Med bussen til Tirana, sammen med den brune stol.

Jeg have for nogle få dage siden en mindeværdig bus tur, gennem Kosovo og Albanien, sammen med en flok flinke albanere. Og en brun stol.

Jeg sad helt alene i en stor bus i sidste uge, på busstationen i Pristina. Bussen var helt ny og havde plads til 48 mennesker. Men jeg var den eneste i bussen. I bagagerummet lod jeg mærke til at der stod en brun stol. Ville de virkelig køre sådan en stor fin bus hele vejen fra Kosovo til Albanien, når der kun var mig ombord, der havde betalt 15€ for min billet? Og så den brune stol selvfølgelig. Jeg ved iøvrigt ikke hvad stolen havde betalt.

Den store fine bus, som jeg kørte med den første halve time.

Der var en brun stol i bagagerummet på den store bus.

Vi kørte fra Pristina i retning mod Tirana. i øvrigt med et firma der hed Albani. Tror dog ikke at det var det fynske bryggeri der har slået sig på bus kørsel på Balkan .

Men turen tog kun en halv times tid. Så sagde chaufføren at jeg skulle hoppe over i en anden bus, som så ville fortsætte til Tirana.

Der var lige præcis plads til den brune stol i bussen.

Den anden bus var også ny og fin. Men den var kun halvt så stor som den bus jeg kom med. Og så var den propfyldt med passagerer. Her mener jeg virkelig fyldt. Alle sæder var fyldte. Der var også en del børn ombord, som ikke havde sæder. De sad på skødet af deres forældre, eller på toppen af den bagage som var stablet op i midtergangen. 

Der var slet ingen plads til mig. Men det var så her af den brune stol i bagagerummet på min bus kom ind i billedet. 

For al den bagage der stod i midtergangen på minibussen blev mast sammen, så der lige præcis blev plads til den brune stol oppe foran i midtergangen. Og det var så der at jeg skulle sidde.

Det var såmænd behageligt nok. Stolen var fint polstret. Jeg sad med ryggen mod køreretningen, hvilket jeg var glad for. For det gav mig bedre mulighed for at snakke med de andre passagerer i bussen.

Jeg fik en hyggelig snak med de to unge albanske mødre der sad på de to første sæder, med 3 børn på skødet. Den ene af dem var rigtig god til engelsk, Og vi fik en fin snak om Albanien vs Kosovo.

Hver gang bussen stoppede var jeg nødt til at stå ud som den første og tage min grunde stol under armen. Ellers var der ikke plads til at de andre passagerer kunne komme ud. Men det fungerede ganske fint.

Jeg ville i øvrigt gerne have taget et par fotos af hvordan der så ud inde i bussen, med bagage og babyer helt op til loftet. Men jeg er altid lidt påpasselig med at tage fotos i visse situationer, hvor det måske kan fortolkes som disrespekt for andre.

Der var masser af børn med bussen.

Oveni det så sad den smukkeste af de to unge albanske mødre med brysterne fremme og ammede sin baby på det meste af turen, hvilket gjorde at et kamera ville virke rigtig upassende. Så jeg tog lidt fotos udenfor og glædede mig over at babyen fik mad. 

Pause undervejs. Så måtte jeg slæbe stolen med udenfor til lidt frisk luft.

Vi kørte over grænsen i et bjergpas, hvor der var sne på de omkringliggende bjerge. To gange, skulle mig og min brune stol ud af bussen for at vi alle kunne få tjekket pas og papirer. Et par kaffepauser blev det også til. Så jeg blev en ganske erfaren stole slæber på de 6 timer busturen endte med at tage.

Fin udsigt til sneklædte bjerge, ved grænsen mellem Kosovo og Albanien.

Stolen fik også lov til at nyde udsigten til bjergene.

Men det var en sjov og hyggelig tur, med fine udsigter. Især i Albanien, hvor landskabet virkelig er spektakulært.

Fin udsigt fra bussen, da vi kørte gennem Albanien.

Jeg trillede ind i Tirana tids nok til at få set lidt VM i fodbold på storskærm og komme en tur i byen med mine albanske venner, som jeg kender fra tidligere besøg i landet. Hvad der skete med den brune stol ved jeg ikke. Men den har det forhåbentlig godt hvor den nu befinder sig  

Drinks med vennerne på Hemingway Bar i Tirana.

Der var VM storskærm på Skanderbeg pladsen i Tirana.