Velkommen til Bangladesh.

Ankomst til Dhaka.

Ugen inden jeg landede i Bangladesh brændte godsterminalen Dhaka lufthavn ned. Dagen efter var der et mindre jordskælv. Og 3 dage efter min ankomst var der en kæmpe brand i Dhaka, hvor 1500 huse i et slumkvarter brændte ned. Så det var lidt blandede nyheder, jeg ankom til. Men alt gik nu fint og der var et stort “welcome to Bangladesh” skilt udenfor lufthavnen.

Farverige Dhaka.

Jeg cyklede ned til mit hotel, som hed Afford Inn, efter at havde samlet min cykel i lufthavnens ankomsthal. Der kommer altid nogle nysgerrige personer, når jeg går i gang med at samle min cykel i diverse lufthavne rundt om i verden. Og Dhaka var ingen undtagelse. Jeg fik rigtig fin hjælp af en af de nysgerrige. En ung lufthavnsansat, som fortalte mig hvordan jeg lettest kom ned til mit hotel på cykel. Der var masser af intens trafik fra starten. Men alt i alt var det ok.

Dhaka.

Dhaka har også masser af cykler. Især cykelrickshaws er der masser af. De har stort set alle fået en lille el motor installeret de seneste 2-3 år og de lokale kalder dem “Dhaka Teslas”. Men masser af cykler er godt for mig, da bilerne også er vant til at tage hensyn til cykler.

Jeg havde booket 2 nætter på et hotel inden ankomst. Den booking skal man i øvrigt også fremvise en kopi af, for at få visum ved ankomst til Bangladesh. Hotellet kostede små 200 kr per nat og var et mindre business hotel. Der var ingen parkering til min cykel, hvilket bekymrede mig en del, da jeg ankom. Men vagten, der stod udenfor hotellet, sagde at der var vagt hele natten, så det var helt ok at låse cyklen til hotellets metal stakit. Det viste sig også at være helt ok. Jeg gav vagtmanden et par dollar i drikkepenge for at passe på min cykel. Min erfaring er at sådanne penge er givet godt ud. Og så hjælper man jo også en lokal der gør et ærligt stykke arbejde. Ofte til en lille løn. 

Landet hvor du oftest er den eneste turist i byen.

Af alle lande jeg har besøgt (Jeg har besøgt lige under 100 lande) er Bangladesh et af de lande hvor jeg har mødt færrest turister. Helt præcist mødte jeg 3 vestlige turister på de 4 uger jeg opholdt mig i landet. De  af dem var enlige kvindelige turister fra Sverige og USA. Begge to piger, som gik efter at besøge så mange lande som muligt rundt om i verden (Svenskeren fløj videre til Østtimor efter Bangladesh).

Jeg mødte kun lokale cyklister i Bangladesh. Ikke en eneste vesterlænding på cykel.

Den tredje var en kroatisk gut som arbejdede for Disney Cruises og som bare ønskede sig så langt væk fra trit strømmen som muligt, når han havde fri. Og det kom han helt sikkert ved at holde ferie i Bangladesh. Alle 3 udlændinge jeg mødte var i øvrigt i hovedstaden Dhaka.

Udenfor Dhaka mødte jeg ikke en eneste vestlig turist. Det betød dog ikke, at jeg var alene hele tiden, da der var mange nysgerrige lokale, som jeg snakkede med. Befolkningen i Bangladesh er i øvrigt ikke så påtrængende som folk til tider kan være i Indien. Bangladesherne var oftest meget høflige, grænsende til lidt generte. Men når de først tog sig mod til at snakke, så var de meget nysgerrige. Jeg følte mig ikke “belejret” af nysgerrige lokale, sådan som jeg til tider kan gøre i andre lande. 

Folk i Bangladesh er generelt flinke og nysgerrige, uden at være anmassende.

Lokaltrafik i Bangladesh.

Fra Dhaka til den forladte by Panam Nagar.

Jeg landede i Dhaka lufthavn, som ligger lidt nord for centrum af Dhaka, der faktisk lige er rykket op som verdens næstmest folkerige by, med 36 millioner indbyggere, hvis man tæller forstæderne med. Det var dog ikke nær så svært at cykle ud af byen, som jeg havde forestillet mig.

Direkte øst for lufthavnen i Dhaka er man i gang med at bygge en ny bydel. Den er langt fra færdig endnu, så trafikken var ret begrænset i området, bortset fra en del kraner og gravkøer. Jeg cykler på mountainbike, så jeg snoede mig fint rundt om diverse byggepladser. Området er på mange måder meget typisk for det moderne Bangladesh, som er inde i en meget stor industriel udvikling. Landet er verdens næststørste producent af tekstiler (kun overgået af Kina) og der er også en kæmpe stålindustri i den sydlige del af landet.

Der bliver bygget rigtig meget i Dhaka.

Jeg har aldrig besøgt et land med så mange nyopførte fabrikker. Det skyldes hovedsageligt, at lønningerne er lave i Bangladesh. En månedsløn for en syerske ligger for eksempel på 8-900 kr om måneden. Det har fået alverdens store tøjfabrikanter til at flytte til Bangladesh i stor stil. Og det kan man se i gadebilledet, når man cykler gennem landet.

En af rigtig mange tekstilfabrikker i Bangladesh.

Den første dag cyklede jeg en relativt kort tur, på omkring 40 kilometer. Det gør jeg altid når jeg skal ud af en storby. Der er ingen grund til at stresse, når man skal forlade en storby, hvor trafikken ofte er ret intens.

Jeg havde valgt at slutte dagen ved den forladte by Panam Nagar. Panam Nagar er et af de få deciderede turiststeder, man har i Bangladesh. Jeg mødte dog kun lokale turister, da jeg var der. Byen stammer tilbage fra 1300-tallet, men var beboet frem til 1960’erne, hvor den blev forladt, efter uroligheder, da Bangladesh kæmpede for sin selvstændighed.

I dag står byen som en fascinerende ruinby og bliver flittigt besøgt af lokale turister, ligesom de få udenlandske turister, der kommer til Bangladesh, også tit besøger stedet. Jeg måtte selv stille op til fotografering med flere lokale, da jeg besøgte stedet. Men det var bare hyggeligt at få snakket lidt med folk. Stedet er i øvrigt rigtig populært blandt nygifte, som får taget bryllupsfotos blandt de forladte huse. 

Panam Nagar.

Ved Panam Nagar boede jeg på turens vildeste luksus hotel. Et stort palads-agtigt hotel, med svært bevæbnede vagter, som jeg gætter på var ansat fordi hotellet bliver brugt en del af folk fra regeringen, som deler vandene i Bangladesh. Der har været en del politisk uro i landet de sidste par år. Og det kunne jeg godt føle nogle gange. En førende oppositionspolitiker blev i øvrigt dræbt i en drive by shooting, mens jeg var i landet.

Luksushotellet hvor jeg boede ved Panam Nagar.

På cykel gennem det ukendte Bangladesh.

Jeg kom ud på nogle virkelig små stier når jeg var væk fra de store hovedveje.

Fra Panam Nagar cyklede jeg først øst på, til byen Cumilla. Derfra cyklede jeg via byerne Feni og Sitakund, ned til millionbyen Chittagong, som mest er kendt for at være byen hvor en stor del af verdens tankskibe ender deres dage på kæmpe ophugningspladser. Det er dog en industri, der er for nedadgående, efter at der har været en del negativ fokus på den kæmpe miljøbelastning, den form for gammeldags ophugning af skibe er. Ligesom der også har været fokus på, hvor dårligt arbejdsmiljøet er blandt de folk, der skærer alverdens supertankere i stykker. De ophugningssteder der er tilbage har ingen adgang for offentligheden.

Chittagong.

Havnen i Chittagong.

Ude på landet i Bangladesh.

Jeg snakkede med en der kunne arrangere en sejltur hvor man så stederne fra søsiden. Men det var ret dyrt, når jeg skulle leje hans båd som ene mand. Og da jeg var eneste turist, så droppede jeg det og gik kun på den del af havnen, som var offentlig tilgængelig.

Min oprindelige plan var at cykle op til Chittagong Hill Tracts, som er en bjergkæde, der grænser op til Indien. Der er en stor kunstig sø, hvor jeg kunne se at der er en del eco-resorts. Men da en lokal politimand sagde til mig at det var bedst at lade være, da der havde været en kidnapning for nylig af 3 udlændinge (2 af dem danske ingeniører), så lod jeg være at cykle derop.

Jeg krydsede flere floder med lokale færger.

Min cykel ombord på en flodfærge i Bangladesh.

I stedet satte jeg kursen mod nordvest og kørte til den sydlige og centrale del af Bangladesh. Via den halvstore by Chandpur, kom jeg til den centrale del af Bangladesh. Jeg cyklede rundt af en blanding af små veje, kombineret med at jeg til tider tog nogle timer på en travl vej, for at komme frem til en by med overnatning.

Cykelrickshaw i Bangladesh.

Jeg var blandt andet i en provinsby, der hed Madaripur, som nok endte med at blive mit favorit sted i Bangladesh. En super hyggelig by, hvor centrum af byen var domineret af en sø, hvor der var åbne markeder og cafeer, restauranter og et par hoteller. Madaripur gav midt den samme vibe som jeg har oplevet i Hanoi i Vietnam. Hanoi er en af mine favorit byer i hele Asien.

En by i provinsen i Bangladesh.

Jeg boede også på et par rigtig fine resorts som lå ned til de store floder, jeg cyklede langs. Altid som den eneste udlænding på hotellet. Floderne krydsede jeg med diverse flodpramme, når der ikke var broer. En enkelt bro måtte jeg ikke cykle på. Men jeg fik hurtigt sat min cykel på en bus, som så kørte mig de 3-4 kilometer over broen til den næste by. Så fik jeg også lige prøvet at køre en tur med lokal bus.

Vandretur gennem Old Dhaka.

Da jeg var tilbage i Dhaka, efter 3 ugers cykeltur rundt i landet, brugte jeg nogle dage i denne kæmpe by. Jeg havde via en Facebook gruppe fået kontakt til 2 andre rejsende som var i byen samtidig med mig. Begge to enlige kvindelige rejsende. Vi havde aftalt at mødes inde i den gamle bydel. Mest for at snakke med andre udlændinge, da vi alle 3 rejste rundt alene.

Hindu bryllup i Old Dhaka.

Fjerkræ til salg i Old Dhaka.

Old Dhaka er virkelig intenst. For mig er det virkelig spændende, men der vil nok også være danskere der synes at stedet er lige lovlig intenst. Folk bor enormt tæt og der er små værksteder, fabrikker og butikker i alle kroge. Vi gik ned gennem en masse meget snævre gyder og følte os på intet tidspunkt usikre. Folk var meget venlige og vi blev tit inviteret ind for at se deres små værksteder og fabrikker, som ofte lå i meget små huse.  

Butik i Old Dhaka, som sælger lyskæder.

Lille trykkeri i Old Dhaka.

Hvor overnattede jeg i Bangladesh?

På denne tur valgte jeg at give plads i budgettet til at bo på dyrere hoteller fra tid til anden. Grunden er, at der til tider er meget få steder at overnatte i Bangladesh, da der næsten ingen turistindustri er.

Et af de hotelværelser jeg overnattede på i Bangladesh.

Jeg er ikke den der camperer når jeg er i tropiske egne med kraftige regnskyl ved nattetide, ligesom jeg også bare foretrækker at være indendøre når jeg skal sove. Det er stort set kun i Skandinavien og Nordamerika, at jeg camperer på mine cykelture. I Bangladesh sov jeg på alt lige fra meget simple pensionater, til et par meget fine 4 stjernede hoteller.

Jeg boede en nat i en af disse hytter, på et resort som lå ved en af de store floder.

Oftest var der dog et sted midt imellem, på mindre provinshoteller. Prismæssigt lå det fra 40-50 kr per nat, for de billigste steder, til omkring 400 kr for de dyreste steder, som var meget fine hoteller, med bevæbnede vagter og store suiter. Jeg vil også gerne have, at min cykel er under opsyn, når jeg sover. Og de fleste steder, hvor jeg overnattede, havde jeg et sted hvor jeg kunne få cyklen løst inde. Ofte med en parkeringskælder med opsyn.

Cykelturist på luksushotel i Bangladesh.

Der var dog også et par steder, hvor jeg måtte parkere på gaden. Men i begge tilfælde havde hotellet en vagt som stod ved døren hele natten. Og så sørgede jeg for at give ham en god skilling i drikkepenge ved ankomst. Min erfaring er at det er en god måde at få vagter til at passe ekstra godt på ens ting.

Det ene sted parkerede jeg cyklen i hotel receptionen.

Hvordan er maden i Bangladesh?

Maden i Bangladesh er krydret og rigtig god. Jeg elsker generelt mad fra det indiske subkontinent og den måde man krydrer det på. Så på madfronten var Bangladesh rigtig fint. Jeg forsøger dog at lade være med at spise for meget kød i lande hvor mad hygiejnen til tider kan være tvivlsom. Og der var jeg en smule udfordret i Bangladesh, da de er rigtig glade for kød. Men når det er sagt, så havde jeg ikke dårlig mave en eneste gang, de 4 uger jeg var i Bangladesh.

Maden er god i Bangladesh.

Jeg var også til Dhaka Food Fest.

Kaffen I Bangladesh er fantastisk.

Jeg har tidligere været et par gange i Indien og forventede at kaffen i Bangladesh nok var det samme tynde sjask som man oftest får i Indien. Men der blev jeg positivt overrasket. Selv på små billige cafeer var kaffen ofte overraskende god. Og gik jeg på en decideret kaffebar, så var der altid fantastisk kvalitet. Jeg lærte at Bangladesh de senere år er begyndt at dyrke en del kaffe. Det var et meget positivt aspekt af turen, da jeg er en stor kaffedrikker. 

Kaffen i Bangladesh er fantastisk god.

Hvordan var det med sikkerheden i Bangladesh?

Jeg havde ikke et eneste tilfælde på hele turen, for jeg følte at jeg var i fare. Trafikken vil jeg vurdere til at være det klart farligste aspekt ved at cykle rundt i Bangladesh, uden at det skal skræmme nogen fra at cykle en tur. Jeg gik rundt i millionbyer som Dhaka og Chittagong efter mørkets frembrud, uden at jeg på nogen måde følte mig usikker.

Som en der har rejst rundt i næsten 100 lande og opholdt mig omkring 2 år i Brasilien, så er jeg god til at føle, at der er fare på færde. Men jeg følte mig helt sikker i Bangladesh.

Jeg følte mig helt sikker på min rejse gennem Bangladesh.

Jeg mødte 2 kvindelige rejsende på turen, som begge rejste alene. De sagde begge at de havde følt sig godt tilpas ved at rejse rundt i landet som enlige kvinder. Der var tale om en kvinde fra Sverige og en fra USA. 

Hvordan er det med hunde og cyklister i Bangladesh?

Jeg havde ikke et eneste tilfælde, hvor jeg blev jagtet af en hund, da jeg cyklede gennem Bangladesh. Som jeg ser det, så handler det om at folk i Bangladesh ikke har tradition for at bruge hunde til at holde vagt ved deres huse. Så de er ikke trænede til at være territoriale, sådan som man ser det i en del andre lande.

Jeg valgte dog at lade mig vaccinere mod rabies inden turen, da man nu har fået en ret god vaccine , som gælder hele livet, når man først har fået sine 2 stik. Vaccinen beskytter ikke 100%, men den giver en længere tid at komme til lægen i, skulle man blive bidt af et dyr. Og det er desværre noget som der er en lille risiko for når man bevæger sig rundt i verden på cykel.

Det er godt at være på 2 hjul når broen er under reparation.

Punkteringer og reservedele.

Jeg punkterede ikke en eneste gang på hele cykelturen gennem Bangladesh. Jeg havde heller ikke nogen mekaniske problemer. Det skyldes hovedsageligt at jeg typisk forbereder en sådan tur ved at sørge for at have punkterfrie dæk på min cykel, ligesom jeg ofte lige lader min lokale cykelhandler i Faaborg give cyklen et gennemsyn. For som jeg plejer at sige, så er jeg mere globetrotter end jeg er cykelmekaniker og er rent ud sagt ret dårlig til at reparere cykel. Men det betalte sig endnu engang, lige at bruge lidt tid og penge på at være ordentligt forberedt.

Ingen punkteringer på min cykeltur gennem Bangladesh.

Min vurdering af Bangladesh som cykel rejseland.

Bangladesh er et super spændende rejseland. Nok ikke ligefrem et sted for begyndere, da man oftest er den eneste vesterlænding i miles omkreds. Ikke at det som sådan er farligt. Men det kan få folk til at føle sig meget langt hjemmefra, hvis det er første gang de er af sted uden for Europa. Mange vil nok foretrække at planlægge deres tur til Bangladesh lidt mere end jeg gjorde. Men er du klar på at det ikke er et sted med de store turist faciliteter, så er Bangladesh virkelig et spændende og meget venligt land at rejse rundt i.

Jeg har i øvrigt også flere artikler om mine cykelrejser rundt i verden på dette link.

Sammen med Heinz og nogle af hans mange håndtegnede kort.

I juni, 2025 havde jeg fornøjelsen af at besøge den vildeste cyklist i verdenshistorien, hvis I spørger mig. Han har aldrig vundet store cykelløb. Men han cyklede verden rundt, uafbrudt i 52 år. Hans navn er Heinz Stücke.

Et foto af en meget ung Heinz, da det hele begyndte.

Jeg tror at mange af os rejselystne tit er ret trætte af det hele, når vi er på arbejde og hellere ville være ude at rejse. Men de fleste af os finder os i skæbnen og glæder os over at vi kan rejse verden rundt i vores fritid. Heinz Stücke ville det anderledes. I 1962 var han så træt af sit job som værktøjsmager, hjemme på fabrikken i  Hövelhof (en provinsby nær Bielefeld) at han pakkede sine cykeltasker og tog på rejse. Ikke bare en uge eller en måned, men 52 år, hvor han overhovedet ikke kom hjem til Hövelhof, men levede som globetrotter på sin cykel. Han endte med at cykle til alle verdens lande og tilbagelægge 625000 kilometer på sin cykel, inden han vendte snuden hjemad. 

Heinz har slået flere verdensrekorder.

Jeg har fået mit besøg sat i stand af min kammerat Henrik, som er venner med Heinz. Henrik er dansk/tysk og besøger Heinz så ofte han kan. Og jeg er med i bilen til Hövelhof denne gang, hvor vi skal besøge Heinz i et par dage og overnatte i hans hus. 

Heinz er nu 85 år gammel og er som sådan kun holdt op med at cykle fordi hans hofter ikke kan bære ham længere. Der er også stødt flere andre helbredsmæssige ting til, de seneste par år og han har ikke været ude af sengen i flere måneder, da vi besøger ham.

Der er stadig højt humør og masser af glimt i øjet, selvom Heinz er sengeliggende.

Men humøret fejler ikke noget hos Heinz. Han snakker i et væk og er et levende leksikon. Det kan godt være at hans ben og hofter ikke kan mere. Men hovedet og munden kører stadig i ekspresfart. Man kan bare spytte navnet ud på et land eller en geografisk lokalitet og så snakker Heinz begejstret løs og fortæller om da han selv var der.  Han husker stort set det hele, ned til mindste detalje. Så det er virkelig en fornøjelse at besøge ham, selvom han er sengeliggende.

Jeg havde hørt at Heinz er glad for mørkt øl, så jeg havde taget nogle flasker “Mors stout” fra Refsvindinge bryghus med til ham. Det var populært.

Han er også fuld af gas og elsker at lave sjov med os og alle andre der kommer for at besøge ham.

Når han ikke har gæster og snakker dagen og natten lang, så bruger han sin tid på at pakke bøger. Han har fået en journalist til at skrive en bog om sit liv, som han sælger til folk i hele verden, ligesom han også sælger postkort med fotos som han selv har taget.

Det er også nødvendigt for ham at tjene lidt penge, da han jo har rejst hele sit liv og ingen pensionsopsparing har. Henrik og lidt andre venner kommer så forbi så tit de kan og kører på posthuset med bog pakkerne. Det gør vi også den dag jeg er der.

Undervejs på hans lange rejse levede han i øvrigt af at sælge postkort, som han selv producerede, plus at han solgte fotos og artikler til aviser og blade. 

Og så var han i øvrigt også officiel pressefotograf ved VM i fodbold i 1970 i Mexico.

Et kort over en af hans tidlige cykelruter. Heinz har håndtegnede kort over alle de ruter han har cyklet.

Heinz var overhovedet ikke hjemme i alle de 52 år han var undervejs. Men han sendte ting og sager hjem alle årene. Så i dag er hans hjem et museum over hans vilde liv, hvor der hænger fotos,kort og memorabilia fra den store verden overalt i hjemmet. Det er som at gå rundt på det vildeste globetrotter museum når man går fra rum til rum i hans hus. 

Hans hjem er fyldt med minder fra et langt cykel liv.

Heinz er selvfølgelig ikke som folk er flest, når man snakker med ham. Men det er jeg sgu heller ikke selv, så vi går fint i spænd. Han har sine meninger om tingene og vi får i den grad vendt og drejet mange emner på de to dage vi er der.

Om natten sover jeg på en madras, ved siden af den 3 gears cykel som Hetz kørte det meste af sin 52 år lange tur på.

Det er sgu lidt som at få lov til at sove sammen med kronjuvelerne.

Jeg sov på en madras, ved siden af hans gamle turcykel.

Nogle mennesker drømmer om at møde kongen, paven, Lionel Messi eller Taylor Swift.

Jeg er glad for at jeg mødte Heinz Stücke, for han er i mine øjne nok den vildeste rejsende i verdenshistorien.

Skulle du have lyst til at få lidt opdateringer om Heinz og hans liv, så har han en facebook side. Den er i øvrigt også bestyret af Henrik, som jeg kører med. For Heinz har aldrig været digital og har aldrig haft en e-mail. 

Men der er et link til Facebook siden her, skulle du have lyst til at læse mere og se fotos fra hans lange liv på landevejen.

Opdatering, juli 2026.

Jeg fik besked her til morgen om at Heinz sov stille ind den 22 juli, 2026.

Hvil i fred Heinz.

Ved ækvator med min cykel, i det centrale Uganda.

Jeg har lige brugt 4 uger på at cykle rundt i Uganda. Her er lidt om hvordan det er at holde cykelferie i Uganda.

Hvorfor tage på cykelferie i Uganda?

Jeg har cyklet verden rundt for sjov i mange år. Det er blevet til eksotiske cykelrejser til lande som Brasilien, Mexico, Albanien, Georgien, Indien, Indonesien, Vietnam, Syrien og mange andre lande. Men det her var min første cykel rejse i Afrika syd for Sahara (Jeg har tidligere cyklet i Marokko, nord for Sahara).

I mange år havde jeg tænkt, at det måske var for besværligt og måske også lidt farligt at cykle gennem Afrika. Men efter en masse research fandt jeg ud af at det nok sket ikke var så svært. Og jeg valgte Uganda, fordi det var et afrikansk land, hvor der ikke er så langt mellem byerne. Den slags betyder nemlig en hel del når man er på cykel og gerne skulle nå frem til noget overnatning, inden det bliver mørkt.

Velkommen til Uganda.

Er det farligt at rejse i Uganda?

Det som nok overraskede mig mest ved Uganda var, at jeg på intet tidspunkt følte mig usikker. Ligesom i slet slet ikke. Heller ikke når jeg gik ud og spiste i en fremmed by klokken 22:00 om aftenen, eller gik hjem fra fodboldkamp i en forstad til Kampala, hvor jeg var eneste hvide person. Jeg vil godt lige nævne at jeg ikke er skødesløs når jeg rejser på den måde. Så jeg gik ikke skidefuld rundt i byen, sent om aftenen. For så kan man få problemer i hele verden.

Men det var overraskende, hvor trygt det føltes. Jeg har cyklet og rejst en del i Latinamerika, som heller ikke har skræmt mig. Men der er områder i Mexico, Brasilien og især Venezuela, hvor jeg tænkte at nu skal jeg lige videre. Det var der intet af i Uganda.

Ugandere er rare og generelt positivt nysgerrige overfor udlændinge.

Ugandere er i det hele taget et meget roligt og humoristisk folkefærd, som er meget venlige overfor en som udlænding. Børnene råber hele tiden “Muzungu” efter en, som er swahili for en hvid person. Men det er generelt bare af ren nysgerrighed. Stort set alle ugandere taler engelsk, hvilket giver turen et ekstra aspekt for sådan en som mig.

Jeg elsker at tale om løst og fast og høre folk fortælle, når jeg er ude at rejse. Og det er bare lettere når vi har et fælles sprog. Det virkede i øvrigt også på mig som om at de fleste ugandere har en rimelig god grundskoleuddannelse, da jeg typisk kom rundt om mange emner når jeg snakkede med folk. Det handlede ikke kun om hvad jeg hed, hvor jeg kom fra og om jeg var gift. 

Hvordan er trafikken i Uganda?

Trafikken på mindre veje var aldeles fin. Overhovedet ikke nogen problemer overhovedet. Kommer man ud på de store veje, så er der meget trafik. Det er dog ikke noget som generer mig. Bare der er plads til mig ude i siden. Og det er der i Uganda, hvor man oftest har nogle rimelig brede rabatter.

De sekundære veje i Uganda er oftest stampede jordveje, som er fine at cykle på, når bare det ikke regner for meget.

De klart værste køretøjer i Uganda er busserne, som må køre på kommission, efter hvor hurtigt de kommer frem. For de kører alt for stærkt og rimelig råddent. Til gengæld er lastbilchaufførerne i Uganda rigtig hensynsfulde. Og det virker sket ikke som om de har noget imod cyklister, sådan som jeg for eksempel har prøvet det i USA. Der er også masser af huller i vejene.

Men dem kører man jo bare udenom som cyklist. Især hvis man som mig ikke har noget imod at cykle efter forholdene og køre langsomt, når det er fornuftigt. Alt i alt var det en fin oplevelse at cykle i Uganda, hvis du spørger mig.

Der bliver også tørret kaffe langs vejsiden. Uganda producerer i øvrigt noget rigtig fin kaffe.

Jeg var på cykelferie. Ikke på “ekspedition”.

På denne tur valgte jeg helt bevidst at skrue ned for ambitionerne om hvor langt jeg skulle cykle. Det skyldtes blandt andet at jeg ikke skulle risikere at sætte dagsdistancer, hvor jeg måske først kom frem efter mørkets frembrud. Uganda har ikke ret meget gadebelysning. Så det var vigtigt for mig at være fremme inden mørkets frembrud.

En anden ting er at mine cykelture rundt i verden ikke er macho projekter, hvor jeg skal slå rekorder eller bevise noget. Jeg cykler rundt i verden fordi det er den måde jeg bedst kan lide at bevæge mig rundt i verden på. Det giver mig noget motion og giver mig mulighed for, ikke kun at opleve de steder hvor alle de andre turister stopper.

Det ligner måske en ekspedition. Men det er nu bare en cykelferie.

Jeg begrænsede derfor også min cykeltur til den sydlige del af landet, da der var en smule civil uro og et meningitis udbrud oppe nordpå. Jeg fravalgte også de områder hvor der er mange elefanter, da jeg havde læst, og hørt fra lokale, at de ikke kan lide cykler og scootere og har det med at trampe på dem. Og det var nok også bedst at undgå.

Det passede mig også fint at ligge og trille rundt i diverse lokalområder og bare snakke med folk og lære lidt om hvad Uganda er for et land og hvordan deres dagligdag fungerer.

Hvad med de vilde dyr?

Når man siger man skal på cykeltur i Afrika, er et af de mest almindelige spørgsmål fra venner, om man så ikke bliver spist af en løve. Uganda har faktisk en del løver. Men de gider ikke rigtig spise mennesker.

Jeg lavede en del research omkring vilde dyr og kom til den konklusion, at jeg bare skulle undgå at komme tæt på elefanter. De er heldigvis så store at man kan se dem på forhånd. Og så er det bare at stoppe op hvis man ser dem i horisonten og vente på at de flytter sig fra vejen, inden man kører forbi.

De andre dyr er heldigvis rimelig ufarlige. Der er selvfølgelig slanger og andet kryb. Men det er jeg så vant til i Asien, Mellemøsten og både Nord- og Sydamerika at det ikke er noget jeg tænker på mere.

Der er nogle gange zebraer i vejkanten i Uganda.

Der er i øvrigt rigtig mange fugle i Uganda. Det er det land i verden indtil nu, hvor jeg har set flest fugle. Og så er det sgu fedt, når man møder en flok zebraer på vejen. Der får ordet “Zebra Crossing” lige pludselig en helt anden betydning .

Ud på Victoriasøen.

Uganda ligger ved Afrikas største sø, Victoria Søen. Den synes jeg skulle udforskes lidt, så jeg tog en færge ud til den største af øerne, som hedder Bugala. Jeg sejlede til den ene ende af øen og cyklede så tværsover øen og tog en anden færge tilbage til fastlandet.

Ombord på færgen på Victoriasøen, som forbinder fastlandet med Bugala Island.

Jeg sejlede i øvrigt ud fra et færgeleje i nærheden af byen Masaka og sejlede tilbage til den store by Entebbe, hvor Ugandas største lufthavn også ligger. 

Bugala var et ganske fint bekendtskab. Jeg sejlede fra Bukakata på fastlandet til Landsbyen Bugoma. I Bugoma var der et lokalt resort hotel som hed Bugoma Sand Beach. Det var ikke helt bygget færdigt endnu.

Men det som var blevet bygget var rigtig fint. Og det var et af de bedste steder jeg boede i Uganda. Maden på Bugoma Sand Beach var også forrygende. Måske den bedste mad jeg fik i Uganda overhovedet. 

Min fine hytte på Bugoma Sand Beach.

Næste morgen cyklede jeg på tværs af den skovklædte ø til byen Kalangala. På halvvejen mødte jeg en minibus fyldt med amerikanere, som alle var i Uganda med en kirkelig organisation. Jeg mødte i det hele taget en del yngre amerikanere som var i Uganda af religiøse årsager.

Gruppen her var ved at tabe både næse og mund, da de så en midaldrende dansk man komme trillende på sin cykel midt ude i ingenting. Så dem fik jeg snakket lidt med. De religiøse grupper blander sig ellers ofte ikke ret meget med andre end dem fra deres egen kirke, er min erfaring i Uganda. 

Hovedvejen der går tværs over Bugala Island.

I Kalangala boede jeg også en nat på et lille resort, hvor jeg fik min egen bungalow. Der var flere resorts i Kalangala og stedet er tydeligvis populært blandt den ugandiske middelklasse som tager til Bugala Island i weekenden.

Der er i det hele taget en del middelklasse i Uganda, som har penge til at gøre ting som at holde ferie på resorts og lignende. Langt de fleste gæster på de hoteller jeg boede var ikke udenlandske turister, men lokale turister fra Uganda. Det er dejligt at se. 

Hvor overnattede jeg i Uganda?

Jeg valgte typisk at bo på de bedste lokale hoteller jeg kunne finde. Jeg holdt mig væk fra store resorts som har udlændinge som målgruppe. For så ville jeg havde kommet til at betale 1000 til 2000 kr de fleste nætter. Men når jeg holdt mig til lokale hoteller, så fik jeg typisk nogle ganske gode værelser med bad, toilet og moskitonet for et sted mellem 50 og 200 kr.

Elite backpackers i Masaka, blev lidt mit andet hjem i Uganda.

Det kan godt gøres billigere hvis man tager de allerbilligste steder. Men så er vi også ude i noget hvor hotellet måske dobler op som et sted hvor man lejer værelser ud på timebasis og lignende.

Jeg havde også et par nætter på et safari lodge ved Lake Mburo.

Til fodboldkamp i Uganda.

Jeg er ikke fodboldfan. Jeg er fodboldnørd. Så jeg har ikke som sådan et hold jeg holder med, men elsker at tage til fodbold, uanset hvor jeg er i verden. Og da Uganda lige har kvalificeret sig til slutrunden om det afrikanske mesterskab i Marokko, så skulle jeg da selvfølgelig til fodbold.

Til fodboldkamp i Uganda.

Via noget research fandt jeg ud af at et hold som hedder Vipers, skulle spille hjemmekamp i en forstad til Kampala, mens jeg var i nærheden. Der var omkring 25 kilometer til stadion, hvor jeg var. Så jeg cyklede til stadion og fandt et hyggeligt lille hotel, lige ved siden af stadionet, som hed “Gorilla’s Nest”. Derfra kunne jeg gå til stadion, som ved første øjekast virkede underligt malplaceret, i en forstad som ikke så ud af det store. Men da jeg gik rundt om stadion, så lå der et kæmpe college, med plads til mange hundrede studerende.

En lokal pige fortalte mig, at ejeren af det store college også ejede fodboldklubben. Så var der ligesom lidt sammenhæng i, hvorfor man havde lagt det store moderne stadion i forstaden, som hed Kitende.

Vipers imod Buls i Ugandas Superliga.

Vipers er et af topholdene i Ugandas superliga. De spillede mod holdet Buls, som normalt er noget svagere, så de var store favoritter. Buls spillede dog ret godt, og Vipers var pænt heldige med at få uafgjort 1-1 den dag. 

Jeg blev rigtig fint modtaget af de lokale fans, som smilede endnu mere da jeg købte en Vipers trøje i halvlegen. Jeg elsker at købe fodboldtrøjer fra forskellige hold jeg ser rundt om i verden. Eneste krav er at de skal være så pæne, at jeg gider at gå i dem bagefter. Men Vipers har en rigtig fed udebanetrøje og så kostede den kun 100 kr, selvom den var af god kvalitet.

Tilskuerne var, som jeg ofte har set på TV, meget farverige, med et par grupper der havde instrumenter med og flere som var udklædte. Noget som overraskede mig var at flere af mændene var klædt ud som kvinder, med kjoler og skørter. Uganda er et land hvor det er meget strafbart at være homosexuel, så jeg var overrasket over at se flere mænd i dametøj. Jeg spurgte nogle lokale om det efter kampen, men de slog det hen med at de bare laver sjov. Jeg havde dog en følelse af at fodboldstadion måske er et lille frirum for mænd der kan lide at gå i dametøj. Blandt andet fordi nogle af mændene i kjoler havde teatermasker på.

En af flere udklædte fans.

Men det var rigtig festligt og det føltes helt sikkert at være på stadion, ligesom jeg følte mig helt tryg, da jeg gik hjem til mit lille hotel efter kampen.

Aero Beach er min favorit strand i hele verden.

Aero Beach er lige så skørt som det er pragtfuldt. Kun en kilometer fra Entebbe lufthavn, den største lufthavn i Uganda, står der en masse udtjente fly parkeret. De står lige ved en lille fin strand, hvor der er flere strandbarer, som serverer kolde øl og drinks.

Velkommen til Aero Beach i Entebbe.

Det ene af flyene er et gammelt Boeing 707 passagerfly, hvor man kan gå ind i flyet ved at kravle op på den ene vinge. Der er også flere mindre fly. Blandt andet gamle jagerfly, som jeg forstod var gamle Sovjet kampfly. Derudover er der også nogle mindre privatfly. Som en der elsker alt ved at rejse, inklusive flyvemaskiner, er det virkelig fedt at gå rundt på en strand i Uganda, hvor der er fyldt med udtjente fly.

En selfie jeg tog inde i den store Boeing 707, som står på Aero Beach.

Jeg endte med at besøge Aero Beach 3 gange under mit ophold i Uganda. Den sidste gang var der sat en stor scene op mellem flyene. Og så var der ellers live musik hele dagen, med op til flere bands. Superfed oplevelse at være til koncert mellem alle de gamle fly.

Til live koncert på Aero Beach.

Og så trykkede jeg lige et ribben den sidste aften i landet.

Jeg cyklede rundt på Ugandas landeveje i 4 uger, uden at komme galt af sted. Men den sidste aften, hvor jeg trillede rundt i Entebbe, overså jeg et hul i vejen (nok fordi det var fyldt med regnvand). Og så kørte jeg direkte ned i det næsten en meter dybe hul. Det hele skete sådan lidt i slow motion, fordi jeg cyklede meget langsomt, med noget der lignede 5 kilometer i timen.

Men da jeg stod på hovedet ned i det regnvandsfyldte hul, så knaldede jeg venstre side af brystkassen ind i styret på min cykel. Det gav mig et ømt ribben som jeg her 3 uger efter jeg er kommet hjem, stadig kan mærke. Men livet ville jo også være kedeligt hvis det var helt gnidningsfrit. Jeg har en del ar på kroppen som jeg har fået på mine rejser. Dem er jeg alle glade for. 

Tjek lige dybden på vandpytterne, inden du kører igennem dem :-).

Pinsekirken gav mig fri bar i lufthavnen.

Da jeg skulle flyve tilbage til Europa kom jeg derud i god tid. Når jeg flyver med min cykel, stopper jeg den i øvrigt i en cykelpose, efter at have skilt cyklen ad. Det er en fin måde at flyve med cyklen på. Især hvis man lige kommer noget boblefolie ned på de meste udsatte steder på cykel, som eksempelvis gearskifteren.

I check-in køen stod der to gutter, som også var kommet i god tid. Det var en finne og en englænder, som begge to var præster i Pinsekirken. De havde været nede for at prædike i en flygtningelejr ved grænsen til Sydsudan.

Uanset hvor uenig jeg må være med folk jeg møder på mine rejser, så forsøger jeg altid at være meget diplomatisk og tale med dem om diverse ting alligevel. Og mine diplomatiske evner må have virket til et punkt hvor de troede at jeg var kristen, for den finske præst, som havde guldkort til Qatar Airways, inviterede mig med i lounge, hvor begge præster omgående gik ombord i nogle øl, mens jeg fik min første rødvin i en måned. Sådan kan lidt godt diplomati veksles til en flaske god sydafrikansk rødvin.

Min konklusion på turen må være, at Uganda er et rigtig fint cykelland. Og i det hele taget et rigtig godt rejseland. Jeg kan kun anbefale at besøge Uganda. Og tag dig endelig tid til at mødes med folk og snakke med dem og lyt til dem. Så bliver man så dejligt meget klogere på det sted man besøger. 

På vej gennem Uganda.

Man brygger gnaske god øl i uganda. Og der findes også mikrobryggerier som laver special øl.

Man dyrker mange forskellige slags bananer i Uganda.

På vej gennem en landsby i Uganda.

Maden er rigtig fin i Uganda.

Cykeltransport i Kampala.

Fra Faaborg til Narva på cykel.

Jeg brugte august 2024 til at cykle fra Faaborg til Narva, som ligger i Estland, lige på grænsen til Rusland. Her er lidt om cykelturen.

Hvorfor cykler man så en tur til Narva?

Jeg har været nogle gange i Estland gennem de seneste år. Blandt andet da man fejrede 700 året for slaget ved Lyndanise, hvor Danmark fik sit nationalflag Dannebrog. Der mødte jeg blandt andet den estiske konsul i Danmark, Filip Dalthur Rasmussen, som jeg svingede rigtig godt med. 

Filip havde i maj måned 2024 inviteret en estisk kvinde fra Narva til Cafe Globen i København, for at fortælle om hendes hjemegn Ida-Virumaa, hvor Narva er den største by. Og så var det, at jeg fik ideen om at jeg skulle cykle fra Faaborg til Narva.

Filip og estiske Hanna, foran Cafe Globen.

Turen til Narva gik via Ærø og Skarø.

Jeg startede ganske langsomt med at tage færgen fra Faaborg til Søby, på Ærø. Grunden var at jeg havde besluttet mig for at spise frokost på Landbogården i Ærøskøbing, hvor jeg kender familien som ejer stedet. Super dejligt sted som klart kan anbefales. Efter frokost tog jeg først færgen til Svendborg og derefter til Skarø, hvor min to fætre Poul og Martin bor. Det var samtidig med Skarø Festival den samme weekend. Så det blev lige til to dage med Skarø festival, inden jeg cyklede videre mod Estland.

Ærøskøbing.

På Skarø for at besøge mine to fætre.

Færgen fra Faaborg til Søby.

Fra Svendborg cyklede jeg over Tåsinge, Siø og Langeland, hvorfra jeg tog færgen til Tårs på Lolland. Mens jeg ventede på færgen, spiste jeg fisk på en lille cafe der hed Spodsbjerg kutterfisk. Det var rigtig godt og kan også anbefales. 

Lolland er en ø som har gjort meget for at gøre livet for os cyklister bedre. I en tid hvor Lolland tit bliver portrætteret som et lidt trist sted, så vil jeg godt slå på tromme for stedet som en del af Danmark hvor man har nogle rigtig gode forhold for os cyklister. 

En tur forbi Estlands konsulat på Jungshoved.

Estland har konsulat på
Jungshoved, på Sydsjælland.

Estlands danske konsul, Filip Dalthur Rasmussen, bor på Jungshoved på Sydsjælland. Han er en dansk man som i mange år har boet i Estland, hvor han arbejdede for Statoil. I dag driver han den tidligere Jungshoved Præstegaard som et lille hotel. Filip og hans kone Anette havde inviteret mig til at besøge dem på vej til Estland, så det blev også til en overnatning på Gøngehøvdingens hjemegn.

Fra Jungshoved cyklede jeg til København og derfra videre til Helsingør. Som cyklist er det lettere at tage Helsingør-Helsingborg færgen end at bruge toget til Malmø. Samtidig med er Strandvejen også fantastisk at cykle på. Så jeg vil klart anbefale at man cykler den vej, hvis man skal fra Danmark til Sverige.

Velkommen til Sverige.

Sverige er et fantastisk land at campere i.

Det blev til en enkelt nat i Helsingborg, på byens vandrehjem, inden jeg cyklede op til de første svenske søer. Sverige er et super land at cykle og især at campere i. Den svenske allemandsret i Sverige gør, at det er fuldt lovligt at overnatte i sit telt i naturen, så længe man efterlader stedet som man fandt det.

På cykel gennem Estland.

Min første nat blev lidt udenfor den lille by Markaryd, hvor jeg fandt en fantastisk lille sø at slå teltet op ved. Helt og aldeles pragtfuldt og sådan en overnatning er alene grund til at jeg skal huske at cykle og campere i Sverige lidt oftere. 

Camping ved en lille sø i Sverige.

Vejrudsigten gennem Sverige var lidt blandet med både sol og regn. Jeg var dog ret heldig, men tog mine forholdsregler og planlagde ikke alt for lange dags distancer. Så næste nat sov jeg ved en lille sø udenfor Ljungby, hvor jeg også havde den vilde natur helt for mig selv.

Fred og ro ved de svenske søer.

Da jeg kom op omkring den store sø Vättern, begyndte det at trække op til rigtig meget regn. Så det gav mig min første hotel nat i Sverige. Jeg havde på forhånd bestemt mig til at lægge et budget sådan at jeg havde råd til at tage på hotel, når jeg var i en større by, eller hvis det trak op til meget regn. Jeg elsker campinglivet. Men det er bare sjovest når vejret er til det. Og jeg er på mine halvgamle dage begyndt at tjene så mange penge, at jeg også har råd til et hotel, når jeg har lyst til det.

Min cykel på en svensk landevej.

Turen op lange Vättern er rigtig fin, med masser af “Emil fra Lønneberg” landskab. 

Emil fra Lønneberg land.

Jeg cyklede faktisk fra Faaborg til Stockholm, tilbage da jeg var 17 år gammel. Og jeg tog den samme rute ap gennem Sverige, som jeg tog da jeg var 17 år. Så der var også en del nostalgi i turen for mig. Dengang fik jeg en masse venner fra Linkøping. Så jeg havde på forhånd besluttet mig for at blive en nat der, for at se mig lidt om. Byer som Linkøping, Norrkøping og Nykøping viste sig at være rigtig fine byer. Norrkøping imponerede mig især, med et virkelig fint bycentrum, med masser af liv.

Norrköping er en spændende by.

Stockholm er en by som jeg altid har holdt af. Denne gang var ingen undtagelse og jeg var heldig med at det var bragende solskinsvejr, denne gang. Jeg boede på et vandrehjem, hvor der var mulighed for at få et enkeltværelse. Det er noget af det bedste jeg ved.

Jeg elsker den stemning der er på et hostel. Men jeg er blevet så gammel at jeg skal have mit eget værelse at sove på. Så det at mange hostels i dag har enkeltværelser ved siden af sovesalene, er en rigtig fin ting. Stedet var et pragtfuldt boheme sted, som ligger på den lille ø Reimersholme. Lige ved siden af Sødermalm.

Stockholm er en pragtfuld by.

Fra Stockholm skulle jeg med færgen til Tallinn. Det er mere et krydstogt skib end en færge. Den kan sagtens anbefales til et minikrydstogt, lige som man kan tage med Oslo båden. Jeg havde en rigtig fin lille kahyt, med eget badeværelse.

Færgen havde flere restauranter og cafeer, ligesom der var panorama dæk, så jeg kunne nyde udsigten over den Stockholmske skærgård, som man sejler igennem, når man skal til Tallinn. Fantastisk flot tur, som virkelig er en rejse i verdensklasse. 

Med færgen til Tallinn.

Men så blev det endelig tid til Estland. Først lige med en overnatning i Tallinn, som jo er en fantastisk by, som jeg næsten synes det er en forbrydelse, hvis man ikke har besøgt som dansker.

Jeg brugte min aften på at gå i byen med Heba fra Egypten. Hende har jeg kendt en del år og er en af de venner jeg har, som jeg sætter meget pris på. Blandt andet fordi vi er så forskellige som vi er. Forskelligheder giver nogle mennesker problemer, men når bare man respekterer hinanden gensidigt, så er det jo en gave at have venner som ikke har samme måde at se tingene på som en selv. Derfor havde Heba førsteprioritet i Tallinn denne gang.

Tallinn

Estland er et godt cykelland.

Tallinn er ikke en kæmpe stor by, så den var rimelig let at cykle ud af. Da jeg først var ude af byen og begyndte at cykle i retning af Narva, som ligger i det nordøstlige hjørne af Estland, blev jeg positivt overrasket over hvor mange cykelstier der var. Stort set på højde med hvad vi har i Danmark. Så Estland kan absolut anbefales som et sted at holde cykelferie. Noget som også overraskede mig var hvor mange små private hostels der var. Næsten hver eneste landsby havde en eller anden form for billig overnatning hos folk som havde et ekstra hus, som de havde lavet om til B&B eller Hostel. 

Hyggeligt lille hostel, som jeg boede på.

Cykling gennem de estiske skove.

God cykelsti i Estland.

Ellers så kan det nordlige Estland dog minde lidt om Finland, med masser af skov og marsk landskab. Undergrunden er dog forskellig fra Finland. Hvor man i Finland mest har granit i undergrunden, så er det nordlige Estland fyldt med olieskifer. Noget som har været grundstenen i Estlands økonomi i mange år. Da olieskifer ikke er det bedste CO2 mæssigt, så er en del af industrien blevet lukket ned de senere år. Og nu bliver der arbejdet på at få andre indtægtskilder til egnen. 

Gammel olieskifer mine i det nordlige Estland.

Jeg kommer rundt og ser en del af de gamle olieskifer miner ved hjælp af to gutter der hedder Hardi og Ainer. De er begge to nogle som mine estiske venner jeg mødte på Cafe Globen har sat mig i kontakt med. Det er rigtig interessant, da både Hardi og Ainer ikke er typerne, der sætter sig ned og piver over at den gamle industri er ved at lukke ned, men i stedet gør noget for at sætte nyt i gang. Ainer tager mig blandt andet med til et nybygget museum hvor man fortæller historien om hvordan udvinding af olieskifer var grundstenen i deres samfund gennem mange år.

Til havefest i det østlige Estland.

Stor velkomst til mig i Narva.

Da jeg kører ind i regionen Ida-Virumaa bliver jeg straks mødt at en meget frisk og sjov pige, der hedder Kadri. Hun arbejder for at fremme turismen i Ida-Virumaa regionen og er meget opsat på at få mig til at føle mig velkommen. Hun er selv på cykel og cykler sammen med mig, de sidste kilometer ind til Narva. Først sætter hun mig dog i kontakt med en masse lokale, som gerne vil byde mig velkommen og vise mig deres hjemegn. Vi er blandt andet til kaffebord i en lille landsby, hvor en masse familier mødes om søndagen i hinandens haver, hvor de drikker kaffe, spiser kage og spiller folkemusik.

På cykel over en bro, hvor Kadri snakker med et par lokale knægte, der står og fisker.

Estere er lidt som finner, på den måde at de kan være lidt lukkede til at starte med, men så bliver de meget venlige når først isen er brudt. Så da de først lige har fundet ud af hvem jeg er, så vil folk rigtig gerne snakke med mig og høre om Danmark og min cykeltur til Estland. Jeg spørger i øvrigt Kadri, lidt diskret, om det så er et estisk eller russisk kaffebord vi er kommet til, da der er et stort russisk mindretal i Ida-Virumaa regionen. Hun fortæller mig at det er alle estere, men at nabo landsbyen 5 kilometer derfra er næsten 100% russisk. 

Estlands Nordkyst.

Handel og turisme fra Rusland har indtil for nylig været meget vigtig for regionen. Men efter den russiske invasion af Ukraine er grænsen blevet næsten helt lukket. Og samhandel og turisme med Rusland er stoppet. Det har også givet et stort hul i den lokale økonomi, som man forsøger at lappe på. Blandt andet ved at promovere området for vesteuropæiske turister, sådan at Ukraine krisen ikke ender med at gøre halvdelen af den lokale befolkning arbejdsløs. Jeg håber at det lykkedes, da de lokale fortjener det. Og det er virkelig et område som har meget at byde på for besøgende. 

Fremme ved Narva.

Da jeg cykler med Kadri de sidste kilometer ind til Narva, bliver vi mødt af en lokal cykelentusiast, som følges med os ind til byen, hvor Hannah, som jeg mødte i København, står klar med kaffe og kage, sammen med folk fra de lokale bystyre og flere andre personer, som har taget turen ned til Narva flodens bred, hvor vi alle mødes. 

Stor velkomst ved ankomsten til Narva.

Fra bredden af floden har vi kun et par hundrede meter til Rusland, som ligger ovre på den anden bred. Så tæt vi kan vinke til de russere, der står med deres fiskestænger på den anden side. 

Estland på venstre side af floden og Rusland på højre side.

Der ligger en stor borg på den estiske side af floden, ligesom der ligger en på den russiske side af floden. Det gør at stedet virker ret ikonisk og historisk. Virkelig et WOW sted at besøge, hvor man mærker historiens vingesus. 

Byen Sillamae ligger lige ved siden af Narva.

Narva er i den grad et besøg værd.

Narva har en kæmpestor forladt tekstilfabrik som hedder Kreenholm. Kreenholm var tidligere end af verdens største fabrikker, som på sit højeste beskæftigede omkring 12.000 mennesker. I dag er man i gang med at skabe nyt liv i den gamle fabrik, som i mange år har ligget som en ruin, ude midt i Narva floden. Da jeg fortæller folk at jeg gerne vil begge stedet, tilbyder en lokal pige at vise mig rundt derude. Fabriksområdet er kæmpestort og virkelig interessant at vandre rundt i. Der er også et område ved siden af Kreenholm som man kalder Narvas Venedig, hvor lokale har små kolonihaver og bådskure i den del af floden som blev opdæmmet, for at skabe vand til den store fabrik. 

Den gamle Kreenholm fabrik.

 

 

Inde på den forladte Kreenholm fabrik.

Området som de kalder Narvas Venedig.

Narva er, sammen med nabobyen Sillamae, centrum for den russisktalende befolkning i Estland. Mere end 90% af befolkningen er etniske russere. Russere som blandt andet kom for at arbejde på den store Kreenholm fabrik. Men især russere som kom til byen Sillamae, som var byen hvor Rusland udviklede sin første atombombe. Sillamae var af samme årsag en hemmelig by, som ikke var at finde på landkortene i det tidligere Sovjetunionen.

Personligt mærker jeg ingen forskel på folk. Alle er venlige og hjælpsomme. Men der er noget politisk friktion. Og tæt på halvdelen af den russiske befolkning stemmer på pro Putin politikere når der er valg. Esterne gør meget for at markere at byen er estisk og ikke russisk. Men hele tiden med tanke på at man ikke ønsker at lave nogen overgreb på den russiske minoritet, så Putin får en undskyldning for at komme på besøg.

Efter nogle spændende dage i Narva lakker mit besøg mod enden og jeg hopper på toget til Tallinn. I øvrigt et rigtig fint tog, som er stuvende fuldt med lokale, plus en ung litauer, som er på cykel som mig. Men der er plads til at hænge vores cykler på en “cykel knagerække” i toget. Sådan nogen skulle DSB tage at få. Så ville der være plads til flere cykler på togene.

Min sidste nat i Estland bliver tilbragt på det historiske hotel St Olav, som er lige så charmerende som det er gammelt og fyldt med trapper og krinkelkroge. 

Flyveturen hjem til Danmark tager en time og tyve minutter, hvilket jo siger noget om hvor tæt Estland er på Danmark. Så har du ikke tid til at cykle hele vejen, så tag en lille flyvetur til Estland. Det er hurtigere end at flyve til Barcelona eller Venedig. Og det er mindst lige så spændende, hvis du spørger mig. Jeg har også en lille blogpost om Tallinn på dette link.

En cykeltur til Narva kan anbefales.

Turen går til Estland. På cykel.

Jeg er lige nu på vej fra Faaborg til Narva, som er den østligste by i Estland. Min tur startede dagen inden jeg fyldte 55.

Nogle mennesker fejrer deres fødselsdag ved at sove længe næste dag. For nu er de blevet gamle. Jeg valgte dog at pakke min cykel og cykle mod Estland.

Hvorfor lige til Estland?

Tilbage i 2019 var jeg i Estland, for at fejre at det var 700 år siden at Danmark fik sit nationalflag ved et slag i Estland. Jeg var derovre som rejseleder for en gruppe danskere, som skulle opleve Tallinn. Hovedstaden i Estland.

En af dem som jeg mødte på den tur var Filip Daltur Rasmussen, som er estisk konsul i Danmark. Filip er dansker, men har boet og arbejdet mange år i Estland.

Filip er en sympatisk gut, som jeg gik rigtig godt i spænd med. Så vi har bevaret kontakten i årene efter vores “Dannebrogs Rejse”.

Filip ved sit estiske konsulat på Jungshoved.

I maj måned i år, havde Filip inviteret en ester til Danmark, for at fortælle om Ida-Virumaa regionen i det østlige Estland. 

Og så var det at vi blev enige om at det kunne være meget sjovt hvis jeg rejste en tur over og besøgte den del af Estland. Jeg har været i Estland før. Men aldrig så langt østpå i landet.

Hvorfor på cykel?

Jeg har haft en hobby med at cykle rundt i verden, det meste af mit voksenliv. Så hvorfor ikke cykle til Narva, som ligger i Ida-Virumaa regionen?

Det at jeg lige er fyldt 55 er kun en større motivationsfaktor for mig. Jeg arbejder som rejseleder og bor på hotel og spiser på restaurant det meste af året. Det bliver man ret let tyk af, hvis man ikke passer på.

Så når jeg nu bedre kan lide at cykle langt end passe på med hvad jeg spiser og drikker, så er sådan en cykeltur på 1500 kilometer god at putte ind i kalenderen. 

Jeg sover i telt omkring halvdelen af nætterne i Sverige.

Nu sidder jeg midt i Sverige.

Jeg sidder og skriver disse linjer i Norrköping i det centrale Sverige. Jeg skal nok komme mere ind på min tur gennem Sverige i et senere blogindlæg. Men jeg synes lige jeg ville poste det her, for at forklare hvorfor jeg har valgt at tage turen til Estland. 

Norrköping er en spændende by.

Så der kommer mere herfra.

Jeg skal bare lige til Estland først, hvor jeg regner med at være i byen Narva om en 8-9 dages tid.

Min cykel, langs en af Indiens mange floder.

En cykeltur på 1455 kilometer, fra Mumbai til Goa.

Her er en lille beretning om en cykeltur, jeg tog i november og december måned, 2023, hvor jeg cyklede fra Mumbai til Kochi, ned langs den indiske vestkyst.

En tur der bød på rigtig mange steder hvor jeg var den absolut eneste europæer. Plus at jeg fik stoppet et par steder hvor den internationale turisme er ankommet, men bliver blandet fint med indisk kultur, så jeg slet ikke følte at jeg sad i et kedeligt resort. En tur på sammenlagt 1455 kilometer, som jeg kun kan anbefale til folk der har mod på eventyr.

På eventyr langs den indiske vestkyst.

Turen var nær blevet ødelagt fra starten.

Turen begyndte med at jeg fløj fra København til Mumbai (den by der hed Bombay i gamle dage). Jeg fløj med LOT fra Polen og havde en hyggelig mellemlanding i Warszawa lufthavn, som er en fin lufthavn at være transitpassagerer i.

Men min cykel, som var pakket i en cykeltaske under flyveturen, fik desværre en hård medfart af diverse bagage medarbejdere. Jeg har fløjet med mine cykler mange gange gennem årene og har tidligere prøvet at min cykel har fået en hård medfart på en flyvetur.

Men denne gang var det værste jeg endnu har oplevet. Cyklen var reelt total smadret da den ankom til Mumbai. Blandt andet var gearskifteren revet af og krøllet helt sammen, ligesom der var overrevne kabler og diverse andre ting.

Kranken på min cykel var ødelagt.

Jeg overvejede en dags tid, om det overhovedet kunne repareres, til et punkt hvor jeg kunne fortsætte. Jeg fandt en lille cykelmekaniker, som mente at han kunne ordne det, hvis han fik 2 døgn til det. Og han klarede det sådan nogenlunde. Jeg kom i hvert fald af sted efter et par dage.

Der gik dog kun 2 dage, før jeg opdagede at der også var noget galt med min krank, som gjorde at den ene pedal arm blev ved med at falde af. Den pedalarm kæmpede jeg med helt til Goa, hvor jeg fandt en fantastisk cykelforretning, med eget værksted, hvor de næsten fik cyklen ordnet.

Der var dog sket en permanent skade på gevindet i kranken, som gjorde at jeg måtte skrue pedal armen på, en del gange på resten af turen, når den faldt af. Det gjorde også at jeg valgte at cykle i et langsommere tempo end normalt, for ikke at belaste kranken for meget.

Men efter Goa gik resten af cykelturen uden de store mekaniske problemer.

Nogle dage i Mumbai til at starte med.

Men jeg fik min cykel repareret, blev det til nogle dage i Mumbai. Kæmpe by med alt det indiske kaos man kan tænke sig. Men også en by med mange fine bygninger og gadeliv. Mumbai er måske nok kaotisk. Men Mumbai er så klart at foretrække frem for hovedstaden Delhi, som er en by jeg aldrig bliver venner med. Så tag endelig en tur til Mumbai, hvis du en dag får chancen.

Mumbai.

Mumbai er en stor universitets by.

Høflige og tilbageholdende indere.

Folk som har rejst i det nordlige Indien, i byer som Delhi, Agra, Jaipur og Varanasi, er nok vant til at de lokale indere kan være meget påtrængende. For nogle betyder det, at de mister modet til at rejse til andre steder i  Indien. Men hvis du gerne vil opleve Indien, uden at blive antastet hele tiden, så bare rejs en tur ned langs den indiske vestkyst.

Bortset fra de store turiststeder ved Goa og Kochi, så var der ingen indere, der var påtrængende. Ingen der forsøgte at sælge mig noget. Der var heller ingen som tiggede. Jeg havde ikke en eneste situation uden for turiststederne hvor folk tiggede eller forsøgte at sælge mig noget.

Stranden ved Alibag, lige syd for Mumbai.

Befolkningen langs den indiske vestkyst er overraskende tilbageholdende overfor en som udlænding. Ikke at de er uvenlige. Slet slet ikke. Men de er simpelthen ikke vant til at se en udlænding, så de holder en høflig afstand, indtil man selv kontakter dem. Men så er de til gengæld også meget venlige og hjælpsomme.

Så har lillemor været på indkøb.

Det eneste sted, hvor folk var markant anderledes, var i delstaten Kerala, som var det sidste sted jeg besøgte. De lokale i Kerala kom meget oftere op til mig og spurgte, hvem jeg var og hvor jeg kom fra. Uden for turistområderne i Kerala var det i øvrigt aldrig for at sælge noget. Det var ren nysgerrighed. Og på en meget venlig facon jeg overhovedet ikke havde noget imod. Folk i Kerala er i det hele taget meget snakkesalige, uden at jeg synes det bliver for meget. Men de er markant forskellige fra de generte indere på resten af vestkysten.

Byens spidser stoppede mig jævnligt for at høre om jeg havde det godt.

Der var jævnligt folk som stoppede og præsenterede sig med navn og titel, for at spørge om jeg havde det godt og om de kunne hjælpe mig med noget. Her taler vi typisk og lokale højtuddannede, som bare ville sikre sig, at den her udenlandske turist havde det godt. Det var altid velment og meget høfligt, når eksempelvis skovfogeden, universitetsprofessoren eller politimesteren stoppede mig for at spørge om jeg havde brug for hjælp.

Den indiske vestkyst er pittoresk, men har næsten ingen vestlige turister.

Der er mange religiøse grupper langs den indiske vestkyst:

Hindu tempel.

Der er mange religioner langs den indiske vestkyst. Indien er, som de fleste nok ved, overvejende hinduistisk. Men langs kysten er der masser af andre etniciteter og religiøse grupperinger. Især er de muslimske og kristne områder ret tydelige. Men de 2 religioner har jo også tårne på deres kirker og moskeer. Så det gør, at man som besøgende hurtigere lægger mærke til dem.  Jeg så i øvrigt også en jødisk synagoge i byen Alibag, lige syd for Mumbai, ligesom der også er en synagoge i Kochi, i delstaten Kerala.

Kristen kirke i Goa.

Som i de fleste andre lande, så er det minoriteterne som tager sig af mange af de liberale erhverv, da de typisk har sværere ved at blive offentligt ansatte. Så jeg snakkede en del med folk fra de store religiøse mindretal. Turistbranchen i Goa og Kerala er for eksempel meget præget af kristne indere, mens cykelsmedene og cykelhandlerne langs den indiske vestkyst hovedsageligt er muslimer. Men det er jo det som gør, at man bliver klogere af at rejse, når man interagerer med de forskellige grupper, der findes i samfundet.

En hellig ko, kigger ind i den lokale minibus.

Ingen vestlige turister udenfor Mumbai, Goa og Kerala.

Bortset fra Mumbai, Goa og Kerala, så mødte jeg ingen vestlige turister. Og her mener jeg ikke en eneste. Det tætteste jeg kom på en vestlig turist var da jeg mødte en cyklist fra Georgien. Super flink fyr, som havde cyklet hele vejen fra Tbilisi til Indien. Han var i øvrigt den eneste udenlandske tur cyklist jeg mødte på hele turen. Men ellers så jeg ikke andet end lokale turister langs den indiske vestkyst.

Lange øde strande, uden en eneste vestlig turist.

Men masser af steder at overnatte langs den indiske kyst.

Overnatning var dog ikke noget problem. For Indien har masser af lokal turisme. Indien har de seneste par årtier fået opbygget en stor middelklasse, som er købekraftig, har høje uddannelser og gode job. Og som holder ferie. Både i og uden for Indien. Og dem mødte jeg i stor stil langs den indiske vestkyst. Jeg boede på masser af hoteller, guest houses og home stays, hvor der var indiske turister. Men kun indiske turister, hvis vi lige ser bort fra Goa og Kerala.

Et af de mange hyggelige Home Stays jeg boede på, langs den indiske vestkyst.

En nat boede jeg på et nydeligt hotel, hvor ejeren var meget begejstret for at der kom en udenlandsk turist forbi. Han fortalte mig at i al den tid han havde drevet hotellet, var jeg kun den tredje udlænding, han havde haft boende. De to andre var i øvrigt en tysker og en saudiaraber. Sådan noget siger ligesom lidt om hvor få udlændinge der finder udenfor de gængse turiststeder i Indien.

Vejene var af svingende, men rimelig kvalitet.

Vej Kvaliteten langs den indiske vestkyst var lidt blandede bolcher. Men alt i alt var det ok. Jeg vil dog ikke anbefale at køre med tynde dæk på ruten, da der mange steder er en del små huller i vejen, som gør det lidt ujævnt. Der er i øvrigt også rigtig mange vejbump langs de indiske veje. Og de er ikke altid placeret lige logisk. Så vær forberedt på at bande og svovle en del gange, fordi der du rammer et vejbump du ikke fik øje på i tide.

Ude på landet er trafikken stille og rolig, det meste af tiden.

Helt ny landevej, tæt på Mangalore.

Jeg kørte turen på en blanding af større og mindre veje. Alt efter hvad der var mest praktisk. Og efter hvad jeg lige havde mest lyst til på en givne dag. De større indiske veje er ofte ikke så dårlige som man skulle tro, da der tit er en rimelig asfalteret rabat langs vejsiden. Grunden til at man har det er, at der er mange dyr på vejen i Indien. Først og fremmest køerne, som man jo ikke må flytte, hvis de lægger sig på vejen. Så trafikken er ofte ret langsom, fordi der lige skal tages hensyn til de hellige køer, som løber rundt ude på hovedvejen. Det er absolut ikke noget jeg har noget imod. Tværtimod er jeg kun glad for sådanne naturlige fartbegrænsninger. Man skal bare ikke have travlt.

Indisk by trafik, som vi kender den.

Ingen høje bjerge, men mange bakker.

Turen ned langs den indiske vestkyst byder ikke på høje bjerge. Men der er mange bakker. Især på den første halvdel af turen, kørte jeg op og ned af bakke det meste af tiden. Det var typisk konstante stigninger på mellem 100 og 200 højdemeter. Ikke ligefrem bjergkørsel. Men nok til at få sved på panden, når gennemsnitstemperaturen lå på 35 grader i skyggen. En skygge som så sjældent var der.

Det at jeg havde problemer med min krank gjorde det ekstra udfordrende. Jeg var faktisk nødt til at trække op af en del af bakkerne, for at undgå at min pedalarm ikke hele tiden faldt af. Det gjorde også at jeg valgte at cykle kortere distancer end jeg normalt gør på mine ture. Jeg cykler typisk mellem 75 og 120 kilometer om dagen, når jeg kører langtur. På denne tur blev det mere til 50 til 80 kilometer om dagen, fordi jeg simpelthen ikke kunne træde så hårdt i pedalerne som normalt.

Der er en del mindre bjerge langs den indiske vestkyst.

Hvad brugte jeg af kort til turen?

Jeg er efterhånden gået helt væk fra gammeldags papir kort. Jeg havde min smartphone med, hvor jeg købte et indisk SIM den første dag, med masser af data. Jeg fik den unge gut i telebutikken i Mumbai til at installere det hele. Det fungerede perfekt hele turen. Der er dog ikke altid mobildækning ude på de øde landeveje. Så det kan være en god ide at downloade nogle kort på forhånd. Jeg er selv glad for appen MapsMe, hvor jeg downloader kort, som jeg derefter kan bruge offline. Jeg foretrækker den frem for Google Maps, som jeg dog også bruger lidt, i online formen.

Jeg starter i øvrigt oftest min dag med at sidde ved morgenmadsbordet med min laptop og gå dagens cirka rute igennem på google maps. Så kan jeg sidde på min laptop og zoome ind for at se om der er steder at overnatte og lignende. Jeg planlægger i øvrigt aldrig turens rute helt på forhånd, ligesom jeg aldrig ved hvor jeg skal overnatte før jeg kommer frem. På den måde er jeg ikke presset til et vist antal kilometer, skulle det blive øs-regnvejr, eller skulle jeg punktere. Men jeg forbereder mig lidt ved at kigge dagens kort igennem først, sådan at jeg ved hvor der er hoteller og lignende. Så improviserer jeg derfra.

Jeg bruger så at sige aldrig de ruter som diverse apps foreslår. Min erfaring er at de er helt hen i vejret, når man kører i en del af verden hvor der er få turcyklister. Så jeg kigger bare på kortet og lægger så ruten selv.

Masser af aber langs vejene.

Jeg så ikke specielt mange dyr på turen. Undtagelsen var dog aber, som der var masser af. Det er dog ikke som i andre asiatiske lande, hvor de ofte render rundt ude på vejen. Mit gæt er at de øde stræk, hvor der var mange aber har ikke McDonalds og lignende, som giver burger skrald langs vejene. Det er nemlig det som aberne kommer efter, er min erfaring fra lande som Malaysia, Indonesien og Filippinerne, hvor jeg har set mange aber på vejen, når jeg har cyklet der. Men man hører dem hoppe rundt i træerne og svinge sig i lianerne konstant, når man cykler på strækninger med meget skov. Og der var meget skov langs vejene. Især på den nordlige del af ruten, fra Mumbai til Goa.

Og så var der selvfølgelig alle køerne, som er en uundgåelig del af turen, når man cykler rundt i Indien. De trasker rundt og blæser på alle færdselsregler, alt imens de spiser papkasser og hvad de ellers finder langs vejen.

Endnu en hellig ko på landevejen.

Jeg brugte toget på en mindre strækning.

Mine problemer med min krank gjorde at jeg så mig nødsaget til at sætte cykel på toget i byen Ratnagiri. Min pedalarm blev ved med at falde af og jeg troede sådan set at turen på cykel var slut. Men en lokal cykelmekaniker i Ratnagiri mente at jeg måske kunne få den ordnet i Goa, hvor der er større cykelforretninger med udenlandske reservedele, som jeg havde brug for.

En tur med det indiske bumletog.

Det skulle vise sig at være rigtigt. Men det krævede først en tur med toget, hvor jeg pakkede min cykel ned i min cykeltaske, som jeg cyklede med på min bagagebærer. Det er en blød taske som kan foldes sammen og som jeg også bruger når jeg har cyklen med flyet Tog turen var i øvrigt ganske interessant. Toget jeg kørte med kom fra Amritsar i Punjab, i det nordligste Indien og skulle til sydspidsen af Indien. Så det var med sovevogne og det hele.

Jeg sad på en bænk ved siden af sovekupeerne på 2. klasse. Det var ganske interessant. Tror dog at jeg vil vælge 1 klasse, hvis jeg nogensinde tager hele turen med tog. .

Den flinke manager i cykelforretningen Probyk i Goa. Den kan klart anbefales, hvis du er på de kanter, med din cykel.

Fantastisk mad på hele turen.

En af de store attraktioner ved at besøge Indien, er for mig at maden er så fantastisk. Landet er klart i top 3 for mig i hele verden, hvad mad angår. Og det endda selvom jeg stort set kun spiser vegetarisk når jeg er i Indien.

Pragtfuld indisk masala, til cirka 20 kr for en portion.

Jeg har sådan cirka nul kødfrie dage om året, når jeg ikke er i Indien. Men fordi cirka en tredjedel af alle indere er vegetarer, så er vegetarmaden også tilpasset sådan at man kan være bygningsarbejder, eller som mig, cykle 100 kilometer om dagen, uden at skulle sidde og æde endeløse bunker af linser og broccoli, for at få protein nok.

Masala Dosa, var noget af det jeg spiste rigtig meget af på turen.

Jeg holder især af den indiske paneer ost, som man kommer i rigtig mange retter. Det er især den, som gør at jeg har mere lyst til et vegetarmåltid i Indien, end et kød måltid. Og så er Indien jo bare et land som kan det med krydderier.

Indisk mad er verdensklasse.

Jeg har spist endeløse mængder af god mad i Indien. Og selvom jeg spiser på en lidt bedre lokal restaurant, så koster en hovedret sjældent over 30 kroner. Det er jo ligesom til at være med på. Også som budget rejsende.

Indisk thali til morgenmad.

Frisk juice og dårlig øl.

For at gøre det rigtig sundt, så drikker jeg stort set ikke alkohol, når jeg er i Indien. Indiens store bryggeri hedder Kingfisher. Kingfisher øl bliver aldrig noget jeg bryder mig særligt meget om. Mit gæt er at man tilsætter en del kemi for at den skal kunne holde sig i varmen. Den smager i hvert fald syntetisk og jeg drikker kun luksus versionen af Kingfisher, skulle jeg en sjælden gang købe en sådan. Der findes også nogle andre indiske øl, som er lidt billigere, men smager endnu værre end Kingfisher. Dem holder jeg mig også helt væk fra.

En af de mange lækre juice barer, som man har de fleste steder i Indien.

Man kan også få Carlsberg, Tuborg, Heineken og Budweiser. Men det er simpelthen øl som livet er for kort til, hvis I spørger mig. Jeg holder ellers meget af øl. Men jeg gider ikke de fleste store globale mærker, som har en meget jævn kvalitet og alt for meget kulsyre (det kommer man i for at sløre at øllen ikke rigtig smager af noget).

Jeg fandt dog en undtagelse på denne tur. Det var i Goa, hvor det lokale bryggeri Goa Brewing Company brygger noget rigtig fin øl. Det kom i nogle små, tykke undseelige flasker. Men det er klart den bedste indiske øl jeg endnu har smagt. Den kan anbefales, hvis du kommer til Goa, som er det eneste sted hvor jeg har set den forhandlet.

Ellers så har Indien noget fantastisk juice. Det er vildt billigt at drikke friskpresset juice i Indien. Typisk 6-7 kroner for et stort glas juice på en lokal cafe. Det er også et land hvor der er rigtig meget hjemmelavet limonade, ligesom “lime soda” er en rigtig populær drink. Så når jeg er i Indien, er jeg næsten alkoholfri. Og det har jeg det rigtig fint med. Godt med en detox fra alt det pragtfulde øl og rødvin jeg ellers får i min dagligdag, når jeg rejser rundt i andre lande.

Oven i det er der også masser sf steder hvor man kan købe friske kokosnødder og friskpresset sukkerrørssaft. Begge dele er fantastiske for en tørstig cyklist, der lige har brug for at få slukket tørsten, mens man også får nogle gode vitaminer indenbords.

Friske kokosnødder og sukkerrør langs vejsiden.

Hedeslag i Kozhikode.

Lige inden jeg nåede slutningen på min tur, fik jeg et mindre hedeslag i byen Kozhikode. Det er i øvrigt den by, som tidligere hed Calicut. Og det var stedet, hvor Vasco da Gama landede, da han fandt søvejen til Indien i 1498. Jeg havde spøjst nok lige mødt en flink inder på cykel 20 minutter forinden, som jeg havde fået en snak med. Han fortalte mig at han arbejdede som paramedic på det lokale hospital.

Den indiske paramedic, jeg mødte lige inden jeg fik hedeslag.

Lige som han var kørt videre, så fik jeg det skidt. Nu har jeg cyklet rigtig meget i de varme lande og har prøvet det før. Jeg fangede med det samt at der nok var et hedeslag på vej, da jeg begyndte at få feber og føle mig utilpads. Heldigvis var der et hotel i nærheden, hvor jeg tjekkede ind med det samme. Og så lå jeg ellers i sengen det meste af de kommende 2 dage, mens jeg lige fik styr på væskebalancen i det gamle kadaver.

Det gode ved at cykle lange ture så ofte som jeg gør, er at jeg oftest kan mærke lige med det samme, hvad der er galt. Jeg har opbygget nok erfaring til at vide om kroppen mangler salt, sukker, væske eller noget andet, når jeg pludselig får det skudt på landevejen. Den slags sker jævnligt, når man kører rundt i øde egne i troperne, er min erfaring.

Stranden ved Kozhikode, hvor Vasco da Gama gik i land i 1498.

Dovne dage i Kerala.

Jeg endte min tur i delstaten Kerala, i det sydlige Indien, hvor jeg boede i byen Kochi. Nærmere betegner den del af byen man kalder “Fort Kochi”.

Det er en del af Kochi som bærer meget præg af den europæiske kolonifortid, med mange gamle bygninger i europæisk stil. Det er så tilsat en del moderne indisk hipster-stil, som gør bydelen rigtig charmerende. Det er i øvrigt noget man ofte ser i Asien, at de gamle europæiske kvarterer bliver til hipster distrikter, hvor man blandet der gamle med ny og moderne kunst, plus en masse gadekøkkener, spædet op med globale kaffebarer, hvor den lokale ungdom sidder med deres laptops.

Fort Kochi har mange gode steder at spise.

Selvom der er en del vestlige turister i Fort Kochi, så udgør de nok kun stadigvæk omkring 10% af turismen. Det er først og fremmest indiske turister som er her, hvilket gør at jeg føler mig meget i Asien, selvom stedet er noget mere globalt, end de andre steder jeg har cyklet rundt på turen. Har du for eksempel været i Galle i Sri Lanka, George Town i Malaysia Aller Hot An in Vietnam. Så er Fort Kochi nok at regne for en miniversion af de steder.

Til frokost hos byens kulturelle damer.

Jeg brugte også en dag på at besøge en ældre dame der hedder Nilou. Når jeg rejser rundt i Indien, gør jeg en del for at komme i kontakt med veluddannede indere. Ikke at jeg har noget imod menigmand. Men de veluddannede indere kan jeg lære rigtig meget af. De er med til at sætte mange af de ting, jeg oplever i perspektiv. Så da fru Nilou, som jeg kender fra et online forum, inviterede mig på frokost, sagde jeg straks ja tak og cyklede ud i den velhaver forstad, hvor hun bor.

Fru Nilou og en veninde.

Mig, sammen med en af Nilou’s 17 katte.

Nilou er pensioneret tolk fra den indiske ambassade i Paris, men er nu flyttet hjem til Indien, hvor hun bor i Kochi, med sine 17 katte (JA, SYTTEN). Hun havde inviteret nogle venner med til frokosten, som også tilhører det man nok kan kalde kultureliten. Inklusiv en ung pige der lige er begyndt at studere “International relations” på universitetet og som gerne vil hilse på en globalist som mig. Det bliver til en hyggelig og interessant eftermiddag, hvor jeg bliver klogere på nogle ting som har undret mig på min rejse ned langs kysten.

Jul i Kerala.

Kerala, har ligesom Goa en ret stor kristen befolkning. Og jeg var i Kerala hen over juledagene, så der var pyntet op til jul. Det var ret sjovt at se hvordan julen er en meget eksotisk ting for de indere som ikke er kristne. De kommer i tusindtal som turister til Kerala og Goa ved juletid, for at lade sig fotografere sammen med julemænd og foran juledekorationer,

Juleturister i Kerala.

Juleferie i Kerala.

Og nu sidder jeg så her i min favorit kaffebar i Kochi og skriver disse linjer, mens jeg venter på at flyve til Danmark den 31 december. Skal lige på en lille flyvetur til Delhi først, den 30 december og så have en overnatning på lufthavnshotel i Delhi. Men det passer mig fint. Ligesom jeg elsker at cykle rundt ude på Lars Tyndskids mark, så elsker jeg også lufthavne og de tilhørende lufthavnshoteller, hvor jeg møder folk fra hele verden.

Men jeg sætter punktum nu, da dagens anden kop kaffe er ved at være klar.

Læg en kommentar eller skriv en besked, hvis du har nogle spørgsmål til min tur. Så skal jeg nok svare så godt jeg kan.

Claus.

Link til en artikel om min cykeltur gennem Bangladesh kan findes på dette link

Indiske kvinder er bare fantastisk smukke.

Der er masser af fiskeri langs den indiske kyst.

Kerala Backwaters.

Lavvande i Kerala.

Kerala.

Brasiliansk landevej i staten Espirito Santo.

Jeg har 3 gange rejst til Brasilien, med min cykel og sammenlagt cyklet mere end 6000 kilometer, gennem 10 forskellige brasilianske stater. Her er lidt historier fra mine 3 cykelture, som måske er mit favorit land i hele verden.

Min første cykeltur gennem Brasilien.

I 2010 skulle jeg sådan set have været til VM i fodbold i Sydafrika. Men Danmark ramte lodtrækningen så uheldigt at de skulle spille deres kampe i Pretoria og i Rustenburg, som er to af de koldeste byer i Sydafrika, med temperaturer tæt på under 10 grader i juni/juli måned, hvor VM fandt sted. Og så mødte jeg også lige en kvindelig brasiliansk advokat, på en arbejdsrejse i Brasilien, nogle få måneder forinden. Så jeg skiftede VM i Sydafrika ud med en hot date i Rio de Janeiro.

Men jeg kunne jo ikke kun rende rundt med Deborah, som min date hed. Så jeg valgte at prøve at cykle fra Sao Paulo til Rio de Janeiro.

Kyststrækningen mellem Sao Paulo er rigtig flot. Og det er rimelig godt at cykle der.

Jeg havde på det tidspunkt været flere gange i Brasilien. Dog uden at cykle rundt. Og jeg taler også ganske godt portugisisk.

Jeg fløj til Sao Paulo med min cykel. Cyklede så derfra ned til Santos, som er Sao Paulos havneby. Og derfra videre op langs kysten til Rio de Janeiro. En tur på omkring 600 kilometer, inklusive de så omveje som man altid ender med at tage som cyklist.

Ved en af de mange små pousadaer jeg overnattede på.

Sao Paulo ligger ret højt, så det var godt nok ned af bakke til Santos. Udkanten af Sao Paulo er til gengæld nok det mest skumle sted jeg har cyklet i hele Brasilien. Det var samtidig med øsregnvejr, da jeg cyklede til Santos. Så det blev en dag med lidt udfordringer. Men det gik alligevel. Og jeg landede i Santos lige efter det blev mørkt og endte med at overnatte på et motel, da det var det eneste jeg lige kunne finde i mørket. Nu er et motel ikke noget med bilferie i Brasilien. Det er et af de steder man lejer på timebasis. Så der var livlig trafik på hotellet hele natten og en del sovekammer lyde fra værelserne, som ikke havde ret meget lydisolering. Men det er jo charmen ved at rejse på cykel. Den ene dag bor man i en idyllisk lille hytte på en palmestrand, mens man den næste dag bor i et horehus i et slumkvarter.

Hvilepause på en lille strand mellem Sao Paulo og Rio de Janeiro.

Fra Santos tog jeg færgen over bugten, til badebyen Guaruja. Derfra cyklede jeg op langs kysten i nordgående retning. Kystvejen var rigtig fin at cykle på, det meste af tiden. De mange små strandbyer undervejs, betød at der var en masse små strandbarer, hvor jeg kunne stoppe og få en forfriskning, mens jeg så VM fodbold på det lille TV, som altid hænger i loftet på en brasiliansk lokal cafe.

God stemning på den lokale bar, i en brasiliansk provinsby.

Jeg cyklede op langs kysten og stoppede i små byer som Bertioga, Sao Sebastiao, Ubatuba og Paraty.

Så er der øl pause, i nærheden af Paraty.

Efter Paraty, hvor jeg blev nogle dage, gik turen videre nordpå, det sidste stykke vej mod Rio de Janeiro. Jeg cyklede op til Angra dos Reis, som er en rimelig stor by, lidt syd for Rio. Derfra listede jeg mig meget forsigtigt op mod Rio. De sidste 70-80 kilometer op mod Rio har nogle, for cyklister, dumme tunneler, som jeg valgte at tage bus igennem. Lige når man rammer Rio, kommer der også et par meget store slumkvarterer, eller favelaer, som man kalder dem i Brasilien. Jeg var lidt nervøs ved at cykle næsten tværs igennem dem. Især efter at have følt mig ret usikker i udkanten af Sao Paulo. Men det gik rigtig fint.

Rio de Janeiro er en pragtfuld by, som har overaskende mange cykelstier.

Jeg har sidenhen erfaret at favelaerne er klart mest farlige i Sao Paulo og typisk bliver mindre farlige, jo længere man kommer nordpå. Mit eget gæt på hvorfor der er sådan er at de rige brasilianere har en tendens til at være mere aggressive overfor de fattige i det sydlige Brasilien, hvor folk med penge typisk bor bag pigtrådshegn og sikkerhedsvagter. I nord er det lidt mere afslappet, selvom der stadig er vagt på de fleste boligkomplekser.

Endnu en cykelsti i Rio de Janeiro.

Denne her cykeltur sluttede i Rio de Janeiro. Jeg lå dog og cyklede rundt i Rio hver dag i flere uger, mens jeg så fodbold og brugte så meget tid sammen med min date at vi endte med at blive uvenner. Vi slog i øvrigt op samme dag som Danmark blev sendt ud af VM turneringen af Japan. Så det var jo en hyggelig dag.

Jeg så det meste af VM på storskærm, på Copacabana.

Men ellers var det nu en rigtig fin sommer i Rio.Der var FIFA Fan Fest på Copacabana, med storskærme, tusindvis af liggestole, som var gratis. Så det meste af Rio, plus flere tusind turister sad på stranden hver dag og så fodbold.

Rio de Janeiro har i øvrigt rigtig mange cykelstier og løbestier, især langs byens mange strande. Så er du til at løbe eller cykle, så kan du roligt gøre det i Brasilien. Bycykel konceptet er i øvrigt også kommet til de brasilianske storbyer.

De fleste brasilianske storbyer har bycykler, man kan leje.

Den sommer lagde ligesom kimen til at jeg ville med cyklen til Brasilien, når der var VM i Brasilien i 2014.

Min anden cykeltur gennem Brasilien.

Danmark kvalificerede sig ikke til VM i 2014. Så det med at få billetter blev lidt bøvlet. Men den slags betyder nu ikke så meget for mig når jeg skal til VM i fodbold. Det er ikke at være inde til kampene, der tæller mest for mig. Det er alle de fester, man har med fodboldfans fra hele verden, især før kampene. VM i fodbold bringer simpelthen alverdens fodbold fans sammen. Mens at klubkampe, Champions League og lignende er en fest for fodboldfans, så er VM fodbold nørdernes fest. VM tiltrækker ikke kun fans fra de lande, der deltager, men fra hele verden. Jeg har været til 4 VM slutrunder og elsker det. Men en Champions League finale er kun noget jeg vil deltage i, hvis jeg alligevel er i byen, hvor kampen spilles.

Paraguay pigerne er også med til VM.

Det at Danmark ikke kvalificerede sig gjorde også at jeg ligesom havde frit valg mellem VM byerne. Så jeg valgte Recife, hvor jeg tidligere har boet og har rigtig gode venner.

Landevejen mellem Teresina og Recife.

Eller det vil sige, jeg valgte at cykle til Recife. For jeg startede min rejse i byen Teresina, i det indre Brasilien. Teresina er Brasiliens varmeste by. Den er også det sted i verden, hvor der er næstflest mennesker, der bliver ramt af lynet (Nummer 1 er Maracaibo i Venezuela). Men jeg har en stor svaghed for det nordøstlige Brasilien. Især når man kommer udenfor storbyerne. Det blev også en fantastisk cykeltur på 1200 kilometer gennem det nordøstlige Brasilien, af en rute, som jeg er sikker på at jeg er den første udlænding der har cyklet. Jeg blev nok også den første cyklist som tog den 1200 kilometer rute. For jeg mødte en brasiliansk cyklist, som kom i den anden retning, kort før jeg var i mål. Og han mente, at han ville være den første nogensinde til at cykle Recife – Teresina ruten. Men nu blev det så mig i stedet . Han var heldigvis rigtig flink og hjælpsom, selvom jeg spolerede hans rekordforsøg.

Den noget overraskede brasilianske cyklist, som jeg mødte på min tur.

Frokostpause, langs landevejen i Piaui.

Da jeg først kom ud af storbyen Teresina, som var lidt halv gusten, med en del kriminalitet, så gik det forrygende. Den første aften endte jeg i landsbyen Barra Douro, hvor ejeren af den lokale restaurant lige var blevet skilt. Så hun lavede god mad til mig og serverede øl, mod at jeg lyttede til hende og trøstede hende. Hun ville gerne trøstes hele natten .

På vej gennem det varme og tørre Nordøst Brasilien.

Turen gik derefter gennem et ret øde og meget varmt landskab, med landbrug og en fabrik i ny og næ. Mine faste følgesvende på ruten var i øvrigt store flokke af gribbe. Så hvis jeg skulle køre galt, var jeg sikker på, at mit kadaver ikke ville gå til spilde. Jeg var på forhånd ikke sikker på om der ville være steder at overnatte. Jeg sover generelt ikke i telt i Sydamerika, da jeg anser det for at være for usikkert, efter mørkets frembrud. Især når man som jeg rejser alene. Jeg kunne kun finde meget få hoteller på google maps. Og der var ofte 2-300 kilometer imellem dem.

Tankstationerne var der jeg oftest overnattede i Nordøst Brasilien.

Men jeg lærte hurtigt at de store tankstationer, som der er en del af, har værelser til leje i Brasilien. De er sådan set beregnet til lastbilchauffører. Men de tager gerne en cyklist ind. Også selvom de ikke er vant til det. Det ene sted jeg overnattede fortalte den unge receptionist mig, at det var første gang i sit liv, at han havde set et pas. Brasilianerne bruger jo ID kort til at legitimere sig. Og stedet havde aldrig før haft en udenlandsk besøgende i de 3 år han havde arbejdet på tanken.

Liv og glade dage, på den lokale tankstation, ude på det brasilianske bøhland.

Det var i øvrigt utrolig muntert at bo på benzintank hotellerne. Om aftenen blev der typisk dækket op med mad, mellem benzinstanderne. Og så var der ellers mad og musik. Det er i udkants Brasilien, som i udkants Danmark, hvor jeg er opvokset. Man mødes nede på tanken. Der er bare lidt mere musik og dans på de brasilianske benzintanke.

Så bliver der dækket op til natmad, mellem benzinstanderne.

Der var også masser af VM stemning, alle de steder jeg stoppede. Folk sprang jævnligt ud af deres biler for at få selfies med mig flere gange. Især kvinderne var glade for at få taget deres foto med mig. Og det pev jeg jo ikke over.

De lokale piger elskede at stille op til fotos, med den tossede cyklist fra Danmark.

Jeg blev også stoppet af to kvindelige betjente en dag, med revolvere i bæltet og stiletter på støvlerne. De ville nu bare høre om jeg havde det godt, plus at de også gerne ville invitere mig på frokost. Det sagde jeg selvfølgelig ikke nej til. Efter at have forladt delstaten Piaui og kommet ind i staten Pernambuco, blev det lidt mere bakket. Men det gik nu helt fint, med et stop i byen Serra Talhada, hvor Brasiliens mest kendte landevejsrøver, Lampiao, blev født for godt 100 år siden.

De lokale politi piger, med sheriff stjerne, stiletter og ladte pistoler.

Jeg kom sikkert frem til Recife, hvor jeg dyrkede VM stemning i et par uger, inden jeg tog en cykeltur op langs dem brasilianske kyst, hvor jeg endte i byer som Joao Pessoa, Praia da Pia og Natal.

Så var der VM fodbold i Recife.

Humøret var højt. Både blandt babes og skraldemænd.

Derefter var det meningen at jeg skulle have været tilbage til Danmark. Men der var VM i strandhåndbold. Og dansk håndboldforbund kunne godt bruge en til at gå lidt til hånde, som kunne det lokale sprog. Så jeg endte som praktiske gris for det danske strandhåndboldlandshold. En superfed oplevelse, hvor jeg mødte en masse mennesker, mens jeg tog i lufthavnen for at finde forsvundet bagage, hentede øl til spillerne, når de blev indkaldt til dopingtest og ikke kunne tisse. Ja, der var mange sjove til at lave som medhjælper for landsholdet i strandhåndbold.

VM i strandhåndbold var en rigtig fed oplevelse. Og der var mange pæne ting at kigge på .

Måtte en tur i lufthavnen i Recife, for at finde landsholdets mangelnede bagage.

Min tredje cykeltur gennem Brasilien.

Min tredje cykeltur gennem Brasilien er den længste tur jeg endnu har taget gennem det store land. Den gik fra Porto Alegre, i det sydlige Brasilien, til Salvador da Bahia, i det nordøstlige Brasilien.

På vej fra Porto Alegre til Salvador da Bahia, med min brasilianske cykel.

Året var 2016, hvor der var OL i Rio. Det var for svært at finde overnatning i Rio, som var til at betale. Men en del af OL fodboldkampene blev spillet i Salvador, som er en fantastisk by at besøge. Der var så lige 3450 kilometer fra Porto Alegre til Salvador. Men så måtte jeg jo bare trampe lidt ekstra i pedalerne, denne gang.

På vej op langs den brasilianske kyst.

Jeg valgte i øvrigt at købe en cykel i Brasilien på denne tur. Det blev en brasiliansk bygget cykel, af mærket Caloi, som jeg købte. Og den klarede turen fint. Jeg tog i øvrigt et par andre langture på den efter Brasilien turen, i Portugal og Indien.

For at sige det rent ud, så er det sydlige Brasilien ikke specielt attraktivt at besøge. I hvert fald ikke hvis du spørger mig. Det er ret koldt en stor del af året. Der er masser af industri, hvilket er med til at gøre området rimelig velhavende. Men det er begrænset hvor meget charme der er ved at cykle gennem beskidte industriområder. Befolkningen i syd Brasilien er meget europæisk præget. Især er der mange med polske, portugisiske og italienske rødder. Det er der måske nogen, der helst vil have. Men jeg mangler altså lidt afro twist, som er noget af det der gør Brasilien ekstra fedt at besøge. Strandbyerne i det sydlige Brasilien er ofte ret sterile og kedelige, med endeløse højhusbyggerier. Det er faktisk først når man kommer op til Florianipolis at det begynder at blive fedt. Jeg vil dog heller til Nordøst Brasilien end til Florianopolis, any day.

Vejene i det sydlige Brasilien er heller ikke så gode for os cyklister, da der er mange lastbiler og ikke ret meget rabat i vejsiden, sådan som der er i det nordlige Brasilien, hvor man har gjort plads i vejsiden til cowboys på hesteryg.

Det er bedst at cykle de steder hvor der er hestetrafik, i Brasilien.

Men jeg blev i Florianopolis nogle dage alligevel, da jeg skulle besøge Suzane, som jeg havde mødt sommeren før i Albanien. Suzane er en herlig anarkistisk pige, som det var rigtig fedt at hænge ud med nogle dage.

Da jeg kom til Santos, begyndte jeg at komme i vante rammer, da jeg jo havde cyklet fra Santos til Rio de Janeiro på min første tur.

Jeg boede på denne hyggelige Pousada i Santos.

Jeg skulle dog først lige til danskerfest først.

Kaffehandleren John Wolthers, som er en dansker der er vokset op i Brasilien, og hans kone Majbritt, havde nemlig inviteret mig til en sammenkomst for deres venner, der også inkluderede de fleste danskere i området omkring Santos. Det blev en sjov aften i meget interessant selskab, med danskere der af den ene eller anden grund havde valgt at udvandre til Brasilien.

Brasiliansk hund, i de nationale farver.

Da jeg kom op til Rio fik jeg lige lidt OL optakt, da jeg var i byen 10 dage før det hele startede. Og jeg mødtes lige kort med Deborah, som jeg kendte fra den første cykeltur. Bare lige for at konstatere at vi stadigvæk ikke kunne enes.

Fra Rio tog jeg med færgen over Guanabara bugten til Rio’s ukendte nabo by Niteroi. Niteroi er faktisk en ret fin by, som jeg satser på at give noget tid en dag. Den har jo bare problemet at den ligger lige ved siden af Rio, som bare er en af verdens mest fantastiske byer. Fra Niteroi er det muligt at cykle op langs kysten, uden at ramme alt for store veje og for mange favelaer.

Landevej, mellem Rio de Janeiro og Salvador.

Da jeg kom op nord for delstaten Rio de Janeiro, var jeg i den delstat som hedder Espirito Santo, som i øvrigt betyder helligånden på portugisisk. Det er en stat som er stort set uden europæisk turisme. Der er til gengæld masser af sukkerrør. Til tider kørte jeg 20-30 kilometer uden at se andet end sukkermarker. Sukkeret bruger man i øvrigt ikke kun til at spise i Brasilien. Man laver også masser af brændevin af det, ligesom bilerne i Brasilien også kører på bio-ethanol, som er lavet af sukkerrør. Bilerne i Brasilien har i øvrigt kørt på bio-ethanol siden oliekrisen i 1974, hvor man lagde bilparken om .

Skiltet her advarer om boa slanger der krydser vejen.

Da jeg kom ind i delstaten Bahia, blev det vådt. Rigtig vådt. Jeg havde rigtig meget regn. Især sidst på eftermiddagen og om aftenen. Min Macbook som jeg cyklede rundt med på bagagebæreren måtte give fortabt i byen Eunapolis i det sydlige Bahia, efter at jeg blev overrasket af en regnskylle. En regnskylle som lige kostede mig 9500 kr, plus en masse fotos, kontakter og lignende. Møg ærgerligt, men sådan er livet engang imellem.

Glade dage på Bahias landeveje. Også selvom min Macbook led druknedøden.

Jeg besøgte den interessante by Ilheus, hvor Brasiliens mest kendte forfatter, Jorge Amado, kom fra. Og så trillede jeg ellers langsomt op til byen Valenca. Derfra valgte jeg at tage resten af turen til Salvador med båd. Igen fordi jeg helst vil undgå slumkvartererne i udkanten af de store byer.

Turen fra Vanelca gik dog via den lille Ø, Tinhare, som er bedre kendt som “Morro de Sao Paulo”. Det er et fantastisk sted at bruge nogle dage. Jeg har faktisk en separat blogpost om den ø på dette link.

I Salvador mødtes jeg med nogle venner. Både danske og brasilianske. Kom også en tur op på spillerhotellet og fik en lille snak med nogle af spillerne, inden jeg så landsholdet få stryg, først af Brasilien og derefter Nigeria. Det ødelagde dog ikke det gode humør. Stemningen på stadion var fantastisk. Indbyggerne i Salvador var i totalt festhumør og stolte af at have fået lidt af OL til deres by.

Klar til kamp, mellem Danmark og Brasilien.

Stadion var fyldt mellem Danmark og Brasilien.

Lufthavnen i Salvador ligger i øvrigt lige ved stranden. Så da jeg skulle flyve tilbage til Europa, tog jeg direkte fra strandbaren til check-in skranken.

Lidt praktisk om at cykle i Brasilien:

Lær noget portugisisk.

Der er ret få brasilianere, der taler engelsk. Meget meget få når du kommer udenfor storbyerne og de populære strande. Grunden til at jeg elsker at rejse i Brasilien, så meget som jeg gør, er at jeg taler sproget rimelig godt. Folk i Brasilien er vilde med at få besøg udefra. Det er det land jeg har været i, i hele verden, hvor det er lettest at komme som en platfodet udlænding og straks blive inviteret med til både det ene og det andet. Og du bliver aldrig inviteret med som tilskuer til noget de skal lave. Du bliver inviteret som deltager, hvilket gør at det er et land hvor man hurtigt integrerer sig og føler sig velkommen. Men det kræver noget sprog, da de oftest ikke taler fremmedsprog. Og det er godt nok surt når der står sådan en sød lille brun pige og helt vildt gerne vil snakke og det så strander på, at man ikke kan tale samme sprog. Så se at få lært noget portugisisk.

Lær noget portugisisk så du kan tale med de lokale.

Er det farligt at cykle rundt i Brasilien?

Når jeg fortæller folk, at jeg cykler langtur i Brasilien, spørger rigtig mange mig, om det ikke er farligt. Brasilianerne mener i øvrigt også, at det nok er farligt. Især de brasilianere der bor i storbyerne og aldrig selv kommer ud på landet.

Realiteten er, at det er rimelig sikkert, når bare man er ude af storbyerne og har dem på 15-20 kilometers afstand. Ude på landet sker der meget sjældent noget. I hvert fald ikke mens det er lyst. For når det bliver mørkt, så er det bedst at være indendøre. Og det gælder hele Brasilien. Af samme årsag camperer jeg aldrig vildt i Brasilien. Min holdning er at det er for usikkert at ligge i vejsiden og på diverse strande når det er mørkt. Det er ikke de store bander som overfalder dig der. Det er små bander og almindelige rødder, som kan udgøre en risiko, når det er sen nat.

Brasilien er sikkert nok, når bare du er udenfor de store byer.

Så mit råd er at tage et lille hotel eller guest house. Det man kalder guest house I de fleste lande, hedder i øvrigt en Pousada i Brasilien. De koster ikke ret meget alligevel. Det er jo også begrænset, hvor meget socialt liv man har, hvis man camperer alene. Brasilien er om noget et land, for os der kan lide at mødes med folk, når vi rejser.

Det var lidt om mine cykelture gennem Brasilien. I er altid velkomne til at stille spørgsmål eller komme med kommentarer, hvis der er noget i gerne vil spørge mig om.

Brasilien er altid et besøg værd.

Sri Lanka på cykel.

Jeg har cyklet en del på Sri Lanka gennem de senere år. Både som solo cyklist, hvor jeg har cyklet rundt om øen to gange. Og som rejseleder for et dansk selskab, hvor jeg har været guide for deres cykelturister. Her er lidt om mine erfaringer som cyklist på Sri Lanka’s landeveje.

Ankomst til Sri Lanka.

Det kan være lidt overvældende at lande på Sri Lanka, efter en lang flyvetur fra Danmark. Derfor vil jeg anbefale at du starter en rejse til Sri Lanka med at tage til byen Negombo, som ligger lige ved siden af lufthavnen. Man kalder det godt nok Colombo Lufthavn. Men Negombo ligger meget tættere på lufthavnene end Colombo. Og den er meget mere afslappet og har en fin strand. Så det er et rigtig godt sted at bruge de første par nætter på øen, mens man gør sig klar til at cykle.

De store veje kan være meget trafikerede. Men man kommer let ud på de mindre veje.

Når du cykler rundt på Sri Lanka, så kan man hurtigt komme til at bare cykle på de store veje, som forbinder de større byer. Mange af de veje er som sådan også ok at cykle på. Men de kan være meget trafikerede og er nok ikke altid det en dansk cykelturist drømmer om. Det gode er at det ikke er så svært at finde ud på de mindre veje.

Du skal generelt ikke være bange for at cykle ned af små markveje på Sri Lanka og prøve dig lidt frem. Jeg har aldrig været ude for at folk bliver sure over det. Tvært i mod, så skal du nok forberede dig på at hilse på alle landsbybørnene som står og vinker til dig. På den flade del af Sri Lanka er der megen ris dyrkning. Og rismarkerne er forbundet af en masse små veje. Oftest ikke asfalterede. De er helt ideelle at cykle på. Så prøv at glem alt om at nå en masse kilometer på en dag og i stedet tag på cykel eventyr ud langs rismarkerne.

Høsten bliver tørret langs vejsiden.

Ud og cykle mellem rismarkerne.

Flinke lastbilchauffører og vanvittige buschauffører.

Når man cykler rundt i den store verden, så er lastbiler ofte det man frygter mest som cyklist. De er store og tunge og er lang tid om at bremse. I nogle lande er lastbilchauffører heller ikke venligt stemt over for cyklister. Men på Sri Lanka har jeg fundet at lastbil folket er rigtig flinke over for os cyklister. Min erfaring er at de så at sige altid kører hensynsfuldt og ofte stopper op og hilser, eller måske byder mig på en kop te. Jeg har på mine mange ture rundt på øen endnu ikke haft nogle dårlige erfaringer med lastbiler.

Det har jeg til gengæld så med busserne, som forbinder de større byer. De kører som død og helvede, for at sige det rent ud. De må arbejde på en slags kommission, hvor de får penge for at nå hurtigt frem, for de kører med en vanvittig fart. Også gennem tæt befolkede områder, hvor det bare handler om at komme væk, når man hører dem komme. For de drøner gennem små landsbyer med hunde, høns og legende børn med 80-100 kilometer i timen. Jeg håber at der snart kommer nogle strammere regler for busserne. Og jeg har faktisk kontaktet nogle af ministerierne og bedt dem om at kigge på det. Om de så gør det er en anden sag. Men jeg har i hvert fald prøvet.

Den ældre generation cykler også på Sri Lanka.

Hvordan er det med at få repareret sin cykel på Sri Lanka?

Skulle du få brug for reservedele, eller et godt cykelværksted, så er der en rimelig stor cykelforretning på vejen mellem Negombo og Colombo, som hedder Sugath Cycles. De har eget værksted og har repareret min cykel et par gange, ligesom jeg har købt reservedele hos dem flere gange. De er generelt dyrere end de små lokale cykelsmede. Men de er til gengæld også ret professionelle. Dem kan jeg kun anbefale.

Sugath er en god cykelforretning med eget værksted.

Men du skal nu heller ikke være bange for at få lavet mindre reparationer hos små cykelsmede på Sri Lanka. Jeg har fire gange fået ordnet småting hus mindre cykelværksteder. Og det har altid været ganske ok.

Selv hos nogle af de helt små cykelsmede som arbejder fra små bræddehytter langs vejen. Jeg er også selv glad for at kunne hjælpe sådanne gutter lidt økonomisk, da de tilhører de lavere samfunds klasser. Og de gør helt sikker et ærligt stykke arbejde.

Det kan være ganske socialt at få repareret sin cykel på Sri Lanka.

Hvordan er det med hunde på Sri Lanka?

En ting der har det med at bekymre os tur cyklister er hunde. Mange steder i verden er der mange løse hunde og ikke mindst mange vagthunde, som bare elsker at jage os cyklister, på en meget aggressiv facon.

Det gode ved Sri Lanka er at på trods af at der er ret mange hunde, så er langt de fleste af dem ganske fredelige og direkte dovne. Det er rigtig fint for os på to hjul. Bliver du bidt af en hund på Sri Lanka og ikke er vaccineret mod hundegalskab (Det er der næsten ingen der er) så skal du i obligatorisk behandling, da hundegalskab er dødeligt hvis det ikke bliver behandlet med det samme.

Jeg taler af personlige erfaringer, da jeg engang havde en gæst som blev bidt af en hund på Sri Lanka. Og hun var nødt til at gennemgå en længere kur, med adskillige indsprøjtninger over flere dage. 

Risikoen for at blive bidt er som jeg først sagde, ganske lille. Men vær klar over at der venter et behandlingsforløb på flere dage, hvis du bliver bidt af en hund på Sri Lanka, da man meget aktivt forsøger at udrydde det fuldkommen, hvilket jo er en god ting.

De fleste hunde på Sri Lanka er heldigvis fredelige.

Pas osgå på vilde elefanter.

Det lyder lidt uvirkeligt. Men vilde elefanter er faktisk noget man skal holde lidt øje med på Sri Lanka. Det er det sted i verden med størst koncentration af vilde elefanter. Og de kan være meget territorielle og aggressive hvis man kommer for tæt på. Så hold afstand hvis du ser en elefant på eller ved siden af vejen. For en sur elefant er noget nær det sidste du har lyst til at møde på Sri Lanka.

Men når det er sagt, så er det jo fantastisk at man stadig har så mange vilde elefanter og andre dyr. Man forsøger at få elefanterne til at blive i de mange store nationalparker, da de så ikke kommer i konflikt med lokale landmænd, som ikke er så glade for at de tramper deres marker flade og spiser afgrøderne.

Der er mange vilde elefanter på Sri Lanka.

Hvor der bor mennesker er der ting som elefanterne ynder at spise. Så elefanter vælter hegnene i nationalparkerne og går på rov i diverse marker og på lossepladser, som er det helt store tilholdssted for vilde elefanter på Sri Lanka.

Overnatning på Sri Lanka.

Sri Lanka har et rigt netværk af store og små hoteller. Og de er stort set alle online og kan bookes på diverse internationale booking sider. Det samme gør sig gældende for privat overnatning, som man kalder Homestay på Sri Lanka.

Det er typisk meget billigt og charmerende. Og ofte inde i små landsbyer uden nogen masseturisme overhovedet. Så man vil typisk ikke have problemer med at finde steder at overnatte, når man cykler rundt på Sri Lanka.

Min favorit cykeltur på Sri Lanka.

Skal jeg nævne den cykeltur på Sri Lanka som jeg nyder mest og aldrig går glip af når jeg er på øen, så må det være turen fra Negombo til Chilaw. Negombo ligger, som jeg tidligere har nævnt, tæt på lufthavnen. Det er en af de største fiskerbyer på Sri Lanka og det samme er kysten nord for Negombo.

Vejen langs kysten har ret begrænset trafik og er fantastisk at cykle på. Fiskerne trækker deres net i land på stranden og sælger deres fisk langs vejsiden, mellem deres kokosnødde plantager. Pragtfuld kulisse at cykle i.

Vejen mellem Nogombo og Chilaw har masser af små fiskerlandsbyer.

Byen Chilaw, som ligger cirka 45 kilometer nord for Negombo, er en hyggelig by, med masser af liv. Hvor de fleste byer på Sri Lanka oftest er enten buddhistiske, hinduistiske eller kristne/muslimske (kristne og muslimer bor ofte i de samme byer langs kysten), så er Chilaw det man kalder en “co existence village”, hvilket betyder at der ikke er en dominerende religion i byen.

Det giver byen et farverigt liv som jeg holder meget af. Jeg kan anbefale det lille hotel Athina i byen. Det er ejet af en Srilankaner som har boet en del år i Grækenland, hvor han tjente penge sammen til at bygge sit hotel hjemme på Sri Lanka. Han er en utrolig venlig og yderst intelligent gut, som jeg efterhånden har besøgt en del gange.

Chilaw er en såkaldt co existence village.

Jeg elsker at bo på hotel Athina i Chilaw.

Det er i øvrigt også godt at vandre på Sri Lanka.

Jeg har ikke kun cyklet på Sri Lanka. Jeg har også vandret en del. Og der er virkelig gode vandreruter oppe i det Srilankanske højland. Jeg har især vandret en del omkring byen Ella, som er en af de mest charmerende små byer på Sri Lanka. Et sted som har en virkelig god vibe. Og et sted hvor mange ender med at blive længere end de først have planlagt. Men der er også rigtig fine vandre muligheder omkring byer som Nuwara Eliya og den tidligere hovedstad Kandy. 

Danmark rundt på cykel.

I løbet af foråret og sommeren cyklede jeg 4417 kilometer gennem Danmark. En tur hvor jeg besøgte samtlige 98 danske kommuner på cykel. Her er lidt brudstykker fra den tur.

Hvorfor køre på cykel gennem alle Danmarks kommuner?

Jeg er normalt en person der rejser meget. Rigtig meget. Mange år har jeg været i andre lande end Danmark 2-300 dage om året. Men der er jo lige den der virus som har besværliggjort det lidt her på det seneste.

Men der er heldigvis kommet en vaccine. Og den skulle jeg have, så jeg kan komme ud i verden igen hurtigst muligt.

Mens jeg gik og ventede på begge stik valgte jeg at rejse i Danmark på min cykel. Simpelthen fordi jeg ikke ville risikere at strande i nedlukninger eller karantæne krav som kunne forsinke min vaccination.

Og så kan jeg godt lide en udfordring. Så det blev Danmark rundt på cykel i lidt ekstrem grad.

Nok en kommune besøgt.

Masser af vennebesøg undervejs på turen.

Der var tid til masser af vennebesøg i hele Danmark.

En af grundene til at jeg valgte at cykel sådan en lang tur var at jeg endelig kunne få besøgt en masse af de venner som jeg har sagt til i flere år at jeg snart kommer og besøger. Jeg har et stort netværk af venner, både i Danmark og i udlandet.

Her i sommer var det mine danske venner der stod for skud. Det var super hyggeligt at få besøgt en masse venner. Nogle af dem folk som jeg ikke havde set i flere år. Gamle skolekammerater. Folk jeg har mødt ude i den store verden, som nu bor i Danmark.Familiemedlemmer. Og mange mange flere.

Det startede med is på teltet i april måned.

Hyggelig, men kold camping i Tokkerup i april måned.

Jeg havde planlagt at starte i april måned, da jeg forventede at det lune vejr ville komme i det tidlige forår. Det gjorde det bare ikke. Så den første etape af turen foregik i temperaturer som gik under frysepunktet om natten. Men det gik når bare jeg brugte to soveposer i mit telt. Jeg fandt ved den lejlighed ud af at det er varmere at sove i telt end i shelter, da jorden giver en varme når det er frostvejr.

Jeg sover i øvrigt uden liggeunderlag, da jeg synes det er bøvlet at slæbe på. Ligge komforten er meget begrænset ved sådan en gang skumgummi. Så jeg har sovet direkte på jorden når jeg har camperet.

Mine nætter i folks baghaver.

På turen gjorde jeg rigtig meget brug af siden “Brug min baghave”, som er en forening hvor folk tilbyder at man må overnatte gratis i deres baghave, når men er på tur. Det var en super positiv oplevelse, hvor jeg mødte mange flinke og interessante mennesker i hele landet.

Det endte såmænd med at jeg kom en tur på Go’ Morgen Danmark den ene gang jeg overnattede i en baghave på Als. Det foregik via Skype, hvor jeg fortalte lidt om min cykeltur. Og om hvordan jeg overnattede i folks baghaver undervejs.

Direkte på go’ morgen Danmark fra en baghave på Als.

Mange nætter i shelter.

Jeg havde også en masse nætter i diverse shelters rundt om i landet. Dejligt at se at Danmark er begyndt at få en masse primitive overnatningssteder, hvor os der ikke har behov for vandland, hoppepuder og dyre restauranter kan campere.

Shelter overnatning i Tullebølle.

Vestegnen er et overraskende godt sted at cykle.

Den Københavnske vestegn får ikke så tit ros for så meget, andet end deres fodbold måske. Men jeg vil godt give dem et skulderklap for at have nogle fantastiske cykelstier.

Og det er ikke bare en god cykelsti her og der på Vestegnen. Det er gode cykelstier overalt.

Der er fantastiske cykelstier på den københavnske vestegn.

Jeg fik også besøgt min kammerat Jan Brandenhoff Larsen, i Hvidovre. Han er amatørskuespiller og kendt som en damernes ven. Så han er altid muntert selskab.

Nogle af de danske øer kan bare det der med cykelturisme.

Mange har spurgt mig hvilken kommune der har været bedst at cykle i. Nu da jeg har været i dem alle. Jeg vil sige at sammen med den Københavnske Vestegn, så har det været nogle af de mellemstore øer i Danmark. Øer som Samsø, Ærø. Als og Bornholm vil virkelig cykelturismen.

Det viser sig tydeligt på antallet af gode cykelstier. Skiltning for cyklister. Masser af picnic bænke og borde, som vi tur cyklister holder meget af. De 4 øer her skal virkelig have ros for at ikke bare sige at de gerne vil have cykelturister. Men også gøre noget alvorligt ved det.

Dyvig på Als.

Samsø er en fantastisk cykel ø.

Tanghus på Læsø.

Bornholm er verdensmester i picnic bænke.

Det blev også til andet end cykling.

Godt nok cyklede jeg mere end 4000 kilometer rundt i Danmark. Men det blev også til lidt andet. Noget af turen foregik under fodbold EM. Så blev der stoppet undervejs på diverse barer og værtshuse som viste kampe.

Jeg var også ude at gå en tur i Mols Bjerge, med min gode ven og kollega Tine, som arbejder som naturvejleder på Mols. Det var en super god og lærerig dag, hvor jeg fik brugt vandre musklerne lidt. Skulle i have lyst til en guidet tur i Mols Bjerge nationalpark, så kan i booke det på Dette link.

Mangler i et sted at overnatte, så kan jeg anbefale Molsgården i Knebel, som lige er blevet overtaget af et ungt par der har brugt det sidste års tid på at sætte den fine gamle kro i stand. I kan finde mere info om dem på Dette link.

På vandretur i Mols bjerge.

En tur gennem Sydsverige blev det også til.

Da jeg skulle til Bornholm valgte jeg at cykle til Ystad i Sverige og så tage færgen derfra. Det blev både til en overnatning ved Barseback. Ligesom jeg cyklede hele vejen til Ystad.

Det var en rigtig hyggelig tur gennem det sydsvenske, hvor jeg ikke fik nogle sten smidt efter mig. Og jeg blev vist heller ikke radioaktiv af at sove i Barseback .

Kom også forbi Barseback.

Kan en Danmarksrejse erstatte en udlandsrejse?

Jeg er klar til den stor verden igen.

Det korte svar er nej.

Dermed ikke ment at jeg ikke har brudt mig om at cykle i Danmark. Det har været super sjovt og givet mig rigtig meget viden om mange små ting rundt om i Danmark jeg ikke havde i forvejen.

Men det at få inspiration fra kulturer og folk der er meget forskellige fra en selv vil altid krydre mit liv mest.

Jeg har levet så internationalt de seneste 33 år at cirka 80% af min vennekreds er ikke dansk. Så mine udenlandsrejser handler også om at besøge venner.

Det var rigtig fint med en sommer hvor jeg cyklede Danmark rundt.

Men nu venter den store verden igen.

Fantastisk cykelsti langs den jyske vestkyst.

Den lille hyggelige Næssund færge var jeg også med.

Jeg kom også forbi Esbjerg på min cykel.

Holdt en pause i Lille Rørbæk, på vej rundt om Roskilde fjord på min cykel.

Jeg har valgt at cykle til samtlige 98 danske kommuner, mens jeg venter på at blive vaccineret. Her er lidt om min tur rundt om Roskilde fjord, hvor jeg fik besøgt 4 nye kommuner.

Roskilde fjord som et sted at besøge er tit lidt undervurderet. I hvert fald af os der kommer vest for Storebælt. For kommer vi til Sjælland, så skal vi til København. Men Roskilde fjord har budt på noget af det bedste cykling jeg endnu har prøvet i Danmark. Og der er godt nok også pænt langs fjorden.

Roskilde er et besøg værd.

Roskilde.

Min cykel weekend startede i Vanløse i København, hvor jeg sommetider låner en lejlighed af en god kammerat. Og så var det ellers bare ud af Roskildevej, gennem nogle kommuner som jeg allerede havde besøgt i mit projekt. Så dem gemmer jeg lige til en anden blogpost. Jeg var hurtigt i Roskilde, hvor jeg valgte at gå gennem byen i stedet for at cykle. Roskilde har et super charmerende bycentrum, med en af de hyggeligste gågader i Danmark. Jeg fik endda et gratis glas portvin undervejs, ved en vinhandel, inden jeg cyklede ud langs fjorden. 

Mit mål var den lille landsby Lyndby. Der bor Heidi, som jeg lærte at kende for 21 år siden, da jeg boede i Lagos i Portugal. Der var både jeg og Heidi et par unge backpackere som hang ud i Portugal og nød det frie liv. Heidi har siden fået 3 børn og har slået sig ned ved Roskilde fjord. Kontakten har vi dog bevaret gennem Facebook. Havde det ikke været for sociale medier havde jeg nok slet ikke vidst hvor hun var i dag. Jeg foretrækker i øvrigt at bruge sociale medier til positive ting, såsom at holde kontakten med gode venner, fremfor at bruge det til at diskutere og skændes med folk. Sociale medier kan gøre en i rigtig godt humør, når bare man bruger dem rigtigt.

Det blev til en super hyggelig aften hos Heidi og hendes familie. Nu kender vi jo hinanden fra Portugal. Så der blev sat lidt portvin til livs, mens vi snakkede om Portugal, rejser rundt i verden og gamle fælles venner.

På havnen i Frederikssund.

Næste morgen cyklede jeg op mod Frederikssund. Der har man bygget den nye Prinsesse Mary bro. Men den må man ikke cykle over. Så jeg måtte lidt længere nordpå for at tage den gamle bro. Fordelen ved det er at jeg så endte lige midt i Frederikssund. Og der ligger en bager på havnen, som jeg havde fået anbefalet. Jeg er sådan set ikke den store Kage eller brød fan. Men det var godt nok noget af en lækker “Kardemomme Knud” jeg fik hos bageren som har det finurlige navn “Ærligt”. 5 stjerner for fantastisk bagværk herfra.

Fjorstien er et fantastisk cykelsti.

Fjordstien er fantastisk, hvis man vil cykle rundt om Roskilde fjord.

Uden For Frederikssund fandt jeg noget som hed Fjordstien. Fjordstien er en rigtig fin cykel/vandresti, der skal gå hele vejen rundt om Roskilde fjord når den er færdig. Herligt at se at man vælger at lave sådan nogle stier, som både glæder lokale og besøgende som mig. Det er når man laver sådan noget at man får folk ud i den friske luft for at motionere. Og turister til området, som støtter den lokale økonomi. Jeg arbejder selv med cykelturisme og vil helt sikkert anbefale stien i fremtiden, til både danske og udenlandske tur operatører.

Havnen i Jyllinge.

Jeg sluttede min tur rundt om fjorden nede ved Jyllinge, som har masser af stråtækt idyl og hyggeligt fiskermiljø ud til vandet.

Jyllinge ligger ved Roskilde fjord.

Så kære venner: Har i lige et par dage, hvor i gerne vil røre jer lidt i naturen, så er Roskilde fjord et rigtig godt sted. Det er mindre end 30 kilometer fra København. Og Fjordstien er et af de fineste steder jeg endnu har cyklet i Danmark. Så det er hermed anbefalet.

Egedal kommune var en af de 4 kommuner jeg besøgte da jeg cyklede rundt om Roskilde fjord.

Og så skal jeg ellers videre til resten af de danske kommuner på min cykel

Der er i øvrigt et link til min cykeltur rundt på Sydfyn her