Brasiliansk landevej i staten Espirito Santo.

Jeg har 3 gange rejst til Brasilien, med min cykel og sammenlagt cyklet mere end 6000 kilometer, gennem 10 forskellige brasilianske stater. Her er lidt historier fra mine 3 cykelture, som måske er mit favorit land i hele verden.

Min første cykeltur gennem Brasilien.

I 2010 skulle jeg sådan set have været til VM i fodbold i Sydafrika. Men Danmark ramte lodtrækningen så uheldigt at de skulle spille deres kampe i Pretoria og i Rustenburg, som er to af de koldeste byer i Sydafrika, med temperaturer tæt på under 10 grader i juni/juli måned, hvor VM fandt sted. Og så mødte jeg også lige en kvindelig brasiliansk advokat, på en arbejdsrejse i Brasilien, nogle få måneder forinden. Så jeg skiftede VM i Sydafrika ud med en hot date i Rio de Janeiro.

Men jeg kunne jo ikke kun rende rundt med Deborah, som min date hed. Så jeg valgte at prøve at cykle fra Sao Paulo til Rio de Janeiro.

Kyststrækningen mellem Sao Paulo er rigtig flot. Og det er rimelig godt at cykle der.

Jeg havde på det tidspunkt været flere gange i Brasilien. Dog uden at cykle rundt. Og jeg taler også ganske godt portugisisk.

Jeg fløj til Sao Paulo med min cykel. Cyklede så derfra ned til Santos, som er Sao Paulos havneby. Og derfra videre op langs kysten til Rio de Janeiro. En tur på omkring 600 kilometer, inklusive de så omveje som man altid ender med at tage som cyklist.

Ved en af de mange små pousadaer jeg overnattede på.

Sao Paulo ligger ret højt, så det var godt nok ned af bakke til Santos. Udkanten af Sao Paulo er til gengæld nok det mest skumle sted jeg har cyklet i hele Brasilien. Det var samtidig med øsregnvejr, da jeg cyklede til Santos. Så det blev en dag med lidt udfordringer. Men det gik alligevel. Og jeg landede i Santos lige efter det blev mørkt og endte med at overnatte på et motel, da det var det eneste jeg lige kunne finde i mørket. Nu er et motel ikke noget med bilferie i Brasilien. Det er et af de steder man lejer på timebasis. Så der var livlig trafik på hotellet hele natten og en del sovekammer lyde fra værelserne, som ikke havde ret meget lydisolering. Men det er jo charmen ved at rejse på cykel. Den ene dag bor man i en idyllisk lille hytte på en palmestrand, mens man den næste dag bor i et horehus i et slumkvarter.

Hvilepause på en lille strand mellem Sao Paulo og Rio de Janeiro.

Fra Santos tog jeg færgen over bugten, til badebyen Guaruja. Derfra cyklede jeg op langs kysten i nordgående retning. Kystvejen var rigtig fin at cykle på, det meste af tiden. De mange små strandbyer undervejs, betød at der var en masse små strandbarer, hvor jeg kunne stoppe og få en forfriskning, mens jeg så VM fodbold på det lille TV, som altid hænger i loftet på en brasiliansk lokal cafe.

God stemning på den lokale bar, i en brasiliansk provinsby.

Jeg cyklede op langs kysten og stoppede i små byer som Bertioga, Sao Sebastiao, Ubatuba og Paraty.

Så er der øl pause, i nærheden af Paraty.

Efter Paraty, hvor jeg blev nogle dage, gik turen videre nordpå, det sidste stykke vej mod Rio de Janeiro. Jeg cyklede op til Angra dos Reis, som er en rimelig stor by, lidt syd for Rio. Derfra listede jeg mig meget forsigtigt op mod Rio. De sidste 70-80 kilometer op mod Rio har nogle, for cyklister, dumme tunneler, som jeg valgte at tage bus igennem. Lige når man rammer Rio, kommer der også et par meget store slumkvarterer, eller favelaer, som man kalder dem i Brasilien. Jeg var lidt nervøs ved at cykle næsten tværs igennem dem. Især efter at have følt mig ret usikker i udkanten af Sao Paulo. Men det gik rigtig fint.

Rio de Janeiro er en pragtfuld by, som har overaskende mange cykelstier.

Jeg har sidenhen erfaret at favelaerne er klart mest farlige i Sao Paulo og typisk bliver mindre farlige, jo længere man kommer nordpå. Mit eget gæt på hvorfor der er sådan er at de rige brasilianere har en tendens til at være mere aggressive overfor de fattige i det sydlige Brasilien, hvor folk med penge typisk bor bag pigtrådshegn og sikkerhedsvagter. I nord er det lidt mere afslappet, selvom der stadig er vagt på de fleste boligkomplekser.

Endnu en cykelsti i Rio de Janeiro.

Denne her cykeltur sluttede i Rio de Janeiro. Jeg lå dog og cyklede rundt i Rio hver dag i flere uger, mens jeg så fodbold og brugte så meget tid sammen med min date at vi endte med at blive uvenner. Vi slog i øvrigt op samme dag som Danmark blev sendt ud af VM turneringen af Japan. Så det var jo en hyggelig dag.

Jeg så det meste af VM på storskærm, på Copacabana.

Men ellers var det nu en rigtig fin sommer i Rio.Der var FIFA Fan Fest på Copacabana, med storskærme, tusindvis af liggestole, som var gratis. Så det meste af Rio, plus flere tusind turister sad på stranden hver dag og så fodbold.

Rio de Janeiro har i øvrigt rigtig mange cykelstier og løbestier, især langs byens mange strande. Så er du til at løbe eller cykle, så kan du roligt gøre det i Brasilien. Bycykel konceptet er i øvrigt også kommet til de brasilianske storbyer.

De fleste brasilianske storbyer har bycykler, man kan leje.

Den sommer lagde ligesom kimen til at jeg ville med cyklen til Brasilien, når der var VM i Brasilien i 2014.

Min anden cykeltur gennem Brasilien.

Danmark kvalificerede sig ikke til VM i 2014. Så det med at få billetter blev lidt bøvlet. Men den slags betyder nu ikke så meget for mig når jeg skal til VM i fodbold. Det er ikke at være inde til kampene, der tæller mest for mig. Det er alle de fester, man har med fodboldfans fra hele verden, især før kampene. VM i fodbold bringer simpelthen alverdens fodbold fans sammen. Mens at klubkampe, Champions League og lignende er en fest for fodboldfans, så er VM fodbold nørdernes fest. VM tiltrækker ikke kun fans fra de lande, der deltager, men fra hele verden. Jeg har været til 4 VM slutrunder og elsker det. Men en Champions League finale er kun noget jeg vil deltage i, hvis jeg alligevel er i byen, hvor kampen spilles.

Paraguay pigerne er også med til VM.

Det at Danmark ikke kvalificerede sig gjorde også at jeg ligesom havde frit valg mellem VM byerne. Så jeg valgte Recife, hvor jeg tidligere har boet og har rigtig gode venner.

Landevejen mellem Teresina og Recife.

Eller det vil sige, jeg valgte at cykle til Recife. For jeg startede min rejse i byen Teresina, i det indre Brasilien. Teresina er Brasiliens varmeste by. Den er også det sted i verden, hvor der er næstflest mennesker, der bliver ramt af lynet (Nummer 1 er Maracaibo i Venezuela). Men jeg har en stor svaghed for det nordøstlige Brasilien. Især når man kommer udenfor storbyerne. Det blev også en fantastisk cykeltur på 1200 kilometer gennem det nordøstlige Brasilien, af en rute, som jeg er sikker på at jeg er den første udlænding der har cyklet. Jeg blev nok også den første cyklist som tog den 1200 kilometer rute. For jeg mødte en brasiliansk cyklist, som kom i den anden retning, kort før jeg var i mål. Og han mente, at han ville være den første nogensinde til at cykle Recife – Teresina ruten. Men nu blev det så mig i stedet . Han var heldigvis rigtig flink og hjælpsom, selvom jeg spolerede hans rekordforsøg.

Den noget overraskede brasilianske cyklist, som jeg mødte på min tur.

Frokostpause, langs landevejen i Piaui.

Da jeg først kom ud af storbyen Teresina, som var lidt halv gusten, med en del kriminalitet, så gik det forrygende. Den første aften endte jeg i landsbyen Barra Douro, hvor ejeren af den lokale restaurant lige var blevet skilt. Så hun lavede god mad til mig og serverede øl, mod at jeg lyttede til hende og trøstede hende. Hun ville gerne trøstes hele natten .

På vej gennem det varme og tørre Nordøst Brasilien.

Turen gik derefter gennem et ret øde og meget varmt landskab, med landbrug og en fabrik i ny og næ. Mine faste følgesvende på ruten var i øvrigt store flokke af gribbe. Så hvis jeg skulle køre galt, var jeg sikker på, at mit kadaver ikke ville gå til spilde. Jeg var på forhånd ikke sikker på om der ville være steder at overnatte. Jeg sover generelt ikke i telt i Sydamerika, da jeg anser det for at være for usikkert, efter mørkets frembrud. Især når man som jeg rejser alene. Jeg kunne kun finde meget få hoteller på google maps. Og der var ofte 2-300 kilometer imellem dem.

Tankstationerne var der jeg oftest overnattede i Nordøst Brasilien.

Men jeg lærte hurtigt at de store tankstationer, som der er en del af, har værelser til leje i Brasilien. De er sådan set beregnet til lastbilchauffører. Men de tager gerne en cyklist ind. Også selvom de ikke er vant til det. Det ene sted jeg overnattede fortalte den unge receptionist mig, at det var første gang i sit liv, at han havde set et pas. Brasilianerne bruger jo ID kort til at legitimere sig. Og stedet havde aldrig før haft en udenlandsk besøgende i de 3 år han havde arbejdet på tanken.

Liv og glade dage, på den lokale tankstation, ude på det brasilianske bøhland.

Det var i øvrigt utrolig muntert at bo på benzintank hotellerne. Om aftenen blev der typisk dækket op med mad, mellem benzinstanderne. Og så var der ellers mad og musik. Det er i udkants Brasilien, som i udkants Danmark, hvor jeg er opvokset. Man mødes nede på tanken. Der er bare lidt mere musik og dans på de brasilianske benzintanke.

Så bliver der dækket op til natmad, mellem benzinstanderne.

Der var også masser af VM stemning, alle de steder jeg stoppede. Folk sprang jævnligt ud af deres biler for at få selfies med mig flere gange. Især kvinderne var glade for at få taget deres foto med mig. Og det pev jeg jo ikke over.

De lokale piger elskede at stille op til fotos, med den tossede cyklist fra Danmark.

Jeg blev også stoppet af to kvindelige betjente en dag, med revolvere i bæltet og stiletter på støvlerne. De ville nu bare høre om jeg havde det godt, plus at de også gerne ville invitere mig på frokost. Det sagde jeg selvfølgelig ikke nej til. Efter at have forladt delstaten Piaui og kommet ind i staten Pernambuco, blev det lidt mere bakket. Men det gik nu helt fint, med et stop i byen Serra Talhada, hvor Brasiliens mest kendte landevejsrøver, Lampiao, blev født for godt 100 år siden.

De lokale politi piger, med sheriff stjerne, stiletter og ladte pistoler.

Jeg kom sikkert frem til Recife, hvor jeg dyrkede VM stemning i et par uger, inden jeg tog en cykeltur op langs dem brasilianske kyst, hvor jeg endte i byer som Joao Pessoa, Praia da Pia og Natal.

Så var der VM fodbold i Recife.

Humøret var højt. Både blandt babes og skraldemænd.

Derefter var det meningen at jeg skulle have været tilbage til Danmark. Men der var VM i strandhåndbold. Og dansk håndboldforbund kunne godt bruge en til at gå lidt til hånde, som kunne det lokale sprog. Så jeg endte som praktiske gris for det danske strandhåndboldlandshold. En superfed oplevelse, hvor jeg mødte en masse mennesker, mens jeg tog i lufthavnen for at finde forsvundet bagage, hentede øl til spillerne, når de blev indkaldt til dopingtest og ikke kunne tisse. Ja, der var mange sjove til at lave som medhjælper for landsholdet i strandhåndbold.

VM i strandhåndbold var en rigtig fed oplevelse. Og der var mange pæne ting at kigge på .

Måtte en tur i lufthavnen i Recife, for at finde landsholdets mangelnede bagage.

Min tredje cykeltur gennem Brasilien.

Min tredje cykeltur gennem Brasilien er den længste tur jeg endnu har taget gennem det store land. Den gik fra Porto Alegre, i det sydlige Brasilien, til Salvador da Bahia, i det nordøstlige Brasilien.

På vej fra Porto Alegre til Salvador da Bahia, med min brasilianske cykel.

Året var 2016, hvor der var OL i Rio. Det var for svært at finde overnatning i Rio, som var til at betale. Men en del af OL fodboldkampene blev spillet i Salvador, som er en fantastisk by at besøge. Der var så lige 3450 kilometer fra Porto Alegre til Salvador. Men så måtte jeg jo bare trampe lidt ekstra i pedalerne, denne gang.

På vej op langs den brasilianske kyst.

Jeg valgte i øvrigt at købe en cykel i Brasilien på denne tur. Det blev en brasiliansk bygget cykel, af mærket Caloi, som jeg købte. Og den klarede turen fint. Jeg tog i øvrigt et par andre langture på den efter Brasilien turen, i Portugal og Indien.

For at sige det rent ud, så er det sydlige Brasilien ikke specielt attraktivt at besøge. I hvert fald ikke hvis du spørger mig. Det er ret koldt en stor del af året. Der er masser af industri, hvilket er med til at gøre området rimelig velhavende. Men det er begrænset hvor meget charme der er ved at cykle gennem beskidte industriområder. Befolkningen i syd Brasilien er meget europæisk præget. Især er der mange med polske, portugisiske og italienske rødder. Det er der måske nogen, der helst vil have. Men jeg mangler altså lidt afro twist, som er noget af det der gør Brasilien ekstra fedt at besøge. Strandbyerne i det sydlige Brasilien er ofte ret sterile og kedelige, med endeløse højhusbyggerier. Det er faktisk først når man kommer op til Florianipolis at det begynder at blive fedt. Jeg vil dog heller til Nordøst Brasilien end til Florianopolis, any day.

Vejene i det sydlige Brasilien er heller ikke så gode for os cyklister, da der er mange lastbiler og ikke ret meget rabat i vejsiden, sådan som der er i det nordlige Brasilien, hvor man har gjort plads i vejsiden til cowboys på hesteryg.

Det er bedst at cykle de steder hvor der er hestetrafik, i Brasilien.

Men jeg blev i Florianopolis nogle dage alligevel, da jeg skulle besøge Suzane, som jeg havde mødt sommeren før i Albanien. Suzane er en herlig anarkistisk pige, som det var rigtig fedt at hænge ud med nogle dage.

Da jeg kom til Santos, begyndte jeg at komme i vante rammer, da jeg jo havde cyklet fra Santos til Rio de Janeiro på min første tur.

Jeg boede på denne hyggelige Pousada i Santos.

Jeg skulle dog først lige til danskerfest først.

Kaffehandleren John Wolthers, som er en dansker der er vokset op i Brasilien, og hans kone Majbritt, havde nemlig inviteret mig til en sammenkomst for deres venner, der også inkluderede de fleste danskere i området omkring Santos. Det blev en sjov aften i meget interessant selskab, med danskere der af den ene eller anden grund havde valgt at udvandre til Brasilien.

Brasiliansk hund, i de nationale farver.

Da jeg kom op til Rio fik jeg lige lidt OL optakt, da jeg var i byen 10 dage før det hele startede. Og jeg mødtes lige kort med Deborah, som jeg kendte fra den første cykeltur. Bare lige for at konstatere at vi stadigvæk ikke kunne enes.

Fra Rio tog jeg med færgen over Guanabara bugten til Rio’s ukendte nabo by Niteroi. Niteroi er faktisk en ret fin by, som jeg satser på at give noget tid en dag. Den har jo bare problemet at den ligger lige ved siden af Rio, som bare er en af verdens mest fantastiske byer. Fra Niteroi er det muligt at cykle op langs kysten, uden at ramme alt for store veje og for mange favelaer.

Landevej, mellem Rio de Janeiro og Salvador.

Da jeg kom op nord for delstaten Rio de Janeiro, var jeg i den delstat som hedder Espirito Santo, som i øvrigt betyder helligånden på portugisisk. Det er en stat som er stort set uden europæisk turisme. Der er til gengæld masser af sukkerrør. Til tider kørte jeg 20-30 kilometer uden at se andet end sukkermarker. Sukkeret bruger man i øvrigt ikke kun til at spise i Brasilien. Man laver også masser af brændevin af det, ligesom bilerne i Brasilien også kører på bio-ethanol, som er lavet af sukkerrør. Bilerne i Brasilien har i øvrigt kørt på bio-ethanol siden oliekrisen i 1974, hvor man lagde bilparken om .

Skiltet her advarer om boa slanger der krydser vejen.

Da jeg kom ind i delstaten Bahia, blev det vådt. Rigtig vådt. Jeg havde rigtig meget regn. Især sidst på eftermiddagen og om aftenen. Min Macbook som jeg cyklede rundt med på bagagebæreren måtte give fortabt i byen Eunapolis i det sydlige Bahia, efter at jeg blev overrasket af en regnskylle. En regnskylle som lige kostede mig 9500 kr, plus en masse fotos, kontakter og lignende. Møg ærgerligt, men sådan er livet engang imellem.

Glade dage på Bahias landeveje. Også selvom min Macbook led druknedøden.

Jeg besøgte den interessante by Ilheus, hvor Brasiliens mest kendte forfatter, Jorge Amado, kom fra. Og så trillede jeg ellers langsomt op til byen Valenca. Derfra valgte jeg at tage resten af turen til Salvador med båd. Igen fordi jeg helst vil undgå slumkvartererne i udkanten af de store byer.

Turen fra Vanelca gik dog via den lille Ø, Tinhare, som er bedre kendt som “Morro de Sao Paulo”. Det er et fantastisk sted at bruge nogle dage. Jeg har faktisk en separat blogpost om den ø på dette link.

I Salvador mødtes jeg med nogle venner. Både danske og brasilianske. Kom også en tur op på spillerhotellet og fik en lille snak med nogle af spillerne, inden jeg så landsholdet få stryg, først af Brasilien og derefter Nigeria. Det ødelagde dog ikke det gode humør. Stemningen på stadion var fantastisk. Indbyggerne i Salvador var i totalt festhumør og stolte af at have fået lidt af OL til deres by.

Klar til kamp, mellem Danmark og Brasilien.

Stadion var fyldt mellem Danmark og Brasilien.

Lufthavnen i Salvador ligger i øvrigt lige ved stranden. Så da jeg skulle flyve tilbage til Europa, tog jeg direkte fra strandbaren til check-in skranken.

Lidt praktisk om at cykle i Brasilien:

Lær noget portugisisk.

Der er ret få brasilianere, der taler engelsk. Meget meget få når du kommer udenfor storbyerne og de populære strande. Grunden til at jeg elsker at rejse i Brasilien, så meget som jeg gør, er at jeg taler sproget rimelig godt. Folk i Brasilien er vilde med at få besøg udefra. Det er det land jeg har været i, i hele verden, hvor det er lettest at komme som en platfodet udlænding og straks blive inviteret med til både det ene og det andet. Og du bliver aldrig inviteret med som tilskuer til noget de skal lave. Du bliver inviteret som deltager, hvilket gør at det er et land hvor man hurtigt integrerer sig og føler sig velkommen. Men det kræver noget sprog, da de oftest ikke taler fremmedsprog. Og det er godt nok surt når der står sådan en sød lille brun pige og helt vildt gerne vil snakke og det så strander på, at man ikke kan tale samme sprog. Så se at få lært noget portugisisk.

Lær noget portugisisk så du kan tale med de lokale.

Er det farligt at cykle rundt i Brasilien?

Når jeg fortæller folk, at jeg cykler langtur i Brasilien, spørger rigtig mange mig, om det ikke er farligt. Brasilianerne mener i øvrigt også, at det nok er farligt. Især de brasilianere der bor i storbyerne og aldrig selv kommer ud på landet.

Realiteten er, at det er rimelig sikkert, når bare man er ude af storbyerne og har dem på 15-20 kilometers afstand. Ude på landet sker der meget sjældent noget. I hvert fald ikke mens det er lyst. For når det bliver mørkt, så er det bedst at være indendøre. Og det gælder hele Brasilien. Af samme årsag camperer jeg aldrig vildt i Brasilien. Min holdning er at det er for usikkert at ligge i vejsiden og på diverse strande når det er mørkt. Det er ikke de store bander som overfalder dig der. Det er små bander og almindelige rødder, som kan udgøre en risiko, når det er sen nat.

Brasilien er sikkert nok, når bare du er udenfor de store byer.

Så mit råd er at tage et lille hotel eller guest house. Det man kalder guest house I de fleste lande, hedder i øvrigt en Pousada i Brasilien. De koster ikke ret meget alligevel. Det er jo også begrænset, hvor meget socialt liv man har, hvis man camperer alene. Brasilien er om noget et land, for os der kan lide at mødes med folk, når vi rejser.

Det var lidt om mine cykelture gennem Brasilien. I er altid velkomne til at stille spørgsmål eller komme med kommentarer, hvis der er noget i gerne vil spørge mig om.

Brasilien er altid et besøg værd.

Segunda praia på Morro de Sao Paulo.

Morro de Sao Paulo er nok det sted i verden hvor jeg bedst kan lide at tage på stranden. Det er et turiststed. Men et turiststed når det er bedst, hvis du spørger mig.

I det nordøstlige Brasilien ligger der en lille ø der hedder Tinhare. Men brasilianerne kalder stedet “Morro de Sao Paulo” efter en lille høj som ligger på en af øens pynter. Så det kalder vi den fra nu af.

Hovedgaden på Morro de Sao Paulo.

Øen er bilfri.

En af de ting der gør at dette lille pragtfulde sted har min kærlighed, er at der ikke er nogen biler. Det er ikke fordi der ikke er mennesker. Men topografien gør det bare ikke særlig praktisk at anlægge veje. Og man har også opdaget at en del turister kommer netop fordi der ikke er fyldt med larmende biler og scootere i byens gader.

Den gamle hollandske byport, som man kommer igennem når man kommer op af trappen fra havnen.

Verdens trillebør hovedstad.

Manglen på motoriserede køretøjer giver plads til en lidt speciel beskæftigelse på øen. Nemlig at være trillebør chauffør. Øen er ret kuperet. Og især fra kajen hvor færgen lægger til og op til byens hovedgade er der en lang og stejl vej/trappe. De fleste har ingen som helst lyst til at slæbe deres bagage op af bjerget. Så nede på kajen står der altid en her flok unge mænd med deres trillebør, som tilbyder at transportere folks ting.

Bagage transporten foregår med trillebør.

Det er efter min mening en både charmerende og samfundsmæssig god ting. Det holder en ret stor del af øens unge mænd beskæftiget med et efter brasilianske forhold ganske ok lønnet job, når man tager i betragtning af at det er ufaglært. 

Sådan ser de lokale taxier ud.

Fantastiske strande for enhver smag.

Der er flere strande på Morro de Sao Paulo. Og de har meget praktisk numre. Primeira Praia (første stranden) Segunda Praia (anden stranden) osv. Der er 4 strande i umiddelbar nærhed af byen. Og de er ret forskellige. Ikke kun af udseende, men også hvad angår livet på stranden.

Den hyggelige #3 strand på Morro de Sao Paulo.

Segunda Praia er den strand hvor der er gang i den, med masser af barer, musik, sport og lignende. Det er den perfekte strand for dem der, som de fleste brasilianere, bruger stranden som forsamlingshus, mere end som et sted hvor man svømmer og solbader.

Den mere fredelige #4 strand.

At tage på stranden er ikke nødvendigvis noget man gør for at bade i Brasilien. Og det ses tydeligt på Segunda Praia. De andre 3 strande er mere stille. #4 stranden er længst væk fra byen og den hvor man lettest finder lang hvid sandstrand, som man har næsten for sig selv. Nok det som mange danskere foretrækker ved første øjekast. 

#3 stranden ved lavvande.

Personligt må jeg dog sige at jeg bruger langt det meste tid på Segunda Praia. Jeg elsker at tage på stranden for at høre musik, spille fodbold og hænge i strandbarerne sammen med alle brasilianerne.

Udsigt over den populære #2 strand.

Det er en brasiliansk turist ø.

Langt de fleste turister på øen er i øvrigt brasilianske turister. Der kommer også en del fra Argentina. Antallet af Europæiske og Nordamerikanske turister er ret begrænset. De udgør vel kun omkring 10-15& af turisterne på øen. 

Og det er noget af det som også gør at jeg elsker stedet. 

Jeg gider ikke at flyve om på den anden side af jorden for at tage på stranden med familien Danmark, mens jeg hører det samme musik som derhjemme.

Byens lille torv.

Og musikken kan man virkelig høre på Morro, da den er så dejlig fri for trafikstøj.

Hvordan kommer man til Morro de Sao Paulo?

De fleste besøgende til Morro de Sao Paulo kommer med hurtigfærgen fra Salvador. Det er en katamaran færge som sejler til øen på godt 2 timer. Det andet alternativ er at tage den gamle færge fra byen Valenca, som ligger tættere på øen. Men da det er Valenca færgen også er den færge som transporterer gods til øen, så er den langsommere. Så de fleste tager kun færgen fra Valenca, hvis de kommer over land fra det sydlige Bahia. 

Der er også en lille lufthavn på øen. Det er kun en airstrip. Men der er små propelfly som flyver passagerer trafik fra Salvador. Så man kan flyve derover, hvis man ikke kan lide at sejle. Jeg har aldrig selv fløjet derover, da jeg selv holder meget af sejlturen til Morro.

Det er en turist ø. Men på den måde jeg kan lide det.

Der er ingen tvivl om at Morro de Sao Paulo de senere år har udviklet sig til en rigtig turist ø. Men det er en turistø når jeg synes det er bedst. 

Det at øen er bilfri er nok det som gør den store forskel for mig. Jeg har aldrig brudt mig om biler og trafik og elsker at jeg kan slentre ned af byens hovedgade uden at skulle holde øje med om jeg bliver kørt ned. 

Manglen på motoriseret trafik gør også at man kan høre den musik der kommer ud af alle de små barer. For jeg er jo ikke ude efter et øde sted, hvor jeg har hele stranden til mig selv.

Jeg elsker gang i den, med masser af folk på stranden og masser af små hyggelige strandbarer, fodbold, volley, musik og hvad der ellers er på de populære brasilianske strande.

En af de mange små hyggelige gadebarer, med coctails lavet på frispresset juice.

Der er måske dem som vil være uenige med mig og hellere vil have en øde strand på Filippinerne eller Maldiverne.

Men jeg vil til Morro de Sao Paulo. Jeg kom der første gang i februar 1993 og er kommet der siden et hav af gange.

Og jeg er allerede ved at planlægge den næste tur til hvad der for mig er verdens bedste tropeø.

Jeg har i øvrigt også cyklet en del gennem det meste af Brasilien. Skulle du have lyst til at læse om det, kan du gøre det på Dette link.

Øens parkeringsplads.

Mig og min cykel i Brasilien.

Så er jeg nået godt 2100 kilometer gennem Brasilien på min cykel, siden jeg sidst skrev på bloggen og jeg har det fantastisk. Jeg sidder lige nu omkring 400 kilometer nord for Rio de Janeiro og nyder livet med en kold øl og noget grillet oksekød.

Sidste jeg skrev på bloggen var jeg kommet til Santos, hvor jeg mødtes med nogle danskere til en surfer fest. Det var en rigtig fin aften med nogle sjove danskere og brasilianere.

Folk der fisker langs vejen i Sao Paulo staten.

Efter Santos cyklede jeg videre nord på lange kysten i Sao Paulo staten, som har den ene strand efter den anden som man aldrig har hørt om. Brasilien har 6000 kilometer kyst line og det er ikke kun Copacabana der er strand. Og alle de små strande her er oftest skide hyggelige, med brasilianere der sidder og drikker øl og griller fisk og kød. Herligt sted at holde sin cykelferie.

Den ene strand efter den anden langs Brasilien’s kyst.

Så sked jeg lige i en brasiliansk vejgrøft.

Den dag jeg cyklede fra Sao Paulo staten til Rio de Janeiro staten gik jeg kold med dehydrering. Jeg havde ikke fået spist morgenmad og havde drukket alt for lidt, da jeg havde så gode ben at jeg bare mente at jeg kunne cykle non stop i det uendelige. Det er rigtig dumt at gøre og når kroppen løber tør for brændstof og dehydrerer, så skiller den sig af med de sidste reserver, så man sveder som en sindssyg, mens man også får tynd mave. Jeg havde lige en 6-7 kilometers krise på vej op af et bjerg, hvor jeg ikke havde energi til at cykle, men så kom der et lille skur hvor jeg fik 1 liter friskpresset juice og en liter vand, plus et par stykker chokolade og så var jeg klar til de sidste 50 kilometer den dag, ned til den lille hyggelige by Paraty, som er en af de fedeste små byer i Brasilien.

Den lille by Paraty er fyldt med portugisisk koloni historie.

Jeg er på fornøjelses tur og tager bussen om nødvendigt.

Fra Paraty cyklede jeg op til byen Angra Dos Reis og tog derfra en bus det sidste stykke vej til Rio de Janeiro. Nu er der måske nogen der spørger hvorfor jeg engang imellem tager bussen et kort stykke vek, men det gør jeg fordi at det ofte er problematisk at cykle ind og ud af en million by i Brasilien. Der er ofte kun motorvej med tunneller og udkanten af storbyerne or ofte der hvor man også har problemer med kriminalitet, så jeg vælger fra tid til anden at smide cyklen i baggage rummet på en bus nogle få kilometer. I skal jo huske på at jeg cykler verden rundt for sjov og ikke for at være macho, så jeg opsøger ikke problemer.

På cykel gennem Rio de Janeiro.

Rio de Janeiro er en fed cykel by.

Jeg brugte 3 dage i rio de janeiro hvor jeg har været flere gange før, så der var ikke så meget turist ting jeg lavede, men besøgte min gode brasilianske veninde Deborah, som er jurist og meget berejst. Vi fik lige vendt verdens og brasiliens situationen over et par øl, på en bar i Lapa distriktet, som er en af de lidt ældre bydele af Rio de Janeiro. Jeg fik også taget en dag på cykel gennem Rio de Janeiro, som er en overraskende god cykel by, når bare man holder sig langs kysten. Jeg cyklede omkring 40 kilometer på en dag gennem Rio de Janeiro, hvor jeg kørte på cykelsti mere end 90% af tiden.

Macae var en hyggelig lille strand by at være i.

Nu sidder jeg så 300 kilometer nord for Rio de Janeiro.

Efter Rio de Janeiro lavede jeg lige mit lille bus trick igen og tog bussen ud af Rio de Janeiro og cyklede derfra til badebyen Buzios der ligger lidt nord for Rio de Janeiro. Ganske hyggelig ferie by hvor den brasilianske overklasse ofte holder weekend, men ikke helt så fed som Paraty syd for Rio de Janeiro, hvis i spørger mig. Fra Buzios cyklede jeg op til byen Macae, som er en ganske hyggelig lille kyst by der også er centrum for Brasilien’s olie industri, som ikke har det så godt fortiden på grund af lave olie priser på verdens markedet og på grund af en korruptions skandale i nationale olie selskab, hvor Brasiliens nuværende præsident Michel Temer er en af de hoved anklagede. Men det ændrer nu ikke på at Macae er en rigtig fin lille by at stoppe i og her vener jeg gerne tilbage.

Nu sider jeg så i en by der hedder Campos og cykler videre nordpå i morgen. Jeg har vel noget der ligner 12-1300 kilometer tilbage inden at jeg når til Salvador hvor Danmark spiller fodbold mod Brasilien den 10 august, men jeg skal nok nå derop og være på stadion til kampen.

Ses vi i Salvador?

Claus.

Brasilien er et fedt sted at være.

Mig og min cykel i Santos.

Så er jeg nået til den stor havneby Santos efter at have cyklet 1245 kilometer fra Porto alegre. Det har været en helt igennem fin tur, selvom det startede lidt koldt.

Siden jeg sidst skrev på blokken, har jeg cyklet gennem staterne Santa Catarina og Parana og er nu i staten Sao Paulo. Turen gennem Santa Catarina var super fin, langs en flot kystlinie, med nogle hyggelige små fiskerbyer. Eneste dårlige ting var 6 kilometer op over et lille bjergpas hvor der var en masse tung lastbil trafik og vejarbejde, så vejen var snævret ind, så der ikke rigtig var plads til mig. Det gav lige 6 kilometer gå tur med cyklen, da der var for lidt plads til både mig og lastbilerne.

Der er masser af små hyggelige byer langs brasilien’s kyst.

Florianopolis er et herligt sted.

Men så kom jeg til den herlige by Florianopolis, som ligger på en lille Ø og er på mange måder lidt en stilfærdig mini udgave af Rio de Janeiro. Her besøgte jeg brasilianske Suzane som jeg mødte sidste år da jeg rejste rundt i Albanien. Herligt at møde gamle venner undervejs og især når de er til pas små skøre på den gode måde som Suzane er

Joinville har mange lokale med tysk blod i årene og der er også lokale grafitti malere.

Paranagua er en hyggelig gammel havneby.

Da jeg kom ind i delstaten Parana, fulgte jeg kysten op til Joinville, som er en meget tysk præget by, med et bindingsværks hus her og der, som dog ser lidt kunstige ud og så videre til Paranagua, som er en af Brasilien’s ældste byer og en super hyggelig by ved en flodmunding, med gamle huse og masser af karakter. Der mødte jeg en brasiliansk cyklist der fortalte mig at jeg ikke ville få lov af polities til at cykle på den hovedvej der fordinder to to millionbyer Curitiba og Sao Paulo, da der er nogle lange motorvejs broer hvor der ikke er nogen blød rabat eller vigespor, som jeg typisk cykler i når jeg er på store hovedveje. Det lokale trafik politi sagde det samme til mig da jeg forhørte mig der og da der ikke rigtig er nogle mindre veje på den strækning valgte jeg at sætte cyklen på det stræk hvor jeg ikke måtte cykle og det var sådan set også fint nok, da der var alt alt alt for mange lastbiler på for lidt plads. Så heller bruge sin tid på de steder der er sjove at cykle.

Motorvejen hvor jeg ikke måtte cykle.

Og nu sidder jeg så i Santos efter at være cyklet op langs den ene strand efter den anden. Her i Sao Paulo staten har jeg faktisk kørt på cykelsti 90% af tide. Herligt at se at cykelstierne for alvor er begyndt at komme til Brasilien.

Brasilien har 6000 kilometer strand.

Nu skal jeg lige til et par sociale arrangementer med nogle danskere der bor i Santos og så går turen ellers op i retning af Rio, hvor jeg nok skriver på blokken næste gang. Jeg føler mig i øvrigt i fantastisk god form og har ikke prøvet at være rigtig træt endnu. Ingen problem at cykle verden rundt selvom man snart fylder 47.

Morgenkaffe på de lokale bodega i Santos.

Mange cykel hilsner fra Brasilien.

Claus.

Min cykel i det sydlige Brasilien.

Så er der gået en uges tid siden jeg startede min cykeltur fra Porto Alegre til Salvador, for at se Danmark spile mod Brasilien i fodbold og jeg er nået 565 kilometer ud af de cirka 3500 kilometer turen er og er er en lille rapport om de første dage på de brasilianske landeveje.

Jeg ankom med fly fra Lissabon til Porto alegre med fly en tidlig aften og tog en taxi ind til det hotel jeg havde valgt at reservere de første 3 nætter. Normalt reserverer jeg ikke hoteller på forhånd, men da jeg ankom efter mørkets frembrud i en by jeg ikke have været i før, havde jeg valgt at reservere de første 3 nætter.

Der er godt nok koldt i Porto Alegre i juni.

Tåge og kulde i Porto Alegre.

Det sydlige Brasilien har vinter når Danmark har sommer og det ligger så langt mod syd at der ikke er skyggen af tropisk klima og det var godt nok morgen og aften koldt de dage jeg var der og de følgende dage op igennem staten Rio Grande do Sul. Jeg morede mig lidt over at folk snakker om Zika virus, når der er så koldt at alle myg for længst er døde og risikoen for at møde en pingvin på gaden er større end at blive stukket af en myg. Det er først når man kommer nord for Rio de Janeiro og op i det nordøstlige Brasilien at det bliver tropisk, mens det sydlige Brasilien har et mere europæisk klima.

Ud af Porto Alegre af lidt omveje.

På vej til Novo Hamburgo.

Jeg havde sådan set regent med at køre ud af Porto Alegre af den store hovedvej, da den slags veje typisk har en stor rabat til heste, cykler og hvad der ellers måtte være af alternativ trafik, men Porto Alegre er en ret velhavende by, så der er ikke plads til heste og cykler på motorvejen, så jeg måtte cykle nord på til byen Novo Hamburgo først og så dreje af der mod kysten. Novo Hamburgo blev grundlagt i 1824 af tyske emigranter og er i dag centrum for Brasiliens produktion af sko. Mange mennesker tror at alle brasilianere med tysk blof i årerne nedstammer fra nazister der flygtede efter krigen, men det var faktisk ganske få nazister der flygtede til Brasilien, så det er en skrøne. Langt de fleste valgte at tage til Argentina og især Paraguay, hvor den nazist venlige diktator Alfred Stroessner regerede helt frem til 1989 og holdt hånden over de gamle Hitler folk og gav dem top stillinger i sin regering.

Lorte dæk og lorte pumpe.

Mig og min nye cykel pumpe.

Lidt uden for Novo Hamburgo punkterede jeg og det var min egen skyld. Jeg havde købt en ganske udmærket mountainbike i Porto Alegre, som jeg stadig er utrolig godt tilfreds med, men cykler kommer typisk med nogle standard dæk som er fine at cykle til bageren med, men som ikke duer til at cykle 100 kilometer om dagen på brasilianske landeveje med. Og jeg havde selvfølgelig ikke skiftet dem ud fordi jeg er ligeså nærig som jeg er dum engang imellem. Så jeg stod der med en flad cykel midt på landevejen og selvfølgelig gik min pumpe i stykker da jeg forsøgte at sætte en ny slange på. Så jeg måtte bære cyklen 5 kilometer til den nærmeste cykel mekaniker hvor jeg fik nye dæk og ny pumpe. Men den slags må man bare grine af, så det gjorde jeg og havde i øvrigt en ganske hyggelig dag i den lille by Sapiranga hvor jeg var strandet.

Ud til kysten.

Syd Brasilien har en flot kyst linie.

Jeg nåede ud til kysten og cyklede nord på hvor jeg opdagede at jeg nu havde glemt opladeren til min Macbook på et hotel værelse, så jeg fik også lige en tur med morgen bussen tilbage for at hente den på hotellet, da sådan en oplader koster 700kr. Igen noget at grine af.

Der er herligt ude på landet, også i Brasilien.

Kysten i staten Rio Grande do Sul er rigtig flot og er meget grøn lidt inde i landet og præget af en kystlinie der næsten kan minde om Vesterhavet, med sand klitter og siv. Det var rigtig hyggeligt at cykle op langs kysten og flere folk stoppede mig og ville høre om min tur. En gammel bonde i gummistøvler, som jeg mødte på en cafe, fortalte mig også hvordan han i sine unge dage havde cyklet rundt i det sydlige Brasilien i sine ferier. Ikke lige det jeg havde forventet, men fedt at sådan en hyggelig gammel gut også havde været tur cyklist da han var yngre.

Gamle gutter med passion for cykel rejser.

Jeg kom forbi strand byerne Torres og Laguna, som nok lige er lidt for fyldte med grimme nye bygninger til at jeg syntes det er fedt, men nu sidder jeg i en anden lille strand by der hedder Garopapa og her er satme fedt og jeg håber at jeg kan rive mig løs i morgen og komme videre. Men det kan jeg nu sikkert nok, da min gamle rejse veninde fra Albanien bor i den næste by jeg skal til som hedder Florianopolis, så der tager jeg til i morgen hvis min nye cykel og mine gamle ben vil.

Ud på landevejen igen imorgen.

Claus.

fodbold og langturs cykling er det eneste i verden der er vigtigere end kvinder

Om 9 dage flyver jeg til Brasilien for at starte en 6 ugers cykeltur gennem Brasilien, hvor jeg gerne skulle ende i Salvador Da Bahia, hvor Danmark spiller OL fodbold mod Brasilien, den 10 august. Der bliver en tur på cirka 3500 kilometer, cirka samme distance som en Tour de France, men det bliver uden support biler og uden forudbestilt overnatning på luksus hoteller. Men derfor skal det nok blive sjovt alligevel.

Hvorfor hulen cykle så langt for at se en fodbold kamp?

Danmark mod Brasilien på cykel.

Jeg har gennem de sidste 30 år cyklet rundt i eksotiske steder rundt om på jorden og holder meget af den rejseform. Jeg elsker også at se fodbold og er total fodbold nørd. Ikke så meget at jeg er fan af et bestemt hold, men jeg elsker at mødes med folk over en fodbold kamp rundt om i verden og elsker at rejse med det danske landshold, da landsholds fodbold stadig har meget sjæl, i modsætning til den ligegyldige Champions League for eksempel. Og så kan man jo lige så godt kombinere sin lyst til at cykle rundt i verden, med at cykle verden rundt til fodbold kamp. Jeg har valgt at cykle til Danmark – Brasilien kampen, da det bliver en af de meget få muligheder man får i livet for at se Danmark spille mod Brasilien i en kamp der gælder noget. Sidste gang vi havde en vigtig kamp imod Brasilien var ved VM i 1998, hvor Brasilien vandt 3-2 over Danmark i en VM kvartfinale. Den gang var jeg nede i Nantes i Frankrig for at være med, dog uden at være inde til kampen, da jeg ikke kunne få billet, men den slags kan jeg godt leve med, da det er festen uden for stadion inden kampen der er vigtigst og den var jeg med til. Jeg har i øvrigt allerede været 16 gange i Brasilien og cyklet rundt i landet et par gange, men ikke den rute jeg planlægger at cykle denne gang. Det her bliver min hidtil længste tur gennem Brasilien.

Og Brasilien er verdens fedeste fodbold land.

Og strandene er også gode i Brasilien.

Det kan godt være at det var England der opfandt fodbolden og at tyskland er verdensmestre, men det er stadig Brasilien som er det land hvor fodbold er en størst del af kulturen. Og brasilianere er bare sjovere at se spille fodbold end en flok disciplinerede tyskere og en flok englændere der taber til tyskerene hver gang. Brasilien er godt nok udisciplinerede og svinger meget i deres præstationer, men de har hjertet med og leger med børnene inden kampen og græder med dem hvis de taber. Deres klub turnering er også ret svingende, da mere end 1500 brasilianere spiller i udenlandske klubber, men er man rigtig nørd som mig, så er der altså nogle ret fede tilskuer oplevelser at finde dernede, når bare man sørger for at se de rigtige klubber. Så det er blandt andet derfor jeg tager til Brasilien de næste to måneder.

Hvordan cykler jeg rundt i Brasilien?

I Brasilien kan man overnatte på de store tank stationer.

Jeg starter min cykeltur i storbyen Porto Alegre i det aller sydligste Brasilien og fortsætter så op langs kysten, forbi storbyerne Sao Paulo og Rio De Janeiro, hvor jeg nok gøt et lille stop i en 3-4 dage. Jeg regner med at cykle noget der ligner 80-90 kilometer om dagen og så tage en hviledag fra tid til anden, når jeg er et sted hvor jeg har gode venner, eller bare får lyst til at stoppe en dag eller to. Jeg skal bare sørge for at være i Salvador Da Bahia senest den 9 august, så jeg kan mødes med min kammerat Johnny, som kommer med billetterne til kampen den 10 august. Og jeg kender i øvrigt ikke min cykel endnu På denne her tur har jeg valgt at købe en cykel når jeg kommer derned, da den cykel jeg sidst cyklede langtur på er ved at blive lidt slidt og fik en skade på stellet sidst den var ude at flyve. Og jeg har kigget lidt rundt på nettet og kan se at der er ganske gode cykel handlere i Porto Alegre, så det bliver der at jeg køber min cykel til turen.

På den lokale bodega i Brasilien.

Undervejs regner jeg med at overnatte på små landevejs hoteller, til tider på små strand hoteller, da jeg cykler en del langs kysten og jeg kommer også nok til at tage en del nætter på tank stationer, som i Brasilien ofte har værelser til leje. Det er mest langturs chauffører der overnatter på tank stationerne, men jeg har prøvet det på en tidligere tur gennem det nordlige Brasilien og det var kanon hyggeligt at overnatte på den lokale tank, selvom værelserne ofte er meget simple. Jeg gider ikke at campere, da tropisk klima og telte efter min mening er noget lort at blande sammen og man kommer hurtigt til at stå med et oversvømmet telt, hvis der kommer et tropisk regnskyl. Så hellere et baglokale på den lokale tank station

Min rute gennem Brasilien.

Skal vi ses i Salvador?

Salvador er en fed by.

Skulle der være nogen som sidder med lyst til at tage ned og se kampen, så bare se at kom afsted. Har du brug for noget praktisk hjælp med rejsen, så bare skriv til mig og så hjælper jeg gerne med gode råd. Kampen er som vi ved ikke i Rio, men lad ikke det skræmme. Salvador er en kanon fed by, med masser af atmosfære og der er fantastiske strande ikke ret langt fra byen, som sagtens kan nås med båd eller med bus inden for et par timer. Salvador er samtidig med også den by i Brasilien hvor der er mest afro kultur, så det er ikke samba folk danser til her, men samba/reggae som efter min mening er meget federe end samba. Jeg har allerede været i Brasilien 16 gange og der er en gund til at jeg bliver ved med at komme tilbage. så kom ned og hold fest med os i Salvador den 10 august

og uanset om du kommer eller ej, så bliver der masser af updates på bloggen fra Brasilien de kommende uger.

Salvador er en fin gammel by med masser af historie.