Fra Faaborg til Narva på cykel.

Jeg brugte august 2024 til at cykle fra Faaborg til Narva, som ligger i Estland, lige på grænsen til Rusland. Her er lidt om cykelturen.

Hvorfor cykler man så en tur til Narva?

Jeg har været nogle gange i Estland gennem de seneste år. Blandt andet da man fejrede 700 året for slaget ved Lyndanise, hvor Danmark fik sit nationalflag Dannebrog. Der mødte jeg blandt andet den estiske konsul i Danmark, Filip Dalthur Rasmussen, som jeg svingede rigtig godt med. 

Filip havde i maj måned 2024 inviteret en estisk kvinde fra Narva til Cafe Globen i København, for at fortælle om hendes hjemegn Ida-Virumaa, hvor Narva er den største by. Og så var det, at jeg fik ideen om at jeg skulle cykle fra Faaborg til Narva.

Filip og estiske Hanna, foran Cafe Globen.

Turen til Narva gik via Ærø og Skarø.

Jeg startede ganske langsomt med at tage færgen fra Faaborg til Søby, på Ærø. Grunden var at jeg havde besluttet mig for at spise frokost på Landbogården i Ærøskøbing, hvor jeg kender familien som ejer stedet. Super dejligt sted som klart kan anbefales. Efter frokost tog jeg først færgen til Svendborg og derefter til Skarø, hvor min to fætre Poul og Martin bor. Det var samtidig med Skarø Festival den samme weekend. Så det blev lige til to dage med Skarø festival, inden jeg cyklede videre mod Estland.

Ærøskøbing.

På Skarø for at besøge mine to fætre.

Færgen fra Faaborg til Søby.

Fra Svendborg cyklede jeg over Tåsinge, Siø og Langeland, hvorfra jeg tog færgen til Tårs på Lolland. Mens jeg ventede på færgen, spiste jeg fisk på en lille cafe der hed Spodsbjerg kutterfisk. Det var rigtig godt og kan også anbefales. 

Lolland er en ø som har gjort meget for at gøre livet for os cyklister bedre. I en tid hvor Lolland tit bliver portrætteret som et lidt trist sted, så vil jeg godt slå på tromme for stedet som en del af Danmark hvor man har nogle rigtig gode forhold for os cyklister. 

En tur forbi Estlands konsulat på Jungshoved.

Estland har konsulat på
Jungshoved, på Sydsjælland.

Estlands danske konsul, Filip Dalthur Rasmussen, bor på Jungshoved på Sydsjælland. Han er en dansk man som i mange år har boet i Estland, hvor han arbejdede for Statoil. I dag driver han den tidligere Jungshoved Præstegaard som et lille hotel. Filip og hans kone Anette havde inviteret mig til at besøge dem på vej til Estland, så det blev også til en overnatning på Gøngehøvdingens hjemegn.

Fra Jungshoved cyklede jeg til København og derfra videre til Helsingør. Som cyklist er det lettere at tage Helsingør-Helsingborg færgen end at bruge toget til Malmø. Samtidig med er Strandvejen også fantastisk at cykle på. Så jeg vil klart anbefale at man cykler den vej, hvis man skal fra Danmark til Sverige.

Velkommen til Sverige.

Sverige er et fantastisk land at campere i.

Det blev til en enkelt nat i Helsingborg, på byens vandrehjem, inden jeg cyklede op til de første svenske søer. Sverige er et super land at cykle og især at campere i. Den svenske allemandsret i Sverige gør, at det er fuldt lovligt at overnatte i sit telt i naturen, så længe man efterlader stedet som man fandt det.

På cykel gennem Estland.

Min første nat blev lidt udenfor den lille by Markaryd, hvor jeg fandt en fantastisk lille sø at slå teltet op ved. Helt og aldeles pragtfuldt og sådan en overnatning er alene grund til at jeg skal huske at cykle og campere i Sverige lidt oftere. 

Camping ved en lille sø i Sverige.

Vejrudsigten gennem Sverige var lidt blandet med både sol og regn. Jeg var dog ret heldig, men tog mine forholdsregler og planlagde ikke alt for lange dags distancer. Så næste nat sov jeg ved en lille sø udenfor Ljungby, hvor jeg også havde den vilde natur helt for mig selv.

Fred og ro ved de svenske søer.

Da jeg kom op omkring den store sø Vättern, begyndte det at trække op til rigtig meget regn. Så det gav mig min første hotel nat i Sverige. Jeg havde på forhånd bestemt mig til at lægge et budget sådan at jeg havde råd til at tage på hotel, når jeg var i en større by, eller hvis det trak op til meget regn. Jeg elsker campinglivet. Men det er bare sjovest når vejret er til det. Og jeg er på mine halvgamle dage begyndt at tjene så mange penge, at jeg også har råd til et hotel, når jeg har lyst til det.

Min cykel på en svensk landevej.

Turen op lange Vättern er rigtig fin, med masser af “Emil fra Lønneberg” landskab. 

Emil fra Lønneberg land.

Jeg cyklede faktisk fra Faaborg til Stockholm, tilbage da jeg var 17 år gammel. Og jeg tog den samme rute ap gennem Sverige, som jeg tog da jeg var 17 år. Så der var også en del nostalgi i turen for mig. Dengang fik jeg en masse venner fra Linkøping. Så jeg havde på forhånd besluttet mig for at blive en nat der, for at se mig lidt om. Byer som Linkøping, Norrkøping og Nykøping viste sig at være rigtig fine byer. Norrkøping imponerede mig især, med et virkelig fint bycentrum, med masser af liv.

Norrköping er en spændende by.

Stockholm er en by som jeg altid har holdt af. Denne gang var ingen undtagelse og jeg var heldig med at det var bragende solskinsvejr, denne gang. Jeg boede på et vandrehjem, hvor der var mulighed for at få et enkeltværelse. Det er noget af det bedste jeg ved.

Jeg elsker den stemning der er på et hostel. Men jeg er blevet så gammel at jeg skal have mit eget værelse at sove på. Så det at mange hostels i dag har enkeltværelser ved siden af sovesalene, er en rigtig fin ting. Stedet var et pragtfuldt boheme sted, som ligger på den lille ø Reimersholme. Lige ved siden af Sødermalm.

Stockholm er en pragtfuld by.

Fra Stockholm skulle jeg med færgen til Tallinn. Det er mere et krydstogt skib end en færge. Den kan sagtens anbefales til et minikrydstogt, lige som man kan tage med Oslo båden. Jeg havde en rigtig fin lille kahyt, med eget badeværelse.

Færgen havde flere restauranter og cafeer, ligesom der var panorama dæk, så jeg kunne nyde udsigten over den Stockholmske skærgård, som man sejler igennem, når man skal til Tallinn. Fantastisk flot tur, som virkelig er en rejse i verdensklasse. 

Med færgen til Tallinn.

Men så blev det endelig tid til Estland. Først lige med en overnatning i Tallinn, som jo er en fantastisk by, som jeg næsten synes det er en forbrydelse, hvis man ikke har besøgt som dansker.

Jeg brugte min aften på at gå i byen med Heba fra Egypten. Hende har jeg kendt en del år og er en af de venner jeg har, som jeg sætter meget pris på. Blandt andet fordi vi er så forskellige som vi er. Forskelligheder giver nogle mennesker problemer, men når bare man respekterer hinanden gensidigt, så er det jo en gave at have venner som ikke har samme måde at se tingene på som en selv. Derfor havde Heba førsteprioritet i Tallinn denne gang.

Tallinn

Estland er et godt cykelland.

Tallinn er ikke en kæmpe stor by, så den var rimelig let at cykle ud af. Da jeg først var ude af byen og begyndte at cykle i retning af Narva, som ligger i det nordøstlige hjørne af Estland, blev jeg positivt overrasket over hvor mange cykelstier der var. Stort set på højde med hvad vi har i Danmark. Så Estland kan absolut anbefales som et sted at holde cykelferie. Noget som også overraskede mig var hvor mange små private hostels der var. Næsten hver eneste landsby havde en eller anden form for billig overnatning hos folk som havde et ekstra hus, som de havde lavet om til B&B eller Hostel. 

Hyggeligt lille hostel, som jeg boede på.

Cykling gennem de estiske skove.

God cykelsti i Estland.

Ellers så kan det nordlige Estland dog minde lidt om Finland, med masser af skov og marsk landskab. Undergrunden er dog forskellig fra Finland. Hvor man i Finland mest har granit i undergrunden, så er det nordlige Estland fyldt med olieskifer. Noget som har været grundstenen i Estlands økonomi i mange år. Da olieskifer ikke er det bedste CO2 mæssigt, så er en del af industrien blevet lukket ned de senere år. Og nu bliver der arbejdet på at få andre indtægtskilder til egnen. 

Gammel olieskifer mine i det nordlige Estland.

Jeg kommer rundt og ser en del af de gamle olieskifer miner ved hjælp af to gutter der hedder Hardi og Ainer. De er begge to nogle som mine estiske venner jeg mødte på Cafe Globen har sat mig i kontakt med. Det er rigtig interessant, da både Hardi og Ainer ikke er typerne, der sætter sig ned og piver over at den gamle industri er ved at lukke ned, men i stedet gør noget for at sætte nyt i gang. Ainer tager mig blandt andet med til et nybygget museum hvor man fortæller historien om hvordan udvinding af olieskifer var grundstenen i deres samfund gennem mange år.

Til havefest i det østlige Estland.

Stor velkomst til mig i Narva.

Da jeg kører ind i regionen Ida-Virumaa bliver jeg straks mødt at en meget frisk og sjov pige, der hedder Kadri. Hun arbejder for at fremme turismen i Ida-Virumaa regionen og er meget opsat på at få mig til at føle mig velkommen. Hun er selv på cykel og cykler sammen med mig, de sidste kilometer ind til Narva. Først sætter hun mig dog i kontakt med en masse lokale, som gerne vil byde mig velkommen og vise mig deres hjemegn. Vi er blandt andet til kaffebord i en lille landsby, hvor en masse familier mødes om søndagen i hinandens haver, hvor de drikker kaffe, spiser kage og spiller folkemusik.

På cykel over en bro, hvor Kadri snakker med et par lokale knægte, der står og fisker.

Estere er lidt som finner, på den måde at de kan være lidt lukkede til at starte med, men så bliver de meget venlige når først isen er brudt. Så da de først lige har fundet ud af hvem jeg er, så vil folk rigtig gerne snakke med mig og høre om Danmark og min cykeltur til Estland. Jeg spørger i øvrigt Kadri, lidt diskret, om det så er et estisk eller russisk kaffebord vi er kommet til, da der er et stort russisk mindretal i Ida-Virumaa regionen. Hun fortæller mig at det er alle estere, men at nabo landsbyen 5 kilometer derfra er næsten 100% russisk. 

Estlands Nordkyst.

Handel og turisme fra Rusland har indtil for nylig været meget vigtig for regionen. Men efter den russiske invasion af Ukraine er grænsen blevet næsten helt lukket. Og samhandel og turisme med Rusland er stoppet. Det har også givet et stort hul i den lokale økonomi, som man forsøger at lappe på. Blandt andet ved at promovere området for vesteuropæiske turister, sådan at Ukraine krisen ikke ender med at gøre halvdelen af den lokale befolkning arbejdsløs. Jeg håber at det lykkedes, da de lokale fortjener det. Og det er virkelig et område som har meget at byde på for besøgende. 

Fremme ved Narva.

Da jeg cykler med Kadri de sidste kilometer ind til Narva, bliver vi mødt af en lokal cykelentusiast, som følges med os ind til byen, hvor Hannah, som jeg mødte i København, står klar med kaffe og kage, sammen med folk fra de lokale bystyre og flere andre personer, som har taget turen ned til Narva flodens bred, hvor vi alle mødes. 

Stor velkomst ved ankomsten til Narva.

Fra bredden af floden har vi kun et par hundrede meter til Rusland, som ligger ovre på den anden bred. Så tæt vi kan vinke til de russere, der står med deres fiskestænger på den anden side. 

Estland på venstre side af floden og Rusland på højre side.

Der ligger en stor borg på den estiske side af floden, ligesom der ligger en på den russiske side af floden. Det gør at stedet virker ret ikonisk og historisk. Virkelig et WOW sted at besøge, hvor man mærker historiens vingesus. 

Byen Sillamae ligger lige ved siden af Narva.

Narva er i den grad et besøg værd.

Narva har en kæmpestor forladt tekstilfabrik som hedder Kreenholm. Kreenholm var tidligere end af verdens største fabrikker, som på sit højeste beskæftigede omkring 12.000 mennesker. I dag er man i gang med at skabe nyt liv i den gamle fabrik, som i mange år har ligget som en ruin, ude midt i Narva floden. Da jeg fortæller folk at jeg gerne vil begge stedet, tilbyder en lokal pige at vise mig rundt derude. Fabriksområdet er kæmpestort og virkelig interessant at vandre rundt i. Der er også et område ved siden af Kreenholm som man kalder Narvas Venedig, hvor lokale har små kolonihaver og bådskure i den del af floden som blev opdæmmet, for at skabe vand til den store fabrik. 

Den gamle Kreenholm fabrik.

 

 

Inde på den forladte Kreenholm fabrik.

Området som de kalder Narvas Venedig.

Narva er, sammen med nabobyen Sillamae, centrum for den russisktalende befolkning i Estland. Mere end 90% af befolkningen er etniske russere. Russere som blandt andet kom for at arbejde på den store Kreenholm fabrik. Men især russere som kom til byen Sillamae, som var byen hvor Rusland udviklede sin første atombombe. Sillamae var af samme årsag en hemmelig by, som ikke var at finde på landkortene i det tidligere Sovjetunionen.

Personligt mærker jeg ingen forskel på folk. Alle er venlige og hjælpsomme. Men der er noget politisk friktion. Og tæt på halvdelen af den russiske befolkning stemmer på pro Putin politikere når der er valg. Esterne gør meget for at markere at byen er estisk og ikke russisk. Men hele tiden med tanke på at man ikke ønsker at lave nogen overgreb på den russiske minoritet, så Putin får en undskyldning for at komme på besøg.

Efter nogle spændende dage i Narva lakker mit besøg mod enden og jeg hopper på toget til Tallinn. I øvrigt et rigtig fint tog, som er stuvende fuldt med lokale, plus en ung litauer, som er på cykel som mig. Men der er plads til at hænge vores cykler på en “cykel knagerække” i toget. Sådan nogen skulle DSB tage at få. Så ville der være plads til flere cykler på togene.

Min sidste nat i Estland bliver tilbragt på det historiske hotel St Olav, som er lige så charmerende som det er gammelt og fyldt med trapper og krinkelkroge. 

Flyveturen hjem til Danmark tager en time og tyve minutter, hvilket jo siger noget om hvor tæt Estland er på Danmark. Så har du ikke tid til at cykle hele vejen, så tag en lille flyvetur til Estland. Det er hurtigere end at flyve til Barcelona eller Venedig. Og det er mindst lige så spændende, hvis du spørger mig. Jeg har også en lille blogpost om Tallinn på dette link.

En cykeltur til Narva kan anbefales.