Min cykel, langs en af Indiens mange floder.

En cykeltur på 1455 kilometer, fra Mumbai til Goa.

Her er en lille beretning om en cykeltur, jeg tog i november og december måned, 2023, hvor jeg cyklede fra Mumbai til Kochi, ned langs den indiske vestkyst.

En tur der bød på rigtig mange steder hvor jeg var den absolut eneste europæer. Plus at jeg fik stoppet et par steder hvor den internationale turisme er ankommet, men bliver blandet fint med indisk kultur, så jeg slet ikke følte at jeg sad i et kedeligt resort. En tur på sammenlagt 1455 kilometer, som jeg kun kan anbefale til folk der har mod på eventyr.

På eventyr langs den indiske vestkyst.

Turen var nær blevet ødelagt fra starten.

Turen begyndte med at jeg fløj fra København til Mumbai (den by der hed Bombay i gamle dage). Jeg fløj med LOT fra Polen og havde en hyggelig mellemlanding i Warszawa lufthavn, som er en fin lufthavn at være transitpassagerer i.

Men min cykel, som var pakket i en cykeltaske under flyveturen, fik desværre en hård medfart af diverse bagage medarbejdere. Jeg har fløjet med mine cykler mange gange gennem årene og har tidligere prøvet at min cykel har fået en hård medfart på en flyvetur.

Men denne gang var det værste jeg endnu har oplevet. Cyklen var reelt total smadret da den ankom til Mumbai. Blandt andet var gearskifteren revet af og krøllet helt sammen, ligesom der var overrevne kabler og diverse andre ting.

Kranken på min cykel var ødelagt.

Jeg overvejede en dags tid, om det overhovedet kunne repareres, til et punkt hvor jeg kunne fortsætte. Jeg fandt en lille cykelmekaniker, som mente at han kunne ordne det, hvis han fik 2 døgn til det. Og han klarede det sådan nogenlunde. Jeg kom i hvert fald af sted efter et par dage.

Der gik dog kun 2 dage, før jeg opdagede at der også var noget galt med min krank, som gjorde at den ene pedal arm blev ved med at falde af. Den pedalarm kæmpede jeg med helt til Goa, hvor jeg fandt en fantastisk cykelforretning, med eget værksted, hvor de næsten fik cyklen ordnet.

Der var dog sket en permanent skade på gevindet i kranken, som gjorde at jeg måtte skrue pedal armen på, en del gange på resten af turen, når den faldt af. Det gjorde også at jeg valgte at cykle i et langsommere tempo end normalt, for ikke at belaste kranken for meget.

Men efter Goa gik resten af cykelturen uden de store mekaniske problemer.

Nogle dage i Mumbai til at starte med.

Men jeg fik min cykel repareret, blev det til nogle dage i Mumbai. Kæmpe by med alt det indiske kaos man kan tænke sig. Men også en by med mange fine bygninger og gadeliv. Mumbai er måske nok kaotisk. Men Mumbai er så klart at foretrække frem for hovedstaden Delhi, som er en by jeg aldrig bliver venner med. Så tag endelig en tur til Mumbai, hvis du en dag får chancen.

Mumbai.

Mumbai er en stor universitets by.

Høflige og tilbageholdende indere.

Folk som har rejst i det nordlige Indien, i byer som Delhi, Agra, Jaipur og Varanasi, er nok vant til at de lokale indere kan være meget påtrængende. For nogle betyder det, at de mister modet til at rejse til andre steder i  Indien. Men hvis du gerne vil opleve Indien, uden at blive antastet hele tiden, så bare rejs en tur ned langs den indiske vestkyst.

Bortset fra de store turiststeder ved Goa og Kochi, så var der ingen indere, der var påtrængende. Ingen der forsøgte at sælge mig noget. Der var heller ingen som tiggede. Jeg havde ikke en eneste situation uden for turiststederne hvor folk tiggede eller forsøgte at sælge mig noget.

Stranden ved Alibag, lige syd for Mumbai.

Befolkningen langs den indiske vestkyst er overraskende tilbageholdende overfor en som udlænding. Ikke at de er uvenlige. Slet slet ikke. Men de er simpelthen ikke vant til at se en udlænding, så de holder en høflig afstand, indtil man selv kontakter dem. Men så er de til gengæld også meget venlige og hjælpsomme.

Så har lillemor været på indkøb.

Det eneste sted, hvor folk var markant anderledes, var i delstaten Kerala, som var det sidste sted jeg besøgte. De lokale i Kerala kom meget oftere op til mig og spurgte, hvem jeg var og hvor jeg kom fra. Uden for turistområderne i Kerala var det i øvrigt aldrig for at sælge noget. Det var ren nysgerrighed. Og på en meget venlig facon jeg overhovedet ikke havde noget imod. Folk i Kerala er i det hele taget meget snakkesalige, uden at jeg synes det bliver for meget. Men de er markant forskellige fra de generte indere på resten af vestkysten.

Byens spidser stoppede mig jævnligt for at høre om jeg havde det godt.

Der var jævnligt folk som stoppede og præsenterede sig med navn og titel, for at spørge om jeg havde det godt og om de kunne hjælpe mig med noget. Her taler vi typisk og lokale højtuddannede, som bare ville sikre sig, at den her udenlandske turist havde det godt. Det var altid velment og meget høfligt, når eksempelvis skovfogeden, universitetsprofessoren eller politimesteren stoppede mig for at spørge om jeg havde brug for hjælp.

Den indiske vestkyst er pittoresk, men har næsten ingen vestlige turister.

Der er mange religiøse grupper langs den indiske vestkyst:

Hindu tempel.

Der er mange religioner langs den indiske vestkyst. Indien er, som de fleste nok ved, overvejende hinduistisk. Men langs kysten er der masser af andre etniciteter og religiøse grupperinger. Især er de muslimske og kristne områder ret tydelige. Men de 2 religioner har jo også tårne på deres kirker og moskeer. Så det gør, at man som besøgende hurtigere lægger mærke til dem.  Jeg så i øvrigt også en jødisk synagoge i byen Alibag, lige syd for Mumbai, ligesom der også er en synagoge i Kochi, i delstaten Kerala.

Kristen kirke i Goa.

Som i de fleste andre lande, så er det minoriteterne som tager sig af mange af de liberale erhverv, da de typisk har sværere ved at blive offentligt ansatte. Så jeg snakkede en del med folk fra de store religiøse mindretal. Turistbranchen i Goa og Kerala er for eksempel meget præget af kristne indere, mens cykelsmedene og cykelhandlerne langs den indiske vestkyst hovedsageligt er muslimer. Men det er jo det som gør, at man bliver klogere af at rejse, når man interagerer med de forskellige grupper, der findes i samfundet.

En hellig ko, kigger ind i den lokale minibus.

Ingen vestlige turister udenfor Mumbai, Goa og Kerala.

Bortset fra Mumbai, Goa og Kerala, så mødte jeg ingen vestlige turister. Og her mener jeg ikke en eneste. Det tætteste jeg kom på en vestlig turist var da jeg mødte en cyklist fra Georgien. Super flink fyr, som havde cyklet hele vejen fra Tbilisi til Indien. Han var i øvrigt den eneste udenlandske tur cyklist jeg mødte på hele turen. Men ellers så jeg ikke andet end lokale turister langs den indiske vestkyst.

Lange øde strande, uden en eneste vestlig turist.

Men masser af steder at overnatte langs den indiske kyst.

Overnatning var dog ikke noget problem. For Indien har masser af lokal turisme. Indien har de seneste par årtier fået opbygget en stor middelklasse, som er købekraftig, har høje uddannelser og gode job. Og som holder ferie. Både i og uden for Indien. Og dem mødte jeg i stor stil langs den indiske vestkyst. Jeg boede på masser af hoteller, guest houses og home stays, hvor der var indiske turister. Men kun indiske turister, hvis vi lige ser bort fra Goa og Kerala.

Et af de mange hyggelige Home Stays jeg boede på, langs den indiske vestkyst.

En nat boede jeg på et nydeligt hotel, hvor ejeren var meget begejstret for at der kom en udenlandsk turist forbi. Han fortalte mig at i al den tid han havde drevet hotellet, var jeg kun den tredje udlænding, han havde haft boende. De to andre var i øvrigt en tysker og en saudiaraber. Sådan noget siger ligesom lidt om hvor få udlændinge der finder udenfor de gængse turiststeder i Indien.

Vejene var af svingende, men rimelig kvalitet.

Vej Kvaliteten langs den indiske vestkyst var lidt blandede bolcher. Men alt i alt var det ok. Jeg vil dog ikke anbefale at køre med tynde dæk på ruten, da der mange steder er en del små huller i vejen, som gør det lidt ujævnt. Der er i øvrigt også rigtig mange vejbump langs de indiske veje. Og de er ikke altid placeret lige logisk. Så vær forberedt på at bande og svovle en del gange, fordi der du rammer et vejbump du ikke fik øje på i tide.

Ude på landet er trafikken stille og rolig, det meste af tiden.

Helt ny landevej, tæt på Mangalore.

Jeg kørte turen på en blanding af større og mindre veje. Alt efter hvad der var mest praktisk. Og efter hvad jeg lige havde mest lyst til på en givne dag. De større indiske veje er ofte ikke så dårlige som man skulle tro, da der tit er en rimelig asfalteret rabat langs vejsiden. Grunden til at man har det er, at der er mange dyr på vejen i Indien. Først og fremmest køerne, som man jo ikke må flytte, hvis de lægger sig på vejen. Så trafikken er ofte ret langsom, fordi der lige skal tages hensyn til de hellige køer, som løber rundt ude på hovedvejen. Det er absolut ikke noget jeg har noget imod. Tværtimod er jeg kun glad for sådanne naturlige fartbegrænsninger. Man skal bare ikke have travlt.

Indisk by trafik, som vi kender den.

Ingen høje bjerge, men mange bakker.

Turen ned langs den indiske vestkyst byder ikke på høje bjerge. Men der er mange bakker. Især på den første halvdel af turen, kørte jeg op og ned af bakke det meste af tiden. Det var typisk konstante stigninger på mellem 100 og 200 højdemeter. Ikke ligefrem bjergkørsel. Men nok til at få sved på panden, når gennemsnitstemperaturen lå på 35 grader i skyggen. En skygge som så sjældent var der.

Det at jeg havde problemer med min krank gjorde det ekstra udfordrende. Jeg var faktisk nødt til at trække op af en del af bakkerne, for at undgå at min pedalarm ikke hele tiden faldt af. Det gjorde også at jeg valgte at cykle kortere distancer end jeg normalt gør på mine ture. Jeg cykler typisk mellem 75 og 120 kilometer om dagen, når jeg kører langtur. På denne tur blev det mere til 50 til 80 kilometer om dagen, fordi jeg simpelthen ikke kunne træde så hårdt i pedalerne som normalt.

Der er en del mindre bjerge langs den indiske vestkyst.

Hvad brugte jeg af kort til turen?

Jeg er efterhånden gået helt væk fra gammeldags papir kort. Jeg havde min smartphone med, hvor jeg købte et indisk SIM den første dag, med masser af data. Jeg fik den unge gut i telebutikken i Mumbai til at installere det hele. Det fungerede perfekt hele turen. Der er dog ikke altid mobildækning ude på de øde landeveje. Så det kan være en god ide at downloade nogle kort på forhånd. Jeg er selv glad for appen MapsMe, hvor jeg downloader kort, som jeg derefter kan bruge offline. Jeg foretrækker den frem for Google Maps, som jeg dog også bruger lidt, i online formen.

Jeg starter i øvrigt oftest min dag med at sidde ved morgenmadsbordet med min laptop og gå dagens cirka rute igennem på google maps. Så kan jeg sidde på min laptop og zoome ind for at se om der er steder at overnatte og lignende. Jeg planlægger i øvrigt aldrig turens rute helt på forhånd, ligesom jeg aldrig ved hvor jeg skal overnatte før jeg kommer frem. På den måde er jeg ikke presset til et vist antal kilometer, skulle det blive øs-regnvejr, eller skulle jeg punktere. Men jeg forbereder mig lidt ved at kigge dagens kort igennem først, sådan at jeg ved hvor der er hoteller og lignende. Så improviserer jeg derfra.

Jeg bruger så at sige aldrig de ruter som diverse apps foreslår. Min erfaring er at de er helt hen i vejret, når man kører i en del af verden hvor der er få turcyklister. Så jeg kigger bare på kortet og lægger så ruten selv.

Masser af aber langs vejene.

Jeg så ikke specielt mange dyr på turen. Undtagelsen var dog aber, som der var masser af. Det er dog ikke som i andre asiatiske lande, hvor de ofte render rundt ude på vejen. Mit gæt er at de øde stræk, hvor der var mange aber har ikke McDonalds og lignende, som giver burger skrald langs vejene. Det er nemlig det som aberne kommer efter, er min erfaring fra lande som Malaysia, Indonesien og Filippinerne, hvor jeg har set mange aber på vejen, når jeg har cyklet der. Men man hører dem hoppe rundt i træerne og svinge sig i lianerne konstant, når man cykler på strækninger med meget skov. Og der var meget skov langs vejene. Især på den nordlige del af ruten, fra Mumbai til Goa.

Og så var der selvfølgelig alle køerne, som er en uundgåelig del af turen, når man cykler rundt i Indien. De trasker rundt og blæser på alle færdselsregler, alt imens de spiser papkasser og hvad de ellers finder langs vejen.

Endnu en hellig ko på landevejen.

Jeg brugte toget på en mindre strækning.

Mine problemer med min krank gjorde at jeg så mig nødsaget til at sætte cykel på toget i byen Ratnagiri. Min pedalarm blev ved med at falde af og jeg troede sådan set at turen på cykel var slut. Men en lokal cykelmekaniker i Ratnagiri mente at jeg måske kunne få den ordnet i Goa, hvor der er større cykelforretninger med udenlandske reservedele, som jeg havde brug for.

En tur med det indiske bumletog.

Det skulle vise sig at være rigtigt. Men det krævede først en tur med toget, hvor jeg pakkede min cykel ned i min cykeltaske, som jeg cyklede med på min bagagebærer. Det er en blød taske som kan foldes sammen og som jeg også bruger når jeg har cyklen med flyet Tog turen var i øvrigt ganske interessant. Toget jeg kørte med kom fra Amritsar i Punjab, i det nordligste Indien og skulle til sydspidsen af Indien. Så det var med sovevogne og det hele.

Jeg sad på en bænk ved siden af sovekupeerne på 2. klasse. Det var ganske interessant. Tror dog at jeg vil vælge 1 klasse, hvis jeg nogensinde tager hele turen med tog. 🙂 .

Den flinke manager i cykelforretningen Probyk i Goa. Den kan klart anbefales, hvis du er på de kanter, med din cykel.

Fantastisk mad på hele turen.

En af de store attraktioner ved at besøge Indien, er for mig at maden er så fantastisk. Landet er klart i top 3 for mig i hele verden, hvad mad angår. Og det endda selvom jeg stort set kun spiser vegetarisk når jeg er i Indien.

Pragtfuld indisk masala, til cirka 20 kr for en portion.

Jeg har sådan cirka nul kødfrie dage om året, når jeg ikke er i Indien. Men fordi cirka en tredjedel af alle indere er vegetarer, så er vegetarmaden også tilpasset sådan at man kan være bygningsarbejder, eller som mig, cykle 100 kilometer om dagen, uden at skulle sidde og æde endeløse bunker af linser og broccoli, for at få protein nok.

Masala Dosa, var noget af det jeg spiste rigtig meget af på turen.

Jeg holder især af den indiske paneer ost, som man kommer i rigtig mange retter. Det er især den, som gør at jeg har mere lyst til et vegetarmåltid i Indien, end et kød måltid. Og så er Indien jo bare et land som kan det med krydderier.

Indisk mad er verdensklasse.

Jeg har spist endeløse mængder af god mad i Indien. Og selvom jeg spiser på en lidt bedre lokal restaurant, så koster en hovedret sjældent over 30 kroner. Det er jo ligesom til at være med på. Også som budget rejsende.

Indisk thali til morgenmad.

Frisk juice og dårlig øl.

For at gøre det rigtig sundt, så drikker jeg stort set ikke alkohol, når jeg er i Indien. Indiens store bryggeri hedder Kingfisher. Kingfisher øl bliver aldrig noget jeg bryder mig særligt meget om. Mit gæt er at man tilsætter en del kemi for at den skal kunne holde sig i varmen. Den smager i hvert fald syntetisk og jeg drikker kun luksus versionen af Kingfisher, skulle jeg en sjælden gang købe en sådan. Der findes også nogle andre indiske øl, som er lidt billigere, men smager endnu værre end Kingfisher. Dem holder jeg mig også helt væk fra.

En af de mange lækre juice barer, som man har de fleste steder i Indien.

Man kan også få Carlsberg, Tuborg, Heineken og Budweiser. Men det er simpelthen øl som livet er for kort til, hvis I spørger mig. Jeg holder ellers meget af øl. Men jeg gider ikke de fleste store globale mærker, som har en meget jævn kvalitet og alt for meget kulsyre (det kommer man i for at sløre at øllen ikke rigtig smager af noget).

Jeg fandt dog en undtagelse på denne tur. Det var i Goa, hvor det lokale bryggeri Goa Brewing Company brygger noget rigtig fin øl. Det kom i nogle små, tykke undseelige flasker. Men det er klart den bedste indiske øl jeg endnu har smagt. Den kan anbefales, hvis du kommer til Goa, som er det eneste sted hvor jeg har set den forhandlet.

Ellers så har Indien noget fantastisk juice. Det er vildt billigt at drikke friskpresset juice i Indien. Typisk 6-7 kroner for et stort glas juice på en lokal cafe. Det er også et land hvor der er rigtig meget hjemmelavet limonade, ligesom “lime soda” er en rigtig populær drink. Så når jeg er i Indien, er jeg næsten alkoholfri. Og det har jeg det rigtig fint med. Godt med en detox fra alt det pragtfulde øl og rødvin jeg ellers får i min dagligdag, når jeg rejser rundt i andre lande.

Oven i det er der også masser sf steder hvor man kan købe friske kokosnødder og friskpresset sukkerrørssaft. Begge dele er fantastiske for en tørstig cyklist, der lige har brug for at få slukket tørsten, mens man også får nogle gode vitaminer indenbords.

Friske kokosnødder og sukkerrør langs vejsiden.

Hedeslag i Kozhikode.

Lige inden jeg nåede slutningen på min tur, fik jeg et mindre hedeslag i byen Kozhikode. Det er i øvrigt den by, som tidligere hed Calicut. Og det var stedet, hvor Vasco da Gama landede, da han fandt søvejen til Indien i 1498. Jeg havde spøjst nok lige mødt en flink inder på cykel 20 minutter forinden, som jeg havde fået en snak med. Han fortalte mig at han arbejdede som paramedic på det lokale hospital.

Den indiske paramedic, jeg mødte lige inden jeg fik hedeslag.

Lige som han var kørt videre, så fik jeg det skidt. Nu har jeg cyklet rigtig meget i de varme lande og har prøvet det før. Jeg fangede med det samt at der nok var et hedeslag på vej, da jeg begyndte at få feber og føle mig utilpads. Heldigvis var der et hotel i nærheden, hvor jeg tjekkede ind med det samme. Og så lå jeg ellers i sengen det meste af de kommende 2 dage, mens jeg lige fik styr på væskebalancen i det gamle kadaver.

Det gode ved at cykle lange ture så ofte som jeg gør, er at jeg oftest kan mærke lige med det samme, hvad der er galt. Jeg har opbygget nok erfaring til at vide om kroppen mangler salt, sukker, væske eller noget andet, når jeg pludselig får det skudt på landevejen. Den slags sker jævnligt, når man kører rundt i øde egne i troperne, er min erfaring.

Stranden ved Kozhikode, hvor Vasco da Gama gik i land i 1498.

Dovne dage i Kerala.

Jeg endte min tur i delstaten Kerala, i det sydlige Indien, hvor jeg boede i byen Kochi. Nærmere betegner den del af byen man kalder “Fort Kochi”.

Det er en del af Kochi som bærer meget præg af den europæiske kolonifortid, med mange gamle bygninger i europæisk stil. Det er så tilsat en del moderne indisk hipster-stil, som gør bydelen rigtig charmerende. Det er i øvrigt noget man ofte ser i Asien, at de gamle europæiske kvarterer bliver til hipster distrikter, hvor man blandet der gamle med ny og moderne kunst, plus en masse gadekøkkener, spædet op med globale kaffebarer, hvor den lokale ungdom sidder med deres laptops.

Fort Kochi har mange gode steder at spise.

Selvom der er en del vestlige turister i Fort Kochi, så udgør de nok kun stadigvæk omkring 10% af turismen. Det er først og fremmest indiske turister som er her, hvilket gør at jeg føler mig meget i Asien, selvom stedet er noget mere globalt, end de andre steder jeg har cyklet rundt på turen. Har du for eksempel været i Galle i Sri Lanka, George Town i Malaysia Aller Hot An in Vietnam. Så er Fort Kochi nok at regne for en miniversion af de steder.

Til frokost hos byens kulturelle damer.

Jeg brugte også en dag på at besøge en ældre dame der hedder Nilou. Når jeg rejser rundt i Indien, gør jeg en del for at komme i kontakt med veluddannede indere. Ikke at jeg har noget imod menigmand. Men de veluddannede indere kan jeg lære rigtig meget af. De er med til at sætte mange af de ting, jeg oplever i perspektiv. Så da fru Nilou, som jeg kender fra et online forum, inviterede mig på frokost, sagde jeg straks ja tak og cyklede ud i den velhaver forstad, hvor hun bor.

Fru Nilou og en veninde.

Mig, sammen med en af Nilou’s 17 katte.

Nilou er pensioneret tolk fra den indiske ambassade i Paris, men er nu flyttet hjem til Indien, hvor hun bor i Kochi, med sine 17 katte (JA, SYTTEN). Hun havde inviteret nogle venner med til frokosten, som også tilhører det man nok kan kalde kultureliten. Inklusiv en ung pige der lige er begyndt at studere “International relations” på universitetet og som gerne vil hilse på en globalist som mig. Det bliver til en hyggelig og interessant eftermiddag, hvor jeg bliver klogere på nogle ting som har undret mig på min rejse ned langs kysten.

Jul i Kerala.

Kerala, har ligesom Goa en ret stor kristen befolkning. Og jeg var i Kerala hen over juledagene, så der var pyntet op til jul. Det var ret sjovt at se hvordan julen er en meget eksotisk ting for de indere som ikke er kristne. De kommer i tusindtal som turister til Kerala og Goa ved juletid, for at lade sig fotografere sammen med julemænd og foran juledekorationer,

Juleturister i Kerala.

Juleferie i Kerala.

Og nu sidder jeg så her i min favorit kaffebar i Kochi og skriver disse linjer, mens jeg venter på at flyve til Danmark den 31 december. Skal lige på en lille flyvetur til Delhi først, den 30 december og så have en overnatning på lufthavnshotel i Delhi. Men det passer mig fint. Ligesom jeg elsker at cykle rundt ude på Lars Tyndskids mark, så elsker jeg også lufthavne og de tilhørende lufthavnshoteller, hvor jeg møder folk fra hele verden.

Men jeg sætter punktum nu, da dagens anden kop kaffe er ved at være klar.

Læg en kommentar eller skriv en besked, hvis du har nogle spørgsmål til min tur. Så skal jeg nok svare så godt jeg kan.

Claus.

Indiske kvinder er bare fantastisk smukke.

Der er masser af fiskeri langs den indiske kyst.

Kerala Backwaters.

Lavvande i Kerala.

Kerala.