Brasiliansk landevej i staten Espirito Santo.

Jeg har 3 gange rejst til Brasilien, med min cykel og sammenlagt cyklet mere end 6000 kilometer, gennem 10 forskellige brasilianske stater. Her er lidt historier fra mine 3 cykelture, som måske er mit favorit land i hele verden.

Min første cykeltur gennem Brasilien.

I 2010 skulle jeg sådan set have været til VM i fodbold i Sydafrika. Men Danmark ramte lodtrækningen så uheldigt at de skulle spille deres kampe i Pretoria og i Rustenburg, som er to af de koldeste byer i Sydafrika, med temperaturer tæt på under 10 grader i juni/juli måned, hvor VM fandt sted. Og så mødte jeg også lige en kvindelig brasiliansk advokat, på en arbejdsrejse i Brasilien, nogle få måneder forinden. Så jeg skiftede VM i Sydafrika ud med en hot date i Rio de Janeiro.

Men jeg kunne jo ikke kun rende rundt med Deborah, som min date hed. Så jeg valgte at prøve at cykle fra Sao Paulo til Rio de Janeiro.

Kyststrækningen mellem Sao Paulo er rigtig flot. Og det er rimelig godt at cykle der.

Jeg havde på det tidspunkt været flere gange i Brasilien. Dog uden at cykle rundt. Og jeg taler også ganske godt portugisisk.

Jeg fløj til Sao Paulo med min cykel. Cyklede så derfra ned til Santos, som er Sao Paulos havneby. Og derfra videre op langs kysten til Rio de Janeiro. En tur på omkring 600 kilometer, inklusive de så omveje som man altid ender med at tage som cyklist.

Ved en af de mange små pousadaer jeg overnattede på.

Sao Paulo ligger ret højt, så det var godt nok ned af bakke til Santos. Udkanten af Sao Paulo er til gengæld nok det mest skumle sted jeg har cyklet i hele Brasilien. Det var samtidig med øsregnvejr, da jeg cyklede til Santos. Så det blev en dag med lidt udfordringer. Men det gik alligevel. Og jeg landede i Santos lige efter det blev mørkt og endte med at overnatte på et motel, da det var det eneste jeg lige kunne finde i mørket. Nu er et motel ikke noget med bilferie i Brasilien. Det er et af de steder man lejer på timebasis. Så der var livlig trafik på hotellet hele natten og en del sovekammer lyde fra værelserne, som ikke havde ret meget lydisolering. Men det er jo charmen ved at rejse på cykel. Den ene dag bor man i en idyllisk lille hytte på en palmestrand, mens man den næste dag bor i et horehus i et slumkvarter.

Hvilepause på en lille strand mellem Sao Paulo og Rio de Janeiro.

Fra Santos tog jeg færgen over bugten, til badebyen Guaruja. Derfra cyklede jeg op langs kysten i nordgående retning. Kystvejen var rigtig fin at cykle på, det meste af tiden. De mange små strandbyer undervejs, betød at der var en masse små strandbarer, hvor jeg kunne stoppe og få en forfriskning, mens jeg så VM fodbold på det lille TV, som altid hænger i loftet på en brasiliansk lokal cafe.

God stemning på den lokale bar, i en brasiliansk provinsby.

Jeg cyklede op langs kysten og stoppede i små byer som Bertioga, Sao Sebastiao, Ubatuba og Paraty.

Så er der øl pause, i nærheden af Paraty.

Efter Paraty, hvor jeg blev nogle dage, gik turen videre nordpå, det sidste stykke vej mod Rio de Janeiro. Jeg cyklede op til Angra dos Reis, som er en rimelig stor by, lidt syd for Rio. Derfra listede jeg mig meget forsigtigt op mod Rio. De sidste 70-80 kilometer op mod Rio har nogle, for cyklister, dumme tunneler, som jeg valgte at tage bus igennem. Lige når man rammer Rio, kommer der også et par meget store slumkvarterer, eller favelaer, som man kalder dem i Brasilien. Jeg var lidt nervøs ved at cykle næsten tværs igennem dem. Især efter at have følt mig ret usikker i udkanten af Sao Paulo. Men det gik rigtig fint.

Rio de Janeiro er en pragtfuld by, som har overaskende mange cykelstier.

Jeg har sidenhen erfaret at favelaerne er klart mest farlige i Sao Paulo og typisk bliver mindre farlige, jo længere man kommer nordpå. Mit eget gæt på hvorfor der er sådan er at de rige brasilianere har en tendens til at være mere aggressive overfor de fattige i det sydlige Brasilien, hvor folk med penge typisk bor bag pigtrådshegn og sikkerhedsvagter. I nord er det lidt mere afslappet, selvom der stadig er vagt på de fleste boligkomplekser.

Endnu en cykelsti i Rio de Janeiro.

Denne her cykeltur sluttede i Rio de Janeiro. Jeg lå dog og cyklede rundt i Rio hver dag i flere uger, mens jeg så fodbold og brugte så meget tid sammen med min date at vi endte med at blive uvenner. Vi slog i øvrigt op samme dag som Danmark blev sendt ud af VM turneringen af Japan. Så det var jo en hyggelig dag.

Jeg så det meste af VM på storskærm, på Copacabana.

Men ellers var det nu en rigtig fin sommer i Rio.Der var FIFA Fan Fest på Copacabana, med storskærme, tusindvis af liggestole, som var gratis. Så det meste af Rio, plus flere tusind turister sad på stranden hver dag og så fodbold.

Rio de Janeiro har i øvrigt rigtig mange cykelstier og løbestier, især langs byens mange strande. Så er du til at løbe eller cykle, så kan du roligt gøre det i Brasilien. Bycykel konceptet er i øvrigt også kommet til de brasilianske storbyer.

De fleste brasilianske storbyer har bycykler, man kan leje.

Den sommer lagde ligesom kimen til at jeg ville med cyklen til Brasilien, når der var VM i Brasilien i 2014.

Min anden cykeltur gennem Brasilien.

Danmark kvalificerede sig ikke til VM i 2014. Så det med at få billetter blev lidt bøvlet. Men den slags betyder nu ikke så meget for mig når jeg skal til VM i fodbold. Det er ikke at være inde til kampene, der tæller mest for mig. Det er alle de fester, man har med fodboldfans fra hele verden, især før kampene. VM i fodbold bringer simpelthen alverdens fodbold fans sammen. Mens at klubkampe, Champions League og lignende er en fest for fodboldfans, så er VM fodbold nørdernes fest. VM tiltrækker ikke kun fans fra de lande, der deltager, men fra hele verden. Jeg har været til 4 VM slutrunder og elsker det. Men en Champions League finale er kun noget jeg vil deltage i, hvis jeg alligevel er i byen, hvor kampen spilles.

Paraguay pigerne er også med til VM.

Det at Danmark ikke kvalificerede sig gjorde også at jeg ligesom havde frit valg mellem VM byerne. Så jeg valgte Recife, hvor jeg tidligere har boet og har rigtig gode venner.

Landevejen mellem Teresina og Recife.

Eller det vil sige, jeg valgte at cykle til Recife. For jeg startede min rejse i byen Teresina, i det indre Brasilien. Teresina er Brasiliens varmeste by. Den er også det sted i verden, hvor der er næstflest mennesker, der bliver ramt af lynet (Nummer 1 er Maracaibo i Venezuela). Men jeg har en stor svaghed for det nordøstlige Brasilien. Især når man kommer udenfor storbyerne. Det blev også en fantastisk cykeltur på 1200 kilometer gennem det nordøstlige Brasilien, af en rute, som jeg er sikker på at jeg er den første udlænding der har cyklet. Jeg blev nok også den første cyklist som tog den 1200 kilometer rute. For jeg mødte en brasiliansk cyklist, som kom i den anden retning, kort før jeg var i mål. Og han mente, at han ville være den første nogensinde til at cykle Recife – Teresina ruten. Men nu blev det så mig i stedet 🙂 . Han var heldigvis rigtig flink og hjælpsom, selvom jeg spolerede hans rekordforsøg.

Den noget overraskede brasilianske cyklist, som jeg mødte på min tur.

Frokostpause, langs landevejen i Piaui.

Da jeg først kom ud af storbyen Teresina, som var lidt halv gusten, med en del kriminalitet, så gik det forrygende. Den første aften endte jeg i landsbyen Barra Douro, hvor ejeren af den lokale restaurant lige var blevet skilt. Så hun lavede god mad til mig og serverede øl, mod at jeg lyttede til hende og trøstede hende. Hun ville gerne trøstes hele natten 🙂 .

På vej gennem det varme og tørre Nordøst Brasilien.

Turen gik derefter gennem et ret øde og meget varmt landskab, med landbrug og en fabrik i ny og næ. Mine faste følgesvende på ruten var i øvrigt store flokke af gribbe. Så hvis jeg skulle køre galt, var jeg sikker på, at mit kadaver ikke ville gå til spilde. Jeg var på forhånd ikke sikker på om der ville være steder at overnatte. Jeg sover generelt ikke i telt i Sydamerika, da jeg anser det for at være for usikkert, efter mørkets frembrud. Især når man som jeg rejser alene. Jeg kunne kun finde meget få hoteller på google maps. Og der var ofte 2-300 kilometer imellem dem.

Tankstationerne var der jeg oftest overnattede i Nordøst Brasilien.

Men jeg lærte hurtigt at de store tankstationer, som der er en del af, har værelser til leje i Brasilien. De er sådan set beregnet til lastbilchauffører. Men de tager gerne en cyklist ind. Også selvom de ikke er vant til det. Det ene sted jeg overnattede fortalte den unge receptionist mig, at det var første gang i sit liv, at han havde set et pas. Brasilianerne bruger jo ID kort til at legitimere sig. Og stedet havde aldrig før haft en udenlandsk besøgende i de 3 år han havde arbejdet på tanken.

Liv og glade dage, på den lokale tankstation, ude på det brasilianske bøhland.

Det var i øvrigt utrolig muntert at bo på benzintank hotellerne. Om aftenen blev der typisk dækket op med mad, mellem benzinstanderne. Og så var der ellers mad og musik. Det er i udkants Brasilien, som i udkants Danmark, hvor jeg er opvokset. Man mødes nede på tanken. Der er bare lidt mere musik og dans på de brasilianske benzintanke.

Så bliver der dækket op til natmad, mellem benzinstanderne.

Der var også masser af VM stemning, alle de steder jeg stoppede. Folk sprang jævnligt ud af deres biler for at få selfies med mig flere gange. Især kvinderne var glade for at få taget deres foto med mig. Og det pev jeg jo ikke over.

De lokale piger elskede at stille op til fotos, med den tossede cyklist fra Danmark.

Jeg blev også stoppet af to kvindelige betjente en dag, med revolvere i bæltet og stiletter på støvlerne. De ville nu bare høre om jeg havde det godt, plus at de også gerne ville invitere mig på frokost. Det sagde jeg selvfølgelig ikke nej til. Efter at have forladt delstaten Piaui og kommet ind i staten Pernambuco, blev det lidt mere bakket. Men det gik nu helt fint, med et stop i byen Serra Talhada, hvor Brasiliens mest kendte landevejsrøver, Lampiao, blev født for godt 100 år siden.

De lokale politi piger, med sheriff stjerne, stiletter og ladte pistoler.

Jeg kom sikkert frem til Recife, hvor jeg dyrkede VM stemning i et par uger, inden jeg tog en cykeltur op langs dem brasilianske kyst, hvor jeg endte i byer som Joao Pessoa, Praia da Pia og Natal.

Så var der VM fodbold i Recife.

Humøret var højt. Både blandt babes og skraldemænd.

Derefter var det meningen at jeg skulle have været tilbage til Danmark. Men der var VM i strandhåndbold. Og dansk håndboldforbund kunne godt bruge en til at gå lidt til hånde, som kunne det lokale sprog. Så jeg endte som praktiske gris for det danske strandhåndboldlandshold. En superfed oplevelse, hvor jeg mødte en masse mennesker, mens jeg tog i lufthavnen for at finde forsvundet bagage, hentede øl til spillerne, når de blev indkaldt til dopingtest og ikke kunne tisse. Ja, der var mange sjove til at lave som medhjælper for landsholdet i strandhåndbold.

VM i strandhåndbold var en rigtig fed oplevelse. Og der var mange pæne ting at kigge på 🙂 .

Måtte en tur i lufthavnen i Recife, for at finde landsholdets mangelnede bagage.

Min tredje cykeltur gennem Brasilien.

Min tredje cykeltur gennem Brasilien er den længste tur jeg endnu har taget gennem det store land. Den gik fra Porto Alegre, i det sydlige Brasilien, til Salvador da Bahia, i det nordøstlige Brasilien.

På vej fra Porto Alegre til Salvador da Bahia, med min brasilianske cykel.

Året var 2016, hvor der var OL i Rio. Det var for svært at finde overnatning i Rio, som var til at betale. Men en del af OL fodboldkampene blev spillet i Salvador, som er en fantastisk by at besøge. Der var så lige 3450 kilometer fra Porto Alegre til Salvador. Men så måtte jeg jo bare trampe lidt ekstra i pedalerne, denne gang.

På vej op langs den brasilianske kyst.

Jeg valgte i øvrigt at købe en cykel i Brasilien på denne tur. Det blev en brasiliansk bygget cykel, af mærket Caloi, som jeg købte. Og den klarede turen fint. Jeg tog i øvrigt et par andre langture på den efter Brasilien turen, i Portugal og Indien.

For at sige det rent ud, så er det sydlige Brasilien ikke specielt attraktivt at besøge. I hvert fald ikke hvis du spørger mig. Det er ret koldt en stor del af året. Der er masser af industri, hvilket er med til at gøre området rimelig velhavende. Men det er begrænset hvor meget charme der er ved at cykle gennem beskidte industriområder. Befolkningen i syd Brasilien er meget europæisk præget. Især er der mange med polske, portugisiske og italienske rødder. Det er der måske nogen, der helst vil have. Men jeg mangler altså lidt afro twist, som er noget af det der gør Brasilien ekstra fedt at besøge. Strandbyerne i det sydlige Brasilien er ofte ret sterile og kedelige, med endeløse højhusbyggerier. Det er faktisk først når man kommer op til Florianipolis at det begynder at blive fedt. Jeg vil dog heller til Nordøst Brasilien end til Florianopolis, any day.

Vejene i det sydlige Brasilien er heller ikke så gode for os cyklister, da der er mange lastbiler og ikke ret meget rabat i vejsiden, sådan som der er i det nordlige Brasilien, hvor man har gjort plads i vejsiden til cowboys på hesteryg.

Det er bedst at cykle de steder hvor der er hestetrafik, i Brasilien.

Men jeg blev i Florianopolis nogle dage alligevel, da jeg skulle besøge Suzane, som jeg havde mødt sommeren før i Albanien. Suzane er en herlig anarkistisk pige, som det var rigtig fedt at hænge ud med nogle dage.

Da jeg kom til Santos, begyndte jeg at komme i vante rammer, da jeg jo havde cyklet fra Santos til Rio de Janeiro på min første tur.

Jeg boede på denne hyggelige Pousada i Santos.

Jeg skulle dog først lige til danskerfest først.

Kaffehandleren John Wolthers, som er en dansker der er vokset op i Brasilien, og hans kone Majbritt, havde nemlig inviteret mig til en sammenkomst for deres venner, der også inkluderede de fleste danskere i området omkring Santos. Det blev en sjov aften i meget interessant selskab, med danskere der af den ene eller anden grund havde valgt at udvandre til Brasilien.

Brasiliansk hund, i de nationale farver.

Da jeg kom op til Rio fik jeg lige lidt OL optakt, da jeg var i byen 10 dage før det hele startede. Og jeg mødtes lige kort med Deborah, som jeg kendte fra den første cykeltur. Bare lige for at konstatere at vi stadigvæk ikke kunne enes.

Fra Rio tog jeg med færgen over Guanabara bugten til Rio’s ukendte nabo by Niteroi. Niteroi er faktisk en ret fin by, som jeg satser på at give noget tid en dag. Den har jo bare problemet at den ligger lige ved siden af Rio, som bare er en af verdens mest fantastiske byer. Fra Niteroi er det muligt at cykle op langs kysten, uden at ramme alt for store veje og for mange favelaer.

Landevej, mellem Rio de Janeiro og Salvador.

Da jeg kom op nord for delstaten Rio de Janeiro, var jeg i den delstat som hedder Espirito Santo, som i øvrigt betyder helligånden på portugisisk. Det er en stat som er stort set uden europæisk turisme. Der er til gengæld masser af sukkerrør. Til tider kørte jeg 20-30 kilometer uden at se andet end sukkermarker. Sukkeret bruger man i øvrigt ikke kun til at spise i Brasilien. Man laver også masser af brændevin af det, ligesom bilerne i Brasilien også kører på bio-ethanol, som er lavet af sukkerrør. Bilerne i Brasilien har i øvrigt kørt på bio-ethanol siden oliekrisen i 1974, hvor man lagde bilparken om .

Skiltet her advarer om boa slanger der krydser vejen.

Da jeg kom ind i delstaten Bahia, blev det vådt. Rigtig vådt. Jeg havde rigtig meget regn. Især sidst på eftermiddagen og om aftenen. Min Macbook som jeg cyklede rundt med på bagagebæreren måtte give fortabt i byen Eunapolis i det sydlige Bahia, efter at jeg blev overrasket af en regnskylle. En regnskylle som lige kostede mig 9500 kr, plus en masse fotos, kontakter og lignende. Møg ærgerligt, men sådan er livet engang imellem.

Glade dage på Bahias landeveje. Også selvom min Macbook led druknedøden.

Jeg besøgte den interessante by Ilheus, hvor Brasiliens mest kendte forfatter, Jorge Amado, kom fra. Og så trillede jeg ellers langsomt op til byen Valenca. Derfra valgte jeg at tage resten af turen til Salvador med båd. Igen fordi jeg helst vil undgå slumkvartererne i udkanten af de store byer.

Turen fra Vanelca gik dog via den lille Ø, Tinhare, som er bedre kendt som “Morro de Sao Paulo”. Det er et fantastisk sted at bruge nogle dage. Jeg har faktisk en separat blogpost om den ø på dette link.

I Salvador mødtes jeg med nogle venner. Både danske og brasilianske. Kom også en tur op på spillerhotellet og fik en lille snak med nogle af spillerne, inden jeg så landsholdet få stryg, først af Brasilien og derefter Nigeria. Det ødelagde dog ikke det gode humør. Stemningen på stadion var fantastisk. Indbyggerne i Salvador var i totalt festhumør og stolte af at have fået lidt af OL til deres by.

Klar til kamp, mellem Danmark og Brasilien.

Stadion var fyldt mellem Danmark og Brasilien.

Lufthavnen i Salvador ligger i øvrigt lige ved stranden. Så da jeg skulle flyve tilbage til Europa, tog jeg direkte fra strandbaren til check-in skranken.

Lidt praktisk om at cykle i Brasilien:

Lær noget portugisisk.

Der er ret få brasilianere, der taler engelsk. Meget meget få når du kommer udenfor storbyerne og de populære strande. Grunden til at jeg elsker at rejse i Brasilien, så meget som jeg gør, er at jeg taler sproget rimelig godt. Folk i Brasilien er vilde med at få besøg udefra. Det er det land jeg har været i, i hele verden, hvor det er lettest at komme som en platfodet udlænding og straks blive inviteret med til både det ene og det andet. Og du bliver aldrig inviteret med som tilskuer til noget de skal lave. Du bliver inviteret som deltager, hvilket gør at det er et land hvor man hurtigt integrerer sig og føler sig velkommen. Men det kræver noget sprog, da de oftest ikke taler fremmedsprog. Og det er godt nok surt når der står sådan en sød lille brun pige og helt vildt gerne vil snakke og det så strander på, at man ikke kan tale samme sprog. Så se at få lært noget portugisisk.

Lær noget portugisisk så du kan tale med de lokale.

Er det farligt at cykle rundt i Brasilien?

Når jeg fortæller folk, at jeg cykler langtur i Brasilien, spørger rigtig mange mig, om det ikke er farligt. Brasilianerne mener i øvrigt også, at det nok er farligt. Især de brasilianere der bor i storbyerne og aldrig selv kommer ud på landet.

Realiteten er, at det er rimelig sikkert, når bare man er ude af storbyerne og har dem på 15-20 kilometers afstand. Ude på landet sker der meget sjældent noget. I hvert fald ikke mens det er lyst. For når det bliver mørkt, så er det bedst at være indendøre. Og det gælder hele Brasilien. Af samme årsag camperer jeg aldrig vildt i Brasilien. Min holdning er at det er for usikkert at ligge i vejsiden og på diverse strande når det er mørkt. Det er ikke de store bander som overfalder dig der. Det er små bander og almindelige rødder, som kan udgøre en risiko, når det er sen nat.

Brasilien er sikkert nok, når bare du er udenfor de store byer.

Så mit råd er at tage et lille hotel eller guest house. Det man kalder guest house I de fleste lande, hedder i øvrigt en Pousada i Brasilien. De koster ikke ret meget alligevel. Det er jo også begrænset, hvor meget socialt liv man har, hvis man camperer alene. Brasilien er om noget et land, for os der kan lide at mødes med folk, når vi rejser.

Det var lidt om mine cykelture gennem Brasilien. I er altid velkomne til at stille spørgsmål eller komme med kommentarer, hvis der er noget i gerne vil spørge mig om.

Brasilien er altid et besøg værd.