Volotea

Volotea flyver fra København og Aalborg.

Jeg har lige haft 2 flyvninger med Volotea, hvor jeg er endt med at føle mig lidt bondefanget. Her er hvorfor:

Hvem er Volota?

Volotea er et spansk billigselskab, som er begyndt at flyve til både Aalborg og København på det seneste.

Fra Aalborg flyver de til Napoli og fra København flyver de til Nantes og Marseille.

Jeg har lige fløjet på Nantes – København ruten, ligesom jeg også fløj med dem fra Lissabon til Nantes. Jeg syntes faktisk at det var ganske ok. Især var deres fransk/spanske kabinepersonale rigtig søde og servicemindede. 

Jeg mener dog godt nok at Volotea blev lige lovligt kreative da det kom til bookingen på deres hjemmeside.

Hvem forventer at en flybillet også indeholder et fortløbende abonnement?

Når du booker hos Volotea så får de 3 muligheder: Enten kan du booke et “Standard fare”. Du kan også booke noget der hedder “Megavolotea” eller “Megavolotea plus”. Den som automatisk bliver foreslået af Volotea at du booker er den der hedder “Megavolotea”.

Når du booker på den knap køber du dog ikke kun en flybillet, men også et fortløbende abonnement til Voloteas bonusprogram, som koster 69€ om året. 

Megavolotea.

Sørg for at du ikke tilmelder dig Megavolotea.

Megavolotea

Vælger du at spare 4€ på flybilletten, så koster det dig 69€ 15 dage efter.

Volotea har skruet det sådan sammen, at du får det 15 dage gratis først, hvorefter de så hæver penge fra din konto. Grunden til at de giver dig 14 dage gratis er at man kan fortryde et køb de første 15 dage og få pengene retur. 

Ved at vente 15 dage med at hæve pengene sikrer de sig at folk som mig, der ved et uheld kom til at tilmelde mig, ikke længere kan kræve mine penge retur.

Jeg vil godt tillade mig at stille spørgsmålstegn ved om det er tilladt at skrue et abonnement sammen på den måde.

Når man kigger på deres booking side, så skriver de oppe foroven at det koster et abonnement at købe den billet type. Det havde jeg også set og booket min første billet uden at melde mig til. Da jeg så booker nummer 2 billetten, så må jeg simpelthen have glemt i farten at klikke på “Basic Fare” knappen . Det er jeg dog ret sikker på at der er en del der glemmer. Især fordi Volotea selv foreslår den booking-type. Så husker man ikke at rette på det Volotea foreslår, så koster din billet flere hundrede kroner ekstra.

Megavolotea er en meget dårlig forretning, med mindre du flyver med selskabet meget ofte.

For Voloteas program til 69€ er ret værdiløst, med mindre du flyver med dem flere gange om året. Den giver dig en minimal rabat på billetten (I mit tilfælde 4€). Og så giver det dig ret til at tage lidt mere bagage med i kabinen. Det er ikke noget som betyder noget for mig, da jeg altid flyver med et stk indchecket bagage. Min håndbagage består derfor altid kun af min laptop og min receptpligtige medicin. 

Så deres farverige ævl og kævl om at du sparer penge ved at tilmelde dig er løgn og latin og det rene humbug.

Jeg meldte mig ud af deres program på stedet da jeg opdagede at jeg ved et uheld havde tilmeldt mig og havde fået penge trukket fra min konto.

Volotea håber, sådan som alle andre med den slags kreative metoder, at du glemmer alt om at du har et abonnement og så ender med at betale igen næste år.

Du behøver bare at se “Løvens hule” for at se hvordan løverne gnider sig i hænderne når folk kommer med et forretningskoncept der indeholder et abonnent. Og du behøver bare at se “Luksusfælden” for at se at der er en del mennesker som abonnerer på 117 ting som de ikke lige var klar over at de gjorde.

Jeg har i øvrigt ikke tænkt mig at lade den ligge her.

I øjeblikket er jeg i gang med at læse op på juraen omkring det her, for at se om de forskellige fremgangsmåder og betalingsfrister er legale. Jeg har før med held kontaktet ombudsmanden, efter at jeg blev chikaneret af et firma der lavede ulovligt telefonsalg.

Jeg har sågar sendt et lovforslag ind til Europa Kommissionen, som formentlig var medvirkende til at man ændrede loven om hvor meget man må tage for pengetransaktioner i hæveautomater indenfor EU. 

Så jeg kommer til at gøre helvede hedt for Volotea, hvis jeg finder at de har handlet juridisk ukorrekt.

Det er jo ikke fordi jeg går fra hus og hjem, fordi Volotea og snørret mig for en stak hundredekronesedler. Men jeg har så meget retfærdighedssans at jeg ikke mener de skal have lov til at gøre det overfor andre i fremtiden.

Men en skam at det skal ende med det her, for Volotea leverer faktisk et ret ok produkt i luften.

Det er dem der er på jorden der er fulde af fup og fiduser.

Jeg lægger i øvrigt jævnligt artikler ind på dette link, hvor jeg giver råd til hvordan man undgår at blive snydt på rejsen.

God rejse.

God rejse.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Wordpress Social Share Plugin powered by Ultimatelysocial