Lige nu sidder jeg og spiser morgenmad i Guatemala. Det skulle jeg sådan set ikke have gjort. Jeg skulle have været i Costa Rica. Men igår blev jeg nægtet indrejse, alene fordi mit pas var lidt slidt.
Jeg rejser meget. Jeg rejser rigtig meget. Mit pas er 3 år gammelt og har besøgt mere end 50 lande på de 3 år. Der er 47 stempler i det og det er ret slidt i kanten. Og så blev det overrasket af et tropisk regnskyl i Brasilien sidste år og det fik blækket på et par stempler til at løbe lidt ud. Det har nu ikke givet mig nogle problemer indtil videre og jeg har krydset 19 landegrænser inden for de sidste 2 måneder alene. Men i Costa Rica gik den ikke. Jeg ankom med British airways fra London igår aftes til San Jose, hvor jeg blev budt velkommen af en flink ung mand i tolden. Han var faktisk rigtig flink og korrekt hele vejen igennem, men sagde at man ikke accepterer slidte pas i Costa Rica. Det var absolut ikke noget forsøg på at få bestikkelse. Han tilkaldte også en højerestående embedskvinde som kiggede på mit pas og sagde at det var for slidt til at de kunne acceptere det.
Lidt udvisket blæk på dine stempler kan være et problem i Costa Rica.
Politiet sagde at jeg måtte gå tilbage til det fly jeg kom med og flyve tilbage til London. Den var jeg sgu ikke meget for. Så jeg tog det helt roligt. Det er nemlig det man skal i den slags situationer. Begynder man at råbe af lufthavns personale, toldere og politi, så kan man være rimelig sikker på at de ikke hjælper en en skid. Jeg havde snarere fået turen tilbage til London i Håndjern. Jeg snakkede stille og roligt frem og tilbage med dem, mens vi gik over til British Airways kontor. Der gik et fly til Guatemala 2 timer senere og det ville jeg meget hellere med. Min plan er at bruge de næste to måneder i Central Amerika og Mexico. Så om turen starter i Costa Rica eller Guatemala gør ikke så meget. Så de fik lige hele min livshistorie i engagerede vendinger på de 5 minutter turen til British Airways tog. Og da vi kom derop var alle blevet enige om at jeg da gerne måtte flyve til Guatamala istedet for. Den billet kostede mig 98 US Dollar. Det var godt nok at foretrække frem for at skulle miste hele min tur inden den startede.
Jeg tror også at det hjalp at jeg var blevet overdraget til nogle kønne politi kvinder der var meget snaksaglige og som syntes det var rigtig synd for mig.
Nogle mennesker siger at folk ikke gør noget for dig for dine blå øjnes skyld. Jeg kan kun sige at personen der opfandt det ordsprog aldrig har været i Latin Amerika 🙂
Så jeg blev sat på Avianca flyveren til Guatemala City af et par smilende politi kvinder der forsikrede mig om at mit pas ikke var noget problem at Guatemala. “Hvis bare du ikke siger at vi har smidt dig ud, så får du ingen problemer” var det sidste den søde politi pige sagde til mig da hun gav mig mit pas tilbage på flytrappen.
Så nu sidder jeg her i Guatemala og det er sgu da ikke så ringe. Jeg har valgt at sige op i røven med de 98 Dollar jeg måtte bruge ekstra for at flyve til Guatemala og nyde livet istedet. Nu tager jeg sgu til Antigua og nyder livet istedet 🙂
Livet er fedt i Guatemala.
