt på tromme for det centrale Vietnam. Hue, Danang og Hoi An området er noget af det mest hyggelige og behagelige Vietnam. Hoi An er en god by at stoppe et par ekstra dage i, hvis man lige skal puste lidt ud midt på turen. Det er en forholdsvis lille by. Men den har alle de faciliteter man har brug for som rejsende.
Hej Lana,
Vi planlægger det samme – også i juli, men måske kun 2-3 uger. Vi overvejer at slutte ferien på Phu Quoc. Det lyder virkelig lækkert 🙂
Mvh. Jeanet
Hej Claus.
Vi er en familie på 3, som skal til Vietnam til juli i 18 dage.
Vi flyver til og fra Hanoi, hvor vi starter turen med 3-4 overnatninger.
Vi planlægger at besøge Sapa, er det turen værd?
Vi tænker vi skal holde badeferie ved Ha Long bay, da vi har en dreng med på 11 år, som bare gerne vil bade og ikke kun være på farten.
Har du nogle gode forslag til hvor man skal opholde sig eller gode strande i det nordlige.
Vi overvejede at flyve sydpå under turen, men vi synes ikke indenrigsbilletterne er specielt billige, så det må blive en anden god gang.
PFT
Louise
Hej Louise.
Hvis i gerne vil bade, så syntes jeg at i skulle prøve at finde en tur til Halong Bay som inkluderer ophold på Cat Ba Island. Der kan man bade. Og der er faktisk flere øer i Halong bugten som der kan bades fra. Og Sapa er en god ide når i skal til Vietnam om sommeren. Oppe i bjergene er der lidt køligere, men stadig lunt om sommeren. Sapa er til gengæld for koldt hvis man rejser om vinteren. Så det er en fin ide at tager derop.
Vi besøgte i 2018 Halong bugten, og så rigtig mange der boede i husbåde med små dambrug. Vi fik ikke spurgt om der var mange forskellige fisk i disse brug? Hvilke fisk fanges der flest af fra disse husbåde i Halong bugten?
Hej Birgitt.
De fleste af de dambrug i ser på Halong bugten er østers dambrug. Der er en meget stor perle industri i Halong bugten, så det er nok østers dambrug som i har set. Men der er også mange fiske dambrug i hele Vietnam, hvor man blandt andet har laks, pengasius og kæmpe rejer. Vietnam køber iøvrigt for mange millioner kroner dambrugs teknologi fra Danmark hvert år, da man tidligere havde problemer med forurenede dambrug. Men det er heldigvis blevet meget bedre de seneste 5-10 år.
Hvordan får man den bedste og ikke for turistfælde tur i Halong bugten? Vi vil MEGET gerne have en mere privat tur. Kan man tage i bugten andre stedet fra som ikke er så turistpræget? Faktisk er vi på backpackertur så det behøver ikke nødvendigvis være luksus.
Hej Sonja.
I kan sagtens købe en tur lokalt.
Det er sjovt nok lettere at fine gode ture i Hanoi end i Halong by.
Men vil i gerne have backpacker vibe, så vil jeg anbefale at i tager ud til Cat Ba Island, hvor der er en del backpackers, men ikke så mange pakketurister. Og så bare slå jer sammen med nogle andre backpackers om noget. Cat Ba er jo også i Halong bugten.
Håber i får en fantastisk tur.