Sammen med Heinz og nogle af hans mange håndtegnede kort.

I juni, 2025 havde jeg fornøjelsen af at besøge den vildeste cyklist i verdenshistorien, hvis I spørger mig. Han har aldrig vundet store cykelløb. Men han cyklede verden rundt, uafbrudt i 52 år. Hans navn er Heinz Stücke.

Et foto af en meget ung Heinz, da det hele begyndte.

Jeg tror at mange af os rejselystne tit er ret trætte af det hele, når vi er på arbejde og hellere ville være ude at rejse. Men de fleste af os finder os i skæbnen og glæder os over at vi kan rejse verden rundt i vores fritid. Heinz Stücke ville det anderledes. I 1962 var han så træt af sit job som værktøjsmager, hjemme på fabrikken i  Hövelhof (en provinsby nær Bielefeld) at han pakkede sine cykeltasker og tog på rejse. Ikke bare en uge eller en måned, men 52 år, hvor han overhovedet ikke kom hjem til Hövelhof, men levede som globetrotter på sin cykel. Han endte med at cykle til alle verdens lande og tilbagelægge 625000 kilometer på sin cykel, inden han vendte snuden hjemad. 

Heinz har slået flere verdensrekorder.

Jeg har fået mit besøg sat i stand af min kammerat Henrik, som er venner med Heinz. Henrik er dansk/tysk og besøger Heinz så ofte han kan. Og jeg er med i bilen til Hövelhof denne gang, hvor vi skal besøge Heinz i et par dage og overnatte i hans hus. 

Heinz er nu 85 år gammel og er som sådan kun holdt op med at cykle fordi hans hofter ikke kan bære ham længere. Der er også stødt flere andre helbredsmæssige ting til, de seneste par år og han har ikke været ude af sengen i flere måneder, da vi besøger ham.

Der er stadig højt humør og masser af glimt i øjet, selvom Heinz er sengeliggende.

Men humøret fejler ikke noget hos Heinz. Han snakker i et væk og er et levende leksikon. Det kan godt være at hans ben og hofter ikke kan mere. Men hovedet og munden kører stadig i ekspresfart. Man kan bare spytte navnet ud på et land eller en geografisk lokalitet og så snakker Heinz begejstret løs og fortæller om da han selv var der.  Han husker stort set det hele, ned til mindste detalje. Så det er virkelig en fornøjelse at besøge ham, selvom han er sengeliggende.

Jeg havde hørt at Heinz er glad for mørkt øl, så jeg havde taget nogle flasker “Mors stout” fra Refsvindinge bryghus med til ham. Det var populært.

Han er også fuld af gas og elsker at lave sjov med os og alle andre der kommer for at besøge ham.

Når han ikke har gæster og snakker dagen og natten lang, så bruger han sin tid på at pakke bøger. Han har fået en journalist til at skrive en bog om sit liv, som han sælger til folk i hele verden, ligesom han også sælger postkort med fotos som han selv har taget.

Det er også nødvendigt for ham at tjene lidt penge, da han jo har rejst hele sit liv og ingen pensionsopsparing har. Henrik og lidt andre venner kommer så forbi så tit de kan og kører på posthuset med bog pakkerne. Det gør vi også den dag jeg er der.

Undervejs på hans lange rejse levede han i øvrigt af at sælge postkort, som han selv producerede, plus at han solgte fotos og artikler til aviser og blade. 

Og så var han i øvrigt også officiel pressefotograf ved VM i fodbold i 1970 i Mexico.

Et kort over en af hans tidlige cykelruter. Heinz har håndtegnede kort over alle de ruter han har cyklet.

Heinz var overhovedet ikke hjemme i alle de 52 år han var undervejs. Men han sendte ting og sager hjem alle årene. Så i dag er hans hjem et museum over hans vilde liv, hvor der hænger fotos,kort og memorabilia fra den store verden overalt i hjemmet. Det er som at gå rundt på det vildeste globetrotter museum når man går fra rum til rum i hans hus. 

Hans hjem er fyldt med minder fra et langt cykel liv.

Heinz er selvfølgelig ikke som folk er flest, når man snakker med ham. Men det er jeg sgu heller ikke selv, så vi går fint i spænd. Han har sine meninger om tingene og vi får i den grad vendt og drejet mange emner på de to dage vi er der.

Om natten sover jeg på en madras, ved siden af den 3 gears cykel som Hetz kørte det meste af sin 52 år lange tur på.

Det er sgu lidt som at få lov til at sove sammen med kronjuvelerne.

Jeg sov på en madras, ved siden af hans gamle turcykel.

Nogle mennesker drømmer om at møde kongen, paven, Lionel Messi eller Taylor Swift.

Jeg er glad for at jeg mødte Heinz Stücke, for han er i mine øjne nok den vildeste rejsende i verdenshistorien.

Skulle du have lyst til at få lidt opdateringer om Heinz og hans liv, så har han en facebook side. Den er i øvrigt også bestyret af Henrik, som jeg kører med. For Heinz har aldrig været digital og har aldrig haft en e-mail. 

Men der er et link til Facebook siden her, skulle du have lyst til at læse mere og se fotos fra hans lange liv på landevejen.

Opdatering, juli 2026.

Jeg fik besked her til morgen om at Heinz sov stille ind den 22 juli, 2026.

Hvil i fred Heinz.

Nogle lufthavne har sjove navne.

Nogle lufthavne har ikke bare et stednavn. Til tider har de ret spøjse navne. Jeg har samlet nogle eksempler på det her.

Lufthavnen i Porto er opkaldt efter en mand, der døde i et flystyrt.

Lufthavnen i Porto hedder Francisco Sa Carneiro. Han var statsminister i Portugal i slutningen af 1970’erne og boede i øvrigt sammen med den danske kvinde, Snu Seifenfaden.. 

Det er ikke ualmindeligt at opkalde lufthavne efter kendte mennesker. Men ham her endte altså sine dage med at styrte ned med et fly. Godt nok et lille privatfly. Men jeg vil alligevel mene at det er lidt underligt at opkalde en lufthavn efter en mand, der endte sine dage på den facon.

2 lufthavne er opkaldt efter en fodboldspiller.

Der findes 2 lufthavne rundt om i verden, som er opkaldt efter en fodboldspiller. Den ene er på Madeira, hvor lufthavnen hedder Cristiano Ronaldo International Airport. Den anden er i Belfast, hvor den ene af byens 2 lufthavne hedder George Best International Airport.

Madeiras fantastiske lufthavn.

Vidste du i øvrigt at der er daglig flyforbindelse mellem 2 lufthavne, hvor den ene (Madeira) er opkaldt efter en fodboldspiller og den anden (Ponta Delgada, på Azorerne), som er opkaldt efter pave Johannes Paul 2).

Lufthavnen i Ponta Delgada, Azorerne, er opkaldt efter paven.

 Jeg synes nu det er meget fedt, at man sådan opkalder lufthavne efter fodboldspillere. Nu mangler vi bare at finde ud af om Københavns Lufthavn skal hedde Michael Laudrup eller Peter Schmeichel International Airport . 

USA har 2 lufthavne, der er kaldt efter Western skuespillere.

I USA dyrker man sine helte. Også dem fra de gamle cowboy film. I Washington har man en lufthavn, der hedder Ronald Reagan, mens man i Orange County har en lufthavn, der hedder John Wayne. Det med Ronald Reagan er jo nok også fordi han blev præsident. Så John Wayne Airport er nok lidt sjovere her. 

Bonusinfo:  Ved du godt at Cristiano Ronaldo er opkaldt efter Ronald Reagan? Ronaldo er nemlig kun hans mellemnavn, mens hans efternavn er Aveiro. Og han fik Ronaldo navnet efter Ronald Reagan.

Mother Teresa har også en lufthavn.

Mother Teresa var etnisk albaner. Godt nok var hun født i Skopje, som ligger i det der i dag hedder NordMakedonien. Men hun er en folkehelt i Albanien, hvor man har valgt at opkalde lufthavnen i Tirana efter hande.

Lufthavnen i Tirana, hedder Mother Teresa.

Kigger vi på mindre lufthavne rundt om i verden, så finder vi sjove navne som Batman Airport (I Tyrkiet), Mafia Airport (I Tanzania). Og Asbestos Hill Airport (I Canada).

Det var lidt eksempler på lufthavnen jeg er stødt på, med sjove navne rundt om i verden. Læg endelig en kommentar med andre eksempler på lufthavne med spøjse navne, hvis du kender nogen .

Jeg har i øvrigt en lidt længere blogpost om den fantastiske lufthavn på Madeira på dette link.

Med bussen til Tirana, sammen med den brune stol.

Jeg have for nogle få dage siden en mindeværdig bus tur, gennem Kosovo og Albanien, sammen med en flok flinke albanere. Og en brun stol.

Jeg sad helt alene i en stor bus i sidste uge, på busstationen i Pristina. Bussen var helt ny og havde plads til 48 mennesker. Men jeg var den eneste i bussen. I bagagerummet lod jeg mærke til at der stod en brun stol. Ville de virkelig køre sådan en stor fin bus hele vejen fra Kosovo til Albanien, når der kun var mig ombord, der havde betalt 15€ for min billet? Og så den brune stol selvfølgelig. Jeg ved iøvrigt ikke hvad stolen havde betalt.

Den store fine bus, som jeg kørte med den første halve time.

Der var en brun stol i bagagerummet på den store bus.

Vi kørte fra Pristina i retning mod Tirana. i øvrigt med et firma der hed Albani. Tror dog ikke at det var det fynske bryggeri der har slået sig på bus kørsel på Balkan .

Men turen tog kun en halv times tid. Så sagde chaufføren at jeg skulle hoppe over i en anden bus, som så ville fortsætte til Tirana.

Der var lige præcis plads til den brune stol i bussen.

Den anden bus var også ny og fin. Men den var kun halvt så stor som den bus jeg kom med. Og så var den propfyldt med passagerer. Her mener jeg virkelig fyldt. Alle sæder var fyldte. Der var også en del børn ombord, som ikke havde sæder. De sad på skødet af deres forældre, eller på toppen af den bagage som var stablet op i midtergangen. 

Der var slet ingen plads til mig. Men det var så her af den brune stol i bagagerummet på min bus kom ind i billedet. 

For al den bagage der stod i midtergangen på minibussen blev mast sammen, så der lige præcis blev plads til den brune stol oppe foran i midtergangen. Og det var så der at jeg skulle sidde.

Det var såmænd behageligt nok. Stolen var fint polstret. Jeg sad med ryggen mod køreretningen, hvilket jeg var glad for. For det gav mig bedre mulighed for at snakke med de andre passagerer i bussen.

Jeg fik en hyggelig snak med de to unge albanske mødre der sad på de to første sæder, med 3 børn på skødet. Den ene af dem var rigtig god til engelsk, Og vi fik en fin snak om Albanien vs Kosovo.

Hver gang bussen stoppede var jeg nødt til at stå ud som den første og tage min grunde stol under armen. Ellers var der ikke plads til at de andre passagerer kunne komme ud. Men det fungerede ganske fint.

Jeg ville i øvrigt gerne have taget et par fotos af hvordan der så ud inde i bussen, med bagage og babyer helt op til loftet. Men jeg er altid lidt påpasselig med at tage fotos i visse situationer, hvor det måske kan fortolkes som disrespekt for andre.

Der var masser af børn med bussen.

Oveni det så sad den smukkeste af de to unge albanske mødre med brysterne fremme og ammede sin baby på det meste af turen, hvilket gjorde at et kamera ville virke rigtig upassende. Så jeg tog lidt fotos udenfor og glædede mig over at babyen fik mad. 

Pause undervejs. Så måtte jeg slæbe stolen med udenfor til lidt frisk luft.

Vi kørte over grænsen i et bjergpas, hvor der var sne på de omkringliggende bjerge. To gange, skulle mig og min brune stol ud af bussen for at vi alle kunne få tjekket pas og papirer. Et par kaffepauser blev det også til. Så jeg blev en ganske erfaren stole slæber på de 6 timer busturen endte med at tage.

Fin udsigt til sneklædte bjerge, ved grænsen mellem Kosovo og Albanien.

Stolen fik også lov til at nyde udsigten til bjergene.

Men det var en sjov og hyggelig tur, med fine udsigter. Især i Albanien, hvor landskabet virkelig er spektakulært.

Fin udsigt fra bussen, da vi kørte gennem Albanien.

Jeg trillede ind i Tirana tids nok til at få set lidt VM i fodbold på storskærm og komme en tur i byen med mine albanske venner, som jeg kender fra tidligere besøg i landet. Hvad der skete med den brune stol ved jeg ikke. Men den har det forhåbentlig godt hvor den nu befinder sig  

Drinks med vennerne på Hemingway Bar i Tirana.

Der var VM storskærm på Skanderbeg pladsen i Tirana.

Alle veje fører til Helved på Nordals.

jeg har lidt en svaghed for at fotografere skilte jeg finder sjove, når jeg er på rejse. Så her er lige en lille blogpost med nogle af de skilte jeg stødte på, da jeg cyklede 4417 kilometer rundt i Danmark, i foråret og sommeren 2021.

Alle veje fører til Helved på Nordals.

På det nordlige Als ligger der en lille landsby der hedder Helved. De har tilmed sat vejskilte op der viser vej til mange af de husnumre de har i Helved. Så kommer du en dag med færgen fra Bøjden til Fynshav og drejer til højre af den første sidevej efter færgelejet i Fynshav, så har du alle muligheder for at køre af Helved til .

Fedtmikkel var fra Ebeltoft.

I Ebeltoft boede der engang en spækhøker som hed Mikkelsen. Han boede i en lille gyde som blev kaldt for Fedtmikkels gang. Det gør den stadigvæk. Også selvom man i Ebeltoft jævnligt har problemer med at folk stjæler skiltet.

Fedt Mikkels gang i Ebeltoft.

Hvorfor kalder man lige en landsby for Sorthat-Muleby?

Da jeg cyklede ud af Rønne på Bornholm kom jeg hurtigt gennem en lille landsby der havde det spøjse navn, Sorthat-Muleby.

Jeg kan forstå at man kalder byer Østerby, Vesterby, Nyborg og lignende. Men hvordan finder man lige på at kalde en by for Sorthat-Muleby?

Ved et læse lidt om det fandt jeg ud af at navnet er en sammenlægning af landsbyerne Sorthat og Muleby. Og landsbyen Sorthat fik sit navn efter en arrig jættekvinde i et gammel sagn. Men stadig et ret sjovt og størst navn til en landsby.

Sorthat-Muleby på Bornholm.

Kom til Åbenrå og Styrtom.

I udkanten af Åbenrå er der en lille flække der hedder Styrtom. Ikke lige det navn jeg havde lyst til at se, da det ligger på vej ned af en bakke, hvor jeg kom cyklende nedad i pæn fart. Skulle du i øvrigt styrte om når du kører forbi, så ligger Sølyst kro lige ved siden af skiltet, hvor du kan sunde dig lidt .

Kom til Åbenrå og styrtom.

Og gad vide om denne her landsby på Ærø er opkaldt efter en der spiste for mange gule ærter?

Når et bynavn stinker lidt .

Cafeen med det helt rigtige navn.

På Jyderup station ligger der en cafe der har det rammende navn “Forsinket”. Sjældent har et navn passet bedre til stedet hvor det lå. Det er i øvrigt en fantastisk hyggelig lille cafe som jeg kun kan anbefale på det varmeste.

Cafe Forsinket, ved Jyderup station.

Det var lige før at jeg troede at Samsø havde et bordel.

Men så stoppede jeg og fandt ud af at en grillbar åbenbart også kan have sådan et navn .

Gufferen på Samsø.

Hvis du vil vide hvor langt der er fra Mørkhøj til Galdhøpiggen eller Gudhjem, så er det her stedet.

Distancen fra Augustavej til hele verden.

På Augustavej i Mørkhøj findes dette herlige skilt der viser kilometer tal til alverdens steder. Både nære og fjerne. Sådan noget kan man jo kun blive i højt humør af at passere.

Skulle du have lyst til at læse lidt mere om min cykeltur på 4417 kilometer, rundt i alle Danmarks 98 kommuner, så kan du gøre det på dette link.

Badeferie ved Barsebäck.

Sidste sommer holdt jeg den ultimative badeferie for en dansker. I skyggen af vores elskede gamle svenske atom reaktor.

Er der noget som alle danskere over 30 har, eller her haft, en holdning til, så er det Barsebäck. Det svenske atomkraftværk, som fra 1975 til 2005 var i drift, til stor furore i Danmark og Sverige.

Turen går til Barsebäck.

I Dag ligger den lille provinsby Barsebäck der stadig. Det lukkede atomkraftværk står der også endnu. Man har faktisk bygget et vandrehjem, lige ved siden af atomkraftværket. Det må jeg prøve at bo på en dag.

Barsebäck er faktisk en ganske hyggelig lille by.

Sjovt nok må man stadig ikke fotografere ved Barsebäck værket. Det gjorde jeg så bare alligevel, som den drillepind og anarkist jeg er :-).

På badehotel ved Barsebäck.

Kun et stenkast fra den gamle atom reaktor ligger der et rigtig fint badehotel som slet og ret hedder “Badhotellet Barsebäckstrand”. Det er som taget ud af en serie på TV2, minus de halvdårlige skuespillere. Og ligger lige ud til en fin badestrand.

Mit lille telt ved Barsebäck badehotel.

Hotellet var dog lidt over mit budget, i en tid hvor vi rejseledere har lidt nedsat indtjening.

Men det var der en løsning for da det fine badehotel også har en campingplads klos op og ned af hotellet. Så der slog jeg mit lille kuppeltelt op et par dage, mod en ganske rimelig betaling.

til campingpladsen hørte også en fin lille strand cafe, med rimelige priser.

Barsebäck har en fin strand.

Barsebäck har en fin badestrand.

Stranden ved Barsebäck er rigtig fin. Og der er en lækker badebro som går rigtig langt ud, da der er meget fladvandet ved Barsebäck. Men det går den jo bare børnevenlig. Og så længe vi voksne har en badebro, så vi kan komme ud på dybere vand, så har vi jo ikke noget at pive over.

Barsebäck strand by night.

Eneste dansker på stedet, selvom jeg kun var 20 kilometer fra København.

De 2 dage jeg brugte på at svømme i det fine vand og drikke kolde øl i den hyggelige strand cafe så eller hørte jeg ikke en eneste dansker. Der var masser af turister fra især Tyskland og Polen. Og selvfølgelig fra Sverige. Nogle af de svenske turister kom med muntre atomare kommentarer når de kunne høre at jeg var dansk. Det var i det hele taget ganske sjovt at holde badeferie i atomreaktorens skygge.

Et forbudt foto af Barsebäck værket tæt på :-).

Så savner du et corona alternativ til Barbados næste sommer, så prøv Barsebäck.

Du bliver nok ikke helt så brun som på Barbados. Men det kan jo være at du bliver selvlysende :-).

Ingen cykelferie i Sverige er komplet uden at besøge det sted i Sverige som vi danskere kender bedst :-).

P.S. Skulle du have lyst til at læse om den gang jeg kørte gennem Rusland på kin cykel, for at se fodbold. Så kan du læse om det på Dette link.