Mødet med mennesker kan også være en frokost med det lokale trafik politi i nordøst Brasilien.

Jeg har gået på den kinesiske mur. Sejlet på Amazon floden. Klatret rundt på Angkor Wat. Alt dette har været rigtig spændende. Men det som virkelig tæller for mig er mødet med mennesker når jeg rejser.

Jeg har brugt det meste af mit voksenliv på at rejse verden rundt. Jeg har besøgt 87 lande og arbejdet i 42 af dem. Jeg har også cyklet gennem 38 af dem. Så jeg har set mange ting rundt om i verden. Men når jeg rejser rundt i verden handler det hovedsageligt om at jeg gerne vil mødes med folk fra den store verden jeg rejser rundt i.

En invitation til en fest kan bogstavelig talt få mig til at rejse om på den anden side af jorden. Jeg nøjes så ikke kun med at tage til fest. Jeg bruger det som afsæt til at rejse rundt, da jeg ved en sådan lejlighed altid ender med at mødes med en masse interessante mennesker.

Mine venner bor på hele kloden.

Vulkan trekking på Filippinerne med en flok lokale universitets ansatte.

Skulle jeg lave en liste over mine bedste venner, ville der da helt sikkert komme nogle danske navne på. Men langt de fleste af mine venner og omgangskreds i dag er fra alle steder på kloden. Mexico City, Recife, Kuala Lumpur, Istanbul, Lissabon, London, Tirana, los Angeles, er for eksempel alle byer som jeg jævnligt besøger. Ene og alene fordi nogle af mine bedste venner bor der.

Det er såmænd ikke fordi jeg er specielt rig. Jeg arbejder som freelance rejseleder og tjener mindre end de fleste danskere. Men jeg har valgt hus, bil, fladskærm og kone og børn fra.

Jeg bruger de penge, andre bruger til den slags, på at rejse verden rundt. Jeg er også i Danmark med jævne mellemrum. Og der har jeg også venner og familie jeg besøger og jeg betaler stadig skat i Danmark. Så det er ikke fordi jeg har vendt Danmark ryggen.

Jeg kan bare godt lide at udforske jordkloden og dem der bor på den. Det er derfor jeg rejser. Mødet med mennesker vejer tungere for mig end mødet med gamle bygninger.

På cafe i Damaskus med min syriske kammerat Fouad (Fotoet er taget inden borger krigen).

Jeg holder meget af at mødes med mennesker som jeg har fælles interesser med når jeg rejser rundt i verden. Det handler ofte om at jeg mødes med mennesker der holder af at rejse, holder af global livsstil eller går til fodbold for den sags skyld (jeg rejser meget rundt i verden for at se fodbold).

Når man først mødes over en fælles interesse, så er det lige pludselig ikke så vigtigt, hvad hudfarve man har. Eller hvilken kultur man kommer fra. I min brogede og festlige venne flok er der alt lige fra amerikanske politi betjente, til pakistanske bøsser. Sydamerikanske jurister, australske landmænd og tyrkiske læger. Bare for at nævne en meget lille del af min vennekreds.

på Palæ bar i København, med Jonny fra Nordirland, som var på vej til Færøerne for at se fodbold.

Jeg er selvfølgelig ikke enig med dem om alt på denne jord. Men skal man blive uvenner og gå i krig med folk hver gang man er uenig, så får man sgu et ærgerligt liv. Og det har jeg ikke tid til.

Jeg skal for eksempel mødes med min gode kammerat Fergy om et par timer. Han er tidligere elitesoldat i den engelske hær. Mig og Fergy står ret langt fra hinanden på flere punkter. Men vi har også mange ting til fælles, og så er det det vi fokuserer på og vi har det altid fantastisk sjovt sammen over en flok øl og en rejsesnak. Vi har indtil videre mødtes i 10-12 lande rundt om på kloden og det skal nok blive til nogle flere.

Altid godt med en øl og en snak om den store verden.

Folk behøver ikke at have bar røv og bastskørt for at jeg vil mødes med dem.

Jeg ser en del mennesker som når de rejser rundt i verden, helst vil besøge stammefolk i farverige dragter. Det har jeg da som sådan heller ikke noget imod. Men jeg vil ligeså gerne mødes med en ung IT studerende eller en lastbilchauffør fra de lande jeg besøger.

For mig er det dialogen der er vigtig og den kan jeg få med alle. Jeg har ikke noget som helst imod stammefolk eller tjenere. Men lidt for mange mennesker rejser efter min mening verden rundt uden at møde andre lokale end folk der servicerer dem. Nogle af mine bedste venner rundt om i verden arbejder for eksempel som olie ingeniør, IT medarbejder, revisor, menneskerettigheds advokat, lastbilchauffør, bare for at nævne nogle få at de jobs de har.

Og jeg kan love jer for at det ikke er kedelige mennesker der bare sidder og ser fjernsyn og brokker sig over verden. For så gad jeg ikke hænge ud sammen med dem :-).

Jeg vil i det hele taget helst mødes med folk, hvor vi har noget dialog frem og tilbage og ikke hvor jeg bare sidder og er tilskuer til deres eksotiske danse og anderledes tilværelse. Det er bare sjovere at være deltager i folks liv, når det er muligt. Meget sjovere end at være tilskuer.

Frokost i et ørkentelt i Dubai, men en lokal Emirati globetrotter, som jeg kender gennem mine internationale netværk.

Her vil jeg godt slå lidt på tromme for Brasilien. Det er nok det land jeg har besøgt, hvor det er lettest at komme som udlænding og automatisk blive inviteret med til en masse fester, hvor man er aktiv deltager. Ikke bare en udlænding der kigger på de indfødte.

På camino vandring med en italiener.

Det skader heller ikke din karriere at kende folk fra hele verden.

Jeg arbejder som freelancer i rejsebranchen og det at have en global vennekreds gør at jeg har mange strenge at spille på når jeg skal tjene lidt penge til at finansiere den næste rejse. Lige nu har den danske rejsebranche det fint. Så det er der jeg tjener min løn.

Men skulle bunden lige pludselig gå ud af den, så har jeg masser af kontakter rundt om i verden, der ville kunne hjælpe mig. Så jeg er ikke bange for fremtiden på den front. Så mødet med mennesker kan også betale sig økonomisk, fra tid til anden.

I Malaga med en af mine bedste venner fra Malaysia.

Hvordan mødes man så med folk rundt om i den store verden?

Man kan jo bare starte med at smile til folk og sige hej. Den slags har givet mig mange venner rundt om i verden. Er man backpacker, så er hostels også et rigtig fint sted at være social. Der vil du mest mødes med andre rejsende, men det kan også være rigtig fedt og give en masse globale venskaber.

Airbnb kan formentlig også bruges til det. Jeg må dog indrømme at jeg ikke rigtig har brugt det endnu. Jeg er mest til hoteller og ikke rigtig orker at overnatte i folks private hjem. Servas, Meetup, Warmshowers og Couchsurfing er også gode steder at mødes med folk.

Jeg startede selv med at mødes med folk via nettet tilbage i 2002. Dengang var internettet meget nyt og eksotisk og slet ikke det man ser i dag. Jeg kom forbi en side der hed Virtualtourist. Den var en slags forløber for både Tripadvisor og Facebook og nok det første sted hvor man kunne sidde og sammen med folk fra hele verden. Siden havde en streng politik om at det var en rejse side og at politik og religion ikke må diskuteres. Det passede mig rigtig fint. Jeg har mødt flere end 1000 mennesker i den virkelige verden gennem det forum.

Jeg cyklede engang til Kolkata, for at mødes med hende her, som er professor i litteraturvidenskab, og i det hele taget en meget klog og interessant person at møde.

Jeg er også aktiv i diverse facebook grupper for folk med de samme interesser som mig selv og mødes jævnligt med folk gennem det. Det eneste jeg IKKE bruger er dating sider. Først og fremmest fordi jeg ikke er ude på at blive gift og også fordi at det er der at man har klart flest folk med fake profiler som man ikke skal stole på.

Vær i øvrigt også lidt varsom med facebook grupper, da der efter min mening er mange fakes der også. Men alt i alt, så er nettet et fantastisk godt sted at mødes med mennesker. Bare husk at du ikke skal strande bag skærmen, men også ud i virkeligheden og mødes med de mennesker du chatter med. Mødet med mennesker er kun rigtig godt, hvis det også foregår i virkeligheden.

Til fest i Los Angeles med folk fra hele verden, som jeg havde mødt via Virtualtourist.

Til fest i Madrid, med folk fra Spanien, USA, den Dominikanske Republik og Peru.

Og lige en lille bøn til sidst.

Når i ser at jeg engang imellem sidder et eller andet sted i verden og der sidder en køn pige ved siden af mig, så er det altså ikke fordi jeg har været på luder bar og finde en pige at bolle med for natten. Det er bare en af mine mange venner fra den store verden. Jeg har da haft nogle eksotiske kærester gennem årene på grund af min livsstil, men jeg har aldrig været sex turist.

Men jeg kan ikke give råd til jer om hvordan i kan rejse til et eksotisk land og få et hav af one night stands med eksotiske piger. Man kan altså godt være venner med folk af det andet køn ude i den store verden uden at skulle knalde med dem alle sammen :-).

Til frokost med estiske venner i byen Narva.

Det er altid en god ide at opføre sig respektfuldt for mennesker rundt om i verden. Så får man flere venner. Som mand er det lidt alfa omega for om man får en kvindelig omgangskreds, ude i den store verden. Stort set ingen kvinder gider en respektløs fuld stodder, eller en der sidder og rager på dem. Det her burde jo være det rene logik. Men da jeg sr en del danske mænd ude i verden, som ikke er så gode til den slags, så nævner jeg det lige her alligevel.

Men ellers må i hellere end gerne skrive til mig hvis i har noget at spørge om :-).

På lesbisk bar i Istanbul.

Jeg brugte en gang en hel nat i Mexico City med at gå rundt sammen med hjemløse Ramon.

På besøg på et plejehjem i Manila.

Venskab er farveblind.

Selfie time med en cambodiansk arbejds kollega.

Sergio fra Brasilien har været min kammerat siden 1992.

En af mine bedste venner er fra Albanien.

Jeg fester også med ungarske hooligans.

Emil Andersen fra Bøjden.

Farbror Emil var pelsjæger i Canada. Den sætning hørte jeg mange gange som barn, når min far fortalte om min farfars lillebror, som rejste til den nye verden og endte som pelsjæger og laksefisker i Canada.

Som en der selv har brugt det meste af mit liv på at rejse verden rundt har historien altid fascineret mig. Så jeg har lavet en del research på Emil, ligesom jeg, for nogle år siden, rejste til Canada for at se om der var nogle spor af Emil, som døde tilbage i 1974.

Hvem var Emil Andersen fra Bøjden?

Emil Andersen var født år 1900 voksede op i Bøjden på Sydfyn. Han var ud af en fiskerfamilie og arbejdede også selv som fisker. Familien var ikke som sådan fattig, men han var en meget driftig mand. Han syntes ikke altid at mulighederne for små iværksættere var store nok i Danmark. Så han valgte at købe en enkeltbillet til Amerika i 1922. Han sejlede i øvrigt ud fra Bremen og ikke fra København.

Inden anden verdenskrig havde Sydfyn betydelig mere handel med det nordlige Tyskland end med København. Emil var selv vant til at sejle til Flensborg for at sælge ål. En af hans brødre og 2 af hans fætre blev af samme årsag gift med piger de havde mødt i Flensborg. Så det var helt naturligt at kigge mod Tyskland, når man skulle finde en båd til den nye verden.

Da Emil ankom til Staten Island i New York, hvor alle emigranterne blev registreret, rejste han hurtigt videre, så snart det formelle var overstået. Han brugte et par år på at arbejde sig på tværs af Nordamerika, hvor han blandt andet havde et par ophold på landbrug oppe ved de store søer, der adskiller USA og Canada. Det var i øvrigt dårligt betalte job, som han ikke snakkede særligt godt om til min far, da han senere fortalte ham om sine oplevelser. 

Hans plan var at komme til Edmonton, ude på den canadiske prærie. Det var centrum for en stor handel med skind, til den store pelsindustri, som lige var skudt op efter første verdenskrigs afslutning. Der var potentielt store penge i at være pelsjæger i 1920’erne i Canada. Emil tjente også nogle rigtig gode penge på sine jagter, hvor han var ude i flere måneder hver vinter. Han fortalte min far, at han rejste sammen med en svensk jæger, som han havde lært at kende i Canada. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på at han formentlig har kendt den norske pelsjæger Hjalmar Dale, som senere blev meget kendt, efter at have skrevet bogen “Vildmarksliv”. Sjovt at tænke på at de med en vis sandsynlighed har drukket nogle øl sammen. Emigranterne i den nye verden havde jo, naturligt nok, en tendens til at holde sammen med dem, de havde det sprogfællesskab med. Så kunne jeg få en tur i en tidsmaskine, så tog jeg gerne til Edmonton i slutningen af 1920’erne. 

Emil, da han var lidt ældre.

Emil blev sneblind.

Efter at have haft nogle meget lukrative år som pelsjæger i Northwest Territories kom det hele til en brat afslutning. For Emil blev sneblind i starten af 1940’erne. Han var totalt blind i en periode og måtte flyves med privatfly til Edmonton, hvor han brugte en del af sin opsparede formue på at blive opereret på et privathospital. Efter operationen var der dog stadig en del penge tilbage. Så Emil tog i 1946 tilbage til Danmark, efter at have brugt godt halvdelen af sit liv i Nordamerika. 

Emil slog sig ned på Salt Spring Island ved den canadiske vestkyst.

Han brugte en sommer i Bøjden, på Sydfyn, med at besøge sine brødre og sætte rejeruser og åleruser med min far, som dengang var 11 år gammel. Han blev så glad for min far, at han flere gange de følgende år skrev til ham og tilbød ham at komme til Canada og blive partner i det laksefiskeri han startede da han kom tilbage til Canada.

Da Emil sejlede tilbage til Canada, efter nogle måneder i Danmark, mødte han vestjyske Hedvig på Amerikabåden. Hun var en ung sygeplejerske, på vej til Canada, for at arbejde en periode som praktikant på et canadisk sygehus. Det blev dog til mere end det, da Emil og Hedvig endte med at gifte sig og slå sig ned i New Westminster, lige uden for den canadiske storby Vancouver. Derfra fiskede Emil i en del år, inden han gik på pension som en ret holden mand. 

Da han gik på pension købte han et stykke jord på den lille ø Salt Spring Island, som ligger mellem det canadiske fastland og Vancouver Island. Salt Spring Island er på størrelse med Tåsinge, men er ret kuperet med meget skov. Det stykke jord han købte var stort nok til at han kunne gå på jagt. Og kunne kunne fiske fra den lille havn, Fulford Harbour, som lå på sydsiden af øen. 

Beaver Point, hvor Emil fra Bøjden boede.

Han slog sig i øvrigt ned ved Fulford Harbour på sydkysten af øen. Den nordlige side af Salt Spring, omkring byen Ganges, var domineret af et engelsk samfund som var meget indspist og lukket. Min far fortalte mig, hvordan Emil havde ret meget antipati mod englændere, da han var hjemme i Danmark i 1946. 

Jeg har sidenhen mødtes med en lokalhistoriker fra Salt Spring Island, som har fortalt mig at det engelske samfund i Ganges, i 1940’erne, var et samfund hvor der kun boede englændere og hvor man kun giftede sig indbyrdes. Når der var for mange mænd i forhold til kvinder i byen, så fik man den anglikanske kirke til at sende skibe fra England over, med engelske kvinder som de så kunne gifte sig med. Det var af naturlige årsager ofte kvinder med en ret broget baggrund, der valgte at hoppe på et skib til den nye verden, for at gifte sig med en mand de ikke kendte. Men det engelske samfund i Ganges foretrak dette, frem for at blande sig med de andre.

Fulford Harbour var til gengæld lidt det modsatte. Der havde man en stor blanding af folk, med meget forskellig baggrund. Der var en del indianere, eller First Nation, som man kalder dem i Canada. Der var også et samfund af polynesere fra Hawaii, som i sin tid var sprunget af et slaveskib og svømmet i land på Salt Spring Island. Fisker samfundet, hvor Emil følte sig hjemme, var domineret af immigranter fra de græske øer. Så det var et meget broget, men åbent samfund i Fulford Harbour. For i modsætning til englænderne i Gangens, så var der masser af ægteskaber på tværs af etniske skel i Fulford Harbour. 

Emil boede ved Fulford Harbour, på en vej der hed Beaver Point Road, indtil han døde i 1974. Han havde haft et par slagtilfælde kort inden han døde og var ifølge dem jeg har talt med på øen gangbesværet i de sidste år han levede. Hans kone Hedvig levede en del år efter Emil døde, og hun gik først bort i år 2000. Parret havde ingen børn. 

Jeg besøgte selv Salt Spring Island i 2005. 

I 2005 valgte jeg selv at tage en tur til Canada, for at se om jeg eventuelt kunne møde nogen som har kendt Emil. Jeg lavede en del research på forhånd og fik fat i en lokalhistoriker og formanden for lokalarkivet på Saltsping Island. De gav mig nogle kontakter, som jeg brugte på øen. 

Jeg fandt også fortegnelsen over kirkegården i Fulford Harbour. Til min overraskelse var Emil ikke registreret som værende begravet på kirkegården. Jeg fandt et telefonnummer på en præst der havde tilknytning til kirkegården og ringede til ham. Han var dog meget afvisende overfor mig og decideret mistroisk over hvorfor jeg ringede til ham. Så mine kontakter på øen var lederen af lokalarkivet, som hed Sue Moat og journalisten, som skrev til mig. Men jeg mødte ham aldrig personligt. 

Jeg ankom til Salt Spring Island med den lille bil færge som sejler fra landsbyen Schwarz Bay på Vancouver Island. Schwarz Bay ligger i øvrigt lige ved siden af byen Sydney, hvor Emils kone Hedvig arbejdede som sygeplejerske. Færgeturen fra Schwarz Bay til Fulford Harbour tager kun en halv times tid. 

Fulford Harbour er en rigtig nybygger landsby, der er som taget ud af en film. Der bor vel et par tusind mennesker i byen. Hele øen har kun omkring 11.000 indbyggere. Den ene af dem er i øvrigt Randy Bachman fra bandet “Bachman Turner Overdrive”. Jeg skulle dog først op på nordsiden af øen, til den største by Ganges. For det var der, jeg havde et par kontakter. Jeg talte i telefon med Sue Moat fra lokalarkivet, som fortalte mig at hun havde haft fat i øens ældste person. En dame der hed Lotus Ruckle, som havde været nabo til Emil og Hedvig og været en meget nær ven af dem begge. 

Jeg fik adressen på gamle Lotus Ruckle og cyklede op til hendes lille hus, hvor hun boede med sin kat. 

Lotus var 94 år gammel. Men når bare hun fik sit høreværn på, så var hun helt åndsfrisk og fortalte mig en del ting om Emil og Hedvig. Det hun især snakkede om ved Emil var, hvordan han var fuld af virkelyst, lige til det sidste. Selv da han sad i kørestol, efter en hjerneblødning, trillede han hver dag op og ned af skrænterne og gravede, satte læhegn op og lignende. Det var noget jeg sidenhen fik bekræftet af andre jeg mødte som havde kendt ham.  Lotus havde været veninde med Hedvig, lige indtil Hedvig døde, og hun fortalte, at Hedvig solgte sin og Emils jord, da Emil døde. Noget som gjorde hende til en meget velstående dame, da jordpriserne på Salt Spring er gået kraftigt i vejret de senere år, da øen er blevet et eftertragtet sted at have feriebolig. 

Hedvig efterlod i nærheden af 30 millioner kroner, da hun døde, fortalte gamle Lotus mig. Men da hun ikke havde nogen børn, så valgte hun at testamentere hele formuen til det lokale ældrecenter, som hun havde meget glæde af de sidste år hun levede. Arven gjorde det blandt andet muligt at modernisere og bygge en ekstra etage på centeret. Centeret har af samme årsag en mindeplade for Hedvig den dag i dag. Men jeg kunne da ikke lade være med at tænke på, at jeg måske skulle have kommet 5-6 år tidligere og besøgt hende. Så kunne det jo være at der var faldet lidt af fra den rige tante i Canada :-). 

Lotus Ruckle fortalte mig også at jeg skulle køre ud og besøge en gut der hed Dimitri Stevens. Han var en græsk/indiansk fyr som havde været meget nær ven med Emil. Dimitri var kun 15 år gammel, da Emil døde. Men han fiskede og gik på jagt med Emil, da Emils helbred begyndte at svigte. Og derfor mente Lotus at Dimitri vistnok havde arvet nogle af Emils ting. 

Jeg tog cyklen og kørte ud til Beaver Point Road, hvor Dimitri boede. Samme vej som Emil havde boet på. Det skulle vise sig at de havde været genboer. Og Dimitri viste mig det lille røde træhus som Emil havde bygget. Der var desværre ingen hjemme, så jeg kunne kun få det at se ude fra vejen. Dimitri var en super flink fyr, som inviterede mig ind på sin lille gård, hvor han dyrkede jorden og holdt lamaer, hvis uld han solgte. Han fortalte mig, at han havde arvet alle Emils fiskeredskaber og jagtrifler, da Emil døde. Fiske-redskaberne var for længst slidt op. Men han havde stadig en af Emils jagtrifler, som han hentede oppe på loftet og viste mig. 

Huset som Emil byggede og boede i på Salt Spring Island.

Dimitri Stevens med Emils game jagtriffel.

Dimitri løste også gåden om hvorfor Emil ikke lå på kirkegården. Han fortalte mig, at da Emils helbred begyndte at skrante, bad han den unge Dimitri om hjælp til at rydde et lille stykke skov på en bakketop, sådan at man kunne se havet derfra. Han sagde aldrig til Dimitri, hvorfor han gerne ville have ryddet det lille stykke jord. Men 14 dage efter at Emil var død, bemærkede Dimitri, at der var gravet deroppe. Lige præcis nok til at få plads til en urne. Da Dimitri vidste, at Emil var blevet kremeret, var han helt sikker på, at han lå begravet der. 

Vi kunne desværre ikke besøge stedet, da området i dag er et stykke privat skov. Men det var fint at få historien. Og den lille bakketop kunne jeg se, da jeg tog færgen tilbage til Vancouver Island et par dage senere.  

På toppen af dette bakkedrag ligger Emil Andersen fra Bøjden begravet

Om natten sov jeg i øvrigt ude for enden af vejen, på pynten som hed Beaver Point. Der var lavet en fin lille naturlejrplads, hvor jeg kunne slå teltet op, lige i vandkanten. Området havde i øvrigt tilhørt Lotus Ruckle som jeg havde besøgt. Men da hun blev gammel, valgte hun at gøre sin gamle gård til et slags frilandsmuseum. Og jorden ved siden af til naturpark. Hun sagde til mig, at hendes søn såmænd havde rigeligt med penge. Og hun ville ikke sælge stedet. “For vi har allerede golfbaner nok”, som hun sagde. Så nu kan man besøge Ruckle Heritage Farm, som stedet hedder nu. Lotus lever ikke længere. Men hendes gamle fine gård er i dag offentligt tilgængelig, skulle du komme på de kanter. 

Jeg fik også et job på Salt Spring. 

En af dagene, da jeg cyklede rundt på øen, kørte en gammel hippie i en pickup truck op på siden af mig og spurgte om jeg var ude at søge arbejde. Det var jeg ikke, men sagde at jeg kunne da godt give ham en hånd, hvis han havde brug for hjælp. Og så endte jeg med at plukke vindruer for ham de næste 2 dage. Jeg smagte også på hans vin, og den var ganske fin. Jeg kunne også lige føje et nyt job i et nyt land på mit CV. Selvom det kun var et par dage. Han betalte i øvrigt en ganske god dagløn, som gav mig lidt ekstra luft i budgettet på min cykeltur gennem Nordamerika, som varede i 3 måneder og sluttede i det centrale Mexico. 

Jeg plukkede også vindruer på Salt Spring Island.

Det var historien om Emile fra Bøjden som drog til Canada for at skyde bjørne og fiske laks. For mig er det familiehistorie, men det er jo også et stykke lokalhistorie for både Bøjden og Salt Spring Island. Så derfor har jeg valgt at lægge den på bloggen så alle der har lyst kan læse historien. 

Ud og flyve med Indigo.

Jeg har lige fløjet med Indigo. Her er min mening om det indiske lavprisflyselskab.

Det indiske flyselskab Indigo er lige begyndt at flyve fra København til Mumbai. De er kommet på markedet med nogle meget billige priser. Så mange overvejer at flyve med dem. Men mange spørger også sig selv om hvordan det mon er at flyve med Indigo. 

Jeg fløj i november 2025 fra København til Mumbai og videre til Dhaka i Bangladesh. Jeg har derefter også fløjet en kort 30 minutters flyvning med dem, fra Dhaka til Kolkata i Indien. Her er lidt om hvad jeg synes om den tur og om Indigo generelt.

Jeg skal nok lige nævne at jeg fløj på en billig economy class billet, på den tur jeg anmelder her.

Indigo flyver med en Boeing Dreamliner fra København til Mumbai.

I øjeblikket flyver Indigo København – Mumbai ruten med et fly de har lejet hos det norske flyselskab Norse. Flyet er en Boeing Dreamliner, som efter min mening er et godt fly at flyve med. Ikke så godt som en Airbus 380, men trods alt et widebody fly, som er ret behageligt. De 2 korte flyvninger jeg har haft med Indigo fra Mumbai til Dhaka og fra Dhaka til Kolkata har været med nyere Airbus 320 fly. Det ene af dem var et helt nyt NEO fly. Begge gange har det ikke været noget som bekymrede mig overhovedet.

Det er billigt at bestille ekstra benplads.

Noget jeg vil anbefale folk at gøre er at bestille ekstra benplads ved nødudgangen. Det kan være ret dyrt hos nogle flyselskaber, men hos Indigo var det ganske billigt. Jeg mener at det var 150 kr jeg betalte for at sidde ved nødudgangen. Det er penge som er givet rigtig godt ud på en 8 timers flyvning, hvis I spørger mig.

Mit sæde var rimelig komfortabelt. Det var for smalt, men det er economy sæder jo stort set hos alle flyselskaber.

Jeg havde tilkøbt ekstra benplads ved nødudgangen.

Der er varm mad og soft drinks med i prisen.

På Indigos lange flyvninger er der mad med i billetprisen. Da jeg fløj fra København til Mumbai, fik jeg et måltid varm mad til at starte med. Der fulgte også gratis soft drinks med til maden. En times tid inden vi landede i Mumbai fik vi også en snack, som var en indisk wrap, som jeg synes var rigtig god. Alkohol skal der til gengæld betales for.

Underholdning om bord.

Der er et inflight entertainment system hos Indigo. Ikke det mest spændende jeg har set, men der var trods alt et par film jeg havde lyst til at se. Overhovedet ikke som hos Emirates og Qatar Airways, hvor man har mere end 100 film at vælge imellem. Jeg kunne godt have brugt nogle dokumentarfilm, da det generelt er det jeg foretrækker at kigge på når jeg er oppe at flyve. Det her var på flyvningen fra København til Mumbai at jeg havde inflight entertainment. På den kortere flyvning jeg havde derefter fra Mumbai til Dhaka, havde jeg ikke min egen skærm, da det var en lidt mindre flyver uden personlige skærme.

Der var gratis, men begrænset inflight entertainment ombord på Indigo flyet til Mumbai.

Men der var en helt anden ting, som efterhånden er ved at blive en sjældenhed hos flyselskaber. Det var et godt gammeldags inflight-magasin. Og i bedste gammeldags stil var det med kort der viste selskabets ruter rundt om i verden, ligesom der var billeder af deres forskellige flytyper. Det var noget jeg syntes rigtig godt om.

Indigo har stadig et gammeldags inflight magasin i stolelommen.

Hvordan er det at skifte fly i Mumbai?

Jeg synes at fly-skiftet i Mumbai lufthavn gik relativt smertefrit. Man skal gennem en sikkerhedskontrol for at gå fra den ene del af lufthavnen til den anden. Men man bliver i lufthavnen, så man behøver ikke noget visum til Indien for at skifte fly. Indigo var ret gode til at kalde de folk, som havde et fly, der snart afgik, mens folk som jeg selv, der havde 4 timer at vente, måtte give plads til dem der havde travlt. Det havde jeg det helt fint med, da det mindskede det kaos, der kunne have opstået, da vores fly var 45 minutter forsinket, på grund af kraftig modvind.

Mumbai lufthavn.

Jeg havde som sagt 4 timers mellemlanding i lufthavnen i Mumbai og gik først op til transit hotellet i lufthavnen. Jeg havde håbet på, at det var et hotel, hvor man kunne leje et værelse per time. Men det var et normalt hotel, hvor man skulle leje et værelse for en hel nat. Og da det kostede 200 US Dollars, så valgte jeg at droppe at sove der. 

Jeg fandt i stedet et transitrum, hvor man havde nogle stole, som mest af alt mindede om strandstole, hvor man kunne lægge sig ned. Der lå jeg og hvilede mig et par timer, inden jeg gik tilbage i transithallen og fik en kop kaffe. 

Jeg fandt en liggestol i lufthavnen, hvor jeg tog en lille lur under mellemlandingen.

Jeg har tidligere prøvet at skifte i fly i Delhi lufthavn. Og den er betydelig mere forvirrende og kaotisk end Mumbai. Så du skal ikke lade dig skræmme af Mumbai lufthavn, bare fordi du har haft en negativ oplevelse i Delhi lufthavn tidligere.

Indigo er ikke Air India.

Jeg kan også se at mange mennesker tror at Indigo er det samme som Air India. Det er det ikke. Air India er det gamle statsejede flyselskab i Indien, som til tider er halvdårligt og ret dårligt ledet. Indigo er et nyere selskab hvor tingene fungerer noget bedre. Men vi er stadig i Indien, hvor tingene ikke altid kører som i Danmark.

Min konklusion om Indigo.

Jeg vil have det helt fint med at bruge dem i fremtiden. Især når de smider billige priser på markedet, som de gør nu. Kommer Emirates eller Qatar Airways med lignende priser, så bliver det dem, jeg flyver med, da de er noget bedre. Men Indigo leverer et ganske godt produkt. Og flyvetiden til Mumbai på 8 timer er nogenlunde tålelig, når bare jeg sikrer mig at få tilkøbt ekstra benplads. Så alt i alt er det en anbefaling herfra.

Sammen med Heinz og nogle af hans mange håndtegnede kort.

I juni, 2025 havde jeg fornøjelsen af at besøge den vildeste cyklist i verdenshistorien, hvis I spørger mig. Han har aldrig vundet store cykelløb. Men han cyklede verden rundt, uafbrudt i 52 år. Hans navn er Heinz Stücke.

Et foto af en meget ung Heinz, da det hele begyndte.

Jeg tror at mange af os rejselystne tit er ret trætte af det hele, når vi er på arbejde og hellere ville være ude at rejse. Men de fleste af os finder os i skæbnen og glæder os over at vi kan rejse verden rundt i vores fritid. Heinz Stücke ville det anderledes. I 1962 var han så træt af sit job som værktøjsmager, hjemme på fabrikken i  Hövelhof (en provinsby nær Bielefeld) at han pakkede sine cykeltasker og tog på rejse. Ikke bare en uge eller en måned, men 52 år, hvor han overhovedet ikke kom hjem til Hövelhof, men levede som globetrotter på sin cykel. Han endte med at cykle til alle verdens lande og tilbagelægge 625000 kilometer på sin cykel, inden han vendte snuden hjemad. 

Heinz har slået flere verdensrekorder.

Jeg har fået mit besøg sat i stand af min kammerat Henrik, som er venner med Heinz. Henrik er dansk/tysk og besøger Heinz så ofte han kan. Og jeg er med i bilen til Hövelhof denne gang, hvor vi skal besøge Heinz i et par dage og overnatte i hans hus. 

Heinz er nu 85 år gammel og er som sådan kun holdt op med at cykle fordi hans hofter ikke kan bære ham længere. Der er også stødt flere andre helbredsmæssige ting til, de seneste par år og han har ikke været ude af sengen i flere måneder, da vi besøger ham.

Der er stadig højt humør og masser af glimt i øjet, selvom Heinz er sengeliggende.

Men humøret fejler ikke noget hos Heinz. Han snakker i et væk og er et levende leksikon. Det kan godt være at hans ben og hofter ikke kan mere. Men hovedet og munden kører stadig i ekspresfart. Man kan bare spytte navnet ud på et land eller en geografisk lokalitet og så snakker Heinz begejstret løs og fortæller om da han selv var der.  Han husker stort set det hele, ned til mindste detalje. Så det er virkelig en fornøjelse at besøge ham, selvom han er sengeliggende.

Jeg havde hørt at Heinz er glad for mørkt øl, så jeg havde taget nogle flasker “Mors stout” fra Refsvindinge bryghus med til ham. Det var populært.

Han er også fuld af gas og elsker at lave sjov med os og alle andre der kommer for at besøge ham.

Når han ikke har gæster og snakker dagen og natten lang, så bruger han sin tid på at pakke bøger. Han har fået en journalist til at skrive en bog om sit liv, som han sælger til folk i hele verden, ligesom han også sælger postkort med fotos som han selv har taget.

Det er også nødvendigt for ham at tjene lidt penge, da han jo har rejst hele sit liv og ingen pensionsopsparing har. Henrik og lidt andre venner kommer så forbi så tit de kan og kører på posthuset med bog pakkerne. Det gør vi også den dag jeg er der.

Undervejs på hans lange rejse levede han i øvrigt af at sælge postkort, som han selv producerede, plus at han solgte fotos og artikler til aviser og blade. 

Og så var han i øvrigt også officiel pressefotograf ved VM i fodbold i 1970 i Mexico.

Et kort over en af hans tidlige cykelruter. Heinz har håndtegnede kort over alle de ruter han har cyklet.

Heinz var overhovedet ikke hjemme i alle de 52 år han var undervejs. Men han sendte ting og sager hjem alle årene. Så i dag er hans hjem et museum over hans vilde liv, hvor der hænger fotos,kort og memorabilia fra den store verden overalt i hjemmet. Det er som at gå rundt på det vildeste globetrotter museum når man går fra rum til rum i hans hus. 

Hans hjem er fyldt med minder fra et langt cykel liv.

Heinz er selvfølgelig ikke som folk er flest, når man snakker med ham. Men det er jeg sgu heller ikke selv, så vi går fint i spænd. Han har sine meninger om tingene og vi får i den grad vendt og drejet mange emner på de to dage vi er der.

Om natten sover jeg på en madras, ved siden af den 3 gears cykel som Hetz kørte det meste af sin 52 år lange tur på.

Det er sgu lidt som at få lov til at sove sammen med kronjuvelerne.

Jeg sov på en madras, ved siden af hans gamle turcykel.

Nogle mennesker drømmer om at møde kongen, paven, Lionel Messi eller Taylor Swift.

Jeg er glad for at jeg mødte Heinz Stücke, for han er i mine øjne nok den vildeste rejsende i verdenshistorien.

Skulle du have lyst til at få lidt opdateringer om Heinz og hans liv, så har han en facebook side. Den er i øvrigt også bestyret af Henrik, som jeg kører med. For Heinz har aldrig været digital og har aldrig haft en e-mail. 

Men der er et link til Facebook siden her, skulle du have lyst til at læse mere og se fotos fra hans lange liv på landevejen.

Opdatering, juli 2026.

Jeg fik besked her til morgen om at Heinz sov stille ind den 22 juli, 2026.

Hvil i fred Heinz.

Nomad Fest i Bulgarien.

Sidste sommer var jeg i Bansko/Bulgarien til festival for moderne nomader. Her er lidt om hvad det er for noget.

Der har været nomadefolk så længe der har været mennesker. Det er derfor at mennesket har spredt sig til hele jorden.

Der er også nomader i det 21 århundrede. Og det betyder ikke nødvendigvis at det er folk der bor i telte og går i traditionelle dragter. Der er faktisk en del mennesker som rejser med deres arbejde og hobby det meste af året. Og her er lidt fra en festival hvor 700 moderne nomader fra hele verden mødtes i en uges tid.

Selvom jeg ikke selv er helt adresseløs (Jeg har adresse og betaler fuld skat i Danmark), så rejser jeg så meget at føler mig hjemme blandt de moderne nomader. Også selvom de fleste af dem er noget yngre end mig. Jeg har aldrig rigtig haft et fast job i Danmark, men har ernæret mig i mange år ved at være udstationeret som rejseleder for diverse danske rejsebureauer.

En del af festivalen foregår i små telte på en åben plads, med en scene.

Hvor er Bansko Nomadfest?

Stedet var Bansko i Bulgarien. Bansko er et skisportssted om vinteren. Men om sommeren er der nogle frilufts turister, men ellers rimelig stille. Derfor rykker der mange moderne nomader ind om sommeren. Og i juni, 2024, blev der holdt den årlige Bansko Nomad Fest, som jeg også deltog i. 

Bansko er en hyggelig by med et velbevaret by centrum.

Bansko ligger syd for hovedstaden Sofia og jeg kom dertil med en kombination af bus og tog. Der var andre som slog sig sammen og lejede minibusser, som så kørte direkte fra Sofia til Bansko. Men jeg foretrak at bruge et par dage til at snegle mig frem til Banko med en overnatning undervejs i byen Blagoevgrad.

Bansko er en dejlig bjergby.

Hvilken slags mennesker deltager i Bansko Nomadfest?

De deltagende var en bred vifte af folk fra hele verden. Jeg snakkede med folk fra lande som Japan, England, Israel, USA, Canada, Mexico, Bulgarien, Serbien, Portugal, Indien, plus flere andre lande. De fleste af deltagerne var under 35 og var typisk folk der arbejdede online. Det være sig alt fra folk der arbejdede for call centre til nogle der var online coaches, freelance journalister, til en der levede af at lave playlister til Spotify.

Fællesnævneren for folk var, at de ikke boede der hvor de voksede op, men i skiftende lande. Alt efter hvad der lige passede dem bedst. Et utrolig frit liv, men også et liv der kræver at man har nok selvdisciplin til at komme op hver dag, da sikkerhedsnettet er væk.

Jeg selv er freelance rejseleder og der var en lille flok, der som mig havde job i turistbranchen. Jeg afholdt et lille foredrag med tid til spørgsmål, for folk der ville vide noget mere om at være freelance rejseleder. Det var overraskende populært og jeg blev rendt lidt over ende af unge mennesker der havde det som et af deres drømmejob. 

Og der var bægerklang hver eneste aften, med alle de nye venner man fik.

Jeg var i øvrigt ikke den eneste, der ikke var helt ung (Jeg er 55). Det var nok omkring 10% af deltagerne, der var over 50. Og antallet af ældre nomader er stigende, sagde arrangøren af Bansko Nomad Fest til mig.

Jeg talte blandt andet med en kvindelig journalist i 60’erne der arbejdede for den engelske avis “The Times”, mens hun levede ud af hotelværelser og AirBnb’s. Verdens nok mest berejste mand, Harry Mitsidis var der også. Han er englænder og først i 50’erne. Jeg har mødt Harry ved flere lejligheder og han er en rigtig flink fyr som jeg altid nyder at mødes med. Han var der på vegne af rejsefælleskabet Nomadmania, som er et fælleskab for folk der rejser rigtig meget.

Hvad laver man på Bansko Nomad Fest?

Det officielle program startede ret tidligt i forhold til andre konferencer/festivaler jeg har været til. Der var talks og workshops fra omkring klokken 09:00 hver morgen. De fortsatte så i et raskt tempo hele dagen, afbrudt af lidt frokost. Inden det hele startede, var der dog også morgenyoga for dem, der var tidligt oppe.

Foredragene til festivalen var af en meget høj standard, hvor der var en kombination af foredrag der havde meget praktisk lærdom, til andre der var de vildeste skæbnefortællinger af folk der fortalte hvordan de var endt med at leve det eventyrlige liv de nu gjorde.

Der var nogle virkelig gode foredrag på Nomadfest.

Hver aften var der en eller anden form for fest. Nogle af festerne var inkluderet i billetten til Bansko Nomad Fest, mens der skulle betales ekstra for andre. Men det var i det hele taget ret billigt at deltage og være med. Overnatningen i Bansko var også ganske billigt. Jeg boede selv på et lille pensionat, der mest var lavet til ski turister om vinteren. Men de holdt også åbent for mig, da jeg kom forbi i juni måned.

Vi havde også vinsmagning den ene dag, med fremragende bulgarske vine, ligesom der var ølsmagning på en lokal øl bar, hvor vi fik smagt en masse bulgarsk mikrobryg.

Dejlig bulgarsk vinsmagning.

Noget af det jeg synes bedst om var det som blev kaldt “Open Conference” hvor man selv kunne tage initiativ til at holde et lille foredrag eller en diskussion om et emne. Det gav nogle virkelig levende diskussioner om alverdens ting som er relateret til at leve den moderne nomadetilværelse. 

Det var på “Open Conference”, at jeg holdt foredrag om at være rejseleder. 

Jeg havde fra starten tænkt, at 7 dages konference nok lige blev lidt i overkanten for mig. Så jeg havde planlagt at skride i 2-3 dage for at vandre i bjergene omkring Bansko. Men det viste sig at konferencen var så medrivende og interessant at jeg holdt hele ugen og gik på konference 7 dage i træk.

Bansko er virkelig en charmerende by.

Jeg havde dog også tid til at se lidt af Bansko, som er en rigtig charmerende by, med masser af traditionelle huse og masser af gode spisesteder og hyggelige barer. Jeg kan så absolut anbefale Bansko til en ferie. Også selvom man ikke skal på Bansko Nomad Fest. Byen er virkelig et dejligt sted om sommeren for outdoor folket. Og om vinteren bliver det skibumsernes mekka.

Hovedgaden i Bansko.

Min konklusion på denne festival for moderne nomader er at det var alle pengene værd. Det var super interessant at møde en masse mennesker fra hele verden som i den grad tager deres liv i egen hånd og dropper sikkerhedsnettet for at gøre livet til et eventyr. Der er altid lidt småting som kunne være bedre. Men alt i alt var det en meget positiv oplevelse.

Fra Faaborg til Narva på cykel.

Jeg brugte august 2024 til at cykle fra Faaborg til Narva, som ligger i Estland, lige på grænsen til Rusland. Her er lidt om cykelturen.

Hvorfor cykler man så en tur til Narva?

Jeg har været nogle gange i Estland gennem de seneste år. Blandt andet da man fejrede 700 året for slaget ved Lyndanise, hvor Danmark fik sit nationalflag Dannebrog. Der mødte jeg blandt andet den estiske konsul i Danmark, Filip Dalthur Rasmussen, som jeg svingede rigtig godt med. 

Filip havde i maj måned 2024 inviteret en estisk kvinde fra Narva til Cafe Globen i København, for at fortælle om hendes hjemegn Ida-Virumaa, hvor Narva er den største by. Og så var det, at jeg fik ideen om at jeg skulle cykle fra Faaborg til Narva.

Filip og estiske Hanna, foran Cafe Globen.

Turen til Narva gik via Ærø og Skarø.

Jeg startede ganske langsomt med at tage færgen fra Faaborg til Søby, på Ærø. Grunden var at jeg havde besluttet mig for at spise frokost på Landbogården i Ærøskøbing, hvor jeg kender familien som ejer stedet. Super dejligt sted som klart kan anbefales. Efter frokost tog jeg først færgen til Svendborg og derefter til Skarø, hvor min to fætre Poul og Martin bor. Det var samtidig med Skarø Festival den samme weekend. Så det blev lige til to dage med Skarø festival, inden jeg cyklede videre mod Estland.

Ærøskøbing.

På Skarø for at besøge mine to fætre.

Færgen fra Faaborg til Søby.

Fra Svendborg cyklede jeg over Tåsinge, Siø og Langeland, hvorfra jeg tog færgen til Tårs på Lolland. Mens jeg ventede på færgen, spiste jeg fisk på en lille cafe der hed Spodsbjerg kutterfisk. Det var rigtig godt og kan også anbefales. 

Lolland er en ø som har gjort meget for at gøre livet for os cyklister bedre. I en tid hvor Lolland tit bliver portrætteret som et lidt trist sted, så vil jeg godt slå på tromme for stedet som en del af Danmark hvor man har nogle rigtig gode forhold for os cyklister. 

En tur forbi Estlands konsulat på Jungshoved.

Estland har konsulat på
Jungshoved, på Sydsjælland.

Estlands danske konsul, Filip Dalthur Rasmussen, bor på Jungshoved på Sydsjælland. Han er en dansk man som i mange år har boet i Estland, hvor han arbejdede for Statoil. I dag driver han den tidligere Jungshoved Præstegaard som et lille hotel. Filip og hans kone Anette havde inviteret mig til at besøge dem på vej til Estland, så det blev også til en overnatning på Gøngehøvdingens hjemegn.

Fra Jungshoved cyklede jeg til København og derfra videre til Helsingør. Som cyklist er det lettere at tage Helsingør-Helsingborg færgen end at bruge toget til Malmø. Samtidig med er Strandvejen også fantastisk at cykle på. Så jeg vil klart anbefale at man cykler den vej, hvis man skal fra Danmark til Sverige.

Velkommen til Sverige.

Sverige er et fantastisk land at campere i.

Det blev til en enkelt nat i Helsingborg, på byens vandrehjem, inden jeg cyklede op til de første svenske søer. Sverige er et super land at cykle og især at campere i. Den svenske allemandsret i Sverige gør, at det er fuldt lovligt at overnatte i sit telt i naturen, så længe man efterlader stedet som man fandt det.

På cykel gennem Estland.

Min første nat blev lidt udenfor den lille by Markaryd, hvor jeg fandt en fantastisk lille sø at slå teltet op ved. Helt og aldeles pragtfuldt og sådan en overnatning er alene grund til at jeg skal huske at cykle og campere i Sverige lidt oftere. 

Camping ved en lille sø i Sverige.

Vejrudsigten gennem Sverige var lidt blandet med både sol og regn. Jeg var dog ret heldig, men tog mine forholdsregler og planlagde ikke alt for lange dags distancer. Så næste nat sov jeg ved en lille sø udenfor Ljungby, hvor jeg også havde den vilde natur helt for mig selv.

Fred og ro ved de svenske søer.

Da jeg kom op omkring den store sø Vättern, begyndte det at trække op til rigtig meget regn. Så det gav mig min første hotel nat i Sverige. Jeg havde på forhånd bestemt mig til at lægge et budget sådan at jeg havde råd til at tage på hotel, når jeg var i en større by, eller hvis det trak op til meget regn. Jeg elsker campinglivet. Men det er bare sjovest når vejret er til det. Og jeg er på mine halvgamle dage begyndt at tjene så mange penge, at jeg også har råd til et hotel, når jeg har lyst til det.

Min cykel på en svensk landevej.

Turen op lange Vättern er rigtig fin, med masser af “Emil fra Lønneberg” landskab. 

Emil fra Lønneberg land.

Jeg cyklede faktisk fra Faaborg til Stockholm, tilbage da jeg var 17 år gammel. Og jeg tog den samme rute ap gennem Sverige, som jeg tog da jeg var 17 år. Så der var også en del nostalgi i turen for mig. Dengang fik jeg en masse venner fra Linkøping. Så jeg havde på forhånd besluttet mig for at blive en nat der, for at se mig lidt om. Byer som Linkøping, Norrkøping og Nykøping viste sig at være rigtig fine byer. Norrkøping imponerede mig især, med et virkelig fint bycentrum, med masser af liv.

Norrköping er en spændende by.

Stockholm er en by som jeg altid har holdt af. Denne gang var ingen undtagelse og jeg var heldig med at det var bragende solskinsvejr, denne gang. Jeg boede på et vandrehjem, hvor der var mulighed for at få et enkeltværelse. Det er noget af det bedste jeg ved.

Jeg elsker den stemning der er på et hostel. Men jeg er blevet så gammel at jeg skal have mit eget værelse at sove på. Så det at mange hostels i dag har enkeltværelser ved siden af sovesalene, er en rigtig fin ting. Stedet var et pragtfuldt boheme sted, som ligger på den lille ø Reimersholme. Lige ved siden af Sødermalm.

Stockholm er en pragtfuld by.

Fra Stockholm skulle jeg med færgen til Tallinn. Det er mere et krydstogt skib end en færge. Den kan sagtens anbefales til et minikrydstogt, lige som man kan tage med Oslo båden. Jeg havde en rigtig fin lille kahyt, med eget badeværelse.

Færgen havde flere restauranter og cafeer, ligesom der var panorama dæk, så jeg kunne nyde udsigten over den Stockholmske skærgård, som man sejler igennem, når man skal til Tallinn. Fantastisk flot tur, som virkelig er en rejse i verdensklasse. 

Med færgen til Tallinn.

Men så blev det endelig tid til Estland. Først lige med en overnatning i Tallinn, som jo er en fantastisk by, som jeg næsten synes det er en forbrydelse, hvis man ikke har besøgt som dansker.

Jeg brugte min aften på at gå i byen med Heba fra Egypten. Hende har jeg kendt en del år og er en af de venner jeg har, som jeg sætter meget pris på. Blandt andet fordi vi er så forskellige som vi er. Forskelligheder giver nogle mennesker problemer, men når bare man respekterer hinanden gensidigt, så er det jo en gave at have venner som ikke har samme måde at se tingene på som en selv. Derfor havde Heba førsteprioritet i Tallinn denne gang.

Tallinn

Estland er et godt cykelland.

Tallinn er ikke en kæmpe stor by, så den var rimelig let at cykle ud af. Da jeg først var ude af byen og begyndte at cykle i retning af Narva, som ligger i det nordøstlige hjørne af Estland, blev jeg positivt overrasket over hvor mange cykelstier der var. Stort set på højde med hvad vi har i Danmark. Så Estland kan absolut anbefales som et sted at holde cykelferie. Noget som også overraskede mig var hvor mange små private hostels der var. Næsten hver eneste landsby havde en eller anden form for billig overnatning hos folk som havde et ekstra hus, som de havde lavet om til B&B eller Hostel. 

Hyggeligt lille hostel, som jeg boede på.

Cykling gennem de estiske skove.

God cykelsti i Estland.

Ellers så kan det nordlige Estland dog minde lidt om Finland, med masser af skov og marsk landskab. Undergrunden er dog forskellig fra Finland. Hvor man i Finland mest har granit i undergrunden, så er det nordlige Estland fyldt med olieskifer. Noget som har været grundstenen i Estlands økonomi i mange år. Da olieskifer ikke er det bedste CO2 mæssigt, så er en del af industrien blevet lukket ned de senere år. Og nu bliver der arbejdet på at få andre indtægtskilder til egnen. 

Gammel olieskifer mine i det nordlige Estland.

Jeg kommer rundt og ser en del af de gamle olieskifer miner ved hjælp af to gutter der hedder Hardi og Ainer. De er begge to nogle som mine estiske venner jeg mødte på Cafe Globen har sat mig i kontakt med. Det er rigtig interessant, da både Hardi og Ainer ikke er typerne, der sætter sig ned og piver over at den gamle industri er ved at lukke ned, men i stedet gør noget for at sætte nyt i gang. Ainer tager mig blandt andet med til et nybygget museum hvor man fortæller historien om hvordan udvinding af olieskifer var grundstenen i deres samfund gennem mange år.

Til havefest i det østlige Estland.

Stor velkomst til mig i Narva.

Da jeg kører ind i regionen Ida-Virumaa bliver jeg straks mødt at en meget frisk og sjov pige, der hedder Kadri. Hun arbejder for at fremme turismen i Ida-Virumaa regionen og er meget opsat på at få mig til at føle mig velkommen. Hun er selv på cykel og cykler sammen med mig, de sidste kilometer ind til Narva. Først sætter hun mig dog i kontakt med en masse lokale, som gerne vil byde mig velkommen og vise mig deres hjemegn. Vi er blandt andet til kaffebord i en lille landsby, hvor en masse familier mødes om søndagen i hinandens haver, hvor de drikker kaffe, spiser kage og spiller folkemusik.

På cykel over en bro, hvor Kadri snakker med et par lokale knægte, der står og fisker.

Estere er lidt som finner, på den måde at de kan være lidt lukkede til at starte med, men så bliver de meget venlige når først isen er brudt. Så da de først lige har fundet ud af hvem jeg er, så vil folk rigtig gerne snakke med mig og høre om Danmark og min cykeltur til Estland. Jeg spørger i øvrigt Kadri, lidt diskret, om det så er et estisk eller russisk kaffebord vi er kommet til, da der er et stort russisk mindretal i Ida-Virumaa regionen. Hun fortæller mig at det er alle estere, men at nabo landsbyen 5 kilometer derfra er næsten 100% russisk. 

Estlands Nordkyst.

Handel og turisme fra Rusland har indtil for nylig været meget vigtig for regionen. Men efter den russiske invasion af Ukraine er grænsen blevet næsten helt lukket. Og samhandel og turisme med Rusland er stoppet. Det har også givet et stort hul i den lokale økonomi, som man forsøger at lappe på. Blandt andet ved at promovere området for vesteuropæiske turister, sådan at Ukraine krisen ikke ender med at gøre halvdelen af den lokale befolkning arbejdsløs. Jeg håber at det lykkedes, da de lokale fortjener det. Og det er virkelig et område som har meget at byde på for besøgende. 

Fremme ved Narva.

Da jeg cykler med Kadri de sidste kilometer ind til Narva, bliver vi mødt af en lokal cykelentusiast, som følges med os ind til byen, hvor Hannah, som jeg mødte i København, står klar med kaffe og kage, sammen med folk fra de lokale bystyre og flere andre personer, som har taget turen ned til Narva flodens bred, hvor vi alle mødes. 

Stor velkomst ved ankomsten til Narva.

Fra bredden af floden har vi kun et par hundrede meter til Rusland, som ligger ovre på den anden bred. Så tæt vi kan vinke til de russere, der står med deres fiskestænger på den anden side. 

Estland på venstre side af floden og Rusland på højre side.

Der ligger en stor borg på den estiske side af floden, ligesom der ligger en på den russiske side af floden. Det gør at stedet virker ret ikonisk og historisk. Virkelig et WOW sted at besøge, hvor man mærker historiens vingesus. 

Byen Sillamae ligger lige ved siden af Narva.

Narva er i den grad et besøg værd.

Narva har en kæmpestor forladt tekstilfabrik som hedder Kreenholm. Kreenholm var tidligere end af verdens største fabrikker, som på sit højeste beskæftigede omkring 12.000 mennesker. I dag er man i gang med at skabe nyt liv i den gamle fabrik, som i mange år har ligget som en ruin, ude midt i Narva floden. Da jeg fortæller folk at jeg gerne vil begge stedet, tilbyder en lokal pige at vise mig rundt derude. Fabriksområdet er kæmpestort og virkelig interessant at vandre rundt i. Der er også et område ved siden af Kreenholm som man kalder Narvas Venedig, hvor lokale har små kolonihaver og bådskure i den del af floden som blev opdæmmet, for at skabe vand til den store fabrik. 

Den gamle Kreenholm fabrik.

 

 

Inde på den forladte Kreenholm fabrik.

Området som de kalder Narvas Venedig.

Narva er, sammen med nabobyen Sillamae, centrum for den russisktalende befolkning i Estland. Mere end 90% af befolkningen er etniske russere. Russere som blandt andet kom for at arbejde på den store Kreenholm fabrik. Men især russere som kom til byen Sillamae, som var byen hvor Rusland udviklede sin første atombombe. Sillamae var af samme årsag en hemmelig by, som ikke var at finde på landkortene i det tidligere Sovjetunionen.

Personligt mærker jeg ingen forskel på folk. Alle er venlige og hjælpsomme. Men der er noget politisk friktion. Og tæt på halvdelen af den russiske befolkning stemmer på pro Putin politikere når der er valg. Esterne gør meget for at markere at byen er estisk og ikke russisk. Men hele tiden med tanke på at man ikke ønsker at lave nogen overgreb på den russiske minoritet, så Putin får en undskyldning for at komme på besøg.

Efter nogle spændende dage i Narva lakker mit besøg mod enden og jeg hopper på toget til Tallinn. I øvrigt et rigtig fint tog, som er stuvende fuldt med lokale, plus en ung litauer, som er på cykel som mig. Men der er plads til at hænge vores cykler på en “cykel knagerække” i toget. Sådan nogen skulle DSB tage at få. Så ville der være plads til flere cykler på togene.

Min sidste nat i Estland bliver tilbragt på det historiske hotel St Olav, som er lige så charmerende som det er gammelt og fyldt med trapper og krinkelkroge. 

Flyveturen hjem til Danmark tager en time og tyve minutter, hvilket jo siger noget om hvor tæt Estland er på Danmark. Så har du ikke tid til at cykle hele vejen, så tag en lille flyvetur til Estland. Det er hurtigere end at flyve til Barcelona eller Venedig. Og det er mindst lige så spændende, hvis du spørger mig. Jeg har også en lille blogpost om Tallinn på dette link.

En cykeltur til Narva kan anbefales.

Det er altid rart når midtersædet er tomt.

Når jeg flyver, så har jeg næste altid et tomt midtersæde ved siden af mig. Her er lidt om hvordan jeg sørger for at det ofte sker.

Jeg flyver rigtig tit. Blandt andet fordi at jeg arbejder som rejseleder. Men som rejseleder flyver jeg altid economy. Så ikke noget med brede business class sæder til mig. Derfor prøver jeg altid at få et tomt midtersæde ved siden af mig når jeg flyver. Og det lykkedes på 75-80% af alle de fly jeg tager. Følger du mine råd og er lidt hurtig og diskret, så kan du også gøre det jeg gør. 

Sæt dig nede bag i hvis du vil have et tomt midtersæde på flyet.

Af en eller den grund, så flokkes folk altid om de forreste sæder i et fly. Dem vil jeg også gerne ha’, hvis det er dem som er oppe på business class. Men flyver jeg economy, er det da ligegyldigt om jeg sidder midt i flyet eller bagerst.

Chancen for at få et ledigt sæde ved siden af dig er nok 4-5 gange højere ved at tage en af de bagerste pladser, fremfor vis du tager en af dem som er længere oppe foran.

Men ikke på bageste række.

Du skal dog holde dig fra den bagerste række. En grund er at den bagerste række ofte har dårlige sæder, som slet ikke kan læses tilbage. Men den bagerste række er teoretisk også den sikreste at sidde på, i tilfælde af et flystyrt. Det gør at lige præcis den række ofte er ret solidt booket, af folk som er bange for at flyve. Sådan nogle er i øvrigt heller ikke specielt muntre at sidde ved siden af. 

Men anden og tredje bagerste rækker har meget ofte et ledigt midtersæde, hvis flyet ikke er udsolgt. Det er faktisk næsten hver eneste gang, er min erfaring 

Derfor skal du tage et gangsæde.  

Jeg booker altid et gangsæde. Grunden er at jeg så kan flytte mig hurtigt og diskret til en anden række. Er der en på midtersædet ved siden af mig, så venter jeg opmærksomt på at kabinepersonalet siger de magiske ord i mikrofonen som er: “Boarding completed”. I samme øjeblik dette bliver sagt, scouter jeg hurtigt om der er en anden sæderække med ledige sæder. Så hopper jeg hurigt derover og sætter mig.

Der er meget ofte en hel sæderække fri i de sidste 3-4 sæderækker. Og den er min, hvis jeg er ombord på flyveren.

Men tag aldrig et andet sæde før der er sagt “Boarding completed”. Har du først gjort dig kendt ved at være ham/hende som satte sig på et andet sæde, så vil kabinepersonalet hurtigt være efter dig, hvis du prøver at skifte sæde igen. Det her er et spørgsmål om at være diskret, i samme øjeblik der bliver sagt “Boarding completed”. 

Dejligt når man har plads til at brede sig i flyet.

Gå online of reserver en række hvor vinduespladsen allerede er taget.

Noget du kan gøre på forhånd er at reservere et gangsæde, hvis vinduespladsen ellerede er taget. Men ikke midtersædet. På den måde sikrer du dig at sædet ved siden af dig kun bliver taget, hvis flyet er rigtig fyldt. For hvem reserverer et midtersæde frivilligt? Midtersæder er for dem som rejser sammen med andre, som de gerne vil sidde ved siden af.

Af samme årsag gælder de tricks jeg skriver her mest for folk som rejser alene. 

Det var et par fif som jeg selv bruger når jeg flyver. Og de virker ofte ganske godt, hvis man vil have et tomt midtersæde på flyet, når man er ude at rejse.

Rejseleder i Mekong Deltaet.

Jeg har levet af at rejse verden rundt de sidste mange år. Halvdelen af året som freelance rejseleder for diverse rejsebureauer. Den anden halvdel af året rejser jeg verden rundt for sjov på egen hånd. Der er tit folk, der spørger mig, hvordan det er at være rejseleder. Så her er lidt om hvad jeg mener om det og lidt om hvordan man finder job som rejseleder.

Du skal være rejsevant for at blive rejseleder.

Erfaring med rygsæk rejser godt hvis du vil være rejseleder.

Det er en kæmpe fordel hvis du er vendt til at rejse, inden du søger job som rejseleder. En ting er at lære nogle facts om det land, du arbejder i. Men noget andet er at være vant til at løse pludseligt opståede problemer i den store verden. Og helst på en måde der får det til at se helt naturligt ud for gæsterne, så de ikke går i panik når bussen bryder sammen, når de får stjålet deres taske, brækker en ankel, eller hvad der nu sker. Og tro mig. DET SKER.

Jeg har haft hjertestop, lungebetændelse, tabte tænder, lommetyverier, leversvigt, maveforgiftninger, flystrejker, vulkanudbrud og meget meget mere i min karriere som rejseleder.

Så kan du løse problemer når du er langt hjemmefra uden at gå i panik, så er du et stort skridt på vej mod at kunne blive en god rejseleder. At være rejseleder er ikke kun glamour på gode hoteller og lidt hyggelige udflugter med gæsterne.

Men også et job hvor du skal hjælpe folk hvis de kommer galt af sted eller får problemer på den ene eller anden måde.

Du skal kunne sprog som rejseleder.

Tal med folk fra hele verden og lær nogle sprog.

Her snakker vi først og fremmest om at kunne både engelsk og dansk på et niveau hvor du kan klare så godt som alle situationer.

Kan du andre sprog, er det et kæmpe plus for hvert sprog du kan. Og tro ikke at det kun er de store hovedsprog som engelsk, tysk, fransk og spansk der tæller. Jeg får personligt rigtig mange jobs fordi jeg taler portugisisk. Det er et sprog som ret få danskere taler.

Så når der er brug for en rejseleder i lande som Portugal, Brasilien eller Kap Verde. Så er det ganske tit jeg får en mail hvor jeg bliver tilbudt job.

Er du dansker med baggrund i et andet land, så er det noget du i den grad kan bruge. Der er mange kulturelle rundrejser til lande som Tyrkiet, Iran, Marokko, Brasilien, Vietnam, Thailand, Indien, Rusland, Libanon, osv, hvor danske gæster rigtig gerne vil have en rejseleder der har en stor kulturel indsigt i landet via sin baggrund.

Jeg har mødt nogle virkelig gode rejseledere i lande som Tyrkiet, Jordan, Brasilien, Portugal og Mexico, som var danskere med baggrund i det pågældende land. Så tro ikke at det er en hindring at have fremmed baggrund i den her branche.

Rejsebranchen er i det hele taget en god branche, for folk med flerkulturel baggrund.

Du får arbejdskolleger fra hele verden.

En af mine arbejds kolleger i Vietnam.

En af de fedeste ting ved at være rejseleder er at du får venner og kolleger fra hele verden. Udover at det er enormt givende rent personligt, er det også noget der i den grad kan bruges i fremtiden i den globale verden vi lever i.

Som en der har oplevet, hvad der er sket på verdensplan de sidste +30 år, kan jeg kun konkludere at fremtidens vindere bliver dem der kan sno sig i den store verden. Og dem som har kontakterne i den store verden.

Når jeg rejser rundt i verden på arbejde og i min fritid (jeg besøger typisk 25-30 lande om året), så har jeg næsten altid lokale venner og bekendte jeg besøger. Og mine internationale bekendtskaber har kastet flere jobs af sig gennem tiden.

Ferien er årets højdepunkt for mange. Og du er med til at gøre ferien til et højdepunkt.

Ved Iguazu vandfaldene i Sydamerika.

Ferien er årets højdepunkt for de fleste mennesker. Og som rejseleder er man en del af den tid på året, hvor folk ofte er i bedst humør. Og det må jo siges at være en gave.

Det er cirka det modsatte som at arbejde på Hospice eller skadestue, kan man sige. Men med det kommer selvfølgelig også et ansvar for at folk så også får den gode oplevelse de håber på.

Du har ansvar døgnet rundt.

Du har altid ansvar som rejseleder. Også når man er på hvalsafari.

Som rejseleder er du ikke på arbejde fra 8 til 16. Du har i mange tilfælde ansvar for gæsterne alle døgnets 24 timer. Det gælder især hvis du laver rundrejser.

Er du charterguide, har du lidt mere fri, da man typisk er 3-4-5 guider om en destination. Og så kan man skiftes til at passe skuden (det er blandt andet derfor charterguider får mindre i løn end rundrejse guider).

Når jeg kører en historisk rundrejse i et land, så er jeg typisk på fra jeg står op om morgenen ved 6-7 tiden, til jeg går i seng om aftenen ved 22-23 tiden. Så lad være med at regne ud, hvad du får i timen. Det gør dig bare ked af det.

Rejseleder er et job man har fordi man elsker at rejse og elsker at formidle viden videre og gøre folk glade. Det er ikke et job man tager fordi man vil være rig.

Hvad tjener en rejseleder?

Man blir ikke rig at af spille klovn for turisterne.

Som charterguide har du ikke nogen fed løn. Lønnen ligger typisk på 6-7000 kr om måneden, som er skattefri hvis du er udsendt i lang tid nok. Dertil er der fri bolig. Man har også masser af gratis måltider som guide.

Så du burde nok kunne leve af det, så længe du ikke har gæld, eller andre faste udgifter derhjemme. Men der er ikke meget at lægge til side. Rundrejse rejseledere tjener betydelig mere, da der stilles meget højere krav til selvstændighed, viden, sprogkundskaber, kulturel indsigt og evnen til at løse problemer på egen hånd. En rundrejse rejseleder løn starter typisk ved 900 kr om dagen og så opefter. 13-1400 kr per dag er nok gennemsnittet fortiden. Dertil kommer at man har gratis hotelværelse og mad. Eller diæter hvis der ikke er gratis mad. Ikke noget man bliver rig af.

Men har man minimale udgifter derhjemme kan man sagtens lægge penge til side. Jeg arbejder selv som rejseleder omkring 125 dage om året og har råd til at rejse verden rundt resten af året for de penge jeg tjener, så længe jeg rejser til billige lande og ikke går amok i luksus.

En manglende rulle toiletpapir, kan gøre et 5 stjernet hotel til en ubeboelig ruin på en halv time.

En ubeboelig ruin, hvis lokumspapiret mangler.

Hvis der opstår et problem så se at få det løst med det samme. Problemer forsvinder ikke af at man ignorerer dem. De bliver kun større. Så kommer fru Hansen og siger at der ikke er noget toiletpapir på hendes værelse, så løb op med en rulle selv med det samme. Eller få en hotelansat til at gøre det. Får hun først lov til at stå og vente på det i halve eller hele timer mens hun er ved at skide i bukserne, så er det lige pludselig ikke kun toiletpapir, der mangler. Det er hele hotellet er noget møg. Hun løber rundt og finder støv i krogene, knager der ikke er skruet ordentligt på og hvad nu folk kan finde når de i forvejen er i dårligt humør.

Bliver problemet til gengæld løst med det samme så kommer der en “det er godt nok en frisk guide” attitude. Og så kan hun lige pludselig tilgive rimelig mange mangler. Det er ikke kun med toiletpapir, at den regel gælder. Det er med alle fejl og mangler som gæsterne må komme med. Hvis at du tager deres situation seriøst og gør hvad du kan for at løse den med det samme og du vil finde at de oftest kan tilgive dig selvom alt ikke er perfekt.

Du skal være en god diktator.

Jeg er verdens flinkeste diktator.

Som rejseleder er du chef overfor gæsterne og de fleste mennesker er glade for at der er en person der har ansvaret når de er på ferie i et fremmed land. Det skal bare være en chef der ved hvad han/hun laver og man skal udstråle en autoritet der gør at folk føler sig trygge, selvom situationen kan virke fremmed og utryg i første omgang.

Hvis guiden virker usikker og står og siger “øøøhhh” for meget, når der kommer en uventet situation. Så begynder folk at gå i panik og blive bange. Og der vil formentlig være en mand i gruppen (typisk en der har en lederstilling når han er hjemme), der forsøger at tage ledelsen af gruppen.

Det er noget rigtig skidt hvis du som rejseleder overlader teten til en af turisterne, da de jo er på udebane og absolut ikke ved hvordan situationen skal takles. Det skal du som guide vide. Og du skal sende et klart signal til gæsterne om at du har styr på tingene. Også selvom om du ikke altid har det. Engang imellem er man nødt til at bluffe lidt som rejseleder. Men bare rolig, den slags kan man lære.

Læs den lokale avis, der hvor du arbejder.     

Følger du med i nyhederne, hved du også hvorfor der er optog, demonstrationer og lignende.

Noget der har undret mig rigtig meget i mine efterhånden mange år som guide er hvor få guider der følger med i dagens gang det sted de bor. Hvis man lige ser bort fra den almindelige sladder.

Dine gæster spørger dig tit til den lokale politiske situation. Eller hvad det er for en mand, der er på forsiden af alle de lokale aviser.

Taler du ikke sproget i landet, så findes der oftest ret gode engelsksprogede aviser som udkommer dagligt eller ugentligt. Turkish daily news, Athens News, Portugal News, Algarve Resident er nogle jeg kan nævne i flæng.

Da jeg var guide på den tyrkiske sydkyst for nogle år siden, var jeg ifølge den lokale avis kiosk i byen Side. Den eneste rejseleder der købte Turkish Daily News i byen, ifølge bladhandleren, var mig. Det er ret ufatteligt for mig da dagens gang og de lokale sociale forhold er noget af det gæsterne spørger mest om og den slags er altid beskrevet ganske godt dagens avis.

Og rejselederen får nok alle damerne.

Endnu en dag på rejseleder kontoret.

Som rejseleder er du midtpunkt for dine gæster. Og den, der bestemmer og bare kan det hele. Det er der rigtig mange der falder for. Og du får masser af tilbud fra gæster, både som mandlig og kvindelig guide.

Mit råd her er helt entydigt at du skal lade være med at bolle med gæsterne. Du risikerer at det dræber din karriere som rejseleder, da de andre gæster ikke synes det er sjovt at du giver mere opmærksomhed til en gæst fordi du kærester med vedkommende. Gæsterne syntes overhovedet ikke, eller at det er sødt. De syntes derimod at de er på en tur uden rejseleder, fordi han/hun havde alt for travlt med at rende rundt med en anden fra gruppen.

Er du en mand der scorer kvindelige gæster så kommer der klager hvor der står at han brugte al sin tid på den lille dumme luder fra selskabet.

Er du en kvinde der scorer en mandlig gæst, så skriver de at rejselederen var en billig tøs, der var ligeglad med gæsterne. Det her kan lyde meget negativt, men jeg taler af mange års erfaring (jeg har været i gamet i 27 år).

Selvfølgelig er der eksempler på, at det godt kan lade sig gøre. Men i de fleste tilfælde er det noget rigtig skidt at have affærer med gæsterne. Men det betyder jo ikke at man skal leve i cølibat. Jeg har haft et hav af affærer og en pæn stak kærester rundt om i verden. Men når jeg er ude i den afdeling, så holder jeg mig til at date hotel receptionister, lokalguider og andre piger der ikke er med på min tur.

Man får også et meget mere internationalt datingliv hvis man holder sig fra sine gæster. Og det er faktisk ofte en fordel hvis du som rejseleder har en kæreste fra det land du er guide i, da du derved får en større indsigt i landet. Bare sørg for at det ikke er jaloux kæreste. Den slags ikke går når man er en rejseleder der ofte skal prioritere gæsterne over kæresten når lokummet brænder.

Og så er der fri bar.

Skål fra Queensland/Australia.

Som rejseleder bliver du tilbudt gratis sprut i spandevis. Og du kan sagtens drikke dig fuld hver eneste dag uden at det koster dig en øre, hvis det er det du har lyst til. Men her skal du passe endnu mere på, end med at være sexuelt sammen med gæsterne.

En af de mest almindelige fyringsgrunde i den her branche er druk. Møder du op på arbejde og er fuld eller bare almindelig bag stiv, så får du hurtigt problemer. Husk på at du engang imellem bliver kaldt akut ud til en gæst, hvis de for eksempel er blevet alvorligt syge. Eller er blevet overfaldet når de var ude om natten.

Det er især hvis du er rundrejse guide at det er no go at drikke sig fuld, da du oftest er den eneste med ansvaret. Jeg har selv prøvet at blive ringet op af en gæst klokken 23 om aftenen fordi hans kone havde sprunget en arterie i næsen og var ved at forbløde. I en sådan situation duer det ikke at rejselederen sidder i hotelbaren og synger sejle op ad åen med sine gæster. Eller er på tequila bar ude i byen.

Og tro ikke at det er fordi jeg på nogen måde er puritaner. Folk der kender mig ved at jeg elsker at gå på bar og få en flok bajere med vennerne. Eller sidde og diskutere verdenssituationen over et par flasker vin.

Men når jeg er på arbejde er det yderst begrænset, hvad jeg får indenbords. Jeg går da ud og tager et par øl engang imellem. Eller sætter mig på en cafe og drikker et par glas vin mens jeg sidder med min laptop. Men jeg sørger for at jeg altid kan klare en nødsituation, hvis den skulle opstå. Husk på at dine gæster også får hjertestop klokken 02:00 om natten.

Husk også at folk tager en masse fotos af dig. og hvis der er en kronisk brokke røv blandt gæsterne (det er der typisk i hver 3 gruppe jeg har), så kan de når de sender klagen til bureauet, hvor de fortæller hvor frygteligt hotellet, bussen og maden var, også godt finde på at sende et foto af dig med en øl i hånden og tilføje at guiden drak sig fuld. Uanset om det er rigtigt eller ej.

Det var lidt fra mig, om at være rejseleder på de 7 verdenshave, med en kæreste i hver lufthavn :-).

I er meget velkommen til at skrive til mig, hvis i har nogle spørgsmål. Jeg skal gøre alt hvad jeg kan for at besvare dem så godt som muligt.

Claus Andersen.

Rejseleder og globetrotter.

Jeg har været i Singapore mere end 25 gange.

George Town, Penang.

Masser af kultur fra hele verden.

Penang er nok et af de mest multikulturelle steder jeg nogensinde har været. Øen tilhører Malaysia, men det er faktisk kinesere der er flest af på øen. Men her taler vi om kinesere der er født i Malaysia. 23% af befolkningen i Malaysia kommer fra det kinesiske mindretal, svarende til 6,7 millioner indbyggere.

Malaysia er i det hele taget et multietnisk samfund. 7% af befolkningen er for eksempel indere, ligesom der er flere andre etniske grupper, blandt andet på Borneo, hvor de tidligere hovedjægerstammer hører hjemme. 61% af befolkningen i Malaysia er muslimer. Og de har deres egne muslimske regler internt. Men de gælder ikke folk som ikke er muslimer. Hverken indbyggere eller turister.

Der er masser af øl i Malaysia. Men ofte er der et skilte på køleskabet der informerer om at det ikke er halal.

Penang er det sted i Malaysia hvor der er procentvis flest kinesere. Men også folk fra resten af verden, da mange udlændinge har slået sig ned på øen. Og det kan jeg sagtens forstå.

Chinatown.

Næsten alle indbyggere på Penang taler i øvrigt engelsk, ved siden af Bahasa Malay og diverse andre sprog.

Hindu templer er der mange af.

Penang har verdens bedste gadekøkkener.

Den store rigdom af folk fra hele verden viser sig ved at der er et fantastisk køkken. Og her taler vi især gadekøkkener. Gadekøkken kulturen er enorm på Penang. Og der er masser af store åbne haller og pladser med mad.

Et af de mange gadekøkkener i Penang.

Det foregår oftest på den måde at man har en stor hal, eller en food court, som man kalder det. Der har man så har et hav af madboder som alle sammen drevet af forskellige folk. Typisk fra flere forskellige lande. Dem der har alle bordene i midten af pladsen lever så af at sælge diverse drikkevarer til kunderne.

Så er der serveret.

Så shopper man ellers rundt efter det mad man bedst kan lide. Så sidder man for eksempel 4 personer, hvor den ene gerne vil have fisk. En anden and. En tredje pizza og en fjerde vegetar mad, så er det ingen problem. Og man vil typisk se køkkener fra 5 til 15 forskellige lande repræsenteret i en food court. Jeg holder utrolig meget af at spise godt når jeg rejser. Men det skal være uformelt og afslappet på samme tid. Der er de store food courts i Penang bare ideelle. Det er intet mindre end det bedste sted i hele verden at spise, hvis i spørger mig.

Red Dragon food paradise er en food court med live musik og karaoke. Den ligger lige midt i George Town.

Huskede jeg lige at sige at der er hamrende billigt at spise på gadekøkken i Malaysia? Jeg spiser mig typisk hamrende mæt i det mest fantastiske mad for 20-30kr.

Festivaler hver anden dag.

Alle de forskellige kulturer gør også at der hele tiden er religiøse højtider, hvad enten der er muslimske, buddhistiske, hinduistiske, eller noget helt fjerde. 6% af malaysiere er i øvrigt kristne. Så ting som jul og påske bliver også fejret i stor stil. 

Så er der hindu festival.

Tingene fungerer.

Malaysia er et ret olierigt land. Og man har været rimelig god til at bruge en del af pengene på at få samfundsstrukturen til at virke. Så vejene er gode. Internettet virker. Undervisnings og hospitalsvæsen lige så.

Så når jeg for eksempel har været på arbejde som rejseleder i Cambodia, Vietnam, Laos eller et helt fjerde land, hvor alting ikke virker helt så godt. Så er det godt nok lækkert at tingene virker. Så når jeg skal slappe af mellem diverse rejseleder jobs, eller diverse lange cykelture rundt i Asien, så foregår det oftest på Penang.

Tag en tur i Komtar Tower og nyd udsigten.

UNESCO fredet flot gammel by, med masser af street art..

George Town som er hovedstaden på Penang er en rigtig flot gammel by. Den bærer præg af at der har været så mange kulturer med til at prøve den i flere generationer. Der er for eksempel en del engelske bygninger, da Penang var engelsk kronkoloni i en længere periode. Den store kinesiske indflydelse sætter et stort præg på de små huse rundt om i George Town, hvor der for den sags skyld også er en jødisk kirkegård.

Et af de mange vægmalerier i George Town.

Gammelt fredet hus i George Town.

George Towns gamle bydel er fredet af UNESCO og er enormt charmerende. Der er foruden de mange kinesiske huse også et “Little India”. Og der er masser af street art rundt om i byen. Det startede omkring 2012, med nogle få vægmalerier. Men i dag er der street art mange steder i byen. Og det er nok den by i hele Asien som er mest berømt for det fortiden.

Du kan tage en tur med cykel rickshaw, hvis du har lyst.

Der er også natur og strande.

Det hele er ikke kun by på Penang, selvom øen er meget befolket. Der ligger et pænt lille bjerg, som passende hedder “Penang Hill”. Penang Hill er 833 meter høj og der kører en kabelbane op på toppen af bjerget, som kun ligger cirka 10 kilometer fra George Town.

Hyggelig lille strand på nordsiden af øen.

Man kommer let til kabelbanen med lokal bus. Eller man kan tage en “Grab” taxa. Grab er Malaysia’s svar på UBER og er noget som langt de fleste lokale bruger. Så det er en app der er en god ide at downloade, ikke bare når du er i Penang, men også i resten af Malaysia. Tager du på på nordsiden af øen, så er der nogle ganske fine strande. Vi taler ikke om de samme paradisstrande som man ser andre steder i Asien. Dertil er øen simpelthen for tæt befolket. Men de er nu ganske fine, omstændighederne taget i betragtning.

Landsby marked på den nordøstlige side af øen.

I den nordlige ende af øen er der også små landsby samfund, der er hyggelige at besøge. Jeg brugte på et tidspunkt  dage på at cykle rundt om øen og tage mig tid til at stoppe en masse af de små steder, som de færreste turister ser. Det var en rigtig god oplevelse.

Vær i øvrigt opmærksom på at der er mange vilde aber på Penang. Og i det hele taget i hele Malaysia. De er eksotiske og sjove for os. Men de kan også være nogle agressive vandaler, som stjæler din mad. Så gem din mad væk hvis du er i et område hvpr der er vilde aber, så som på Penang Hill, for eksempel.

Der er masser af aber i Malaysia.

Kabelbanen til Penang Hill.

Hvorfor er det ikke Thailand der er mit favorit sted?

Hvorfor er det egentlig ikke Thailand der er mit favorit sted? Det er nok det land i Asien som har flest danske fans. Og det er på mange måder også et fint sted. Men som en midaldrende mand, der ofte rejser alene, så er det lidt svært ikke at få tilbudt købesex hele tiden. Og det irriterer og deprimerer mig simpelthen for meget at se alle de gamle røvhuller på min egen alder, med unge piger og drenge på skødet.

Det er selvfølgelig værst på steder som Pattaya og lignende. Men stort på stort set alle strande i Thailand kan jeg ikke gå forbi en tuk tuk chauffør uden at få noget tilbudt. Der er det bare meget federe i Malaysia, hvor de lokale er lidt tættere på mig rent indkomstmæssigt, sådan at jeg ikke bliver så meget til “Ham den rige fra Europa”.

Ikke at jeg har noget imod at være sammen med asiatiske piger. Jeg har selv dated et par stykker gennem årene. Men jeg foretrækker piger der tjener nogenlunde det samme som mig selv. Så har den ene part ikke den økonomiske magt over den anden. Og derfor er Malaysia at foretrække for mig på den front.

Det var lidt om hvorfor jeg holder af Penang og bliver ved med at komme. Har du nogle spørgsmål om øen, eller kommentarer til det jeg har skrevet så er du velkommen til at lægge en kommentar eller skrive til mig.

Little India.

Udsigt over øen fra Penang Hill.

Wizz Air.

Jeg har fløjet med Wizz Air en del gange. Dette er min mening om det ungarske billig selskab, som har mange flyvninger ud af Danmark.

Hvem er Wizz Air.

Wizz Air er fra Ungarn. Men de har baser i flere lande. Efter at Malev gik konkurs, for nogle år siden, har Wizz Air i realiteten været ungarns nationale flyselskab. Det er et billig selskab, så forvent ikke noget med business class, eller lignende.

Hvor Flyver Wizz Air hen fra Danmark?

Wizz Air flyver typisk til Østeuropæiske destinationer, da det er der selskabet kommer fra. Pragtfuldt for sådan en som mig, der elsker at besøge steder som ikke er typiske rejsemål for danske turister.

I skrivende stund (November 2022) Flyver Wizz Air fra København til Bukarest og Iasi i Rumænien. Larnaca på Cypern. Skopje i Nord Makedonien. Sofia i Bulgarien. Og til Warszawa i Polen.

Fra Billund flyver de til Bucharest, Cluj og Craiova i Rumænien. Til Gdansk og Krakow i Polen. Skopje i Nord Makedonien. Vilnius i Litauen. Og Tuzla i Bosnien.

Og så er der lige startet en rute mellem Aarhus lufthavn og Bukarest.

Hvilken type fly bruger Wizz Air?

Wizz Air flyver med Airbus fly. Og de er alle af nyere dato. De har faktisk en af verdens nyeste flyflåder. Så det er ikke det som bør afholde en fra at flyve med dem.

Kabinepersonalet er fantastisk hos Wizz Air.

Noget jeg rigtig godt kan lide ved Wizz Air er at deres kabinepersonale oftest har meget overskud til at servicere kunderne. Som en der har arbejdet det meste af mit liv i turistbranchen skal jeg hilse og sige at det er ikke en maske du kan tage på ret længe, uden at folk ret hurtigt kan se at du ikke kan lide dit job. Min følelse er at kabine personalet virkelig kan lide deres arbejde. Og det er et stort plus for mig.

Jeg har godt nok læst et par kritiske artikler der omhandler forhold for kabine personale. Blandt andet hos Wizz Air. Men som jeg føler det, så virker de betydelig mere tilfredse med deres arbejde end dem jeg er blevet betjent af hos Ryanair.

Det store bagage show ved check in.

Efter at have rost firmaet en del, vil jeg så gå til noget af det jeg ikke bryder mig om ved Wizz Air. De har som så mange andre selskaber, Især de billige, en masse bagage regler. Og det giver ret ofte en masse palaver ved check in, hvor folk står og brokker sig over at de ikke kan få deres tasker med om bord, fordi de er for store. Eller de kan jo godt få dem med. De skal bare betale ekstra for det. Det virker på mig som om at der er her at Wizz Air virkelig trækker den i ørerne, for der er næsten altid råben og skrigen ved gaten. Jeg har været ude for, et par gange, at al den palaver har forsinket flyet. Og det er irriterende.

Sørg for at bagagen ikke fylder for meget.

Hvordan er servicen ombord på Wizz Air?

Wizz Air er et bilag selskab. Så forvent ikke at få noget gratis. Det gode ved dem er dog at det man kan købe ombord oftest er ret billigt. Det er ofte østeuropæiske produkter. Men det er fint for mig. Jeg har ikke brug for Carlsberg og lignende. Og jeg elsker at de næsten altid har ungarsk vin i deres sortiment.

Dejligt med ungarsk vin ombord.

En lidt bizar Wizz Air oplevelse.

Jeg fløj, for en 3-4 år siden, med Wizz Air fra Porto til Budapest. Der havde rengøringspersonalet åbenbart fyldt lidt for meget sæbe på, da de gjorde flyet rent i Porto. Med det resultat at sæben boblede frem fra flyets udluftning og gav os et lidt uventet “Foam party” ombord. Det var dog ikke noget der satte nogle alarmer i gang. Personalet proppede bare en masse papirservietter ind i udluftningskanalerne, mens de forsøgte at grine afvæbnende til folk. Jeg tog det selv ganske roligt, da jeg var ret sikker på at det ikke var et stort problem. Men nogle passagerer blev utrygge ved situationen, som nok burde være håndteret lidt mere professionelt. 

Sådan stopper man sæbebobler ombord på et fly.

Min endelige dom over Wizz Air.

Hvis jeg til sidst skal sige hvad jeg alt i alt mener om Wizz Air, så vil jeg sige at jeg er ret godt tilfreds med dem. De er efter min mening klart bedre end Ryanair, som jeg ikke er nogen stor fan af. Dog knap så gode som Easyjet og Norwegian, som jeg vil sætte foran Wizz Air. Jeg har oftest været ude for at de Wizz Air fly jeg har fløjet med, ikke har været fyldte. Så jeg har ofte kunne få et tomt sæde ved siden af mig. Og det gør unægteligt flyveoplevelsen lidt bedre. 

Så flyv endelig med Wizz Air. Vær bare klar over at det er et billig selskab. Og vær klar over at du kommer til at betale ekstra hvis din bagage vejer 10 gram for meget, eller er 1 centimeter for lang. 

God tur,