Til VM i Mexico.

Danmark er ikke med til VM i fodbold. Så hvorfor tage til Mexico alligevel? Her er hvorfor jeg har valgt at bruge det meste af juni måned i Mexico.

Det er 5 VM slutrunde jeg er med til

Jeg har indtil nu været til 4 VM slutrunder. Så den her bliver nummer 5. Danmark har i øvrigt kun deltaget i 2 af de VM slutrunder jeg har været til. Så jeg er vant til at tage til VM uden at Danmark er der. Jeg var med ved VM i Frankrig i 1998. Tyskland i 2006. Brasilien i 2014. Rusland i 2018. Og så nu, hvor jeg er taget til Mexico i 2026. 

VM er bare sjovere end de andre turneringer.

VM er bare sjovere, fordi der er folk fra hele verden med. Især de latinamerikanske deltagere sætter kæmpe kolorit på alle slutrunder. Også dem i Europa, hvor de stadig svinger taktstokken, når der skal holdes fest. Det europæiske fodboldpublikum er såmænd OK. Men der er bare ikke den samme fest som når Colombia, Mexico, Brasilien og alle de andre kigger forbi.

Danmark mod Kroatien ved VM i 2018.

De afrikanske hold kommer også med et godt publikum. Ikke i samme antal som de latinamerikanske. Det er dog altid herligt, når der er et afrikansk hold i byen. Jeg har også været til et par EM slutrunder. Og det er da sket ikke dårligt. Men det ender ofte bare i en gang dansker druk som man ligeså godt kan opleve til en Superligakamp.

Til VM i Brasilien.

FIFA er korrupt: Men det skal ikke stoppe os fra at fejre fodbold på verdensplan.

Man kan med god grund argumentere for at FIFA er noget korrupt lort. Det kan jeg kun give folk ret i. Men VM er nu en gang det sted hvor fodboldelskere fra hele verden mødes hvert fjerde år. Og det skal ingen sgu tage fra os. Det mest korrupte i fodbolden er i øvrigt Champions League. Men der har folk bare accepteret at det er TV selskaberne der styrer det hele. Jeg kommer aldrig til at hylde Infantino, men VM er VM, uanset hvad. Og os der elsker fodbold, mødes og holder fest. Også selvom vi ikke har råd til billetterne.

Til mit første VM i 1998, i selskab med en brasiliansk journalist.

Til VM i Tyskland, hvor jeg så “Storkampen” mellem Schweiz og Togo på stadion.

For jeg har ingen billetter til kampene.

Jeg er rejst til Mexico uden at have billet til nogen kampe. Og jeg regner ikke med at tage ind og se nogle kampe. Dertil er det simpelthen for dyrt. Jeg ved dog fra tidligere VM slutrunder at den bedste fest sker udenfor stadion inden kampene. Så det er der jeg deltager. For mig handler det mere om at mødes med fodboldelskere fra hele verden, end om hvem der vinder. 

Man kan slippe for at besøge USA, ved at tage til Mexico eller Canada.

USA har været totalt no go for mig siden 2016. Ikke fordi jeg hader amerikanere. Jeg har været i USA flere gange og blandt andet cyklet langs den amerikanske vestkyst 2 gange, været til finale i den amerikanske MLS liga. Jeg har holdt Halloween i Florida og cyklet fra Washington DC til Pittsburgh.

Men i 2016 indførte den første Trump administration nogle regler som gør det meget svært at komme ind i USA, hvis man som mig har besøgt en masse lidt anderledes lande. Jeg har for eksempel været mange gange i Syrien (inden borgerkrigen). Biden-administrationen landede i øvrigt ikke ret meget om, på de latterlige regler. Nu er de yderligere strammet, efter at ham tossen er tilbage i det hvide hus. Så jeg må mødes med mine mange amerikanske venner uden for USA’s grænser, indtil den dag hvor jeg måske kan komme til USA igen, uden at frygte at et svin i uniform nægter mig indrejse. 

Mexico er bare et fantastisk rejsemål.

Der er masser at opleve i Mexico.

Folkevognsboblere kører stadig rundt i Mexico

Til fest med en fan fra Guatemala, som også er her selvom Guatemala ikke er med.

Heldigvis har Mexico nogle af de første kampe ved VM. Og Mexico er et af de 87 lande, jeg har besøgt, som jeg holder mest af. Mexico City er en fantastisk by. Der er et hav af mexicanske byer som i den grad er værd at besøge. På denne tur har jeg selv besøgt Morelia, Leon, Zacatecas og Guanajuato. Alle 4 virkelig seværdige byer, som jeg kun kan anbefale. Mexicanerne er jo et herligt folkefærd. Og Inden jeg glemmer at fortælle det, så er maden noget af det bedste i verden. 

Velkommen til Bangladesh.

Ankomst til Dhaka.

Ugen inden jeg landede i Bangladesh brændte godsterminalen Dhaka lufthavn ned. Dagen efter var der et mindre jordskælv. Og 3 dage efter min ankomst var der en kæmpe brand i Dhaka, hvor 1500 huse i et slumkvarter brændte ned. Så det var lidt blandede nyheder, jeg ankom til. Men alt gik nu fint og der var et stort “welcome to Bangladesh” skilt udenfor lufthavnen.

Farverige Dhaka.

Jeg cyklede ned til mit hotel, som hed Afford Inn, efter at havde samlet min cykel i lufthavnens ankomsthal. Der kommer altid nogle nysgerrige personer, når jeg går i gang med at samle min cykel i diverse lufthavne rundt om i verden. Og Dhaka var ingen undtagelse. Jeg fik rigtig fin hjælp af en af de nysgerrige. En ung lufthavnsansat, som fortalte mig hvordan jeg lettest kom ned til mit hotel på cykel. Der var masser af intens trafik fra starten. Men alt i alt var det ok.

Dhaka.

Dhaka har også masser af cykler. Især cykelrickshaws er der masser af. De har stort set alle fået en lille el motor installeret de seneste 2-3 år og de lokale kalder dem “Dhaka Teslas”. Men masser af cykler er godt for mig, da bilerne også er vant til at tage hensyn til cykler.

Jeg havde booket 2 nætter på et hotel inden ankomst. Den booking skal man i øvrigt også fremvise en kopi af, for at få visum ved ankomst til Bangladesh. Hotellet kostede små 200 kr per nat og var et mindre business hotel. Der var ingen parkering til min cykel, hvilket bekymrede mig en del, da jeg ankom. Men vagten, der stod udenfor hotellet, sagde at der var vagt hele natten, så det var helt ok at låse cyklen til hotellets metal stakit. Det viste sig også at være helt ok. Jeg gav vagtmanden et par dollar i drikkepenge for at passe på min cykel. Min erfaring er at sådanne penge er givet godt ud. Og så hjælper man jo også en lokal der gør et ærligt stykke arbejde. Ofte til en lille løn. 

Landet hvor du oftest er den eneste turist i byen.

Af alle lande jeg har besøgt (Jeg har besøgt lige under 100 lande) er Bangladesh et af de lande hvor jeg har mødt færrest turister. Helt præcist mødte jeg 3 vestlige turister på de 4 uger jeg opholdt mig i landet. De  af dem var enlige kvindelige turister fra Sverige og USA. Begge to piger, som gik efter at besøge så mange lande som muligt rundt om i verden (Svenskeren fløj videre til Østtimor efter Bangladesh).

Jeg mødte kun lokale cyklister i Bangladesh. Ikke en eneste vesterlænding på cykel.

Den tredje var en kroatisk gut som arbejdede for Disney Cruises og som bare ønskede sig så langt væk fra trit strømmen som muligt, når han havde fri. Og det kom han helt sikkert ved at holde ferie i Bangladesh. Alle 3 udlændinge jeg mødte var i øvrigt i hovedstaden Dhaka.

Udenfor Dhaka mødte jeg ikke en eneste vestlig turist. Det betød dog ikke, at jeg var alene hele tiden, da der var mange nysgerrige lokale, som jeg snakkede med. Befolkningen i Bangladesh er i øvrigt ikke så påtrængende som folk til tider kan være i Indien. Bangladesherne var oftest meget høflige, grænsende til lidt generte. Men når de først tog sig mod til at snakke, så var de meget nysgerrige. Jeg følte mig ikke “belejret” af nysgerrige lokale, sådan som jeg til tider kan gøre i andre lande. 

Folk i Bangladesh er generelt flinke og nysgerrige, uden at være anmassende.

Lokaltrafik i Bangladesh.

Fra Dhaka til den forladte by Panam Nagar.

Jeg landede i Dhaka lufthavn, som ligger lidt nord for centrum af Dhaka, der faktisk lige er rykket op som verdens næstmest folkerige by, med 36 millioner indbyggere, hvis man tæller forstæderne med. Det var dog ikke nær så svært at cykle ud af byen, som jeg havde forestillet mig.

Direkte øst for lufthavnen i Dhaka er man i gang med at bygge en ny bydel. Den er langt fra færdig endnu, så trafikken var ret begrænset i området, bortset fra en del kraner og gravkøer. Jeg cykler på mountainbike, så jeg snoede mig fint rundt om diverse byggepladser. Området er på mange måder meget typisk for det moderne Bangladesh, som er inde i en meget stor industriel udvikling. Landet er verdens næststørste producent af tekstiler (kun overgået af Kina) og der er også en kæmpe stålindustri i den sydlige del af landet.

Der bliver bygget rigtig meget i Dhaka.

Jeg har aldrig besøgt et land med så mange nyopførte fabrikker. Det skyldes hovedsageligt, at lønningerne er lave i Bangladesh. En månedsløn for en syerske ligger for eksempel på 8-900 kr om måneden. Det har fået alverdens store tøjfabrikanter til at flytte til Bangladesh i stor stil. Og det kan man se i gadebilledet, når man cykler gennem landet.

En af rigtig mange tekstilfabrikker i Bangladesh.

Den første dag cyklede jeg en relativt kort tur, på omkring 40 kilometer. Det gør jeg altid når jeg skal ud af en storby. Der er ingen grund til at stresse, når man skal forlade en storby, hvor trafikken ofte er ret intens.

Jeg havde valgt at slutte dagen ved den forladte by Panam Nagar. Panam Nagar er et af de få deciderede turiststeder, man har i Bangladesh. Jeg mødte dog kun lokale turister, da jeg var der. Byen stammer tilbage fra 1300-tallet, men var beboet frem til 1960’erne, hvor den blev forladt, efter uroligheder, da Bangladesh kæmpede for sin selvstændighed.

I dag står byen som en fascinerende ruinby og bliver flittigt besøgt af lokale turister, ligesom de få udenlandske turister, der kommer til Bangladesh, også tit besøger stedet. Jeg måtte selv stille op til fotografering med flere lokale, da jeg besøgte stedet. Men det var bare hyggeligt at få snakket lidt med folk. Stedet er i øvrigt rigtig populært blandt nygifte, som får taget bryllupsfotos blandt de forladte huse. 

Panam Nagar.

Ved Panam Nagar boede jeg på turens vildeste luksus hotel. Et stort palads-agtigt hotel, med svært bevæbnede vagter, som jeg gætter på var ansat fordi hotellet bliver brugt en del af folk fra regeringen, som deler vandene i Bangladesh. Der har været en del politisk uro i landet de sidste par år. Og det kunne jeg godt føle nogle gange. En førende oppositionspolitiker blev i øvrigt dræbt i en drive by shooting, mens jeg var i landet.

Luksushotellet hvor jeg boede ved Panam Nagar.

På cykel gennem det ukendte Bangladesh.

Jeg kom ud på nogle virkelig små stier når jeg var væk fra de store hovedveje.

Fra Panam Nagar cyklede jeg først øst på, til byen Cumilla. Derfra cyklede jeg via byerne Feni og Sitakund, ned til millionbyen Chittagong, som mest er kendt for at være byen hvor en stor del af verdens tankskibe ender deres dage på kæmpe ophugningspladser. Det er dog en industri, der er for nedadgående, efter at der har været en del negativ fokus på den kæmpe miljøbelastning, den form for gammeldags ophugning af skibe er. Ligesom der også har været fokus på, hvor dårligt arbejdsmiljøet er blandt de folk, der skærer alverdens supertankere i stykker. De ophugningssteder der er tilbage har ingen adgang for offentligheden.

Chittagong.

Havnen i Chittagong.

Ude på landet i Bangladesh.

Jeg snakkede med en der kunne arrangere en sejltur hvor man så stederne fra søsiden. Men det var ret dyrt, når jeg skulle leje hans båd som ene mand. Og da jeg var eneste turist, så droppede jeg det og gik kun på den del af havnen, som var offentlig tilgængelig.

Min oprindelige plan var at cykle op til Chittagong Hill Tracts, som er en bjergkæde, der grænser op til Indien. Der er en stor kunstig sø, hvor jeg kunne se at der er en del eco-resorts. Men da en lokal politimand sagde til mig at det var bedst at lade være, da der havde været en kidnapning for nylig af 3 udlændinge (2 af dem danske ingeniører), så lod jeg være at cykle derop.

Jeg krydsede flere floder med lokale færger.

Min cykel ombord på en flodfærge i Bangladesh.

I stedet satte jeg kursen mod nordvest og kørte til den sydlige og centrale del af Bangladesh. Via den halvstore by Chandpur, kom jeg til den centrale del af Bangladesh. Jeg cyklede rundt af en blanding af små veje, kombineret med at jeg til tider tog nogle timer på en travl vej, for at komme frem til en by med overnatning.

Cykelrickshaw i Bangladesh.

Jeg var blandt andet i en provinsby, der hed Madaripur, som nok endte med at blive mit favorit sted i Bangladesh. En super hyggelig by, hvor centrum af byen var domineret af en sø, hvor der var åbne markeder og cafeer, restauranter og et par hoteller. Madaripur gav midt den samme vibe som jeg har oplevet i Hanoi i Vietnam. Hanoi er en af mine favorit byer i hele Asien.

En by i provinsen i Bangladesh.

Jeg boede også på et par rigtig fine resorts som lå ned til de store floder, jeg cyklede langs. Altid som den eneste udlænding på hotellet. Floderne krydsede jeg med diverse flodpramme, når der ikke var broer. En enkelt bro måtte jeg ikke cykle på. Men jeg fik hurtigt sat min cykel på en bus, som så kørte mig de 3-4 kilometer over broen til den næste by. Så fik jeg også lige prøvet at køre en tur med lokal bus.

Vandretur gennem Old Dhaka.

Da jeg var tilbage i Dhaka, efter 3 ugers cykeltur rundt i landet, brugte jeg nogle dage i denne kæmpe by. Jeg havde via en Facebook gruppe fået kontakt til 2 andre rejsende som var i byen samtidig med mig. Begge to enlige kvindelige rejsende. Vi havde aftalt at mødes inde i den gamle bydel. Mest for at snakke med andre udlændinge, da vi alle 3 rejste rundt alene.

Hindu bryllup i Old Dhaka.

Fjerkræ til salg i Old Dhaka.

Old Dhaka er virkelig intenst. For mig er det virkelig spændende, men der vil nok også være danskere der synes at stedet er lige lovlig intenst. Folk bor enormt tæt og der er små værksteder, fabrikker og butikker i alle kroge. Vi gik ned gennem en masse meget snævre gyder og følte os på intet tidspunkt usikre. Folk var meget venlige og vi blev tit inviteret ind for at se deres små værksteder og fabrikker, som ofte lå i meget små huse.  

Butik i Old Dhaka, som sælger lyskæder.

Lille trykkeri i Old Dhaka.

Hvor overnattede jeg i Bangladesh?

På denne tur valgte jeg at give plads i budgettet til at bo på dyrere hoteller fra tid til anden. Grunden er, at der til tider er meget få steder at overnatte i Bangladesh, da der næsten ingen turistindustri er.

Et af de hotelværelser jeg overnattede på i Bangladesh.

Jeg er ikke den der camperer når jeg er i tropiske egne med kraftige regnskyl ved nattetide, ligesom jeg også bare foretrækker at være indendøre når jeg skal sove. Det er stort set kun i Skandinavien og Nordamerika, at jeg camperer på mine cykelture. I Bangladesh sov jeg på alt lige fra meget simple pensionater, til et par meget fine 4 stjernede hoteller.

Jeg boede en nat i en af disse hytter, på et resort som lå ved en af de store floder.

Oftest var der dog et sted midt imellem, på mindre provinshoteller. Prismæssigt lå det fra 40-50 kr per nat, for de billigste steder, til omkring 400 kr for de dyreste steder, som var meget fine hoteller, med bevæbnede vagter og store suiter. Jeg vil også gerne have, at min cykel er under opsyn, når jeg sover. Og de fleste steder, hvor jeg overnattede, havde jeg et sted hvor jeg kunne få cyklen løst inde. Ofte med en parkeringskælder med opsyn.

Cykelturist på luksushotel i Bangladesh.

Der var dog også et par steder, hvor jeg måtte parkere på gaden. Men i begge tilfælde havde hotellet en vagt som stod ved døren hele natten. Og så sørgede jeg for at give ham en god skilling i drikkepenge ved ankomst. Min erfaring er at det er en god måde at få vagter til at passe ekstra godt på ens ting.

Det ene sted parkerede jeg cyklen i hotel receptionen.

Hvordan er maden i Bangladesh?

Maden i Bangladesh er krydret og rigtig god. Jeg elsker generelt mad fra det indiske subkontinent og den måde man krydrer det på. Så på madfronten var Bangladesh rigtig fint. Jeg forsøger dog at lade være med at spise for meget kød i lande hvor mad hygiejnen til tider kan være tvivlsom. Og der var jeg en smule udfordret i Bangladesh, da de er rigtig glade for kød. Men når det er sagt, så havde jeg ikke dårlig mave en eneste gang, de 4 uger jeg var i Bangladesh.

Maden er god i Bangladesh.

Jeg var også til Dhaka Food Fest.

Kaffen I Bangladesh er fantastisk.

Jeg har tidligere været et par gange i Indien og forventede at kaffen i Bangladesh nok var det samme tynde sjask som man oftest får i Indien. Men der blev jeg positivt overrasket. Selv på små billige cafeer var kaffen ofte overraskende god. Og gik jeg på en decideret kaffebar, så var der altid fantastisk kvalitet. Jeg lærte at Bangladesh de senere år er begyndt at dyrke en del kaffe. Det var et meget positivt aspekt af turen, da jeg er en stor kaffedrikker. 

Kaffen i Bangladesh er fantastisk god.

Hvordan var det med sikkerheden i Bangladesh?

Jeg havde ikke et eneste tilfælde på hele turen, for jeg følte at jeg var i fare. Trafikken vil jeg vurdere til at være det klart farligste aspekt ved at cykle rundt i Bangladesh, uden at det skal skræmme nogen fra at cykle en tur. Jeg gik rundt i millionbyer som Dhaka og Chittagong efter mørkets frembrud, uden at jeg på nogen måde følte mig usikker.

Som en der har rejst rundt i næsten 100 lande og opholdt mig omkring 2 år i Brasilien, så er jeg god til at føle, at der er fare på færde. Men jeg følte mig helt sikker i Bangladesh.

Jeg følte mig helt sikker på min rejse gennem Bangladesh.

Jeg mødte 2 kvindelige rejsende på turen, som begge rejste alene. De sagde begge at de havde følt sig godt tilpas ved at rejse rundt i landet som enlige kvinder. Der var tale om en kvinde fra Sverige og en fra USA. 

Hvordan er det med hunde og cyklister i Bangladesh?

Jeg havde ikke et eneste tilfælde, hvor jeg blev jagtet af en hund, da jeg cyklede gennem Bangladesh. Som jeg ser det, så handler det om at folk i Bangladesh ikke har tradition for at bruge hunde til at holde vagt ved deres huse. Så de er ikke trænede til at være territoriale, sådan som man ser det i en del andre lande.

Jeg valgte dog at lade mig vaccinere mod rabies inden turen, da man nu har fået en ret god vaccine , som gælder hele livet, når man først har fået sine 2 stik. Vaccinen beskytter ikke 100%, men den giver en længere tid at komme til lægen i, skulle man blive bidt af et dyr. Og det er desværre noget som der er en lille risiko for når man bevæger sig rundt i verden på cykel.

Det er godt at være på 2 hjul når broen er under reparation.

Punkteringer og reservedele.

Jeg punkterede ikke en eneste gang på hele cykelturen gennem Bangladesh. Jeg havde heller ikke nogen mekaniske problemer. Det skyldes hovedsageligt at jeg typisk forbereder en sådan tur ved at sørge for at have punkterfrie dæk på min cykel, ligesom jeg ofte lige lader min lokale cykelhandler i Faaborg give cyklen et gennemsyn. For som jeg plejer at sige, så er jeg mere globetrotter end jeg er cykelmekaniker og er rent ud sagt ret dårlig til at reparere cykel. Men det betalte sig endnu engang, lige at bruge lidt tid og penge på at være ordentligt forberedt.

Ingen punkteringer på min cykeltur gennem Bangladesh.

Min vurdering af Bangladesh som cykel rejseland.

Bangladesh er et super spændende rejseland. Nok ikke ligefrem et sted for begyndere, da man oftest er den eneste vesterlænding i miles omkreds. Ikke at det som sådan er farligt. Men det kan få folk til at føle sig meget langt hjemmefra, hvis det er første gang de er af sted uden for Europa. Mange vil nok foretrække at planlægge deres tur til Bangladesh lidt mere end jeg gjorde. Men er du klar på at det ikke er et sted med de store turist faciliteter, så er Bangladesh virkelig et spændende og meget venligt land at rejse rundt i.

Jeg har i øvrigt også flere artikler om mine cykelrejser rundt i verden på dette link.

Emil Andersen fra Bøjden.

Farbror Emil var pelsjæger i Canada. Den sætning hørte jeg mange gange som barn, når min far fortalte om min farfars lillebror, som rejste til den nye verden og endte som pelsjæger og laksefisker i Canada.

Som en der selv har brugt det meste af mit liv på at rejse verden rundt har historien altid fascineret mig. Så jeg har lavet en del research på Emil, ligesom jeg, for nogle år siden, rejste til Canada for at se om der var nogle spor af Emil, som døde tilbage i 1974.

Hvem var Emil Andersen fra Bøjden?

Emil Andersen var født år 1900 voksede op i Bøjden på Sydfyn. Han var ud af en fiskerfamilie og arbejdede også selv som fisker. Familien var ikke som sådan fattig, men han var en meget driftig mand. Han syntes ikke altid at mulighederne for små iværksættere var store nok i Danmark. Så han valgte at købe en enkeltbillet til Amerika i 1922. Han sejlede i øvrigt ud fra Bremen og ikke fra København.

Inden anden verdenskrig havde Sydfyn betydelig mere handel med det nordlige Tyskland end med København. Emil var selv vant til at sejle til Flensborg for at sælge ål. En af hans brødre og 2 af hans fætre blev af samme årsag gift med piger de havde mødt i Flensborg. Så det var helt naturligt at kigge mod Tyskland, når man skulle finde en båd til den nye verden.

Da Emil ankom til Staten Island i New York, hvor alle emigranterne blev registreret, rejste han hurtigt videre, så snart det formelle var overstået. Han brugte et par år på at arbejde sig på tværs af Nordamerika, hvor han blandt andet havde et par ophold på landbrug oppe ved de store søer, der adskiller USA og Canada. Det var i øvrigt dårligt betalte job, som han ikke snakkede særligt godt om til min far, da han senere fortalte ham om sine oplevelser. 

Hans plan var at komme til Edmonton, ude på den canadiske prærie. Det var centrum for en stor handel med skind, til den store pelsindustri, som lige var skudt op efter første verdenskrigs afslutning. Der var potentielt store penge i at være pelsjæger i 1920’erne i Canada. Emil tjente også nogle rigtig gode penge på sine jagter, hvor han var ude i flere måneder hver vinter. Han fortalte min far, at han rejste sammen med en svensk jæger, som han havde lært at kende i Canada. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på at han formentlig har kendt den norske pelsjæger Hjalmar Dale, som senere blev meget kendt, efter at have skrevet bogen “Vildmarksliv”. Sjovt at tænke på at de med en vis sandsynlighed har drukket nogle øl sammen. Emigranterne i den nye verden havde jo, naturligt nok, en tendens til at holde sammen med dem, de havde det sprogfællesskab med. Så kunne jeg få en tur i en tidsmaskine, så tog jeg gerne til Edmonton i slutningen af 1920’erne. 

Emil, da han var lidt ældre.

Emil blev sneblind.

Efter at have haft nogle meget lukrative år som pelsjæger i Northwest Territories kom det hele til en brat afslutning. For Emil blev sneblind i starten af 1940’erne. Han var totalt blind i en periode og måtte flyves med privatfly til Edmonton, hvor han brugte en del af sin opsparede formue på at blive opereret på et privathospital. Efter operationen var der dog stadig en del penge tilbage. Så Emil tog i 1946 tilbage til Danmark, efter at have brugt godt halvdelen af sit liv i Nordamerika. 

Emil slog sig ned på Salt Spring Island ved den canadiske vestkyst.

Han brugte en sommer i Bøjden, på Sydfyn, med at besøge sine brødre og sætte rejeruser og åleruser med min far, som dengang var 11 år gammel. Han blev så glad for min far, at han flere gange de følgende år skrev til ham og tilbød ham at komme til Canada og blive partner i det laksefiskeri han startede da han kom tilbage til Canada.

Da Emil sejlede tilbage til Canada, efter nogle måneder i Danmark, mødte han vestjyske Hedvig på Amerikabåden. Hun var en ung sygeplejerske, på vej til Canada, for at arbejde en periode som praktikant på et canadisk sygehus. Det blev dog til mere end det, da Emil og Hedvig endte med at gifte sig og slå sig ned i New Westminster, lige uden for den canadiske storby Vancouver. Derfra fiskede Emil i en del år, inden han gik på pension som en ret holden mand. 

Da han gik på pension købte han et stykke jord på den lille ø Salt Spring Island, som ligger mellem det canadiske fastland og Vancouver Island. Salt Spring Island er på størrelse med Tåsinge, men er ret kuperet med meget skov. Det stykke jord han købte var stort nok til at han kunne gå på jagt. Og kunne kunne fiske fra den lille havn, Fulford Harbour, som lå på sydsiden af øen. 

Beaver Point, hvor Emil fra Bøjden boede.

Han slog sig i øvrigt ned ved Fulford Harbour på sydkysten af øen. Den nordlige side af Salt Spring, omkring byen Ganges, var domineret af et engelsk samfund som var meget indspist og lukket. Min far fortalte mig, hvordan Emil havde ret meget antipati mod englændere, da han var hjemme i Danmark i 1946. 

Jeg har sidenhen mødtes med en lokalhistoriker fra Salt Spring Island, som har fortalt mig at det engelske samfund i Ganges, i 1940’erne, var et samfund hvor der kun boede englændere og hvor man kun giftede sig indbyrdes. Når der var for mange mænd i forhold til kvinder i byen, så fik man den anglikanske kirke til at sende skibe fra England over, med engelske kvinder som de så kunne gifte sig med. Det var af naturlige årsager ofte kvinder med en ret broget baggrund, der valgte at hoppe på et skib til den nye verden, for at gifte sig med en mand de ikke kendte. Men det engelske samfund i Ganges foretrak dette, frem for at blande sig med de andre.

Fulford Harbour var til gengæld lidt det modsatte. Der havde man en stor blanding af folk, med meget forskellig baggrund. Der var en del indianere, eller First Nation, som man kalder dem i Canada. Der var også et samfund af polynesere fra Hawaii, som i sin tid var sprunget af et slaveskib og svømmet i land på Salt Spring Island. Fisker samfundet, hvor Emil følte sig hjemme, var domineret af immigranter fra de græske øer. Så det var et meget broget, men åbent samfund i Fulford Harbour. For i modsætning til englænderne i Gangens, så var der masser af ægteskaber på tværs af etniske skel i Fulford Harbour. 

Emil boede ved Fulford Harbour, på en vej der hed Beaver Point Road, indtil han døde i 1974. Han havde haft et par slagtilfælde kort inden han døde og var ifølge dem jeg har talt med på øen gangbesværet i de sidste år han levede. Hans kone Hedvig levede en del år efter Emil døde, og hun gik først bort i år 2000. Parret havde ingen børn. 

Jeg besøgte selv Salt Spring Island i 2005. 

I 2005 valgte jeg selv at tage en tur til Canada, for at se om jeg eventuelt kunne møde nogen som har kendt Emil. Jeg lavede en del research på forhånd og fik fat i en lokalhistoriker og formanden for lokalarkivet på Saltsping Island. De gav mig nogle kontakter, som jeg brugte på øen. 

Jeg fandt også fortegnelsen over kirkegården i Fulford Harbour. Til min overraskelse var Emil ikke registreret som værende begravet på kirkegården. Jeg fandt et telefonnummer på en præst der havde tilknytning til kirkegården og ringede til ham. Han var dog meget afvisende overfor mig og decideret mistroisk over hvorfor jeg ringede til ham. Så mine kontakter på øen var lederen af lokalarkivet, som hed Sue Moat og journalisten, som skrev til mig. Men jeg mødte ham aldrig personligt. 

Jeg ankom til Salt Spring Island med den lille bil færge som sejler fra landsbyen Schwarz Bay på Vancouver Island. Schwarz Bay ligger i øvrigt lige ved siden af byen Sydney, hvor Emils kone Hedvig arbejdede som sygeplejerske. Færgeturen fra Schwarz Bay til Fulford Harbour tager kun en halv times tid. 

Fulford Harbour er en rigtig nybygger landsby, der er som taget ud af en film. Der bor vel et par tusind mennesker i byen. Hele øen har kun omkring 11.000 indbyggere. Den ene af dem er i øvrigt Randy Bachman fra bandet “Bachman Turner Overdrive”. Jeg skulle dog først op på nordsiden af øen, til den største by Ganges. For det var der, jeg havde et par kontakter. Jeg talte i telefon med Sue Moat fra lokalarkivet, som fortalte mig at hun havde haft fat i øens ældste person. En dame der hed Lotus Ruckle, som havde været nabo til Emil og Hedvig og været en meget nær ven af dem begge. 

Jeg fik adressen på gamle Lotus Ruckle og cyklede op til hendes lille hus, hvor hun boede med sin kat. 

Lotus var 94 år gammel. Men når bare hun fik sit høreværn på, så var hun helt åndsfrisk og fortalte mig en del ting om Emil og Hedvig. Det hun især snakkede om ved Emil var, hvordan han var fuld af virkelyst, lige til det sidste. Selv da han sad i kørestol, efter en hjerneblødning, trillede han hver dag op og ned af skrænterne og gravede, satte læhegn op og lignende. Det var noget jeg sidenhen fik bekræftet af andre jeg mødte som havde kendt ham.  Lotus havde været veninde med Hedvig, lige indtil Hedvig døde, og hun fortalte, at Hedvig solgte sin og Emils jord, da Emil døde. Noget som gjorde hende til en meget velstående dame, da jordpriserne på Salt Spring er gået kraftigt i vejret de senere år, da øen er blevet et eftertragtet sted at have feriebolig. 

Hedvig efterlod i nærheden af 30 millioner kroner, da hun døde, fortalte gamle Lotus mig. Men da hun ikke havde nogen børn, så valgte hun at testamentere hele formuen til det lokale ældrecenter, som hun havde meget glæde af de sidste år hun levede. Arven gjorde det blandt andet muligt at modernisere og bygge en ekstra etage på centeret. Centeret har af samme årsag en mindeplade for Hedvig den dag i dag. Men jeg kunne da ikke lade være med at tænke på, at jeg måske skulle have kommet 5-6 år tidligere og besøgt hende. Så kunne det jo være at der var faldet lidt af fra den rige tante i Canada :-). 

Lotus Ruckle fortalte mig også at jeg skulle køre ud og besøge en gut der hed Dimitri Stevens. Han var en græsk/indiansk fyr som havde været meget nær ven med Emil. Dimitri var kun 15 år gammel, da Emil døde. Men han fiskede og gik på jagt med Emil, da Emils helbred begyndte at svigte. Og derfor mente Lotus at Dimitri vistnok havde arvet nogle af Emils ting. 

Jeg tog cyklen og kørte ud til Beaver Point Road, hvor Dimitri boede. Samme vej som Emil havde boet på. Det skulle vise sig at de havde været genboer. Og Dimitri viste mig det lille røde træhus som Emil havde bygget. Der var desværre ingen hjemme, så jeg kunne kun få det at se ude fra vejen. Dimitri var en super flink fyr, som inviterede mig ind på sin lille gård, hvor han dyrkede jorden og holdt lamaer, hvis uld han solgte. Han fortalte mig, at han havde arvet alle Emils fiskeredskaber og jagtrifler, da Emil døde. Fiske-redskaberne var for længst slidt op. Men han havde stadig en af Emils jagtrifler, som han hentede oppe på loftet og viste mig. 

Huset som Emil byggede og boede i på Salt Spring Island.

Dimitri Stevens med Emils game jagtriffel.

Dimitri løste også gåden om hvorfor Emil ikke lå på kirkegården. Han fortalte mig, at da Emils helbred begyndte at skrante, bad han den unge Dimitri om hjælp til at rydde et lille stykke skov på en bakketop, sådan at man kunne se havet derfra. Han sagde aldrig til Dimitri, hvorfor han gerne ville have ryddet det lille stykke jord. Men 14 dage efter at Emil var død, bemærkede Dimitri, at der var gravet deroppe. Lige præcis nok til at få plads til en urne. Da Dimitri vidste, at Emil var blevet kremeret, var han helt sikker på, at han lå begravet der. 

Vi kunne desværre ikke besøge stedet, da området i dag er et stykke privat skov. Men det var fint at få historien. Og den lille bakketop kunne jeg se, da jeg tog færgen tilbage til Vancouver Island et par dage senere.  

På toppen af dette bakkedrag ligger Emil Andersen fra Bøjden begravet

Om natten sov jeg i øvrigt ude for enden af vejen, på pynten som hed Beaver Point. Der var lavet en fin lille naturlejrplads, hvor jeg kunne slå teltet op, lige i vandkanten. Området havde i øvrigt tilhørt Lotus Ruckle som jeg havde besøgt. Men da hun blev gammel, valgte hun at gøre sin gamle gård til et slags frilandsmuseum. Og jorden ved siden af til naturpark. Hun sagde til mig, at hendes søn såmænd havde rigeligt med penge. Og hun ville ikke sælge stedet. “For vi har allerede golfbaner nok”, som hun sagde. Så nu kan man besøge Ruckle Heritage Farm, som stedet hedder nu. Lotus lever ikke længere. Men hendes gamle fine gård er i dag offentligt tilgængelig, skulle du komme på de kanter. 

Jeg fik også et job på Salt Spring. 

En af dagene, da jeg cyklede rundt på øen, kørte en gammel hippie i en pickup truck op på siden af mig og spurgte om jeg var ude at søge arbejde. Det var jeg ikke, men sagde at jeg kunne da godt give ham en hånd, hvis han havde brug for hjælp. Og så endte jeg med at plukke vindruer for ham de næste 2 dage. Jeg smagte også på hans vin, og den var ganske fin. Jeg kunne også lige føje et nyt job i et nyt land på mit CV. Selvom det kun var et par dage. Han betalte i øvrigt en ganske god dagløn, som gav mig lidt ekstra luft i budgettet på min cykeltur gennem Nordamerika, som varede i 3 måneder og sluttede i det centrale Mexico. 

Jeg plukkede også vindruer på Salt Spring Island.

Det var historien om Emile fra Bøjden som drog til Canada for at skyde bjørne og fiske laks. For mig er det familiehistorie, men det er jo også et stykke lokalhistorie for både Bøjden og Salt Spring Island. Så derfor har jeg valgt at lægge den på bloggen så alle der har lyst kan læse historien. 

Ud og flyve med Indigo.

Jeg har lige fløjet med Indigo. Her er min mening om det indiske lavprisflyselskab.

Det indiske flyselskab Indigo er lige begyndt at flyve fra København til Mumbai. De er kommet på markedet med nogle meget billige priser. Så mange overvejer at flyve med dem. Men mange spørger også sig selv om hvordan det mon er at flyve med Indigo. 

Jeg fløj i november 2025 fra København til Mumbai og videre til Dhaka i Bangladesh. Jeg har derefter også fløjet en kort 30 minutters flyvning med dem, fra Dhaka til Kolkata i Indien. Her er lidt om hvad jeg synes om den tur og om Indigo generelt.

Jeg skal nok lige nævne at jeg fløj på en billig economy class billet, på den tur jeg anmelder her.

Indigo flyver med en Boeing Dreamliner fra København til Mumbai.

I øjeblikket flyver Indigo København – Mumbai ruten med et fly de har lejet hos det norske flyselskab Norse. Flyet er en Boeing Dreamliner, som efter min mening er et godt fly at flyve med. Ikke så godt som en Airbus 380, men trods alt et widebody fly, som er ret behageligt. De 2 korte flyvninger jeg har haft med Indigo fra Mumbai til Dhaka og fra Dhaka til Kolkata har været med nyere Airbus 320 fly. Det ene af dem var et helt nyt NEO fly. Begge gange har det ikke været noget som bekymrede mig overhovedet.

Det er billigt at bestille ekstra benplads.

Noget jeg vil anbefale folk at gøre er at bestille ekstra benplads ved nødudgangen. Det kan være ret dyrt hos nogle flyselskaber, men hos Indigo var det ganske billigt. Jeg mener at det var 150 kr jeg betalte for at sidde ved nødudgangen. Det er penge som er givet rigtig godt ud på en 8 timers flyvning, hvis I spørger mig.

Mit sæde var rimelig komfortabelt. Det var for smalt, men det er economy sæder jo stort set hos alle flyselskaber.

Jeg havde tilkøbt ekstra benplads ved nødudgangen.

Der er varm mad og soft drinks med i prisen.

På Indigos lange flyvninger er der mad med i billetprisen. Da jeg fløj fra København til Mumbai, fik jeg et måltid varm mad til at starte med. Der fulgte også gratis soft drinks med til maden. En times tid inden vi landede i Mumbai fik vi også en snack, som var en indisk wrap, som jeg synes var rigtig god. Alkohol skal der til gengæld betales for.

Underholdning om bord.

Der er et inflight entertainment system hos Indigo. Ikke det mest spændende jeg har set, men der var trods alt et par film jeg havde lyst til at se. Overhovedet ikke som hos Emirates og Qatar Airways, hvor man har mere end 100 film at vælge imellem. Jeg kunne godt have brugt nogle dokumentarfilm, da det generelt er det jeg foretrækker at kigge på når jeg er oppe at flyve. Det her var på flyvningen fra København til Mumbai at jeg havde inflight entertainment. På den kortere flyvning jeg havde derefter fra Mumbai til Dhaka, havde jeg ikke min egen skærm, da det var en lidt mindre flyver uden personlige skærme.

Der var gratis, men begrænset inflight entertainment ombord på Indigo flyet til Mumbai.

Men der var en helt anden ting, som efterhånden er ved at blive en sjældenhed hos flyselskaber. Det var et godt gammeldags inflight-magasin. Og i bedste gammeldags stil var det med kort der viste selskabets ruter rundt om i verden, ligesom der var billeder af deres forskellige flytyper. Det var noget jeg syntes rigtig godt om.

Indigo har stadig et gammeldags inflight magasin i stolelommen.

Hvordan er det at skifte fly i Mumbai?

Jeg synes at fly-skiftet i Mumbai lufthavn gik relativt smertefrit. Man skal gennem en sikkerhedskontrol for at gå fra den ene del af lufthavnen til den anden. Men man bliver i lufthavnen, så man behøver ikke noget visum til Indien for at skifte fly. Indigo var ret gode til at kalde de folk, som havde et fly, der snart afgik, mens folk som jeg selv, der havde 4 timer at vente, måtte give plads til dem der havde travlt. Det havde jeg det helt fint med, da det mindskede det kaos, der kunne have opstået, da vores fly var 45 minutter forsinket, på grund af kraftig modvind.

Mumbai lufthavn.

Jeg havde som sagt 4 timers mellemlanding i lufthavnen i Mumbai og gik først op til transit hotellet i lufthavnen. Jeg havde håbet på, at det var et hotel, hvor man kunne leje et værelse per time. Men det var et normalt hotel, hvor man skulle leje et værelse for en hel nat. Og da det kostede 200 US Dollars, så valgte jeg at droppe at sove der. 

Jeg fandt i stedet et transitrum, hvor man havde nogle stole, som mest af alt mindede om strandstole, hvor man kunne lægge sig ned. Der lå jeg og hvilede mig et par timer, inden jeg gik tilbage i transithallen og fik en kop kaffe. 

Jeg fandt en liggestol i lufthavnen, hvor jeg tog en lille lur under mellemlandingen.

Jeg har tidligere prøvet at skifte i fly i Delhi lufthavn. Og den er betydelig mere forvirrende og kaotisk end Mumbai. Så du skal ikke lade dig skræmme af Mumbai lufthavn, bare fordi du har haft en negativ oplevelse i Delhi lufthavn tidligere.

Indigo er ikke Air India.

Jeg kan også se at mange mennesker tror at Indigo er det samme som Air India. Det er det ikke. Air India er det gamle statsejede flyselskab i Indien, som til tider er halvdårligt og ret dårligt ledet. Indigo er et nyere selskab hvor tingene fungerer noget bedre. Men vi er stadig i Indien, hvor tingene ikke altid kører som i Danmark.

Min konklusion om Indigo.

Jeg vil have det helt fint med at bruge dem i fremtiden. Især når de smider billige priser på markedet, som de gør nu. Kommer Emirates eller Qatar Airways med lignende priser, så bliver det dem, jeg flyver med, da de er noget bedre. Men Indigo leverer et ganske godt produkt. Og flyvetiden til Mumbai på 8 timer er nogenlunde tålelig, når bare jeg sikrer mig at få tilkøbt ekstra benplads. Så alt i alt er det en anbefaling herfra.

Sammen med Heinz og nogle af hans mange håndtegnede kort.

I juni, 2025 havde jeg fornøjelsen af at besøge den vildeste cyklist i verdenshistorien, hvis I spørger mig. Han har aldrig vundet store cykelløb. Men han cyklede verden rundt, uafbrudt i 52 år. Hans navn er Heinz Stücke.

Et foto af en meget ung Heinz, da det hele begyndte.

Jeg tror at mange af os rejselystne tit er ret trætte af det hele, når vi er på arbejde og hellere ville være ude at rejse. Men de fleste af os finder os i skæbnen og glæder os over at vi kan rejse verden rundt i vores fritid. Heinz Stücke ville det anderledes. I 1962 var han så træt af sit job som værktøjsmager, hjemme på fabrikken i  Hövelhof (en provinsby nær Bielefeld) at han pakkede sine cykeltasker og tog på rejse. Ikke bare en uge eller en måned, men 52 år, hvor han overhovedet ikke kom hjem til Hövelhof, men levede som globetrotter på sin cykel. Han endte med at cykle til alle verdens lande og tilbagelægge 625000 kilometer på sin cykel, inden han vendte snuden hjemad. 

Heinz har slået flere verdensrekorder.

Jeg har fået mit besøg sat i stand af min kammerat Henrik, som er venner med Heinz. Henrik er dansk/tysk og besøger Heinz så ofte han kan. Og jeg er med i bilen til Hövelhof denne gang, hvor vi skal besøge Heinz i et par dage og overnatte i hans hus. 

Heinz er nu 85 år gammel og er som sådan kun holdt op med at cykle fordi hans hofter ikke kan bære ham længere. Der er også stødt flere andre helbredsmæssige ting til, de seneste par år og han har ikke været ude af sengen i flere måneder, da vi besøger ham.

Der er stadig højt humør og masser af glimt i øjet, selvom Heinz er sengeliggende.

Men humøret fejler ikke noget hos Heinz. Han snakker i et væk og er et levende leksikon. Det kan godt være at hans ben og hofter ikke kan mere. Men hovedet og munden kører stadig i ekspresfart. Man kan bare spytte navnet ud på et land eller en geografisk lokalitet og så snakker Heinz begejstret løs og fortæller om da han selv var der.  Han husker stort set det hele, ned til mindste detalje. Så det er virkelig en fornøjelse at besøge ham, selvom han er sengeliggende.

Jeg havde hørt at Heinz er glad for mørkt øl, så jeg havde taget nogle flasker “Mors stout” fra Refsvindinge bryghus med til ham. Det var populært.

Han er også fuld af gas og elsker at lave sjov med os og alle andre der kommer for at besøge ham.

Når han ikke har gæster og snakker dagen og natten lang, så bruger han sin tid på at pakke bøger. Han har fået en journalist til at skrive en bog om sit liv, som han sælger til folk i hele verden, ligesom han også sælger postkort med fotos som han selv har taget.

Det er også nødvendigt for ham at tjene lidt penge, da han jo har rejst hele sit liv og ingen pensionsopsparing har. Henrik og lidt andre venner kommer så forbi så tit de kan og kører på posthuset med bog pakkerne. Det gør vi også den dag jeg er der.

Undervejs på hans lange rejse levede han i øvrigt af at sælge postkort, som han selv producerede, plus at han solgte fotos og artikler til aviser og blade. 

Og så var han i øvrigt også officiel pressefotograf ved VM i fodbold i 1970 i Mexico.

Et kort over en af hans tidlige cykelruter. Heinz har håndtegnede kort over alle de ruter han har cyklet.

Heinz var overhovedet ikke hjemme i alle de 52 år han var undervejs. Men han sendte ting og sager hjem alle årene. Så i dag er hans hjem et museum over hans vilde liv, hvor der hænger fotos,kort og memorabilia fra den store verden overalt i hjemmet. Det er som at gå rundt på det vildeste globetrotter museum når man går fra rum til rum i hans hus. 

Hans hjem er fyldt med minder fra et langt cykel liv.

Heinz er selvfølgelig ikke som folk er flest, når man snakker med ham. Men det er jeg sgu heller ikke selv, så vi går fint i spænd. Han har sine meninger om tingene og vi får i den grad vendt og drejet mange emner på de to dage vi er der.

Om natten sover jeg på en madras, ved siden af den 3 gears cykel som Hetz kørte det meste af sin 52 år lange tur på.

Det er sgu lidt som at få lov til at sove sammen med kronjuvelerne.

Jeg sov på en madras, ved siden af hans gamle turcykel.

Nogle mennesker drømmer om at møde kongen, paven, Lionel Messi eller Taylor Swift.

Jeg er glad for at jeg mødte Heinz Stücke, for han er i mine øjne nok den vildeste rejsende i verdenshistorien.

Skulle du have lyst til at få lidt opdateringer om Heinz og hans liv, så har han en facebook side. Den er i øvrigt også bestyret af Henrik, som jeg kører med. For Heinz har aldrig været digital og har aldrig haft en e-mail. 

Men der er et link til Facebook siden her, skulle du have lyst til at læse mere og se fotos fra hans lange liv på landevejen.

Opdatering, juli 2026.

Jeg fik besked her til morgen om at Heinz sov stille ind den 22 juli, 2026.

Hvil i fred Heinz.

Algarve har en fantastiskkystlinje.

Jeg er kommet en del til Algarve gennem de sidste 26 år. Har også boet en længere periode i regionen. Så her er lidt rejsetips til Algarve, baseret på mine erfaringer.

Lufthavnen i Faro.

De fleste der kommer til Algarve, lander i lufthavnen ved Faro. Det er en relativt lille lufthavn, hvor der ikke er check in maskiner endnu. Så det er op til skranken og lave manuel chok-in. Men det er på mange måder en fin lille lufthavn. Som en der jævnligt har min cykel med til Algarve, glæder det mig at  lufthavnen har et område hvor man kan samle sin cykel. Største minus ved lufthavnen er, at den offentlige transport til og fra lufthavne er lidt sporadisk. Der kører offentlige busser. Men køreplanen bliver ikke altid overholdt, og jeg har prøvet at vente ret længe på en bus, når jeg er ankommet til lufthavnen.

Lufthavnen i Faro.

Transport med tog og bus langs Algarve kysten.

Der kører tog langs Algarve-kysten, fra den spanske grænse og indtil Lagos, ude i det vestlige Algarve. Jeg foretrækker selv toget når jeg skal rundt med offentlig transport på Algarve kysten. Byer som Lagos og Tavira, hvor jeg ofte kommer, har banegården lige midt i byen. En by som Albufeira har dog banegården ret langt væk fra byen. Så skal du til Albufeira med offentlig transport, så er det bedst at tage bussen.

Der er busstationer i alle større byer i Algarve og et godt netværk af busser. Flixbus er også kommet til Algarve, men der er mange lokale busser som du ikke bør ignorere, da de ofte kommer mere ud i krogene end Flixbus.

Faro.

Faro er hovedstaden i Algarve og ofte lidt overset, fordi den ikke har en fin badestrand. Men det er en rigtig fin by, med et levende og interessant by-centrum. Og fordi der ikke er nogen fin strand, så er der heller ikke ret mange turister. Så Faro er et fint sted at tage hen, hvis du gerne vil have noget lokalkolorit i en seværdig gammel by.

Faro har også en kirke med et knoglekapel. Kirken hedder “Igreja do Carmo” og tilhører Karmeliterordenen. I det lille sidekapel ligger der knogler fra mere end 1200 karmelitermunke. Det koster en entre på 2€ for at besøge kirken og det lille sidekapel, hvor knogler og skeletter er stablet op på dekorativ vis.

Igreja do Carmo i Faro.

Knoglekapellet i Faro.

Albufeira.

Albufeira er den store ferieby på Algarvekysten. Det betyder også, at det er den by med flest hoteller og dermed også den mest turistede. Men har du ikke noget imod det, så har Albufeira en fantastisk strand og et meget livligt natteliv. Bare vær klar over at det her er virkelig en ferieby med fuld tryk på. 

Albufeira.

Lagos.

Lagos ligger ude vest på, og er byen hvor Henrik Søfarerens folk sejlede ud fra. Så det er en historisk by. Men det er også en ung by, da den tiltrækker en del rygsækrejsende og en del surfere. Ikke europæiske turister fra lande som USA, Canada, New Zealand og Australien fylder en del i byen. Jeg er personligt vild med Lagos, da den har den historiske charme og samtidig med er en livlig by, dog uden at gå helt over gevind i larm og druk. Jeg var for år tilbage bosat i byen i en periode og kommer stadig tilbage til byen jævnligt, da det er tæt på at være min favorit by i hele Portugal.

Der er en statue ef Henrik Søfareren i Lagos.

Nogle få kilometer udenfor Lagos ligger Ponta da Piedade, som er et af de mest seværdige steder i hele Portugal, med klippeformationer af rød sandsten, hvor små både sejler folk rundt og ind i de mange huler som havet har skabt gennem årene. Husk endelig at tage derud.

Den gamle bydel i Lagos.

Tavira.

Tavira, er som Lagos, en gammel historisk by. Den er dog ikke så ungdommelig som Lagos, så der er lidt mere fred og ro. Jeg plejer at kalde Tavira for den stille version af Lagos. Tavira ligger lidt øst for Faro. Der er ikke nogen badestrand ved Tavira. Skal man bade, så skal man tage en lille båd ud til nogle sand øer der ligger ud for byen. Af samme årsag er der kun et begrænset antal hoteller i Tavira. Noget som den typiske Tavira turist sætter pris på. Tavira er for folk der gerne vil lidt ned i tempo.

Tavira.

Olhao.

Det her er en by næsten uden turister. Byen, som har valgt ikke at melde sig ind i turist-ræset og stedet hvor man stadig lever af at fiske, arbejde på konservesfabrikken og lignende. Af samme årsag er Olhao dog også en ret fattig by, sammenlignet med resten af Algarve. Men den har et meget livligt marked nede ved havnefronten, hvor der er 2 store markedshaller med frugt, grønt, fisk, kød og andre dagligvarer. Markedshallerne i Olhao er et besøg værd og der kigger også en del turister forbi, som kommer fra de andre byer langs kysten, hvor der er flere hoteller og bedre badestrande.

Sagres.

Sagres ligger helt ude vestpå. Den er kendt for at være hjemsted for et stort fort, som måske blev brugt som søfartsskole af Henrik Søfareren. Der er dog en del der tyder på at det er en skrøne og at søfartsskolen snarere har ligget i byen Lagos. I dag er Sagres blevet et mekka for surfere, som totalt dominerer byen. Det giver den en ret fed boheme vibe. Men den er ret forblæst og nok ikke stedet hvor man bruger mange dage, med mindre man surfer. Men byen er klart et besøg værd, hvis man kører rundt på kysten.

Cabo Sao Vicente.

Cabe Sao Vicente er Portugals sydvestligste punkt. Det er omkring 10 minutters kørsel fra Sagres, hvor der er et gammelt fyrtårn og et udsigtspunkt. Det kan virkelig blæse ude ved Cabo Sao Vicente. Men det er rigtig fint derude og et sted hvor man lige skal ud og vende, når man nu er på de kanter.

Cabo Sao Vicente.

Silves.

Silves ligger lidt inde i landet og er domineret af en gammel borg. Det var maurernes sidste bastion da de i næsten 500 år besatte det, der i dag er Portugal. Da Portugals kong Sancho besejrede maurerne i 1189 var det blandt andet med hjælp fra danske korsfarere, der var på vej til Jerusalem, men som stoppede og hjalp Sancho, da de passerede Portugal. Sanchos ene datter, Berengaria, endte i øvrigt som dronning af Danmark, hvor hun fik navnet Bengerd, da hun giftede sig med Valdemar Sejr.

Borgen i Silves.

Der står en statue af Kong Sancho ved indgangen til borgen i Silves, som er et besøg værd. Silves er i øvrigt omgivet af appelsinlunde og har storkereder overalt, hvis man kommer der om foråret eller sommeren.

Lidt om badevandstemperaturen langs Algarvekysten.

Der er ret stor forskel på badevandet langs Algarvekysten. Det er Atlanterhavet, der ligger ved Algarve. Og det er ret koldt året rundt, med en temperatur på 18-19 grader. Også om sommeren. Men fordi Gibraltarstrædet ligger ret tæt på og sender varmt vand fra Middelhavet ud, så har den østlige og centrale del af Algarve varmt badevand om sommeren. Det varme badevand varer cirka ind til den store by Portimao. Så byer som Lagos og Sagres er steder hvor man skal være klar på at badevandet ikke er særlig varmt.

Algarve er et appelsin-land.

Lige så snart du kommer lidt væk fra kysten, så er det meste af Algarve appelsinfarvet, da der er appelsinplantager overalt i Algarve. Man har mange forskellige slags appelsiner, som bliver høstet på forskellige årstider. Så man kan altid få friske appelsiner når man holder ferie i Algarve.

Der er appelsiner overalt i Algarve.

Der er storke overalt.

Kommer du til Algarve om foråret eller om sommeren, så vil du opleve at der er hundredvis, hvis ikke tusindvis af storke. Der er storkereder overalt, til et punkt hvor man næsten tror det er løgn. Skorstene, bymure, højspændingsmaster og alt muligt andet bliver brugt af storkene. Storken er fredet i Portugal, så der kommer flere og flere hvert år. Især byen Silves har rigtig mange storkereder.

Stokerede i Algarve.

Hele det sydlige Portugal er fyldt med storkereder.

Middelalderfestival i Paderne.

Omkring nytår er der hvert år en middelalderfestival i den lille by Paderne, som ligger i ret kort afstand fra Albufeira. Så er du omkring Albufeira ved nytårstid, så er det helt sikkert værd at besøge Paderne. Middelalderen var jo Portugals storhedstid som nation. Så den tidsalder bliver ofte vejret med festivaler, hvor man klæder sig ud i ridder-kostumer og lignende. Man kan komme til Paderne med lokal bus. Men det er heller ikke længere væk fra Albufeira end at man kan leje en taxa til at køre en frem og tilbage.

Til middelalderfest i Paderne.

Det var lidt rejsetips til Algarve fra mig. Denne her artikel vil jeg jævnligt opdatere, da jeg kommer på Algarve jævnligt. Har du nogle spørgsmål, så er du velkommen til at lægge en kommentar, eller skrive til mig.

Skopje.

Skopje er hovedstad i Nord-Makedonien og nok ikke den mest kendte by at holde ferie i. Men det er en overraskende interessant by at besøge. Og så er den rørende billig. Jeg har skrevet lidt rejsetips ned til folk som gerne vil besøge byen, baseret på de besøg jeg har haft i byen de seneste 2-3 år.

Skopje er hovedstaden i Nord-Makedonien og en by jeg har besøgt en del gange gennem årene. Byen kan virke lidt trist, lige ved første øjekast. Men det handler mest om at forstæderne er meget triste. Skopje centrum er faktisk rigtig interessant, på sin egen lidt skæve måde.

Den gamle bydel i Skopje.

Den gamle bydel i Skopje er også byens orientalske bydel.

Det er efter min mening den klart mest charmerende del af Skopje, med krogede gade, masser af butikker, cafeer og restauranter.

Det er også stedet hvor jeg foretrækker at drikke et par øl eller lidt vin om aftenen. Så det er typisk i den bydel, jeg overnatter, når jeg er i Skopje. Der er flere hoteller i den gamle bydel, i alle prisklasser. 

Den gamle bydel i Skopje.

Den gamle bydel er orientalsk i sin stil og bærer præg af, at byen var en del af Osmannerriget i flere hundrede år. Du kan blandt andet finde nogle af de gamle caravanserai, som var de steder, hvor handelsfolk overnattede, dengang Silkevejen fra Kina gik gennem Skopje.

Macedonia Square.

Macedonia Square er den centrale plads i det man vel kan kalde den nye bydel. Når man taler om den nye bydel i Skopje, så taler man om den del af byen som blev genopbygget, efter et kæmpe jordskælv i 1963, som jævnede det meste af byen med jorden. Det er en bydel. Hvor de bygninger som overlevede jordskælvet er centraleuropæiske i stilen, mens dem i det man kalder den gamle bydel er orientalske i stilen.

Byen med de mange statuer. 

Skopje har mange statuer. Rigtig mange statuer. Der er så mange af dem, at det bliver lidt kitsch. De er lavet for at tiltrække turister og for at skabe national stolthed. Så alt hvad der kan kravle og gå, som nogensinde har været makedonsk, eller tæt på at være det, har en statue i Skopje. Statue projektet er ikke populært blandt alle de lokale, da der har været en del korruption involveret, da man byggede dem. Så mange lokale ser projektet som en undskyldning for at de politiske ledere kunne køre nogle penge uden om systemet og stoppe nogle af dem i egne lommer.

Der er mange statuer i Skopje.

Nord-Makedonien er I øvrigt det sted jeg har været på Balkan hvor folk er mest negative over for deres politiske ledere. Hvor jeg generelt ser optimisme de fleste steder, så er folk ret desillusionerede med demokratiet i Nord-Makedonien. Det er nok også det som truer landets eksistens mest på den lange bane.

Kejser Justinian har også fået en stature, da han blev født i Tauresium, 20 kilometer syd for Skopje.

Der er også blevet plads til en lille statue af en skopudser.

Mother Teresa’s hus.

Mother Teresa blev født i Skopje i 1910. Hendes forældre kom fra det albanske mindretal, så Albanien gør også lidt krav på hende og har for eksempel opkaldt lufthavnen i Tirana efter hende. Skopje har et ganske interessant museum for Mother Teresa, som jeg vil mene er et besøg værd. Jeg har været der nogle gange, da jeg har besøgt byen som rejseleder for danske grupper. Og jeg kan klart anbefale at få kustoden til at fortælle lidt om Mother Teresa, Det er normalt en ung dame, som er kustode og hun ved rigtig meget om den Albanske nonne, der endte som helgen i Calcutta.

Mother Teresa’s hus, med hendes staue udenfor huset.

Skopje Fort.

Skopje Fort ligger med en rigtig fin udsigt over byen. Så det er værd at gå en tur derop, af den grund. Fortet er lidt en tom skal, så forvent ikke så meget deroppe. Men gåturen og udsigten er rigtig fin.

Skopje Fort.

Stone Bridge.

Stone Bridge er en gammel bro der blev bygget for cirka 600 år siden, da Osmannerriget var på sit højeste. Den går over Vardar floden og forbinder den gamle bydel med Macedonia Square.

Den er selvfølgelig fyldt med statuer. Vi er vel i Skopje

Stone bridge i Skopje.

Pragtfuld mad til meget rimelige priser.

Noget af det jeg bedst kan lide ved Skopje og landet i det hele taget er, at man spiser fantastisk. Det er rigtig Balkan mad, med masser af grillet kød. Og altid med fantastisk salat til min favorit salat er Shopska salat, med masser af gedeost. Det er stort set altid min faste frokost at spise, når jeg er i Skopje.

Pragtfuld lokal mad i Skopje.

Shopska salat med masser af gedeost.

Makedonerne er også glade for bønner.

Fodboldstadion med Vardar Skopje.

I udkanten af Skopje ligger det store nationale fodboldstadion. Det lokale hold Vardar Skopje spiller på stadion, ligesom Nord Makedoniens landshold har hjemmebane på stadionet. At tage til fodbold, eller håndbold i Nord-Makedonien er altid garanti for vild stemning og meget medlevende tilskuere.

Fodboldstadion i Skopje.

Free walking tour i Skopje.

Skopje har en rigtig god “Free walking tour”. Den kører typisk 2 gange dagligt og har et par virkelig vidende guider som viser folk rundt. Jeg har selv taget den 2 gange og det er klart at anbefale. Husk dog altid på at selvom der står at den er gratis, så er det ikke tilfældet. Guiderne der viser rundt betaler faktisk penge per gæst de viser rundt. Typisk omkring 5€ per gæst, som de skal betale til firmaet som arrangerer det. Det er i øvrigt derfor, at de ofte starter med at fotografere gruppen inden turen starter. Så giv ikke under 5€ for turen, med mindre du hader guiden. Jeg giver selv typisk 10-15€ for en tur, alt afhængig af hvor god guiden er. De 2 jeg har haft i Skopje har begge været rigtig gode.

Et gammelt Caravanserai i Skopje.

Mosaik i Skopje.

Så har du nogensinde overvejet om Skopje er et besøg værd, så vil jeg så absolut sige at det er den.

Nomad Fest i Bulgarien.

Sidste sommer var jeg i Bansko/Bulgarien til festival for moderne nomader. Her er lidt om hvad det er for noget.

Der har været nomadefolk så længe der har været mennesker. Det er derfor at mennesket har spredt sig til hele jorden.

Der er også nomader i det 21 århundrede. Og det betyder ikke nødvendigvis at det er folk der bor i telte og går i traditionelle dragter. Der er faktisk en del mennesker som rejser med deres arbejde og hobby det meste af året. Og her er lidt fra en festival hvor 700 moderne nomader fra hele verden mødtes i en uges tid.

Selvom jeg ikke selv er helt adresseløs (Jeg har adresse og betaler fuld skat i Danmark), så rejser jeg så meget at føler mig hjemme blandt de moderne nomader. Også selvom de fleste af dem er noget yngre end mig. Jeg har aldrig rigtig haft et fast job i Danmark, men har ernæret mig i mange år ved at være udstationeret som rejseleder for diverse danske rejsebureauer.

En del af festivalen foregår i små telte på en åben plads, med en scene.

Hvor er Bansko Nomadfest?

Stedet var Bansko i Bulgarien. Bansko er et skisportssted om vinteren. Men om sommeren er der nogle frilufts turister, men ellers rimelig stille. Derfor rykker der mange moderne nomader ind om sommeren. Og i juni, 2024, blev der holdt den årlige Bansko Nomad Fest, som jeg også deltog i. 

Bansko er en hyggelig by med et velbevaret by centrum.

Bansko ligger syd for hovedstaden Sofia og jeg kom dertil med en kombination af bus og tog. Der var andre som slog sig sammen og lejede minibusser, som så kørte direkte fra Sofia til Bansko. Men jeg foretrak at bruge et par dage til at snegle mig frem til Banko med en overnatning undervejs i byen Blagoevgrad.

Bansko er en dejlig bjergby.

Hvilken slags mennesker deltager i Bansko Nomadfest?

De deltagende var en bred vifte af folk fra hele verden. Jeg snakkede med folk fra lande som Japan, England, Israel, USA, Canada, Mexico, Bulgarien, Serbien, Portugal, Indien, plus flere andre lande. De fleste af deltagerne var under 35 og var typisk folk der arbejdede online. Det være sig alt fra folk der arbejdede for call centre til nogle der var online coaches, freelance journalister, til en der levede af at lave playlister til Spotify.

Fællesnævneren for folk var, at de ikke boede der hvor de voksede op, men i skiftende lande. Alt efter hvad der lige passede dem bedst. Et utrolig frit liv, men også et liv der kræver at man har nok selvdisciplin til at komme op hver dag, da sikkerhedsnettet er væk.

Jeg selv er freelance rejseleder og der var en lille flok, der som mig havde job i turistbranchen. Jeg afholdt et lille foredrag med tid til spørgsmål, for folk der ville vide noget mere om at være freelance rejseleder. Det var overraskende populært og jeg blev rendt lidt over ende af unge mennesker der havde det som et af deres drømmejob. 

Og der var bægerklang hver eneste aften, med alle de nye venner man fik.

Jeg var i øvrigt ikke den eneste, der ikke var helt ung (Jeg er 55). Det var nok omkring 10% af deltagerne, der var over 50. Og antallet af ældre nomader er stigende, sagde arrangøren af Bansko Nomad Fest til mig.

Jeg talte blandt andet med en kvindelig journalist i 60’erne der arbejdede for den engelske avis “The Times”, mens hun levede ud af hotelværelser og AirBnb’s. Verdens nok mest berejste mand, Harry Mitsidis var der også. Han er englænder og først i 50’erne. Jeg har mødt Harry ved flere lejligheder og han er en rigtig flink fyr som jeg altid nyder at mødes med. Han var der på vegne af rejsefælleskabet Nomadmania, som er et fælleskab for folk der rejser rigtig meget.

Hvad laver man på Bansko Nomad Fest?

Det officielle program startede ret tidligt i forhold til andre konferencer/festivaler jeg har været til. Der var talks og workshops fra omkring klokken 09:00 hver morgen. De fortsatte så i et raskt tempo hele dagen, afbrudt af lidt frokost. Inden det hele startede, var der dog også morgenyoga for dem, der var tidligt oppe.

Foredragene til festivalen var af en meget høj standard, hvor der var en kombination af foredrag der havde meget praktisk lærdom, til andre der var de vildeste skæbnefortællinger af folk der fortalte hvordan de var endt med at leve det eventyrlige liv de nu gjorde.

Der var nogle virkelig gode foredrag på Nomadfest.

Hver aften var der en eller anden form for fest. Nogle af festerne var inkluderet i billetten til Bansko Nomad Fest, mens der skulle betales ekstra for andre. Men det var i det hele taget ret billigt at deltage og være med. Overnatningen i Bansko var også ganske billigt. Jeg boede selv på et lille pensionat, der mest var lavet til ski turister om vinteren. Men de holdt også åbent for mig, da jeg kom forbi i juni måned.

Vi havde også vinsmagning den ene dag, med fremragende bulgarske vine, ligesom der var ølsmagning på en lokal øl bar, hvor vi fik smagt en masse bulgarsk mikrobryg.

Dejlig bulgarsk vinsmagning.

Noget af det jeg synes bedst om var det som blev kaldt “Open Conference” hvor man selv kunne tage initiativ til at holde et lille foredrag eller en diskussion om et emne. Det gav nogle virkelig levende diskussioner om alverdens ting som er relateret til at leve den moderne nomadetilværelse. 

Det var på “Open Conference”, at jeg holdt foredrag om at være rejseleder. 

Jeg havde fra starten tænkt, at 7 dages konference nok lige blev lidt i overkanten for mig. Så jeg havde planlagt at skride i 2-3 dage for at vandre i bjergene omkring Bansko. Men det viste sig at konferencen var så medrivende og interessant at jeg holdt hele ugen og gik på konference 7 dage i træk.

Bansko er virkelig en charmerende by.

Jeg havde dog også tid til at se lidt af Bansko, som er en rigtig charmerende by, med masser af traditionelle huse og masser af gode spisesteder og hyggelige barer. Jeg kan så absolut anbefale Bansko til en ferie. Også selvom man ikke skal på Bansko Nomad Fest. Byen er virkelig et dejligt sted om sommeren for outdoor folket. Og om vinteren bliver det skibumsernes mekka.

Hovedgaden i Bansko.

Min konklusion på denne festival for moderne nomader er at det var alle pengene værd. Det var super interessant at møde en masse mennesker fra hele verden som i den grad tager deres liv i egen hånd og dropper sikkerhedsnettet for at gøre livet til et eventyr. Der er altid lidt småting som kunne være bedre. Men alt i alt var det en meget positiv oplevelse.

Estland på venstre side af floden og Rusland på højre side.

Hvorfor skal alle weekendture gå til kendte storbyer som London og Barcelona?

Narva i det østlige Estland er ikke længere væk, end man sagtens kan nå det på 3-4 dage. Og det er et rigtig spændende sted.

Man tænker nok tit på steder som Estland og Rusland som noget, der er langt væk fra Danmark. Men det tager altså kun en time og 20 minutter at flyve til Tallinn. Og derfra kan man køre til Narva, ved den russiske grænse på 2 en halv time, med et moderne tog.

Jeg skal nok lige understreget her at jeg ikke opfordrer folk til at rejse til Rusland. Dertil skal verdenssituationen lige ændre sig lidt, før jeg kommer til at Synes at det er en god ide. Men Narva, som ligger i Estland, er virkelig et spændende sted.

Narva ligger ned til floden af samme navn.

Hvad er Narva så for ‘en størrelse’?

Narva er den østligste by i Estland. Den ligger ved Narva floden, som danner grænse til Rusland. Så når du står på flodbredden i Narva, så har du omkring 150 meter til Rusland, hvor du kan se hvordan russere står og fisker i floden, ligesom esterne også går på den estiske side.

Grænsen er dog lidt dramatisk, da der er en stor middelalder bord på hver side af floden.Borgen på den estiske side er fra 1256 og bygget dengang at Estland var en del af det danske rige (Danmark solgte området i 1356 til den Liviske orden). 

Grænsen er virkelig ikonisk og et af de største historie relaterede WOW steder jeg har stået på mine rejser rundt om i verden. Man mærker virkelig historiens vingesus, når man står på bredden af Narva floden.

Borgen i Narva er i øvrigt indrettet som museum i dag, som er et besøg værd.

Man kan også tage en tur med båd op af Narva floden, hvor man så har Estland på den ene side og Rusland på den anden. Bådturen går op til flodens udmunding, ved havet, hvor man har Finland ovre på den anden side.

Den gammel textilfabrik Kreenholm.

Den gamle Kreenholm fabrik.

På en ø i Narva floden ligger der, hvad der engang var en af verdens største tekstilfabrikker. Den hedder Kreenholm, men har været lukket ned i nogle år og står nu som et spøgelse over Sovjet perioden. Den er nu købt op af en privat investor, der har diverse planer med stedet. Men jeg tror der kommer til at gå noget tid, før der sker det store. Og indtil da kan os der kan lide forladte steder gå på opdagelse i området. Jeg var der selv sammen med en lokal pige fra byen Narva, på et lidt officielt besøg. Men masser af unge besøger stedet på en mere uautoriseret måde.

Inde på den forladte Kreenholm fabrik.

Lige ved siden af Kreenholm ligger det som de lokale kalder “Narvas Venedig”. Det er en masse små kanaler som er et produkt af at man opdæmmede floden, den gange man havde tekstil fabrik. I dag er stedet et område hvor folk har små båd skure og kolonihaver. Området er ret charmerende og overhovedet ikke besøgt af udenlandske turister.

Området som de kalder Narvas Venedig.

Narva har næsten ingen turister.

Narva har i det hele taget stort set ingen turister. Inden den russiske invasion af Ukraine var der en del russiske dags turister. Men de er væk nu og der er kun lidt lokal estisk turisme. Det er ret ufatteligt for mig, da der virkelig er noget at opleve og en historisk setting som burde tiltrække historie interesserede fra hele verden.

Lokal estisk øl, fra bryggeriet Muddis.

Det er ikke fordi de lokale ikke ønsker turisme. Jeg havde nogle fine samtaler med lokale myndigheder da jeg var der. Og de var meget ivrige på at få vestlige besøgende. Også fordi de gerne vil have noget mere vestlig indflydelse til Narva, hvor mere end 90% af befolkningen er etniske russere. Blandt de etniske russere er meningerne delte. Nogle foretrækker at forblive en del af Estland, mens andre helst vil være en del af Rusland. Derfor vil de lokale estiske myndigheder meget gerne have vestlig turisme, sådan at de lokale også kan se et økonomisk incitament i at vælge den vestlige vej.

Der er også masser af fine restauranter i Narva.

Til middag på den gode lokale restaurant, Valge Korvits.

Hvordan kommer man til Narva?

Der er flere direkte flyvninger fra Danmark til Estland hver dag. Både SAS og Air Baltic flyver i øjeblikket direkte mellem de 2 lande. Når du lander i Tallinn lufthavn, behøver du faktisk sket ikke at tage ind til Tallinn, for at komme videre til Narva. Toget mellem Tallinn og Narva stopper ved lufthavnen, når det kører mod Narva. Det tager kun godt 2 timer at køre fra Tallinn lufthavn til Narva med Elron, som er det nationale jernbaneselskab i Estland. Toget var rigtig fint, men det var også ret fyldt da jeg kørte med. Det kostede kun ganske lidt ekstra at køre første klasse. Og det var jeg glad for at jeg valgte, da der var pænt proppet på toget. Men det er hurtigt og effektivt at komme fra Tallinn til Narva. Og banegården i begge byer ligger meget centralt.

Hvordan er det med overnatning i Narva?

Jeg boede på et hotel, der hed Central Hotel. Det var rimelig billigt og meget russisk i stilen. Det fungerede ok, men sådan lidt på gumpetung maner, hvor det hele tog lidt tid og receptionisterne talte kun begrænset engelsk. Men det var helt ok for mig.

Lige rundt om hjørnet fra Hotel Central ligger der et hotel som hedder Inger Hotel. Det har mere vestlig standard og så faktisk rigtig lækkert ud. Så der er måske nogle som vil foretrække et sådant sted. 

Hotel Central i Narva, hvor jeg boede.

Så hvis du er træt af overrendte steder med for mange turister, så drop din forlængede weekend til Rom og skift den ud med en forlænget weekend til Narva.

Det er anderledes og meget mere interessant end de fleste tror. 

Hvis du ikke vil så langt væk, så kunne du måske være interesseret i en badeferie til Barseback. Det prøvede jeg for et par år siden. Og der var slet ingen danske turister, selvom det er ganske tæt på Danmark

Lidt vikinge graffiti i Narva.

Volotea flyver fra København og Aalborg.

Jeg har lige haft 2 flyvninger med Volotea, hvor jeg er endt med at føle mig lidt bondefanget. Her er hvorfor:

Hvem er Volota?

Volotea er et spansk billigselskab, som er begyndt at flyve til både Aalborg og København på det seneste.

Fra Aalborg flyver de til Napoli og fra København flyver de til Nantes og Marseille.

Jeg har lige fløjet på Nantes – København ruten, ligesom jeg også fløj med dem fra Lissabon til Nantes. Jeg syntes faktisk at det var ganske ok. Især var deres fransk/spanske kabinepersonale rigtig søde og servicemindede. 

Jeg mener dog godt nok at Volotea blev lige lovligt kreative da det kom til bookingen på deres hjemmeside.

Hvem forventer at en flybillet også indeholder et fortløbende abonnement?

Når du booker hos Volotea så får de 3 muligheder: Enten kan du booke et “Standard fare”. Du kan også booke noget der hedder “Megavolotea” eller “Megavolotea plus”. Den som automatisk bliver foreslået af Volotea at du booker er den der hedder “Megavolotea”.

Når du booker på den knap køber du dog ikke kun en flybillet, men også et fortløbende abonnement til Voloteas bonusprogram, som koster 69€ om året. 

Sørg for at du ikke tilmelder dig Megavolotea.

Vælger du at spare 4€ på flybilletten, så koster det dig 69€ 15 dage efter.

Volotea har skruet det sådan sammen, at du får det 15 dage gratis først, hvorefter de så hæver penge fra din konto. Grunden til at de giver dig 14 dage gratis er at man kan fortryde et køb de første 15 dage og få pengene retur. 

Ved at vente 15 dage med at hæve pengene sikrer de sig at folk som mig, der ved et uheld kom til at tilmelde mig, ikke længere kan kræve mine penge retur.

Jeg vil godt tillade mig at stille spørgsmålstegn ved om det er tilladt at skrue et abonnement sammen på den måde.

Når man kigger på deres booking side, så skriver de oppe foroven at det koster et abonnement at købe den billet type. Det havde jeg også set og booket min første billet uden at melde mig til. Da jeg så booker nummer 2 billetten, så må jeg simpelthen have glemt i farten at klikke på “Basic Fare” knappen . Det er jeg dog ret sikker på at der er en del der glemmer. Især fordi Volotea selv foreslår den booking-type. Så husker man ikke at rette på det Volotea foreslår, så koster din billet flere hundrede kroner ekstra.

Megavolotea er en meget dårlig forretning, med mindre du flyver med selskabet meget ofte.

For Voloteas program til 69€ er ret værdiløst, med mindre du flyver med dem flere gange om året. Den giver dig en minimal rabat på billetten (I mit tilfælde 4€). Og så giver det dig ret til at tage lidt mere bagage med i kabinen. Det er ikke noget som betyder noget for mig, da jeg altid flyver med et stk indchecket bagage. Min håndbagage består derfor altid kun af min laptop og min receptpligtige medicin. 

Så deres farverige ævl og kævl om at du sparer penge ved at tilmelde dig er løgn og latin og det rene humbug.

Jeg meldte mig ud af deres program på stedet da jeg opdagede at jeg ved et uheld havde tilmeldt mig og havde fået penge trukket fra min konto.

Volotea håber, sådan som alle andre med den slags kreative metoder, at du glemmer alt om at du har et abonnement og så ender med at betale igen næste år.

Du behøver bare at se “Løvens hule” for at se hvordan løverne gnider sig i hænderne når folk kommer med et forretningskoncept der indeholder et abonnent. Og du behøver bare at se “Luksusfælden” for at se at der er en del mennesker som abonnerer på 117 ting som de ikke lige var klar over at de gjorde.

Jeg har i øvrigt ikke tænkt mig at lade den ligge her.

I øjeblikket er jeg i gang med at læse op på juraen omkring det her, for at se om de forskellige fremgangsmåder og betalingsfrister er legale. Jeg har før med held kontaktet ombudsmanden, efter at jeg blev chikaneret af et firma der lavede ulovligt telefonsalg.

Jeg har sågar sendt et lovforslag ind til Europa Kommissionen, som formentlig var medvirkende til at man ændrede loven om hvor meget man må tage for pengetransaktioner i hæveautomater indenfor EU. 

Så jeg kommer til at gøre helvede hedt for Volotea, hvis jeg finder at de har handlet juridisk ukorrekt.

Det er jo ikke fordi jeg går fra hus og hjem, fordi Volotea og snørret mig for en stak hundredekronesedler. Men jeg har så meget retfærdighedssans at jeg ikke mener de skal have lov til at gøre det overfor andre i fremtiden.

Men en skam at det skal ende med det her, for Volotea leverer faktisk et ret ok produkt i luften.

Det er dem der er på jorden der er fulde af fup og fiduser.

Jeg lægger i øvrigt jævnligt artikler ind på dette link, hvor jeg giver råd til hvordan man undgår at blive snydt på rejsen.

God rejse.