Til VM i Mexico.

Danmark er ikke med til VM i fodbold. Så hvorfor tage til Mexico alligevel? Her er hvorfor jeg har valgt at bruge det meste af juni måned i Mexico.

Det er 5 VM slutrunde jeg er med til

Jeg har indtil nu været til 4 VM slutrunder. Så den her bliver nummer 5. Danmark har i øvrigt kun deltaget i 2 af de VM slutrunder jeg har været til. Så jeg er vant til at tage til VM uden at Danmark er der. Jeg var med ved VM i Frankrig i 1998. Tyskland i 2006. Brasilien i 2014. Rusland i 2018. Og så nu, hvor jeg er taget til Mexico i 2026. 

VM er bare sjovere end de andre turneringer.

VM er bare sjovere, fordi der er folk fra hele verden med. Især de latinamerikanske deltagere sætter kæmpe kolorit på alle slutrunder. Også dem i Europa, hvor de stadig svinger taktstokken, når der skal holdes fest. Det europæiske fodboldpublikum er såmænd OK. Men der er bare ikke den samme fest som når Colombia, Mexico, Brasilien og alle de andre kigger forbi.

Danmark mod Kroatien ved VM i 2018.

De afrikanske hold kommer også med et godt publikum. Ikke i samme antal som de latinamerikanske. Det er dog altid herligt, når der er et afrikansk hold i byen. Jeg har også været til et par EM slutrunder. Og det er da sket ikke dårligt. Men det ender ofte bare i en gang dansker druk som man ligeså godt kan opleve til en Superligakamp.

Til VM i Brasilien.

FIFA er korrupt: Men det skal ikke stoppe os fra at fejre fodbold på verdensplan.

Man kan med god grund argumentere for at FIFA er noget korrupt lort. Det kan jeg kun give folk ret i. Men VM er nu en gang det sted hvor fodboldelskere fra hele verden mødes hvert fjerde år. Og det skal ingen sgu tage fra os. Det mest korrupte i fodbolden er i øvrigt Champions League. Men der har folk bare accepteret at det er TV selskaberne der styrer det hele. Jeg kommer aldrig til at hylde Infantino, men VM er VM, uanset hvad. Og os der elsker fodbold, mødes og holder fest. Også selvom vi ikke har råd til billetterne.

Til mit første VM i 1998, i selskab med en brasiliansk journalist.

Til VM i Tyskland, hvor jeg så “Storkampen” mellem Schweiz og Togo på stadion.

For jeg har ingen billetter til kampene.

Jeg er rejst til Mexico uden at have billet til nogen kampe. Og jeg regner ikke med at tage ind og se nogle kampe. Dertil er det simpelthen for dyrt. Jeg ved dog fra tidligere VM slutrunder at den bedste fest sker udenfor stadion inden kampene. Så det er der jeg deltager. For mig handler det mere om at mødes med fodboldelskere fra hele verden, end om hvem der vinder. 

Man kan slippe for at besøge USA, ved at tage til Mexico eller Canada.

USA har været totalt no go for mig siden 2016. Ikke fordi jeg hader amerikanere. Jeg har været i USA flere gange og blandt andet cyklet langs den amerikanske vestkyst 2 gange, været til finale i den amerikanske MLS liga. Jeg har holdt Halloween i Florida og cyklet fra Washington DC til Pittsburgh.

Men i 2016 indførte den første Trump administration nogle regler som gør det meget svært at komme ind i USA, hvis man som mig har besøgt en masse lidt anderledes lande. Jeg har for eksempel været mange gange i Syrien (inden borgerkrigen). Biden-administrationen landede i øvrigt ikke ret meget om, på de latterlige regler. Nu er de yderligere strammet, efter at ham tossen er tilbage i det hvide hus. Så jeg må mødes med mine mange amerikanske venner uden for USA’s grænser, indtil den dag hvor jeg måske kan komme til USA igen, uden at frygte at et svin i uniform nægter mig indrejse. 

Mexico er bare et fantastisk rejsemål.

Der er masser at opleve i Mexico.

Folkevognsboblere kører stadig rundt i Mexico

Til fest med en fan fra Guatemala, som også er her selvom Guatemala ikke er med.

Heldigvis har Mexico nogle af de første kampe ved VM. Og Mexico er et af de 87 lande, jeg har besøgt, som jeg holder mest af. Mexico City er en fantastisk by. Der er et hav af mexicanske byer som i den grad er værd at besøge. På denne tur har jeg selv besøgt Morelia, Leon, Zacatecas og Guanajuato. Alle 4 virkelig seværdige byer, som jeg kun kan anbefale. Mexicanerne er jo et herligt folkefærd. Og Inden jeg glemmer at fortælle det, så er maden noget af det bedste i verden. 

Ved ækvator med min cykel, i det centrale Uganda.

Jeg har lige brugt 4 uger på at cykle rundt i Uganda. Her er lidt om hvordan det er at holde cykelferie i Uganda.

Hvorfor tage på cykelferie i Uganda?

Jeg har cyklet verden rundt for sjov i mange år. Det er blevet til eksotiske cykelrejser til lande som Brasilien, Mexico, Albanien, Georgien, Indien, Indonesien, Vietnam, Syrien og mange andre lande. Men det her var min første cykel rejse i Afrika syd for Sahara (Jeg har tidligere cyklet i Marokko, nord for Sahara).

I mange år havde jeg tænkt, at det måske var for besværligt og måske også lidt farligt at cykle gennem Afrika. Men efter en masse research fandt jeg ud af at det nok sket ikke var så svært. Og jeg valgte Uganda, fordi det var et afrikansk land, hvor der ikke er så langt mellem byerne. Den slags betyder nemlig en hel del når man er på cykel og gerne skulle nå frem til noget overnatning, inden det bliver mørkt.

Velkommen til Uganda.

Er det farligt at rejse i Uganda?

Det som nok overraskede mig mest ved Uganda var, at jeg på intet tidspunkt følte mig usikker. Ligesom i slet slet ikke. Heller ikke når jeg gik ud og spiste i en fremmed by klokken 22:00 om aftenen, eller gik hjem fra fodboldkamp i en forstad til Kampala, hvor jeg var eneste hvide person. Jeg vil godt lige nævne at jeg ikke er skødesløs når jeg rejser på den måde. Så jeg gik ikke skidefuld rundt i byen, sent om aftenen. For så kan man få problemer i hele verden.

Men det var overraskende, hvor trygt det føltes. Jeg har cyklet og rejst en del i Latinamerika, som heller ikke har skræmt mig. Men der er områder i Mexico, Brasilien og især Venezuela, hvor jeg tænkte at nu skal jeg lige videre. Det var der intet af i Uganda.

Ugandere er rare og generelt positivt nysgerrige overfor udlændinge.

Ugandere er i det hele taget et meget roligt og humoristisk folkefærd, som er meget venlige overfor en som udlænding. Børnene råber hele tiden “Muzungu” efter en, som er swahili for en hvid person. Men det er generelt bare af ren nysgerrighed. Stort set alle ugandere taler engelsk, hvilket giver turen et ekstra aspekt for sådan en som mig.

Jeg elsker at tale om løst og fast og høre folk fortælle, når jeg er ude at rejse. Og det er bare lettere når vi har et fælles sprog. Det virkede i øvrigt også på mig som om at de fleste ugandere har en rimelig god grundskoleuddannelse, da jeg typisk kom rundt om mange emner når jeg snakkede med folk. Det handlede ikke kun om hvad jeg hed, hvor jeg kom fra og om jeg var gift. 

Hvordan er trafikken i Uganda?

Trafikken på mindre veje var aldeles fin. Overhovedet ikke nogen problemer overhovedet. Kommer man ud på de store veje, så er der meget trafik. Det er dog ikke noget som generer mig. Bare der er plads til mig ude i siden. Og det er der i Uganda, hvor man oftest har nogle rimelig brede rabatter.

De sekundære veje i Uganda er oftest stampede jordveje, som er fine at cykle på, når bare det ikke regner for meget.

De klart værste køretøjer i Uganda er busserne, som må køre på kommission, efter hvor hurtigt de kommer frem. For de kører alt for stærkt og rimelig råddent. Til gengæld er lastbilchaufførerne i Uganda rigtig hensynsfulde. Og det virker sket ikke som om de har noget imod cyklister, sådan som jeg for eksempel har prøvet det i USA. Der er også masser af huller i vejene.

Men dem kører man jo bare udenom som cyklist. Især hvis man som mig ikke har noget imod at cykle efter forholdene og køre langsomt, når det er fornuftigt. Alt i alt var det en fin oplevelse at cykle i Uganda, hvis du spørger mig.

Der bliver også tørret kaffe langs vejsiden. Uganda producerer i øvrigt noget rigtig fin kaffe.

Jeg var på cykelferie. Ikke på “ekspedition”.

På denne tur valgte jeg helt bevidst at skrue ned for ambitionerne om hvor langt jeg skulle cykle. Det skyldtes blandt andet at jeg ikke skulle risikere at sætte dagsdistancer, hvor jeg måske først kom frem efter mørkets frembrud. Uganda har ikke ret meget gadebelysning. Så det var vigtigt for mig at være fremme inden mørkets frembrud.

En anden ting er at mine cykelture rundt i verden ikke er macho projekter, hvor jeg skal slå rekorder eller bevise noget. Jeg cykler rundt i verden fordi det er den måde jeg bedst kan lide at bevæge mig rundt i verden på. Det giver mig noget motion og giver mig mulighed for, ikke kun at opleve de steder hvor alle de andre turister stopper.

Det ligner måske en ekspedition. Men det er nu bare en cykelferie.

Jeg begrænsede derfor også min cykeltur til den sydlige del af landet, da der var en smule civil uro og et meningitis udbrud oppe nordpå. Jeg fravalgte også de områder hvor der er mange elefanter, da jeg havde læst, og hørt fra lokale, at de ikke kan lide cykler og scootere og har det med at trampe på dem. Og det var nok også bedst at undgå.

Det passede mig også fint at ligge og trille rundt i diverse lokalområder og bare snakke med folk og lære lidt om hvad Uganda er for et land og hvordan deres dagligdag fungerer.

Hvad med de vilde dyr?

Når man siger man skal på cykeltur i Afrika, er et af de mest almindelige spørgsmål fra venner, om man så ikke bliver spist af en løve. Uganda har faktisk en del løver. Men de gider ikke rigtig spise mennesker.

Jeg lavede en del research omkring vilde dyr og kom til den konklusion, at jeg bare skulle undgå at komme tæt på elefanter. De er heldigvis så store at man kan se dem på forhånd. Og så er det bare at stoppe op hvis man ser dem i horisonten og vente på at de flytter sig fra vejen, inden man kører forbi.

De andre dyr er heldigvis rimelig ufarlige. Der er selvfølgelig slanger og andet kryb. Men det er jeg så vant til i Asien, Mellemøsten og både Nord- og Sydamerika at det ikke er noget jeg tænker på mere.

Der er nogle gange zebraer i vejkanten i Uganda.

Der er i øvrigt rigtig mange fugle i Uganda. Det er det land i verden indtil nu, hvor jeg har set flest fugle. Og så er det sgu fedt, når man møder en flok zebraer på vejen. Der får ordet “Zebra Crossing” lige pludselig en helt anden betydning .

Ud på Victoriasøen.

Uganda ligger ved Afrikas største sø, Victoria Søen. Den synes jeg skulle udforskes lidt, så jeg tog en færge ud til den største af øerne, som hedder Bugala. Jeg sejlede til den ene ende af øen og cyklede så tværsover øen og tog en anden færge tilbage til fastlandet.

Ombord på færgen på Victoriasøen, som forbinder fastlandet med Bugala Island.

Jeg sejlede i øvrigt ud fra et færgeleje i nærheden af byen Masaka og sejlede tilbage til den store by Entebbe, hvor Ugandas største lufthavn også ligger. 

Bugala var et ganske fint bekendtskab. Jeg sejlede fra Bukakata på fastlandet til Landsbyen Bugoma. I Bugoma var der et lokalt resort hotel som hed Bugoma Sand Beach. Det var ikke helt bygget færdigt endnu.

Men det som var blevet bygget var rigtig fint. Og det var et af de bedste steder jeg boede i Uganda. Maden på Bugoma Sand Beach var også forrygende. Måske den bedste mad jeg fik i Uganda overhovedet. 

Min fine hytte på Bugoma Sand Beach.

Næste morgen cyklede jeg på tværs af den skovklædte ø til byen Kalangala. På halvvejen mødte jeg en minibus fyldt med amerikanere, som alle var i Uganda med en kirkelig organisation. Jeg mødte i det hele taget en del yngre amerikanere som var i Uganda af religiøse årsager.

Gruppen her var ved at tabe både næse og mund, da de så en midaldrende dansk man komme trillende på sin cykel midt ude i ingenting. Så dem fik jeg snakket lidt med. De religiøse grupper blander sig ellers ofte ikke ret meget med andre end dem fra deres egen kirke, er min erfaring i Uganda. 

Hovedvejen der går tværs over Bugala Island.

I Kalangala boede jeg også en nat på et lille resort, hvor jeg fik min egen bungalow. Der var flere resorts i Kalangala og stedet er tydeligvis populært blandt den ugandiske middelklasse som tager til Bugala Island i weekenden.

Der er i det hele taget en del middelklasse i Uganda, som har penge til at gøre ting som at holde ferie på resorts og lignende. Langt de fleste gæster på de hoteller jeg boede var ikke udenlandske turister, men lokale turister fra Uganda. Det er dejligt at se. 

Hvor overnattede jeg i Uganda?

Jeg valgte typisk at bo på de bedste lokale hoteller jeg kunne finde. Jeg holdt mig væk fra store resorts som har udlændinge som målgruppe. For så ville jeg havde kommet til at betale 1000 til 2000 kr de fleste nætter. Men når jeg holdt mig til lokale hoteller, så fik jeg typisk nogle ganske gode værelser med bad, toilet og moskitonet for et sted mellem 50 og 200 kr.

Elite backpackers i Masaka, blev lidt mit andet hjem i Uganda.

Det kan godt gøres billigere hvis man tager de allerbilligste steder. Men så er vi også ude i noget hvor hotellet måske dobler op som et sted hvor man lejer værelser ud på timebasis og lignende.

Jeg havde også et par nætter på et safari lodge ved Lake Mburo.

Til fodboldkamp i Uganda.

Jeg er ikke fodboldfan. Jeg er fodboldnørd. Så jeg har ikke som sådan et hold jeg holder med, men elsker at tage til fodbold, uanset hvor jeg er i verden. Og da Uganda lige har kvalificeret sig til slutrunden om det afrikanske mesterskab i Marokko, så skulle jeg da selvfølgelig til fodbold.

Til fodboldkamp i Uganda.

Via noget research fandt jeg ud af at et hold som hedder Vipers, skulle spille hjemmekamp i en forstad til Kampala, mens jeg var i nærheden. Der var omkring 25 kilometer til stadion, hvor jeg var. Så jeg cyklede til stadion og fandt et hyggeligt lille hotel, lige ved siden af stadionet, som hed “Gorilla’s Nest”. Derfra kunne jeg gå til stadion, som ved første øjekast virkede underligt malplaceret, i en forstad som ikke så ud af det store. Men da jeg gik rundt om stadion, så lå der et kæmpe college, med plads til mange hundrede studerende.

En lokal pige fortalte mig, at ejeren af det store college også ejede fodboldklubben. Så var der ligesom lidt sammenhæng i, hvorfor man havde lagt det store moderne stadion i forstaden, som hed Kitende.

Vipers imod Buls i Ugandas Superliga.

Vipers er et af topholdene i Ugandas superliga. De spillede mod holdet Buls, som normalt er noget svagere, så de var store favoritter. Buls spillede dog ret godt, og Vipers var pænt heldige med at få uafgjort 1-1 den dag. 

Jeg blev rigtig fint modtaget af de lokale fans, som smilede endnu mere da jeg købte en Vipers trøje i halvlegen. Jeg elsker at købe fodboldtrøjer fra forskellige hold jeg ser rundt om i verden. Eneste krav er at de skal være så pæne, at jeg gider at gå i dem bagefter. Men Vipers har en rigtig fed udebanetrøje og så kostede den kun 100 kr, selvom den var af god kvalitet.

Tilskuerne var, som jeg ofte har set på TV, meget farverige, med et par grupper der havde instrumenter med og flere som var udklædte. Noget som overraskede mig var at flere af mændene var klædt ud som kvinder, med kjoler og skørter. Uganda er et land hvor det er meget strafbart at være homosexuel, så jeg var overrasket over at se flere mænd i dametøj. Jeg spurgte nogle lokale om det efter kampen, men de slog det hen med at de bare laver sjov. Jeg havde dog en følelse af at fodboldstadion måske er et lille frirum for mænd der kan lide at gå i dametøj. Blandt andet fordi nogle af mændene i kjoler havde teatermasker på.

En af flere udklædte fans.

Men det var rigtig festligt og det føltes helt sikkert at være på stadion, ligesom jeg følte mig helt tryg, da jeg gik hjem til mit lille hotel efter kampen.

Aero Beach er min favorit strand i hele verden.

Aero Beach er lige så skørt som det er pragtfuldt. Kun en kilometer fra Entebbe lufthavn, den største lufthavn i Uganda, står der en masse udtjente fly parkeret. De står lige ved en lille fin strand, hvor der er flere strandbarer, som serverer kolde øl og drinks.

Velkommen til Aero Beach i Entebbe.

Det ene af flyene er et gammelt Boeing 707 passagerfly, hvor man kan gå ind i flyet ved at kravle op på den ene vinge. Der er også flere mindre fly. Blandt andet gamle jagerfly, som jeg forstod var gamle Sovjet kampfly. Derudover er der også nogle mindre privatfly. Som en der elsker alt ved at rejse, inklusive flyvemaskiner, er det virkelig fedt at gå rundt på en strand i Uganda, hvor der er fyldt med udtjente fly.

En selfie jeg tog inde i den store Boeing 707, som står på Aero Beach.

Jeg endte med at besøge Aero Beach 3 gange under mit ophold i Uganda. Den sidste gang var der sat en stor scene op mellem flyene. Og så var der ellers live musik hele dagen, med op til flere bands. Superfed oplevelse at være til koncert mellem alle de gamle fly.

Til live koncert på Aero Beach.

Og så trykkede jeg lige et ribben den sidste aften i landet.

Jeg cyklede rundt på Ugandas landeveje i 4 uger, uden at komme galt af sted. Men den sidste aften, hvor jeg trillede rundt i Entebbe, overså jeg et hul i vejen (nok fordi det var fyldt med regnvand). Og så kørte jeg direkte ned i det næsten en meter dybe hul. Det hele skete sådan lidt i slow motion, fordi jeg cyklede meget langsomt, med noget der lignede 5 kilometer i timen.

Men da jeg stod på hovedet ned i det regnvandsfyldte hul, så knaldede jeg venstre side af brystkassen ind i styret på min cykel. Det gav mig et ømt ribben som jeg her 3 uger efter jeg er kommet hjem, stadig kan mærke. Men livet ville jo også være kedeligt hvis det var helt gnidningsfrit. Jeg har en del ar på kroppen som jeg har fået på mine rejser. Dem er jeg alle glade for. 

Tjek lige dybden på vandpytterne, inden du kører igennem dem :-).

Pinsekirken gav mig fri bar i lufthavnen.

Da jeg skulle flyve tilbage til Europa kom jeg derud i god tid. Når jeg flyver med min cykel, stopper jeg den i øvrigt i en cykelpose, efter at have skilt cyklen ad. Det er en fin måde at flyve med cyklen på. Især hvis man lige kommer noget boblefolie ned på de meste udsatte steder på cykel, som eksempelvis gearskifteren.

I check-in køen stod der to gutter, som også var kommet i god tid. Det var en finne og en englænder, som begge to var præster i Pinsekirken. De havde været nede for at prædike i en flygtningelejr ved grænsen til Sydsudan.

Uanset hvor uenig jeg må være med folk jeg møder på mine rejser, så forsøger jeg altid at være meget diplomatisk og tale med dem om diverse ting alligevel. Og mine diplomatiske evner må have virket til et punkt hvor de troede at jeg var kristen, for den finske præst, som havde guldkort til Qatar Airways, inviterede mig med i lounge, hvor begge præster omgående gik ombord i nogle øl, mens jeg fik min første rødvin i en måned. Sådan kan lidt godt diplomati veksles til en flaske god sydafrikansk rødvin.

Min konklusion på turen må være, at Uganda er et rigtig fint cykelland. Og i det hele taget et rigtig godt rejseland. Jeg kan kun anbefale at besøge Uganda. Og tag dig endelig tid til at mødes med folk og snakke med dem og lyt til dem. Så bliver man så dejligt meget klogere på det sted man besøger. 

På vej gennem Uganda.

Man brygger gnaske god øl i uganda. Og der findes også mikrobryggerier som laver special øl.

Man dyrker mange forskellige slags bananer i Uganda.

På vej gennem en landsby i Uganda.

Maden er rigtig fin i Uganda.

Cykeltransport i Kampala.

Brasiliansk landevej i staten Espirito Santo.

Jeg har 3 gange rejst til Brasilien, med min cykel og sammenlagt cyklet mere end 6000 kilometer, gennem 10 forskellige brasilianske stater. Her er lidt historier fra mine 3 cykelture, som måske er mit favorit land i hele verden.

Min første cykeltur gennem Brasilien.

I 2010 skulle jeg sådan set have været til VM i fodbold i Sydafrika. Men Danmark ramte lodtrækningen så uheldigt at de skulle spille deres kampe i Pretoria og i Rustenburg, som er to af de koldeste byer i Sydafrika, med temperaturer tæt på under 10 grader i juni/juli måned, hvor VM fandt sted. Og så mødte jeg også lige en kvindelig brasiliansk advokat, på en arbejdsrejse i Brasilien, nogle få måneder forinden. Så jeg skiftede VM i Sydafrika ud med en hot date i Rio de Janeiro.

Men jeg kunne jo ikke kun rende rundt med Deborah, som min date hed. Så jeg valgte at prøve at cykle fra Sao Paulo til Rio de Janeiro.

Kyststrækningen mellem Sao Paulo er rigtig flot. Og det er rimelig godt at cykle der.

Jeg havde på det tidspunkt været flere gange i Brasilien. Dog uden at cykle rundt. Og jeg taler også ganske godt portugisisk.

Jeg fløj til Sao Paulo med min cykel. Cyklede så derfra ned til Santos, som er Sao Paulos havneby. Og derfra videre op langs kysten til Rio de Janeiro. En tur på omkring 600 kilometer, inklusive de så omveje som man altid ender med at tage som cyklist.

Ved en af de mange små pousadaer jeg overnattede på.

Sao Paulo ligger ret højt, så det var godt nok ned af bakke til Santos. Udkanten af Sao Paulo er til gengæld nok det mest skumle sted jeg har cyklet i hele Brasilien. Det var samtidig med øsregnvejr, da jeg cyklede til Santos. Så det blev en dag med lidt udfordringer. Men det gik alligevel. Og jeg landede i Santos lige efter det blev mørkt og endte med at overnatte på et motel, da det var det eneste jeg lige kunne finde i mørket. Nu er et motel ikke noget med bilferie i Brasilien. Det er et af de steder man lejer på timebasis. Så der var livlig trafik på hotellet hele natten og en del sovekammer lyde fra værelserne, som ikke havde ret meget lydisolering. Men det er jo charmen ved at rejse på cykel. Den ene dag bor man i en idyllisk lille hytte på en palmestrand, mens man den næste dag bor i et horehus i et slumkvarter.

Hvilepause på en lille strand mellem Sao Paulo og Rio de Janeiro.

Fra Santos tog jeg færgen over bugten, til badebyen Guaruja. Derfra cyklede jeg op langs kysten i nordgående retning. Kystvejen var rigtig fin at cykle på, det meste af tiden. De mange små strandbyer undervejs, betød at der var en masse små strandbarer, hvor jeg kunne stoppe og få en forfriskning, mens jeg så VM fodbold på det lille TV, som altid hænger i loftet på en brasiliansk lokal cafe.

God stemning på den lokale bar, i en brasiliansk provinsby.

Jeg cyklede op langs kysten og stoppede i små byer som Bertioga, Sao Sebastiao, Ubatuba og Paraty.

Så er der øl pause, i nærheden af Paraty.

Efter Paraty, hvor jeg blev nogle dage, gik turen videre nordpå, det sidste stykke vej mod Rio de Janeiro. Jeg cyklede op til Angra dos Reis, som er en rimelig stor by, lidt syd for Rio. Derfra listede jeg mig meget forsigtigt op mod Rio. De sidste 70-80 kilometer op mod Rio har nogle, for cyklister, dumme tunneler, som jeg valgte at tage bus igennem. Lige når man rammer Rio, kommer der også et par meget store slumkvarterer, eller favelaer, som man kalder dem i Brasilien. Jeg var lidt nervøs ved at cykle næsten tværs igennem dem. Især efter at have følt mig ret usikker i udkanten af Sao Paulo. Men det gik rigtig fint.

Rio de Janeiro er en pragtfuld by, som har overaskende mange cykelstier.

Jeg har sidenhen erfaret at favelaerne er klart mest farlige i Sao Paulo og typisk bliver mindre farlige, jo længere man kommer nordpå. Mit eget gæt på hvorfor der er sådan er at de rige brasilianere har en tendens til at være mere aggressive overfor de fattige i det sydlige Brasilien, hvor folk med penge typisk bor bag pigtrådshegn og sikkerhedsvagter. I nord er det lidt mere afslappet, selvom der stadig er vagt på de fleste boligkomplekser.

Endnu en cykelsti i Rio de Janeiro.

Denne her cykeltur sluttede i Rio de Janeiro. Jeg lå dog og cyklede rundt i Rio hver dag i flere uger, mens jeg så fodbold og brugte så meget tid sammen med min date at vi endte med at blive uvenner. Vi slog i øvrigt op samme dag som Danmark blev sendt ud af VM turneringen af Japan. Så det var jo en hyggelig dag.

Jeg så det meste af VM på storskærm, på Copacabana.

Men ellers var det nu en rigtig fin sommer i Rio.Der var FIFA Fan Fest på Copacabana, med storskærme, tusindvis af liggestole, som var gratis. Så det meste af Rio, plus flere tusind turister sad på stranden hver dag og så fodbold.

Rio de Janeiro har i øvrigt rigtig mange cykelstier og løbestier, især langs byens mange strande. Så er du til at løbe eller cykle, så kan du roligt gøre det i Brasilien. Bycykel konceptet er i øvrigt også kommet til de brasilianske storbyer.

De fleste brasilianske storbyer har bycykler, man kan leje.

Den sommer lagde ligesom kimen til at jeg ville med cyklen til Brasilien, når der var VM i Brasilien i 2014.

Min anden cykeltur gennem Brasilien.

Danmark kvalificerede sig ikke til VM i 2014. Så det med at få billetter blev lidt bøvlet. Men den slags betyder nu ikke så meget for mig når jeg skal til VM i fodbold. Det er ikke at være inde til kampene, der tæller mest for mig. Det er alle de fester, man har med fodboldfans fra hele verden, især før kampene. VM i fodbold bringer simpelthen alverdens fodbold fans sammen. Mens at klubkampe, Champions League og lignende er en fest for fodboldfans, så er VM fodbold nørdernes fest. VM tiltrækker ikke kun fans fra de lande, der deltager, men fra hele verden. Jeg har været til 4 VM slutrunder og elsker det. Men en Champions League finale er kun noget jeg vil deltage i, hvis jeg alligevel er i byen, hvor kampen spilles.

Paraguay pigerne er også med til VM.

Det at Danmark ikke kvalificerede sig gjorde også at jeg ligesom havde frit valg mellem VM byerne. Så jeg valgte Recife, hvor jeg tidligere har boet og har rigtig gode venner.

Landevejen mellem Teresina og Recife.

Eller det vil sige, jeg valgte at cykle til Recife. For jeg startede min rejse i byen Teresina, i det indre Brasilien. Teresina er Brasiliens varmeste by. Den er også det sted i verden, hvor der er næstflest mennesker, der bliver ramt af lynet (Nummer 1 er Maracaibo i Venezuela). Men jeg har en stor svaghed for det nordøstlige Brasilien. Især når man kommer udenfor storbyerne. Det blev også en fantastisk cykeltur på 1200 kilometer gennem det nordøstlige Brasilien, af en rute, som jeg er sikker på at jeg er den første udlænding der har cyklet. Jeg blev nok også den første cyklist som tog den 1200 kilometer rute. For jeg mødte en brasiliansk cyklist, som kom i den anden retning, kort før jeg var i mål. Og han mente, at han ville være den første nogensinde til at cykle Recife – Teresina ruten. Men nu blev det så mig i stedet . Han var heldigvis rigtig flink og hjælpsom, selvom jeg spolerede hans rekordforsøg.

Den noget overraskede brasilianske cyklist, som jeg mødte på min tur.

Frokostpause, langs landevejen i Piaui.

Da jeg først kom ud af storbyen Teresina, som var lidt halv gusten, med en del kriminalitet, så gik det forrygende. Den første aften endte jeg i landsbyen Barra Douro, hvor ejeren af den lokale restaurant lige var blevet skilt. Så hun lavede god mad til mig og serverede øl, mod at jeg lyttede til hende og trøstede hende. Hun ville gerne trøstes hele natten .

På vej gennem det varme og tørre Nordøst Brasilien.

Turen gik derefter gennem et ret øde og meget varmt landskab, med landbrug og en fabrik i ny og næ. Mine faste følgesvende på ruten var i øvrigt store flokke af gribbe. Så hvis jeg skulle køre galt, var jeg sikker på, at mit kadaver ikke ville gå til spilde. Jeg var på forhånd ikke sikker på om der ville være steder at overnatte. Jeg sover generelt ikke i telt i Sydamerika, da jeg anser det for at være for usikkert, efter mørkets frembrud. Især når man som jeg rejser alene. Jeg kunne kun finde meget få hoteller på google maps. Og der var ofte 2-300 kilometer imellem dem.

Tankstationerne var der jeg oftest overnattede i Nordøst Brasilien.

Men jeg lærte hurtigt at de store tankstationer, som der er en del af, har værelser til leje i Brasilien. De er sådan set beregnet til lastbilchauffører. Men de tager gerne en cyklist ind. Også selvom de ikke er vant til det. Det ene sted jeg overnattede fortalte den unge receptionist mig, at det var første gang i sit liv, at han havde set et pas. Brasilianerne bruger jo ID kort til at legitimere sig. Og stedet havde aldrig før haft en udenlandsk besøgende i de 3 år han havde arbejdet på tanken.

Liv og glade dage, på den lokale tankstation, ude på det brasilianske bøhland.

Det var i øvrigt utrolig muntert at bo på benzintank hotellerne. Om aftenen blev der typisk dækket op med mad, mellem benzinstanderne. Og så var der ellers mad og musik. Det er i udkants Brasilien, som i udkants Danmark, hvor jeg er opvokset. Man mødes nede på tanken. Der er bare lidt mere musik og dans på de brasilianske benzintanke.

Så bliver der dækket op til natmad, mellem benzinstanderne.

Der var også masser af VM stemning, alle de steder jeg stoppede. Folk sprang jævnligt ud af deres biler for at få selfies med mig flere gange. Især kvinderne var glade for at få taget deres foto med mig. Og det pev jeg jo ikke over.

De lokale piger elskede at stille op til fotos, med den tossede cyklist fra Danmark.

Jeg blev også stoppet af to kvindelige betjente en dag, med revolvere i bæltet og stiletter på støvlerne. De ville nu bare høre om jeg havde det godt, plus at de også gerne ville invitere mig på frokost. Det sagde jeg selvfølgelig ikke nej til. Efter at have forladt delstaten Piaui og kommet ind i staten Pernambuco, blev det lidt mere bakket. Men det gik nu helt fint, med et stop i byen Serra Talhada, hvor Brasiliens mest kendte landevejsrøver, Lampiao, blev født for godt 100 år siden.

De lokale politi piger, med sheriff stjerne, stiletter og ladte pistoler.

Jeg kom sikkert frem til Recife, hvor jeg dyrkede VM stemning i et par uger, inden jeg tog en cykeltur op langs dem brasilianske kyst, hvor jeg endte i byer som Joao Pessoa, Praia da Pia og Natal.

Så var der VM fodbold i Recife.

Humøret var højt. Både blandt babes og skraldemænd.

Derefter var det meningen at jeg skulle have været tilbage til Danmark. Men der var VM i strandhåndbold. Og dansk håndboldforbund kunne godt bruge en til at gå lidt til hånde, som kunne det lokale sprog. Så jeg endte som praktiske gris for det danske strandhåndboldlandshold. En superfed oplevelse, hvor jeg mødte en masse mennesker, mens jeg tog i lufthavnen for at finde forsvundet bagage, hentede øl til spillerne, når de blev indkaldt til dopingtest og ikke kunne tisse. Ja, der var mange sjove til at lave som medhjælper for landsholdet i strandhåndbold.

VM i strandhåndbold var en rigtig fed oplevelse. Og der var mange pæne ting at kigge på .

Måtte en tur i lufthavnen i Recife, for at finde landsholdets mangelnede bagage.

Min tredje cykeltur gennem Brasilien.

Min tredje cykeltur gennem Brasilien er den længste tur jeg endnu har taget gennem det store land. Den gik fra Porto Alegre, i det sydlige Brasilien, til Salvador da Bahia, i det nordøstlige Brasilien.

På vej fra Porto Alegre til Salvador da Bahia, med min brasilianske cykel.

Året var 2016, hvor der var OL i Rio. Det var for svært at finde overnatning i Rio, som var til at betale. Men en del af OL fodboldkampene blev spillet i Salvador, som er en fantastisk by at besøge. Der var så lige 3450 kilometer fra Porto Alegre til Salvador. Men så måtte jeg jo bare trampe lidt ekstra i pedalerne, denne gang.

På vej op langs den brasilianske kyst.

Jeg valgte i øvrigt at købe en cykel i Brasilien på denne tur. Det blev en brasiliansk bygget cykel, af mærket Caloi, som jeg købte. Og den klarede turen fint. Jeg tog i øvrigt et par andre langture på den efter Brasilien turen, i Portugal og Indien.

For at sige det rent ud, så er det sydlige Brasilien ikke specielt attraktivt at besøge. I hvert fald ikke hvis du spørger mig. Det er ret koldt en stor del af året. Der er masser af industri, hvilket er med til at gøre området rimelig velhavende. Men det er begrænset hvor meget charme der er ved at cykle gennem beskidte industriområder. Befolkningen i syd Brasilien er meget europæisk præget. Især er der mange med polske, portugisiske og italienske rødder. Det er der måske nogen, der helst vil have. Men jeg mangler altså lidt afro twist, som er noget af det der gør Brasilien ekstra fedt at besøge. Strandbyerne i det sydlige Brasilien er ofte ret sterile og kedelige, med endeløse højhusbyggerier. Det er faktisk først når man kommer op til Florianipolis at det begynder at blive fedt. Jeg vil dog heller til Nordøst Brasilien end til Florianopolis, any day.

Vejene i det sydlige Brasilien er heller ikke så gode for os cyklister, da der er mange lastbiler og ikke ret meget rabat i vejsiden, sådan som der er i det nordlige Brasilien, hvor man har gjort plads i vejsiden til cowboys på hesteryg.

Det er bedst at cykle de steder hvor der er hestetrafik, i Brasilien.

Men jeg blev i Florianopolis nogle dage alligevel, da jeg skulle besøge Suzane, som jeg havde mødt sommeren før i Albanien. Suzane er en herlig anarkistisk pige, som det var rigtig fedt at hænge ud med nogle dage.

Da jeg kom til Santos, begyndte jeg at komme i vante rammer, da jeg jo havde cyklet fra Santos til Rio de Janeiro på min første tur.

Jeg boede på denne hyggelige Pousada i Santos.

Jeg skulle dog først lige til danskerfest først.

Kaffehandleren John Wolthers, som er en dansker der er vokset op i Brasilien, og hans kone Majbritt, havde nemlig inviteret mig til en sammenkomst for deres venner, der også inkluderede de fleste danskere i området omkring Santos. Det blev en sjov aften i meget interessant selskab, med danskere der af den ene eller anden grund havde valgt at udvandre til Brasilien.

Brasiliansk hund, i de nationale farver.

Da jeg kom op til Rio fik jeg lige lidt OL optakt, da jeg var i byen 10 dage før det hele startede. Og jeg mødtes lige kort med Deborah, som jeg kendte fra den første cykeltur. Bare lige for at konstatere at vi stadigvæk ikke kunne enes.

Fra Rio tog jeg med færgen over Guanabara bugten til Rio’s ukendte nabo by Niteroi. Niteroi er faktisk en ret fin by, som jeg satser på at give noget tid en dag. Den har jo bare problemet at den ligger lige ved siden af Rio, som bare er en af verdens mest fantastiske byer. Fra Niteroi er det muligt at cykle op langs kysten, uden at ramme alt for store veje og for mange favelaer.

Landevej, mellem Rio de Janeiro og Salvador.

Da jeg kom op nord for delstaten Rio de Janeiro, var jeg i den delstat som hedder Espirito Santo, som i øvrigt betyder helligånden på portugisisk. Det er en stat som er stort set uden europæisk turisme. Der er til gengæld masser af sukkerrør. Til tider kørte jeg 20-30 kilometer uden at se andet end sukkermarker. Sukkeret bruger man i øvrigt ikke kun til at spise i Brasilien. Man laver også masser af brændevin af det, ligesom bilerne i Brasilien også kører på bio-ethanol, som er lavet af sukkerrør. Bilerne i Brasilien har i øvrigt kørt på bio-ethanol siden oliekrisen i 1974, hvor man lagde bilparken om .

Skiltet her advarer om boa slanger der krydser vejen.

Da jeg kom ind i delstaten Bahia, blev det vådt. Rigtig vådt. Jeg havde rigtig meget regn. Især sidst på eftermiddagen og om aftenen. Min Macbook som jeg cyklede rundt med på bagagebæreren måtte give fortabt i byen Eunapolis i det sydlige Bahia, efter at jeg blev overrasket af en regnskylle. En regnskylle som lige kostede mig 9500 kr, plus en masse fotos, kontakter og lignende. Møg ærgerligt, men sådan er livet engang imellem.

Glade dage på Bahias landeveje. Også selvom min Macbook led druknedøden.

Jeg besøgte den interessante by Ilheus, hvor Brasiliens mest kendte forfatter, Jorge Amado, kom fra. Og så trillede jeg ellers langsomt op til byen Valenca. Derfra valgte jeg at tage resten af turen til Salvador med båd. Igen fordi jeg helst vil undgå slumkvartererne i udkanten af de store byer.

Turen fra Vanelca gik dog via den lille Ø, Tinhare, som er bedre kendt som “Morro de Sao Paulo”. Det er et fantastisk sted at bruge nogle dage. Jeg har faktisk en separat blogpost om den ø på dette link.

I Salvador mødtes jeg med nogle venner. Både danske og brasilianske. Kom også en tur op på spillerhotellet og fik en lille snak med nogle af spillerne, inden jeg så landsholdet få stryg, først af Brasilien og derefter Nigeria. Det ødelagde dog ikke det gode humør. Stemningen på stadion var fantastisk. Indbyggerne i Salvador var i totalt festhumør og stolte af at have fået lidt af OL til deres by.

Klar til kamp, mellem Danmark og Brasilien.

Stadion var fyldt mellem Danmark og Brasilien.

Lufthavnen i Salvador ligger i øvrigt lige ved stranden. Så da jeg skulle flyve tilbage til Europa, tog jeg direkte fra strandbaren til check-in skranken.

Lidt praktisk om at cykle i Brasilien:

Lær noget portugisisk.

Der er ret få brasilianere, der taler engelsk. Meget meget få når du kommer udenfor storbyerne og de populære strande. Grunden til at jeg elsker at rejse i Brasilien, så meget som jeg gør, er at jeg taler sproget rimelig godt. Folk i Brasilien er vilde med at få besøg udefra. Det er det land jeg har været i, i hele verden, hvor det er lettest at komme som en platfodet udlænding og straks blive inviteret med til både det ene og det andet. Og du bliver aldrig inviteret med som tilskuer til noget de skal lave. Du bliver inviteret som deltager, hvilket gør at det er et land hvor man hurtigt integrerer sig og føler sig velkommen. Men det kræver noget sprog, da de oftest ikke taler fremmedsprog. Og det er godt nok surt når der står sådan en sød lille brun pige og helt vildt gerne vil snakke og det så strander på, at man ikke kan tale samme sprog. Så se at få lært noget portugisisk.

Lær noget portugisisk så du kan tale med de lokale.

Er det farligt at cykle rundt i Brasilien?

Når jeg fortæller folk, at jeg cykler langtur i Brasilien, spørger rigtig mange mig, om det ikke er farligt. Brasilianerne mener i øvrigt også, at det nok er farligt. Især de brasilianere der bor i storbyerne og aldrig selv kommer ud på landet.

Realiteten er, at det er rimelig sikkert, når bare man er ude af storbyerne og har dem på 15-20 kilometers afstand. Ude på landet sker der meget sjældent noget. I hvert fald ikke mens det er lyst. For når det bliver mørkt, så er det bedst at være indendøre. Og det gælder hele Brasilien. Af samme årsag camperer jeg aldrig vildt i Brasilien. Min holdning er at det er for usikkert at ligge i vejsiden og på diverse strande når det er mørkt. Det er ikke de store bander som overfalder dig der. Det er små bander og almindelige rødder, som kan udgøre en risiko, når det er sen nat.

Brasilien er sikkert nok, når bare du er udenfor de store byer.

Så mit råd er at tage et lille hotel eller guest house. Det man kalder guest house I de fleste lande, hedder i øvrigt en Pousada i Brasilien. De koster ikke ret meget alligevel. Det er jo også begrænset, hvor meget socialt liv man har, hvis man camperer alene. Brasilien er om noget et land, for os der kan lide at mødes med folk, når vi rejser.

Det var lidt om mine cykelture gennem Brasilien. I er altid velkomne til at stille spørgsmål eller komme med kommentarer, hvis der er noget i gerne vil spørge mig om.

Brasilien er altid et besøg værd.

VM i Rusland, med min cykel foran stadion i Samara.

Sidste sommer tog jeg til fodbold VM i Rusland. Jeg købte en cykel og cyklede mellem kampene. Det blev en rigtig fed tur.

Fan ID og VM billeterne var klar.

Jeg elsker fodbold VM og at rejse til fodbold i det hele taget. Jeg har været til VM i fodbold fire gange indtil videre. 1998 i Frankrig. 2006 i Tyskland. 2014 i Brasilien. Og så til VM i Rusland i 2018. Ligesom jeg gjorde da der var VM i Brasilien, så valgte jeg at rejse rundt i landet på cykel denne gang. 

Tasia fra Moskva hjalp mig med meget af det praktiske under VM i Rusland.

Jeg fløj til Moskva hvor jeg købte en cykel. En fin rød mountainbike af mærket Merida. Derefter cyklede jeg først til Saransk, hvor jeg så Danmark spille mod Peru. Derefter cyklede jeg videre til Samara, hvor jeg så Danmark spille mod Australien. Så sprang jeg tredje gruppekamp mod Frankrig over og cyklede mod ottendedelsfinalen, hvor jeg så Danmark mod Kroatien.

To gange var jeg dog nødt til at bruge offentlig transport til et lille stykke af vejen, for ikke at komme for sent til kampene. Men det blev til alt i alt 1800 kilometer på cykel gennem Rusland.

Ud over de russiske stepper med min cykel.

Hvordan er det at cykle i Rusland?

Jeg er formentlig den første dansker der har cyklet gennem Rusland uden restriktioner. Normalt er Rusland ret lukket for frie fugle som os der cykler fra landsby til landsby.

Men fodbold VM have fået Rusland til at åbne grænserne op. Når bare man havde et Fan ID, så kunne man rejse frit i hele Rusland.

Fan ID fik man gratis hvis man havde købt en eller flere billetter til kampene af officielle kanaler. Og da Danmark var kvalificeret til VM, så var det ikke svært at få billet til de danske kampe.

Trafikken kan godt være lidt alternativ på de russiske veje.

Vejene i Rusland kan godt være noget af en udfordring. Problemet er oftest at man for tiden udvider vejnettet ret kraftigt i Rusland.

Det betyder at den asfalterede rabat ude i siden, hvor jeg gerne skulle cykle, tit er blevet til skærver fordi man er ved at lave nye vejbaner.

På den positive side, så må jeg sige at de russiske bilister overraskede positivt. Søger man på Youtube efter video med elendige bilister, så kommer der rigtig mange video fra Rusland.

Min erfaring var at de dårlige bilister holder mest holder sig på de små sideveje. De store veje har ret meget politi og bøderne er store. Så jeg havde ikke nogle situationer hvor jeg var ved at blive kørt i sænk af russiske bilister.

Hotel chefen poserer med mig inden afgang, en tidlig morgen i Rusland.

Afstandene er lange når man cykler i Rusland.

Der var ofte ret langt mellem hotellerne. Så jeg sad hver aften på Google Maps og kiggede næste dags rute efter.

Jeg fik også en del hjælp af en russisk veninde. Tasia arbejde som Au Pair i Holte for nogle år tilbage.

Vi har bevaret kontakten efter at hun rejste fra Danmark. Hun var en stor hjælp med research, når jeg en gang imellem kom til at kløjs i det kyrilliske alfabet. Vi var dagligt i mail intakt på hele turen.

Turen til Saransk.

Jeg passerede mange små russiske landsbyer som denne.

For at komme væk fra de otte sporede motorveje i det indre Moskva, hoppede jeg på et tog til udkanten af Moskva.

Der begyndte jeg at cykle mod Saransk. Jeg havde forventet at juni måned ville være varm i Rusland.

Så jeg havde kun sommertøj med. Ingen jakke og ingen varme trøjer. Og så kom der selvfølgelig en koldfront ind over Rusland den samme dag jeg startede med at cykle.

Så turen til Saransk foregik i 5-8 graders varme det meste af vejen. Det nåede heldigvis at blive sommer lige som jeg kom til Saransk, så vi fik høj sol til Peru kampen.

Saransk var fyldt med peruvianere.

Peru kampen var iøvrigt en meget festlig forestilling. De latinamerikanske landshold har en enorm opbakning. Hvor vi kom lidt under tusind danskere, så kom der er sted mellem 30 000 0g 40 000 peruvianere til kampen.

Der var overhovedet ingen ballade. Det er der i det hele taget meget sjældent til fodbold VM. VM i Rusland var ingen undtagelse. Jeg snakkede med flere peruvianere omkring det at de var så positive. Selv efter at de havde tabt til Danmark. De sagde alle enstemmigt at de så sig selv som fodbold diplomater for deres land. Og de anså det nærmest som landsforræderi at lave ballade når man rejste med landsholdet, da det ville stille hele landet i et dårligt lys.

Det er efter min mening den helt rigtige indstilling at have til tingene. Og det er en generel indstilling som stort set alle fans har under VM. Uanset nationalitet. Det er en af de vigtigste grunde til at jeg elsker at rejse til VM slutrunder.

På vej til stadion i Saransk. Sammen med det halve Peru.

Saransk var nok ikke den mest spændende by rent turistmæssigt. Men fordi det var en by som ikke er vant til besøg, så gjorde byen sig meget umage med at være gode værter.

De lokale var meget venlige og hjælpsomme, selvom de oftest ikke kunne tale andet end russisk. Der var udstationeret en kæmpe hær af unge studerende som kunne fremmedsprog.

De gik rundt i blå træningsdragter og hjalp os fodbold turister med stort og småt. Så som at købe tog og bus billetter. Finde offentlige toiletter. Fortælle os om de få seværdigheder byen havde. Det fungerede rigtig fint.

Danmark mod Peru i Saransk.

Så gik turen til Samara.

Fra Saransk cyklede jeg videre mod Samara. Eller jeg startede med at tage bussen de første 100 kilometer. Jeg havde for kort tid mellem kampene til at cykle hele vejen. Så jeg måtte lige smide cyklen på en bus først.

Men jeg fik da cyklet 80% af vejen til Samara. Det var iøvrigt en ret spændende tur, hvor jeg blandt andet stoppede i Ulyanovsk, hvor Vladimir Lenin blev født. Jeg overnattede også inde på et fodboldstadion i byen Dimitrovgrad. Rigtig fed cykel tur, som gik langs Volga floden en del af strækningen.

Fin velkomst i Saransk fra et par australske fans.

Hvor Saransk ret hurtigt var overset som turistby, så var Samara en rigtig fed by. Samara er en af Ruslands mest populære feriebyer og der var masser af cafeer, barer og restauranter langs Volga floden.

I det hele taget en rigtig behagelig by at holde ferie i. Og en by som jeg planlægger at rejse tilbage til, for at udforske lidt mere. Jeg havde sådan set sat et par dage af til at tage lidt på sightseeing.

Men de danske medier havde fået færten af min tur og opdaget at der var en tosset roligan på sin cykel i byen. Så al min fritid i Saransk gik med at lave TV, radio og avis interviews. Ikke bare med danske nyhedskanaler. Jeg endte med at være på TV og i aviser i en 11-12 lande.

Og det var skide sjovt. Så jeg ofrede gerne turist turene i Samara. Der er links her til nogle af tingene fra blandt andet Ekstrabladet, BT og DR. Der kom en del godt TV ud af det syntes jeg. Louise Brodthagen fra DR lavede hvad jeg selv syntes er en skide god artikel med mig til DR’s hjemmeside. Den kan du læse HER.

Jeg sluttede i øvrigt al medie virakken af med at lave TV med Matilde Kimer da jeg kom til Nizhny Novgorod. Det var sgu lidt af en ære at få en halv dag i selskab med en af Danmarks mest hardcore udenrigskorrespondenter.

TV2 gør klar til optagelse.

Med Matilde Kimer og hendes kamera mand Torben under VM i Rusland.

Men tilbage til Samara. Kampen mod Australien blev lidt af en fuser rent spillemæssigt. Det var efter min mening klart Danmarks dårligste kamp ved VM i Rusland.

Kampen blev yderligere skæmmet af at en dansk hooligan overdængede flere fans med fyldte øl krus. En af mine gode venner fik en ordentlig flænge i hovedbunden. Man måtte evakuere flere tilskuere i kørestol, da de også blev overdænget med øl.

Fjolset der gjorde det har i øvrigt siddet i fængsel for drabsforsøg på en gruppe Horsens fans og har forbud mod at komme på alle danske fodbold stadions. Men det vidste de ikke i Rusland. Han blev heldigvis sendt hjem af russisk politi da han forsøgte at komme ind til næste kamp. Og ham savnede vi ikke.

Der var også flinke bolivianske fans til VM i Rusland.

Danmark mod Australien i Saransk.

Men ellers var de australske fans rigtig festlige. De var cirka 10 gange så mange som os danskere. Så vi var igen i undertal. Men det får man bare en masse nye venner af.

Og så var der rigtig mange fans fra hele Rusland i Samara. Fordi Samara har en del hoteller havde mange russere fra hele landet valgt at komme til Samara for at få del i VM stemningen. Så det var rigtig festligt i Samara.

Jeg drak en del fadøl i Samara med den fynske Youtuber Johan.

Efter Samara cyklede jeg i nordøstlig retning. Det var endnu ikke sikkert om Danmark gid vider ei turneringen. Men gjorde de, så skulle de spille ottendedelsfinalen i enten Kazan eller Nizhny Novgorod. De to byer ligger heldigvis ikke så langt fra hinanden. Så jeg cyklede i retning af dem.

Jeg kom igen forbi byen Ulyanovsk, hvor Vladimir Lenin blev født. Denne gang valgte jeg at blive i byen et par dage, da det var et ret interessant sted. Ulyanovsk er samtidig med en ret behagelig by at være i, med et hyggeligt gammelt kvarter med godt natteliv.

Men det mest interessante er hvordan man dyrker Vladimir Lenin for fulde gardiner i byen. Han har et kæmpe museum i to etager dedikeret til sig. Det er også et museum for kommunismen som sådan. Og det er meget tydeligt at Vladimir Putin også holder af stedet. Der er store vægtæpper med Vladimir Putin der hænger på væggene. Museet taler i det hele taget kun om de gode ting ved det kommunistiske Sovjetunionen. Alt det negative er gemt helt væk. Og for at cementere det, så har Josef Stalin også et fint stort hjørne dedikeret til ham. Mens Mikhail Gorbatjov må nøjes med en lille montre.

Det siger i det hele taget meget om hvordan de russiske samfund har udviklet sig i årene efter Boris Yeltsin.

I Ulyanovsk dyrker man stadig Vladimir Lenin.

Danmark mod Kroatien i Nizhy Novgorod.

Danmark endte som nummer to i deres gruppe. Og det betød en ottendedelsfinale mod Kroatien i Nizhny Novgorod. Det var igen lige lovlig langt for at at cykle. Så jeg tog bussen en fjerdedel af vejen og cyklede de sidste tre fjerdedele. Det var i det store hele en fin cykel tur, som igen tog mig langs Volga floden.

Jeg stoppede blandt andet i byen Tjeboksary som var en overraskende behagelig by at være i. Meget seværdig by ved Volga floden, med fine cykelstier langs floden. Tjeboksary havde også masser af hyggelige cafeer og restauranter.

Jeg trillede ind til Nizhny Novgorod dagen inden kampen. Tog op på FIFA’s kontor for at hente min forudbestilte billet til ottendedelsfinalen. Billet udleveringen fungerede i øvrigt rigtig godt i de byer jeg var.

Jeg hørte dog at det var bøvlet at hente billetter i Moskva, med meget lange køer. Men der hvor jeg var fungerede det utrolig fint og effektivt. Nizhny Novgorod hed under Sovjetunionen Gorkij. Det var en militær by, som var forbudt for udlændinge at besøge. Men det må man heldigvis i dag. Og byen er ganske seværdig.

Det flotte VM stadion i Nizhny Novgorod.

Stemningen er lidt anderledes, ved kampene når man når knockout faren ved VM. Og det samme gjorde sig gældende ved VM i Rusland. Mange mennesker tror fejlagtigt at der er bedst stening til de afsluttende kampe ved et VM i fodbold. Men det er ved de indledende kampe at der er mest fest. For der er alle lande stadig med. Og der er flere farverige tilskuere.

Når man nærmer sig finalen bliver det hele noget dyrere. Og så begynder det at blive mindre folkefest og mere VIP fest. Men vi havde dog stadig en god fest i Nizhny Novgorod. Fodboldstadion i Nizhny Novgorod er i øvrigt utrolig flot beliggende, lige ned til Volga Floden, med en fin gammel ortodoks kirke ved siden af.

Danmark tabte kampen efter straffesparkskonkurrence. Men stemingen var stadig fin på alle sider efter kampen. En kamp som i øvrigt havde flere tilskuere fra Peru end fra Danmark, da mange peruvianere havde købt billet til kampen i håb om at Peru ville gå videre fra indledende runde.

Sammen med en sympatisk russisk familie.

Jeg havde kun billet til og med ottendedelsfinalen. Derefter vendte jeg skuden mod Moskva, da jeg skulle holde sommerhus ferie i Portugal ugen efter. Jeg tog toget fra Nizhny Novgorod til Moskva. Et hyggeligt nat tog, som var ret gammelt. Stemningen ombord var dog rigtig fin. Der var en restaurant vogn hvor vi sad en flok fodboldfans fra hele verden og drak øl den halve nat, inden vi gik til køjs i den store sovevogn, hvor vi vel var en 60-70 mennesker der lå og sov i køjesenge.

Sovevognen i det russiske nat tog.

Fra Moskva gik det ud til lufthavnene, hvor jeg sov en nat på lufthavnshotel inden jeg fløj til Danmark. I øvrigt et fly med rigtig mange Colombianske turister, som havde valgt at kombinere et par VM kampe med et par turist dage i København, når nu de alligevel var i Europa. Min sidekammerat på flyet var en egyptisk pige som havde været til VM for at følge hendes nation. Hun var lige som de fleste andre meget træt og sov det meste af flyveturen. Jeg har aldrig været på et fly med så mange klatøjede passagerer. Det tager hårdt på søvn balancen at se fodboldkampe hver dag og holde fest med fodboldfans fra hele verden. Men det er de hele værd.

Gavnede VM i Rusland Vladimir Putin?

Der bliver tit snakket om hvorvidt et land med manglende demokrati og menneskerettigheder kan blive lidt hvidvasket af at holde et VM i fodbold, eller et OL. Hvad angår Rusland så snakkede jeg ikke med nogen fans som sagde de var blevet mere positive over for Putin. Det var ret tydeligt et stort show fra regeringens side. Politiet var tydeligvis instrueret i at de ikke måtte anholdte eller tæve fodboldfans, uanset hvor tossede de opførte sig.

Der hvor mange ændrede opfattelse, var omkring den menige russer. Rigtig mange har den holdning at russere bare er noge der raner hotel buffeten når man er på ferie ved Middelhavet. Men russerne var tydeligvis meget opsatte på at være gode værter. Jeg fik så mange gratis øl fra lokale russere under VM, at jeg slet ikke har tal på det. Så jeg tror ikke at Putin vandt det store overfor de udenlandske besøgende. Men det gjorde de menige russere.

Det lidt om min tur til VM i Rusland. Husk at du altid er velkommen til at lægge en kommentar eller sende mig en mail, hvis du har nogen spørgsmål, eller mener at jeg kan være behjælpelig med noget.

VM i Rusland var en fin oplevelse.

Mig og min cykel på en rasteplads i Rusland.

Sommerens cykelferie går til Rusland. Jeg cykler lige nu rundt på det russiske bøhland og skulle gerne ende i Saransk om 3 dage når Danmark spiller VM kamp mod Peru.

Sidste gang at en dansker kunne tage på cykelferie i Rusland, uden at reservere alting på forhånd var i 1917. Men den gang var cyklen dårligt opfundet. Rusland har siden da været lukket land for danskere, med mindre man planlagde hele turen på forhånd. Men på grund af VM i fodbold er tingene ændret. Nu kan man rejse rundt i Rusland frit, hvis bare man har en fodbold billet og et Fan ID. Og det har jeg. så jeg cykler rundt i Rusland på egen hånd, som en af de første danskere nogensinde.

Jeg stoppede i Kolomna, som er en rigtig flot by.

Efter godt 400 kilometers cykeltur gennem de russiske bøhland er jeg nu omkring 300 kilometer fra Saransk hvor Danmark spiller mod Peru på lørdag. Og jeg skulle gerne trille ind til byen fredag eftermiddag.

På cykel ud af de russiske landeveje.

Det har indtil nu været en fin tur på veje der var lidt bedre end jeg havde regnet med. Men også med lidt mere trafik end jeg havde regnet med. Så jeg har taget den med ro og ikke kørt for stærkt. Og har holdt mig pænt inde i siden af vejen. De russiske billister har indtil videre været meget bedre end deres rygte. Ingen problemer overhovedet på den front.

Det her skal du ikke gøre når du cykler i Rusland.

Jeg glemte min lille pose med lappegrej og to reserve slanger på et Motel den anden dag. Det opdagede jeg først da jeg kørte over et partisansøm 40 kilometer fra nærmeste by. Så det blev til 40 kilometer gåtur med cyklen inden jeg nåede til den lille provinsby Shatsk, hvor der var en flink cykelhandler som solgte mig 2 nye slanger. Men jeg havde lige et par timer på landevejen hvor jeg var nervøs for om jeg kunne nå frem inden det blev nat. Men det gjorde jeg. Så nu er det bare til at grine af. Og jeg kom sikkert også i bedre form af at trave 40 kilometer med min cykel, efter at have cyklet 55 kilometer med den først

Ude på landet i Rusland. Langt fra VM byerne.

Men nu sidder jeg på mit motel i en lille by der hedder Nizhny Lomov. Imorgen cykler jeg til en by der hedder Penza. Og på lørdag skulle jeg gerne stå på stadion i Saransk, når Danmark spiller mod Peru.

Håber at vi ses på stadion. Rigtige fodbold fans rejser langt for at se fodbold

Vi ses i Saransk.

Claus.

CR7 hotellet på Madeira.

Jeg har lige været på besøg på Cristiano Ronaldos nye hotel på Madeira. Her er lidt fotos fra hotellet.

Cristiano Ronaldo kommer fra ferieøen Madeira, der tilhører Portugal. Øen har allerede en Ronaldo statue, et Ronaldo museum og næste uge bliver lufthavnen på øen opkaldt efter ham.

Cristiano Ronaldo statuen på havnen i Funchal.

Men Ronaldo har også kastet tæt på en kvart milliard i hotel byggeri og det første af hans hoteller ligger på hans hjem ø Madeira og hedder CR7. Eller det hedder Pestana CR7 hvis vi skal være helt korrekt, for han har lavet investeringen sammen med den store Portugisiske hotel gruppe Pestana, der også har spyttet en kvart milliard i projektet. Der skal også være CR7 hoteller i Lissabon, Madrid og New York.

Indgangen til CR7 hotellet.

Via mit arbejde i rejsebranchen var jeg heldig at få en invitation af hotellets manager, til at blive vist rundt på hotellet.

Meget venligt personale på CR7 hotellet.

CR7 hotellet ligger nede på havnen i Funchal. Det er en meget central beliggenhed og fin hvis man kan lide at sidde oppe på hotellets rooftop bar og kigge på at krydstogt skibene lægger til. Der vil nok også være nogen der syntes at det ligger et sted hvor der er lige lovlig meget trafikstøj. Men skal der være fest, så lad der være fest og jeg tror at folk der bor på CR7 hotellet kommer der for at få lidt gang i gaden. Og i så fald ligger det fint.

Hotellet ligger lige ved krydstogt havnen.

Hotellet har en entre, hvor der er kombineret reception, bar og cafe med åbent køkken. der er servering både inde og udenfor. Det hele er ret trendy og de snacks og den øl jeg fik der var lækre.

Baren på CR7 hotellet.

værelserne er oppe på anden salen. Det er et boutique hotel med 48 værelser. Som man ofte ser på boutique hoteller, så er værelserne ikke ret store. Men til gengæld rigtig fedt indrettet med et personligt touch. Der er både standard værelser, som er ret små og suiter hvor man har en lille stue ved siden af soveværelset.

Et af værelserne på CR7 hotellet.

Man skal helst syntes om Ronaldo hvis man bor på hotellet. Hans billede er en del steder. Blandt andet er flere af spejlene på hotellet formet sig som ham, hvor man spejler sig i hans solbriller.

et af badeværelserne på Ronaldo’s hotel.

Man kan også bare smutte ind og få en drink på hotellet hvis man besøger Madeira og bor andetsteds. Baren i stue etagen er åben for alle. Pool baren på anden sal er det meste af tiden for hotellets gæster. Man åbner den dog sommetider for offentligheden i weekenerne, hvor der ofte er events og parties.

Udsigten fra hotellet.

Alt i alt syntes jeg det er et ret fedt hotel, med en meget venlig betjening. Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om jeg ville syntes det ville være fedt at bo ved en af byens mest trafikerede gader, men jeg vil mene at det ville være ok for en 2-3 dage ihvertfald. Og det er en unik hotel oplevelse man ikke får andre steder i verden.

Kunstigt græs som tapet på badeværelset.