Sri Lanka på cykel.
Jeg har cyklet en del på Sri Lanka gennem de senere år. Både som solo cyklist, hvor jeg har cyklet rundt om øen to gange. Og som rejseleder for et dansk selskab, hvor jeg har været guide for deres cykelturister. Her er lidt om mine erfaringer som cyklist på Sri Lanka’s landeveje.
Ankomst til Sri Lanka.
Det kan være lidt overvældende at lande på Sri Lanka, efter en lang flyvetur fra Danmark. Derfor vil jeg anbefale at du starter en rejse til Sri Lanka med at tage til byen Negombo, som ligger lige ved siden af lufthavnen. Man kalder det godt nok Colombo Lufthavn. Men Negombo ligger meget tættere på lufthavnene end Colombo. Og den er meget mere afslappet og har en fin strand. Så det er et rigtig godt sted at bruge de første par nætter på øen, mens man gør sig klar til at cykle.
De store veje kan være meget trafikerede. Men man kommer let ud på de mindre veje.
Når du cykler rundt på Sri Lanka, så kan man hurtigt komme til at bare cykle på de store veje, som forbinder de større byer. Mange af de veje er som sådan også ok at cykle på. Men de kan være meget trafikerede og er nok ikke altid det en dansk cykelturist drømmer om. Det gode er at det ikke er så svært at finde ud på de mindre veje.
Du skal generelt ikke være bange for at cykle ned af små markveje på Sri Lanka og prøve dig lidt frem. Jeg har aldrig været ude for at folk bliver sure over det. Tvært i mod, så skal du nok forberede dig på at hilse på alle landsbybørnene som står og vinker til dig. På den flade del af Sri Lanka er der megen ris dyrkning. Og rismarkerne er forbundet af en masse små veje. Oftest ikke asfalterede. De er helt ideelle at cykle på. Så prøv at glem alt om at nå en masse kilometer på en dag og i stedet tag på cykel eventyr ud langs rismarkerne.
Høsten bliver tørret langs vejsiden.
Ud og cykle mellem rismarkerne.
Flinke lastbilchauffører og vanvittige buschauffører.
Når man cykler rundt i den store verden, så er lastbiler ofte det man frygter mest som cyklist. De er store og tunge og er lang tid om at bremse. I nogle lande er lastbilchauffører heller ikke venligt stemt over for cyklister. Men på Sri Lanka har jeg fundet at lastbil folket er rigtig flinke over for os cyklister. Min erfaring er at de så at sige altid kører hensynsfuldt og ofte stopper op og hilser, eller måske byder mig på en kop te. Jeg har på mine mange ture rundt på øen endnu ikke haft nogle dårlige erfaringer med lastbiler.
Det har jeg til gengæld så med busserne, som forbinder de større byer. De kører som død og helvede, for at sige det rent ud. De må arbejde på en slags kommission, hvor de får penge for at nå hurtigt frem, for de kører med en vanvittig fart. Også gennem tæt befolkede områder, hvor det bare handler om at komme væk, når man hører dem komme. For de drøner gennem små landsbyer med hunde, høns og legende børn med 80-100 kilometer i timen. Jeg håber at der snart kommer nogle strammere regler for busserne. Og jeg har faktisk kontaktet nogle af ministerierne og bedt dem om at kigge på det. Om de så gør det er en anden sag. Men jeg har i hvert fald prøvet.
Den ældre generation cykler også på Sri Lanka.
Hvordan er det med at få repareret sin cykel på Sri Lanka?
Skulle du få brug for reservedele, eller et godt cykelværksted, så er der en rimelig stor cykelforretning på vejen mellem Negombo og Colombo, som hedder Sugath Cycles. De har eget værksted og har repareret min cykel et par gange, ligesom jeg har købt reservedele hos dem flere gange. De er generelt dyrere end de små lokale cykelsmede. Men de er til gengæld også ret professionelle. Dem kan jeg kun anbefale.
Sugath er en god cykelforretning med eget værksted.
Men du skal nu heller ikke være bange for at få lavet mindre reparationer hos små cykelsmede på Sri Lanka. Jeg har fire gange fået ordnet småting hus mindre cykelværksteder. Og det har altid været ganske ok.
Selv hos nogle af de helt små cykelsmede som arbejder fra små bræddehytter langs vejen. Jeg er også selv glad for at kunne hjælpe sådanne gutter lidt økonomisk, da de tilhører de lavere samfunds klasser. Og de gør helt sikker et ærligt stykke arbejde.
Det kan være ganske socialt at få repareret sin cykel på Sri Lanka.
Hvordan er det med hunde på Sri Lanka?
En ting der har det med at bekymre os tur cyklister er hunde. Mange steder i verden er der mange løse hunde og ikke mindst mange vagthunde, som bare elsker at jage os cyklister, på en meget aggressiv facon.
Det gode ved Sri Lanka er at på trods af at der er ret mange hunde, så er langt de fleste af dem ganske fredelige og direkte dovne. Det er rigtig fint for os på to hjul. Bliver du bidt af en hund på Sri Lanka og ikke er vaccineret mod hundegalskab (Det er der næsten ingen der er) så skal du i obligatorisk behandling, da hundegalskab er dødeligt hvis det ikke bliver behandlet med det samme.
Jeg taler af personlige erfaringer, da jeg engang havde en gæst som blev bidt af en hund på Sri Lanka. Og hun var nødt til at gennemgå en længere kur, med adskillige indsprøjtninger over flere dage.
Risikoen for at blive bidt er som jeg først sagde, ganske lille. Men vær klar over at der venter et behandlingsforløb på flere dage, hvis du bliver bidt af en hund på Sri Lanka, da man meget aktivt forsøger at udrydde det fuldkommen, hvilket jo er en god ting.
De fleste hunde på Sri Lanka er heldigvis fredelige.
Pas osgå på vilde elefanter.
Det lyder lidt uvirkeligt. Men vilde elefanter er faktisk noget man skal holde lidt øje med på Sri Lanka. Det er det sted i verden med størst koncentration af vilde elefanter. Og de kan være meget territorielle og aggressive hvis man kommer for tæt på. Så hold afstand hvis du ser en elefant på eller ved siden af vejen. For en sur elefant er noget nær det sidste du har lyst til at møde på Sri Lanka.
Men når det er sagt, så er det jo fantastisk at man stadig har så mange vilde elefanter og andre dyr. Man forsøger at få elefanterne til at blive i de mange store nationalparker, da de så ikke kommer i konflikt med lokale landmænd, som ikke er så glade for at de tramper deres marker flade og spiser afgrøderne.
Der er mange vilde elefanter på Sri Lanka.
Hvor der bor mennesker er der ting som elefanterne ynder at spise. Så elefanter vælter hegnene i nationalparkerne og går på rov i diverse marker og på lossepladser, som er det helt store tilholdssted for vilde elefanter på Sri Lanka.
Overnatning på Sri Lanka.
Sri Lanka har et rigt netværk af store og små hoteller. Og de er stort set alle online og kan bookes på diverse internationale booking sider. Det samme gør sig gældende for privat overnatning, som man kalder Homestay på Sri Lanka.
Det er typisk meget billigt og charmerende. Og ofte inde i små landsbyer uden nogen masseturisme overhovedet. Så man vil typisk ikke have problemer med at finde steder at overnatte, når man cykler rundt på Sri Lanka.
Min favorit cykeltur på Sri Lanka.
Skal jeg nævne den cykeltur på Sri Lanka som jeg nyder mest og aldrig går glip af når jeg er på øen, så må det være turen fra Negombo til Chilaw. Negombo ligger, som jeg tidligere har nævnt, tæt på lufthavnen. Det er en af de største fiskerbyer på Sri Lanka og det samme er kysten nord for Negombo.
Vejen langs kysten har ret begrænset trafik og er fantastisk at cykle på. Fiskerne trækker deres net i land på stranden og sælger deres fisk langs vejsiden, mellem deres kokosnødde plantager. Pragtfuld kulisse at cykle i.
Vejen mellem Nogombo og Chilaw har masser af små fiskerlandsbyer.
Byen Chilaw, som ligger cirka 45 kilometer nord for Negombo, er en hyggelig by, med masser af liv. Hvor de fleste byer på Sri Lanka oftest er enten buddhistiske, hinduistiske eller kristne/muslimske (kristne og muslimer bor ofte i de samme byer langs kysten), så er Chilaw det man kalder en “co existence village”, hvilket betyder at der ikke er en dominerende religion i byen.
Det giver byen et farverigt liv som jeg holder meget af. Jeg kan anbefale det lille hotel Athina i byen. Det er ejet af en Srilankaner som har boet en del år i Grækenland, hvor han tjente penge sammen til at bygge sit hotel hjemme på Sri Lanka. Han er en utrolig venlig og yderst intelligent gut, som jeg efterhånden har besøgt en del gange.
Chilaw er en såkaldt co existence village.
Jeg elsker at bo på hotel Athina i Chilaw.
Det er i øvrigt også godt at vandre på Sri Lanka.
Jeg har ikke kun cyklet på Sri Lanka. Jeg har også vandret en del. Og der er virkelig gode vandreruter oppe i det Srilankanske højland. Jeg har især vandret en del omkring byen Ella, som er en af de mest charmerende små byer på Sri Lanka. Et sted som har en virkelig god vibe. Og et sted hvor mange ender med at blive længere end de først have planlagt. Men der er også rigtig fine vandre muligheder omkring byer som Nuwara Eliya og den tidligere hovedstad Kandy.
Jeg er også rejseleder på Sri Lanka fra tid til anden.
Som freelance rejseleder har jeg arbejde i hele verden. Også på Sri Lanka. Den kommende vinter er jeg rejseleder på 2 rejser hvor der er cykling og vandring inkluderet. Skulle du have lyst til at læse om dem kan du gøre det på dette link.
Pingback: Sri Lanka er et fantastisk rejseland. – Rejsetossen