Ved ækvator med min cykel, i det centrale Uganda.
Jeg har lige brugt 4 uger på at cykle rundt i Uganda. Her er lidt om hvordan det er at holde cykelferie i Uganda.
Hvorfor tage på cykelferie i Uganda?
Jeg har cyklet verden rundt for sjov i mange år. Det er blevet til eksotiske cykelrejser til lande som Brasilien, Mexico, Albanien, Georgien, Indien, Indonesien, Vietnam, Syrien og mange andre lande. Men det her var min første cykel rejse i Afrika syd for Sahara (Jeg har tidligere cyklet i Marokko, nord for Sahara).
I mange år havde jeg tænkt, at det måske var for besværligt og måske også lidt farligt at cykle gennem Afrika. Men efter en masse research fandt jeg ud af at det nok sket ikke var så svært. Og jeg valgte Uganda, fordi det var et afrikansk land, hvor der ikke er så langt mellem byerne. Den slags betyder nemlig en hel del når man er på cykel og gerne skulle nå frem til noget overnatning, inden det bliver mørkt.
Velkommen til Uganda.
Er det farligt at rejse i Uganda?
Det som nok overraskede mig mest ved Uganda var, at jeg på intet tidspunkt følte mig usikker. Ligesom i slet slet ikke. Heller ikke når jeg gik ud og spiste i en fremmed by klokken 22:00 om aftenen, eller gik hjem fra fodboldkamp i en forstad til Kampala, hvor jeg var eneste hvide person. Jeg vil godt lige nævne at jeg ikke er skødesløs når jeg rejser på den måde. Så jeg gik ikke skidefuld rundt i byen, sent om aftenen. For så kan man få problemer i hele verden.
Men det var overraskende, hvor trygt det føltes. Jeg har cyklet og rejst en del i Latinamerika, som heller ikke har skræmt mig. Men der er områder i Mexico, Brasilien og især Venezuela, hvor jeg tænkte at nu skal jeg lige videre. Det var der intet af i Uganda.
Ugandere er rare og generelt positivt nysgerrige overfor udlændinge.
Ugandere er i det hele taget et meget roligt og humoristisk folkefærd, som er meget venlige overfor en som udlænding. Børnene råber hele tiden “Muzungu” efter en, som er swahili for en hvid person. Men det er generelt bare af ren nysgerrighed. Stort set alle ugandere taler engelsk, hvilket giver turen et ekstra aspekt for sådan en som mig.
Jeg elsker at tale om løst og fast og høre folk fortælle, når jeg er ude at rejse. Og det er bare lettere når vi har et fælles sprog. Det virkede i øvrigt også på mig som om at de fleste ugandere har en rimelig god grundskoleuddannelse, da jeg typisk kom rundt om mange emner når jeg snakkede med folk. Det handlede ikke kun om hvad jeg hed, hvor jeg kom fra og om jeg var gift.
Hvordan er trafikken i Uganda?
Trafikken på mindre veje var aldeles fin. Overhovedet ikke nogen problemer overhovedet. Kommer man ud på de store veje, så er der meget trafik. Det er dog ikke noget som generer mig. Bare der er plads til mig ude i siden. Og det er der i Uganda, hvor man oftest har nogle rimelig brede rabatter.
De sekundære veje i Uganda er oftest stampede jordveje, som er fine at cykle på, når bare det ikke regner for meget.
De klart værste køretøjer i Uganda er busserne, som må køre på kommission, efter hvor hurtigt de kommer frem. For de kører alt for stærkt og rimelig råddent. Til gengæld er lastbilchaufførerne i Uganda rigtig hensynsfulde. Og det virker sket ikke som om de har noget imod cyklister, sådan som jeg for eksempel har prøvet det i USA. Der er også masser af huller i vejene.
Men dem kører man jo bare udenom som cyklist. Især hvis man som mig ikke har noget imod at cykle efter forholdene og køre langsomt, når det er fornuftigt. Alt i alt var det en fin oplevelse at cykle i Uganda, hvis du spørger mig.
Der bliver også tørret kaffe langs vejsiden. Uganda producerer i øvrigt noget rigtig fin kaffe.
Jeg var på cykelferie. Ikke på “ekspedition”.
På denne tur valgte jeg helt bevidst at skrue ned for ambitionerne om hvor langt jeg skulle cykle. Det skyldtes blandt andet at jeg ikke skulle risikere at sætte dagsdistancer, hvor jeg måske først kom frem efter mørkets frembrud. Uganda har ikke ret meget gadebelysning. Så det var vigtigt for mig at være fremme inden mørkets frembrud.
En anden ting er at mine cykelture rundt i verden ikke er macho projekter, hvor jeg skal slå rekorder eller bevise noget. Jeg cykler rundt i verden fordi det er den måde jeg bedst kan lide at bevæge mig rundt i verden på. Det giver mig noget motion og giver mig mulighed for, ikke kun at opleve de steder hvor alle de andre turister stopper.
Det ligner måske en ekspedition. Men det er nu bare en cykelferie.
Jeg begrænsede derfor også min cykeltur til den sydlige del af landet, da der var en smule civil uro og et meningitis udbrud oppe nordpå. Jeg fravalgte også de områder hvor der er mange elefanter, da jeg havde læst, og hørt fra lokale, at de ikke kan lide cykler og scootere og har det med at trampe på dem. Og det var nok også bedst at undgå.
Det passede mig også fint at ligge og trille rundt i diverse lokalområder og bare snakke med folk og lære lidt om hvad Uganda er for et land og hvordan deres dagligdag fungerer.
Hvad med de vilde dyr?
Når man siger man skal på cykeltur i Afrika, er et af de mest almindelige spørgsmål fra venner, om man så ikke bliver spist af en løve. Uganda har faktisk en del løver. Men de gider ikke rigtig spise mennesker.
Jeg lavede en del research omkring vilde dyr og kom til den konklusion, at jeg bare skulle undgå at komme tæt på elefanter. De er heldigvis så store at man kan se dem på forhånd. Og så er det bare at stoppe op hvis man ser dem i horisonten og vente på at de flytter sig fra vejen, inden man kører forbi.
De andre dyr er heldigvis rimelig ufarlige. Der er selvfølgelig slanger og andet kryb. Men det er jeg så vant til i Asien, Mellemøsten og både Nord- og Sydamerika at det ikke er noget jeg tænker på mere.
Der er nogle gange zebraer i vejkanten i Uganda.
Der er i øvrigt rigtig mange fugle i Uganda. Det er det land i verden indtil nu, hvor jeg har set flest fugle. Og så er det sgu fedt, når man møder en flok zebraer på vejen. Der får ordet “Zebra Crossing” lige pludselig en helt anden betydning 🙂 .
Ud på Victoriasøen.
Uganda ligger ved Afrikas største sø, Victoria Søen. Den synes jeg skulle udforskes lidt, så jeg tog en færge ud til den største af øerne, som hedder Bugala. Jeg sejlede til den ene ende af øen og cyklede så tværsover øen og tog en anden færge tilbage til fastlandet.
Ombord på færgen på Victoriasøen, som forbinder fastlandet med Bugala Island.
Jeg sejlede i øvrigt ud fra et færgeleje i nærheden af byen Masaka og sejlede tilbage til den store by Entebbe, hvor Ugandas største lufthavn også ligger.
Bugala var et ganske fint bekendtskab. Jeg sejlede fra Bukakata på fastlandet til Landsbyen Bugoma. I Bugoma var der et lokalt resort hotel som hed Bugoma Sand Beach. Det var ikke helt bygget færdigt endnu.
Men det som var blevet bygget var rigtig fint. Og det var et af de bedste steder jeg boede i Uganda. Maden på Bugoma Sand Beach var også forrygende. Måske den bedste mad jeg fik i Uganda overhovedet.
Min fine hytte på Bugoma Sand Beach.
Næste morgen cyklede jeg på tværs af den skovklædte ø til byen Kalangala. På halvvejen mødte jeg en minibus fyldt med amerikanere, som alle var i Uganda med en kirkelig organisation. Jeg mødte i det hele taget en del yngre amerikanere som var i Uganda af religiøse årsager.
Gruppen her var ved at tabe både næse og mund, da de så en midaldrende dansk man komme trillende på sin cykel midt ude i ingenting. Så dem fik jeg snakket lidt med. De religiøse grupper blander sig ellers ofte ikke ret meget med andre end dem fra deres egen kirke, er min erfaring i Uganda.
Hovedvejen der går tværs over Bugala Island.
I Kalangala boede jeg også en nat på et lille resort, hvor jeg fik min egen bungalow. Der var flere resorts i Kalangala og stedet er tydeligvis populært blandt den ugandiske middelklasse som tager til Bugala Island i weekenden.
Der er i det hele taget en del middelklasse i Uganda, som har penge til at gøre ting som at holde ferie på resorts og lignende. Langt de fleste gæster på de hoteller jeg boede var ikke udenlandske turister, men lokale turister fra Uganda. Det er dejligt at se.
Hvor overnattede jeg i Uganda?
Jeg valgte typisk at bo på de bedste lokale hoteller jeg kunne finde. Jeg holdt mig væk fra store resorts som har udlændinge som målgruppe. For så ville jeg havde kommet til at betale 1000 til 2000 kr de fleste nætter. Men når jeg holdt mig til lokale hoteller, så fik jeg typisk nogle ganske gode værelser med bad, toilet og moskitonet for et sted mellem 50 og 200 kr.
Elite backpackers i Masaka, blev lidt mit andet hjem i Uganda.
Det kan godt gøres billigere hvis man tager de allerbilligste steder. Men så er vi også ude i noget hvor hotellet måske dobler op som et sted hvor man lejer værelser ud på timebasis og lignende.
Jeg havde også et par nætter på et safari lodge ved Lake Mburo.
Til fodboldkamp i Uganda.
Jeg er ikke fodboldfan. Jeg er fodboldnørd. Så jeg har ikke som sådan et hold jeg holder med, men elsker at tage til fodbold, uanset hvor jeg er i verden. Og da Uganda lige har kvalificeret sig til slutrunden om det afrikanske mesterskab i Marokko, så skulle jeg da selvfølgelig til fodbold.
Til fodboldkamp i Uganda.
Via noget research fandt jeg ud af at et hold som hedder Vipers, skulle spille hjemmekamp i en forstad til Kampala, mens jeg var i nærheden. Der var omkring 25 kilometer til stadion, hvor jeg var. Så jeg cyklede til stadion og fandt et hyggeligt lille hotel, lige ved siden af stadionet, som hed “Gorilla’s Nest”. Derfra kunne jeg gå til stadion, som ved første øjekast virkede underligt malplaceret, i en forstad som ikke så ud af det store. Men da jeg gik rundt om stadion, så lå der et kæmpe college, med plads til mange hundrede studerende.
En lokal pige fortalte mig, at ejeren af det store college også ejede fodboldklubben. Så var der ligesom lidt sammenhæng i, hvorfor man havde lagt det store moderne stadion i forstaden, som hed Kitende.
Vipers imod Buls i Ugandas Superliga.
Vipers er et af topholdene i Ugandas superliga. De spillede mod holdet Buls, som normalt er noget svagere, så de var store favoritter. Buls spillede dog ret godt, og Vipers var pænt heldige med at få uafgjort 1-1 den dag.
Jeg blev rigtig fint modtaget af de lokale fans, som smilede endnu mere da jeg købte en Vipers trøje i halvlegen. Jeg elsker at købe fodboldtrøjer fra forskellige hold jeg ser rundt om i verden. Eneste krav er at de skal være så pæne, at jeg gider at gå i dem bagefter. Men Vipers har en rigtig fed udebanetrøje og så kostede den kun 100 kr, selvom den var af god kvalitet.
Tilskuerne var, som jeg ofte har set på TV, meget farverige, med et par grupper der havde instrumenter med og flere som var udklædte. Noget som overraskede mig var at flere af mændene var klædt ud som kvinder, med kjoler og skørter. Uganda er et land hvor det er meget strafbart at være homosexuel, så jeg var overrasket over at se flere mænd i dametøj. Jeg spurgte nogle lokale om det efter kampen, men de slog det hen med at de bare laver sjov. Jeg havde dog en følelse af at fodboldstadion måske er et lille frirum for mænd der kan lide at gå i dametøj. Blandt andet fordi nogle af mændene i kjoler havde teatermasker på.
En af flere udklædte fans.
Men det var rigtig festligt og det føltes helt sikkert at være på stadion, ligesom jeg følte mig helt tryg, da jeg gik hjem til mit lille hotel efter kampen.
Aero Beach er min favorit strand i hele verden.
Aero Beach er lige så skørt som det er pragtfuldt. Kun en kilometer fra Entebbe lufthavn, den største lufthavn i Uganda, står der en masse udtjente fly parkeret. De står lige ved en lille fin strand, hvor der er flere strandbarer, som serverer kolde øl og drinks.
Velkommen til Aero Beach i Entebbe.
Det ene af flyene er et gammelt Boeing 707 passagerfly, hvor man kan gå ind i flyet ved at kravle op på den ene vinge. Der er også flere mindre fly. Blandt andet gamle jagerfly, som jeg forstod var gamle Sovjet kampfly. Derudover er der også nogle mindre privatfly. Som en der elsker alt ved at rejse, inklusive flyvemaskiner, er det virkelig fedt at gå rundt på en strand i Uganda, hvor der er fyldt med udtjente fly.
En selfie jeg tog inde i den store Boeing 707, som står på Aero Beach.
Jeg endte med at besøge Aero Beach 3 gange under mit ophold i Uganda. Den sidste gang var der sat en stor scene op mellem flyene. Og så var der ellers live musik hele dagen, med op til flere bands. Superfed oplevelse at være til koncert mellem alle de gamle fly.
Til live koncert på Aero Beach.
Og så trykkede jeg lige et ribben den sidste aften i landet.
Jeg cyklede rundt på Ugandas landeveje i 4 uger, uden at komme galt af sted. Men den sidste aften, hvor jeg trillede rundt i Entebbe, overså jeg et hul i vejen (nok fordi det var fyldt med regnvand). Og så kørte jeg direkte ned i det næsten en meter dybe hul. Det hele skete sådan lidt i slow motion, fordi jeg cyklede meget langsomt, med noget der lignede 5 kilometer i timen.
Men da jeg stod på hovedet ned i det regnvandsfyldte hul, så knaldede jeg venstre side af brystkassen ind i styret på min cykel. Det gav mig et ømt ribben som jeg her 3 uger efter jeg er kommet hjem, stadig kan mærke. Men livet ville jo også være kedeligt hvis det var helt gnidningsfrit. Jeg har en del ar på kroppen som jeg har fået på mine rejser. Dem er jeg alle glade for.
Tjek lige dybden på vandpytterne, inden du kører igennem dem :-).
Pinsekirken gav mig fri bar i lufthavnen.
Da jeg skulle flyve tilbage til Europa kom jeg derud i god tid. Når jeg flyver med min cykel, stopper jeg den i øvrigt i en cykelpose, efter at have skilt cyklen ad. Det er en fin måde at flyve med cyklen på. Især hvis man lige kommer noget boblefolie ned på de meste udsatte steder på cykel, som eksempelvis gearskifteren.
I check-in køen stod der to gutter, som også var kommet i god tid. Det var en finne og en englænder, som begge to var præster i Pinsekirken. De havde været nede for at prædike i en flygtningelejr ved grænsen til Sydsudan.
Uanset hvor uenig jeg må være med folk jeg møder på mine rejser, så forsøger jeg altid at være meget diplomatisk og tale med dem om diverse ting alligevel. Og mine diplomatiske evner må have virket til et punkt hvor de troede at jeg var kristen, for den finske præst, som havde guldkort til Qatar Airways, inviterede mig med i lounge, hvor begge præster omgående gik ombord i nogle øl, mens jeg fik min første rødvin i en måned. Sådan kan lidt godt diplomati veksles til en flaske god sydafrikansk rødvin.
Min konklusion på turen må være, at Uganda er et rigtig fint cykelland. Og i det hele taget et rigtig godt rejseland. Jeg kan kun anbefale at besøge Uganda. Og tag dig endelig tid til at mødes med folk og snakke med dem og lyt til dem. Så bliver man så dejligt meget klogere på det sted man besøger.
På vej gennem Uganda.
Man brygger gnaske god øl i uganda. Og der findes også mikrobryggerier som laver special øl.
Man dyrker mange forskellige slags bananer i Uganda.
På vej gennem en landsby i Uganda.
Maden er rigtig fin i Uganda.
Cykeltransport i Kampala.
