Allergi indgangen er vores gode ven i lufthavnen.
Der findes en ret ukendt indgang i Københavns lufthavn, som er en god ven for dem som har parfume eller shopping allergi.
Er du også en af dem der hader at skulle gå spidsrod mellem alverdens butikker, for at komme frem til gaten i Københavns lufthavn? Hvis du er det, så skal du bare kigge efter en indgang, med et lille skilt hvor der står “Indgang for allergikere”.
Den er lige efter security, hvor man får gennemlyst bagagen og ligger til Venstre, lige inden du kommer ind til tax free butikkerne.
Det er selvfølgelig ikke en dør man har lavet for os der ikke gider shoppe. Men det er fuldt legalt at bruge den, selvom man ikke har parfumeallergi. Og den tager dig uden om shopping spidsroden, som man ellers er tvangsindlagt til, lige efter security afdelingen. Jeg bruger den stort set hver gang.
Jeg er personligt ret irriteret over hvordan man indretter nye lufthavne i dag, sådan at man skal forbi et hav af butikker inden man kommer ud til den gang der fører ned til flyene. Så jeg elsker virkelig denne her lille finte, selvom den helt sikkert ikke er møntet på sådan nogle som mig.
Det er ikke at jeg aldrig bruger penge i lufthavnen. Jeg vil bare hellere bruge den i Mikkeller baren ved A fingeren, hvor man serverer noget af verdens bedste øl, end i en såkaldt toldfri butik, hvor ligegyldige metervarer er dyrere end i mine lokale butikker i Faaborg.
Så husk det kære shopping allergikere.
Når du har fået gennemlyst din bagage, så gå ikke ud i den toldfrie afdeling, men drej stedet til venstre og kig efter indgangen med “Indgang for allergikere” skiltet. Det er en dør som åbner automatisk når du går hen til den. Så vær ikke nervøs hvis den er lukket.
God rejse.
Med eller uden toldfri indkøb.
Mikkeller baren i lufthavnen er det bedste sted at bruge sine penge.